Historien om fire år i en Bianca 27:
Her er Ove Winthers Jensens spændende beretning om en fire år lang Bianca 27-sejltur til Istanbul og tilbage til Danmark i perioden fra august 1993 til august 1997 via Nordsøen og de hollandske, belgiske og franske kanaler. Ove, der er jagerpilot i Flyvevåbnet, sejlede i sin båd gennem nu mere end 30 år, Bianca 27’eren DEN-111 Brunhilde af Haderslev.
Læs også her.
Billederne herover viser Owes forside til beretningen, et kort over sejlruten, afgangen fra Haderslev og nedrigningen til flodsejlads.
Udprintet fylder beretingen omkring 110 A4-ark trykt på en side eller 55 trykt på begge sider. Ønsker du en pdf-version kan den mailes ved henvendelse til Bianca27.net
Bianca27.net takker Owe for beretningen og ønsker go' læselyst!
-------
OWES FORORD:
Her er beretningen om en sejltur til Istanbul og tilbage til Danmark i perioden fra august 1993 til august 1997 via Nordsøen og de hollandske, belgiske og franske kanaler.
Umiddelbart inden jeg tog afsted gjorde jeg tjeneste på flyvestation Skrydstrup men blev så pensioneret da jeg var 60. Jeg havde i mange år drømt om at kunne sejle en lang tur til Middelhavet i min båd “Brunhilde” og jeg var vel forberedt på at tage afsted således at jeg 2 dage efter min sidste arbejdsdag kunne lægge ud fra Haderslev. Nogen spørger mig om det var nødvendigt at bruge 4 år til turen og det var det selvfølgelig ikke men det var virkelig dejligt ikke at have travlt og jeg var jo pensioneret.
I stedet for at sende postkort tilbage til flyvestationen bestemte jeg mig for at fortælle om turen i et brev som jeg bad flyvestationen om at duplikere og sende rundt til enhederne. Jeg bestemte mig imidlertid ret hurtigt for at skrive en slags beretning om hvad jeg havde oplevet hvert kvartal. På den tid sendte dansk TV en ret populær udsendelse der hed “Frodes forunderlige rejse” og det var grunden til at beretningen kom til at hedde “Brunhildes besynderlige rejse”. Min tilknytning til Flyvevåbnet skinner lidt igennem hist og her hvilket ikke har megen mening når beretningen læses af andre end dem den oprindeligt var tiltænkt men jeg har ønsket at beholde præget af rejsebreve så jeg har kun rettet i det oprindelige skrift for at fjerne trykfejl og egentlige stavefejl. Navnlig stednavne kunne det gå galt med da jeg jo sendte brevet håndskrevet og måske ikke særligt læseligt.
Sejladsen foregik i en Bianca 27 – en traditionel 27 fods båd med ¾ køl og “masthead rig”. Båden er bygget i 1969 (har nummer 111) og jeg overtog den i 1974. Inden jeg tog afsted havde jeg altså haft den i næsten 20 år og jeg har selvfølgelig modificeret lidt på den igennem årene. F. eks. var ruderne i ruffet på de tidlige både monteret ved hjælp af gummilister som ret let kan skubbes ind af en sø. Gummilisterne udskiftede jeg med aluminiumsrammer. Jeg lavede mig også en ankerbrønd i fordækket – noget som ikke hører en Bianca 27 til. Den indenbords motor er en 2-cylindret Volvo Diesel - oprindeligt en brugt MD2. Det var ikke muligt at få reservedele til MD2’eren og den viste sig i øvrigt at have været renoveret inden jeg overtog båden i 1974 så jeg følte at der måtte gøres noget inden jeg tog afsted på så lang en rejse. Jeg fandt en renoveret MD11C som jo stort set passede direkte i motorrummet. Med sine 23 hestekræfter er den selvfølgelig alt for kraftig til den størrelse båd men man behøver jo ikke at lukke helt op for gashåndtaget. (Det trækker i øvrigt agterdækket under vand ved for mange omdrejninger).
En 27 fods båd er jo ikke en stor båd at sejle i i så lang en periode. Jeg fandt den imidlertid helt ideel når jeg var alene. Til en person er der efter min mening rigeligt med plads og i sluser og ved havnemanøvre er det meget lettere at klare tingene alene når båden ikke er for stor. Når min kone var med – hvilket var tilfældet ca. halvdelen af tiden – var 27 fod nok lidt i underkanten men kan man finde sig i at leve lidt på spejdermaner går det sagtens. Man skal huske at i de sydligere lande lever alle på grund af det mildere vejr meget mere udendørs så man har ikke det samme behov for at kunne opholde sig nede om læ. Det hele var nok lidt primitivt. Intet indbygget varmeanlæg, intet køleskab, ingen radio (Jeg blev så sur over at jeg der hele mit liv havde talt på radio for staten pludselig skulle afprøves og skulle betale for certifikat) men helt ærligt savnede jeg det ikke noget af det. Til perioder hvor det var koldt havde jeg en lille benzinbrænder som fungerede fremragende. Manglen på køleskab kunne være irriterende for man kan ikke gemme mad bortset fra brød, dåser ol. men på den anden side drejer det sig jo om at blande sig der hvor man kommer frem og det at gå ud og købe ind eller at gå på de spisesteder hvor de lokale går opfylder en del af formålet. Desuden er det ikke specielt nemt at få tilstrækkelig med elektricitet når man helst ikke vil gå i marinaer. Jeg kom ikke ud for situationer hvor der var brug for en radio men jeg hørte om adskillige der var i vanskeligheder og som forsøgte at bruge radio men der var ingen radiodisciplin dernede og det lykkedes ikke disse personer at få forbindelse med nogen så de kunne bruge det til noget. Jeg har i øvrigt en stærk fornemmelse af at det at sejle i en lille ikke for “forcromet” båd fremmede kontakten til omgivelserne.
Jeg kan i sandhed sige at turen til Middelhavet opfyldte alle mine forventninger hvilket jeg håber at beretningen også giver indtryk af. God fornøjelse.
BERETNINGEN:
Som 60-årig blev jeg efter 41 herlige års tjeneste i flyvevåbnet pensioneret. Ret tidligt var jeg halvt om halvt blevet bekymret for hvad jeg skulle få tiden til at gå med når jeg en gang blev pensioneret. På min kones opfordring havde vi anskaffet en sejlbåd og jeg var hurtigt blevet meget optaget af at sejle. Især det at sejle på ture til steder jeg ikke før havde været betog mig. Jeg læste en bog af Göran Schildt – "Ønskerejsen" hvor han fra Finland begiver sig afsted i en sejlbåd og gennem floder og kanaler i Frankrig sejler ud i Middelhavet og indså at en sådan tur måtte jeg nødvendigvis gøre når jeg blev pensioneret. I 1974 udskiftede jeg min båd med en brugt Bianca 27 som jeg mente var egnet til en sådan tur og samtidig med at jeg i mine sommerferier sejlede til Norge, Sverige og Tyskland gjorde jeg de modificationer som jeg fandt nødvendige. Jeg var således helt klar da jeg fredag den 30. juli 1993 havde min sidste egentlige tjenstedag og om søndagen forlod jeg Haderslev havn.
Jeg havde gjort mange års tjeneste på flyvestation Skrydstrup og ville gerne holde forbindelsen vedlige til kollegaerne der. I stedet for at skrive postkort besluttede jeg at jeg jævnligt ville skrive lidt om hvad der var hændt mig siden sidst og jeg fik en ven til at skrive det om på maskine og lave et par eksemplarer der kunne cirkulere. Det blev til en kvartalsmæssig "rapport" som blev populær og som efterhånden udbredtes udenfor flyvestationen.
Da jeg var kommet hjem fandt jeg at jeg ville skrive disse "rapporter" ned i computerform og lægge det hele ud på nettet. Jeg besluttede mig for at holde formen som rejsebreve og rettede derfor kun stavefejl o.l. Det betyder at der enkelte steder er lidt indforstået flyvevåbenjargon. Blandt andet er det rart at vide at enhver pilot i flyvevåbnet får et specielt pilotnavn på 3 bogstaver dannet at af bogstaver fra hans navn. Mit navn er Ove Winther Jensen og mit pilotnavn blev OWE.
Brunhildes besynderlige rejse 1.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Jeg sidder i båden, som vi har lagt til ved den grønne kanalkant i en lille by, der hedder Franeker (lidt vest for Leeuwarden i Holland - der flyver hele tiden F - 16 henover). Vi er min gode nabo Peter og mig, der sammen afsejlede fra Haderslev den 1. aug. Han skal bytte med min kone Lizzie om et par dage i Harlingen ved Waddenzee.
Vi kom jo flot ud af Haderslev med en masse venner, et jazzorkester og en hel del bajere på havnen. RØR og Tove, Niels "Regnemager" og C.F. i deres både med mange venner ombord fulgte med ud af fjorden til Årøsund. Der var fin vind - sang og bægerklang - gode venner på bådebroer hele vejen ud. Vi lagde kort til i Årøsund for en sidste bajer og for at få de medfølgende passagerer sat fra borde. Kl. ca. 18 stod vi ud mod Kiel; men vinden lagde sig og ved midnat gik vi for motor ind til Mommark.
Næste morgen stod vinden i sydøst med omkring 13 m/s, så det gad vi ikke. Vi ryddede ordentlig op, reparerede en lækage ved udluftningen til dieseltanken (vi havde lækket ca. 1 ltr. i bunden af båden) og nød livet; mens vi håbede på bedre vejr. Den følgende dag stod på samme vindretning; men lidt svagere og hen på dagen skulle den gå i sydvest. Det kom nogenlunde til at holde stik - gamle søer - lidt sejlskift - bidevind hele dagen og efter ca. 12 timer startede vi motoren ved Kielerfyret og gik ind i Kielerfjorden. Vi lagde til ved slusen til Kielerkanalen omkring kl. 22 og lavede lidt aftensmad, da vi blev prajet af en ca. 24 fods båd (flyvepap) med et par nordmænd ombord. De ville gerne ligge udenpå. De var sejlet ud af Korsør dagen før, så de var godt trætte. De skulle ad Kielerkanalen til Helgoland, Thyborøn og via Limfjorden hjem til Norge. Vi foreslog dem at gå ud af Eideren, ligesom vi havde i sinde.
Onsdag formiddag var vi ude for at proviantere lidt og købe lidt søkort til indsejlingen i Emsen, samt tidevandstabeller. Noget der er ganske vigtigt ude i Nordsøen. Så gik vi ind i slusen og sejlede for motor resten af dagen, til vi nåede indsejlingen til Eideren. Her lagde vi til ved den første sluse, fik noget aftensmad og gik os en tur i den fine; men noget mørke aften. Vi rendte ind i "Bundeswehr", som var på øvelse; men vi blev ikke skudt.
Kielerkanalen er ret ensformig at sejle på; men Eideren er særdeles afvekslende med meget fin natur. Peter er en rigtig naturkender og han kunne hele tiden pege ting ud, som jeg aldrig ville have lagt mærke til. Ved den tredie sluse passerede vi et stort dige og så var det pludselig marsklandskab, vi sejlede i og også et sted, hvor man skulle tænke på tidevandet. Et kort stykke efter dukkede slusen til havnen i Friedrichstadt op. Vi sejlede ind sammen med et par hollandske både, der kom vest fra og lagde os i lystbådehavnen. Friedrichstadt er en hyggelig by - en slags Ærøskøbing med mange kanaler. Det var jo op mod weekenden og vi var virkelig nødsaget til at proviantere. Se for mig, der ikke har lavet noget i et køkken før (bortset fra at vaske op), er dette at være skibskok noget af en udfordring - at variere den varme mad og at købe ind så man kan klare sig i flere dage uden at skulle ty til dåser, er en særdeles kompliceret sag, kan jeg godt betro jer. Jeg ved ikke, hvad Peter havde forventet; men han ser ud som om - og siger også, at han er godt tilfreds med kosten.
Vi var jo begyndt at tænke på tyske bugt og lyttede flittigt til vejrmeldinger, som med det meget ustadige vejr ikke var særlig opmuntrende. Den dag vi forlod Friedrichstadt, blæste det helt utroligt og der kom nogle voldsomme byger med regn; men vejrmeldingen lød ganske acceptabel for næste dag - sydvest 5 -10 m/s, så om eftermiddagen lagde vi ud for at gå til Tønning - en havn ved Eiderspærreslusen. Vi skulle så starte meget tidligt næste morgen for ikke at have en voldsom modstrøm pga. tidevand og samtidig have vand nok i havnemundingen til Tønning havn. Den kan nemlig ikke passeres ved lavvande. Vi gik ud af Friedrichstadtslusen og sejlede lige op på en mudderbanke, fordi jeg ikke tog mig ordentlig i agt for afmærkningen. Der sad vi fast !!! En medfølende tysker, som var gået ind i slusen, da vi gik ud, forbarmede sig over os og kom ud igen og hjalp os fri. Det var en noget flov skipper, der lovede sig selv, at han aldrig mere ville gå på grund. I Tønning lå vores nordmænd fra Kiel. De havde fået en ung amerikansk pige, der var på studierejse i Europa med ombord. Vi fik en hyggelig aften sammen. Vi gav en bajer og en "Gammel Dansk" og de serverede noget tysk sprit, der hed "Absolut"; men vi skulle jo tidligt op og da de ikke havde noget kort over indsejlingen gennem vadehavet, aftalte vi at følges ad næste morgen.
Op kl. 0600 – morgenmad, en søsygepille fra Brunhildes medicinkasse, en lille madpakke, en thermokande med suppe og en med kaffe og afsted gik vi - for motor ud til Eiderspærreværket i modstrøm, gennem slusen og videre ud gennem renden i Vadehavet. En tur på 3½ time. Det blæste endnu ganske godt og da vi kom ud til indsejlingstønden, stod der nogle grove søer; men vinden forsvandt. Videre for motor - det var surt. Vi bankede afsted i en 3 timer - op og ned ad den dumme sø, som ikke ville lægge sig; men frem kom vi da, indtil motorens olielampe pludselig lyste rødt . STOP !!! Op med genua og storsejl og i gang med at krydse. Søen blev lidt roligere efterhånden, så det gik ret pænt fremad på kryds. Min nyinstallerede GPS navigator var simpelthen fantastisk til at fortælle os om strøm og retning til Helgoland. En god investering. Kl. ca. 18 løb vi ind og lagde til for sejl i Helgolands havn. Herligt. Ved indsejlingen mødte vi nordmændene. De var fortsat for motor, da vi satte sejl og kom langt foran ud af syne. Senere havde de sat sejl; men havde ikke taget sig i agt for tidevandet og var blevet forsat en hel del mod sydvest. Vores motor virkede ikke, Peter tabte sin "ball- cap", medens vi lagde til for sejl, der var kommet en masse vand ind i båden og om aftenen, da vi tændte petroleumslampen, knækkede glasset. Sikken en dag.
Næste dag skiftede vi oliefilter, krydsede fingre og startede motoren.Den virkede!!! Vi tømte båden for vand og konstaterede, at den havde været utæt ved agterlugen, så den modificerede vi lidt. Nordmændene kom med Peters "cap". Den havde de fisket op. Livet var atter herligt bortset fra vejrmeldingen. Sydvest - hård vind til kuling - med eller uden regn i flere dage, så vi fik rigtig gået tur på Helgoland. En underlig ø med den røde, hårde "klippe" der skyder sig en 70 - 80 meter op af bunden, ca. en kilometer gange en kilometer. Toldfri er den, så en række turistbåde fra kysten anløber hver dag, ankrer op på reden og sender strømme af turister i land, hvor der sælges alt muligt afgiftsfrit.
Efter nogle dage lød vejrmeldingen på vestlig vind - en 8 - 10 m/s, som senere skulle dreje syd og sydøst og atter øge til 13 - 18 m/s. Ikke det bedste, men ifølge meteorologerne ingen bedre udsigter foreløbig med alle de lavtryk, der var på vej fra Atlanten. Næste morgen forberedte vi os med søsygepille, madpakke og suppe og kl. 0900 gik vi ud af havnen med krydsfok og storsejl. En halv times tid kunne vi holde den ønskede sydvestkurs på bidevind; men vinden lagde sig noget, så jeg måtte ud og skifte til genua. Søen var stadig grov efter de mange dages hård blæst og når man stod i stævnen og arbejdede med sejlet, lettede man fra dækket, når båden vippede med næsen henover bølgetoppene. Det er ret så anstrengende. Vinden lagde sig næsten. Solen skinnede; men det begyndte at trække lidt op med skyer. Så kom der vind. Fra sydvest!!! Ned med genua og op med krydsfok igen og lidt senere ud at tage et reb i storsejlet. Vi måtte i gang med at krydse os frem. Først en time på den ene side - så en time på den anden. Det gik fremad; men langsomt. Bølgerne kom op i en 4 - 5 meters højde og ind imellem havde vi nok lidt for meget sejl; men til andre tider passede det. Der stod ofte lidt vand ved kistebænken i læ side og det anede mig, at vi tog noget vand ind.
Vi ventede på, at vinden skulle gå i syd og måske sydøst; men tiden gik og jeg havde på fornemmelsen, at vi først ville nå frem til løbet ind over barren til Norderney havn efter, at det var blevet mørkt. Jeg havde lagt positionen for indsejlingenstønden ind i GPS’en; men på kortet (som sædvanlig et ældgammelt et) stod der, at renden kunne forventes at flytte sig pga. tilsanding, så jeg var ikke glad for at gå over barren; mens det var mørkt. Jeg måtte sidde ved roret hele tiden, for Peter havde ikke tilstrækkelig fornemmelse for bidevindsejlads i den høje sø. Vinden gik omsider i syd og det gav sig til at regne. Vi kunne nu næsten; men ikke helt holde tønden op. Ved 20-tiden kunne vi se fyret på Norderney; men først ved midnat var vi fremme ved indsejlingen - eller der omkring. Der var nu lagt nogle lystønder ud, så afmærkningen var ændret. Vinden var vendt tilbage omkring vest, så søerne begyndte at løbe mod kysten og jeg var bekymret for, hvor voldsomt søerne ville vælte henover barren.
"Better safe than sorry". Modvilligt lagde vi båden bi i den høje sø. Det gik forbavsende roligt. Fokken var bakket og roret blev lagt i læ og så red vi ganske komfortabelt op og ned ad bølgerne. Jeg fik sågar en lille en på øjet; mens jeg sad under sprayhooden og Peter holdt udkig. Ved 5-tiden blev det lyst, så vi kunne sejle op til renden. Der kunne vi så se, at den gamle indsejlingsbøje var skiftet ud med en lystønde og at den efter GPS’en lå på den nøjagtig samme plads som på kortet. Bølgerne brød temmelig voldsomt ved siden af renden; men i selve renden var det kun nogle få store søer, der fik os til at "scoote" afsted på toppen. Vi gik ind i havnen for motor; men kunne ikke finde en ledig plads. Klokken var 9, da vi lagde til uden på en tysk båd, hvis ejer søvndrukken kom op og mente, at vi kunne finde en meget bedre plads et andet sted. Vi fortalte ham kort om nattens trængsler og at nu skulle vi til at sove. Så gav han sig og hjalp med at lægge til. Vi lavede ikke megen oprydning. Peter klarede dæk nødtørftigt og jeg flyttede lidt rundt på det våde tøj om læ og så sov vi.
Der var en mængde byger den dag, så da vi stod op, var det klart, at vi godt kunne glemme alt om at tørre noget. Vi trissede bare rundt og kiggede på Norderney; men næste morgen var det rigtig smukt og så måtte vi til at bestille en hel masse. Som jeg havde mistanke om, var vandet kommet ind ved lugerne i cockpitet. Det havde jeg aldrig observeret derhjemme; men "æ hav", som Peter kalder det, er også noget anderledes end de hjemlige farvande. Jeg går med modfikationsplaner i hovedet; men på det tidspunkt var der kun at splitte båden ad og tage alting ud til tørre. Vandet var skvulpet op ad siderne; men også frem og tilbage i stor udstrækning da bølgerne i Nordsøen ind imellem er meget stejle betinget af tidevandets retning. Tallerkenerne havde taget nogen alvorlige flyveture; men uden at tage skade. Et enkelt krus var gået i stykker og desværre også en flaske "Gammel Dansk", så bundvandet lugtede noget specielt. Hele dagen gik med rengøring og tørring og om aftenen fik vi en perfekt vejrudsigt for den følgende dag: "Sydøst 5-10 m/s". Holland :"Here we come".
Næste dag stod vi ud mod Lauwersoog, som vi skulle ind til via en rende over barren vest for øen Schiermonnikoog. En tur på tæt ved 50 sømil. Vi kom afsted omkring kl. 7 i kraftig modstrøm på grund af tidevandet; men vi skulle jo langt og da vi kom ud af renden, slækkede strømmen hurtigt. Det var en rigtig dejlig dag. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og vinden var agten for tværs - med krydsfok og storsejl løb vi gennemsnitlig 5 knob. Hvad mere kunne man ønske sig? Jeg havde dog en lille bekymring. Vi havde ingen søkort, der dækkede området vest for Emsen. En hollænder, vi havde talt med på Helgoland, havde overbevist mig om, at den rute vi havde planlagt på - via Emsen, Delfziel - var tosset; men jeg havde jo ingen kort. Han lod mig derfor låne sit, hvorfra jeg tog de nødvendige GPS positioner og på lidt kalkepapir aftegnede jeg indsejlingen til Lauwersoog efter bedste evne. Kl 15 sejlede vi ud af vores kort og videre på GPS. Kl 1630 var vi ved indsejlingstønden og kl 18 nåede vi slusen ind til den store indsø Lauwersmeer. På GPS og smørrebrødspapir!!! De hollandske slusemestre forstår virkelig at pakke en sluse med både. Ham ved Lauwersoog råbte ordrer og instruktioner til højre og venstre på hollandsk. Vi fik dog heldigvis vore instruktioner på engelsk. Lige indenfor slusen lå der en stor lystbådehavn, som vi lagde til i og så var vi virkelig i Holland.
Næste morgen var vi ude for at jagte en-gylden-stykker. De er en absolut nødvendighed ved kanalsejlads.De bruges til telefon, til vandautomater og til bropenge. De fleste gange man kommer til en bro, skal man af med en gylden. Ham, der passer broen, har en "fiskestang" med snørre og en træsko for enden. Den svinger han ud, man griber den og lægger sin gylden i, mens man passerer. Vi havde ingen kort over kanalerne; men da vi lagde ud i Lauwersmeer prajede vi bare nogle både og spurgte om vej til Dokkum og hver gang fik vi en pæn anvisning. Vi fulgte mærkerne og efter en god times tid var vi kommet sikkert over den flade indsø og var på vej ind i kanalerne til Dokkum. Peter, som er landmand, får en hel masse ud af at betragte landbruget. Han siger, at det er en hel studietur.
Dokkum er en meget fin gammel, hollandsk by. Vi lå i en lille lystbådehavn næsten midt i byen. Meget idyllisk, men det var meget svært at finde en telefon, så vi kunne ringe hjem fra Holland for første gang. Det var ikke lykkedes for os i Lauwersoog og da jeg næste dag gik til en bank med mit visa-kort for at få penge, var dette slet ikke muligt i de frisiske banker. De vil vist ikke af med deres penge. Idyllisk, men upraktisk og vi skyndte os videre til Leeuwarden næste dag. Endnu en gang ind og lægge til midt i byen langs kanalernes grønne bredder. Vi spurgte os for ved en hollandsk båd, der lå fortøjet, om man blot kunne parkere der for natten.Det viste sig, at det var tyskere, som havde lejet den store motorbåd for en uges tid. De hjalp os med at fortøje - det regnede, hvilket gav os en god undskyldning for at drikke et par pilsnere sammen bagefter. Senere gik vi op for at se lidt på byen og frem for alt skulle jeg se, om jeg ikke kunne hæve nogen penge på mit næsten ubrugte visa-kort. Det var temmelig grotesk. Jeg gik ind i en bank og bad om gylden for 2000 kr., som er det maksimale, man kan hæve om dagen i udlandet.. Den unge dame ved en computer regnede ud, at jeg kunne få 745 gylden - men der kom afslag. Jeg fik hende til at prøve et mindre beløb og efter nogle forsøg lykkedes det med 500 gylden. Herregud - med den eksisterende kurs var det med en smule hovedregning lige under 2000 kr. Hva’ fa’en skal man med en computer. Om aftenen fik vi mange bajere sammen med det tyske par. Vi sad i cockpittet og snakkede til meget sent. En fin aften.
Mere kanalsejlads til Franeker - endnu en idyllisk by. Det var der jeg indledte brevet; men i mellemtiden er vi nu nået til Harlingen, som jo er det første mål. Her skal Peter afmønstre og min kone påmønstre. Lizzie kommer i overmorgen. Det er rigtig dejligt vejr og vi tænker på at sejle ud til Terschellingen en tur i morgen, hvis vejret holder.
Nok for denne gang den 19/8-93. Jeg skriver igen med en ny beretning om "Brunhildes besynderlige rejse".
Hilsen OWE i Harlingen
Brunhildes besynderlige rejse 2.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Der er gået ca. 1 måned siden første afsnit, så nu må det atter være tid. Afsnittet er mindre dramatisk end første afsnit; men vi er da sejlet ind i et fjernsyn!!! Det skal jeg nok komme tilbage til.
Lizzie stod på i Harlingen og efter lidt reorganisering i båden, sejlede vi afsted mod Makkum i Ijsselmeer. Der var en god nordvestlig vind og vi satte sejl lige udenfor havnen med en masse trafik omkring os. For storsejl alene løb vi sydpå mod dæmningen og slusen til Ijsselmeer. Der var en enorm mængde både, der skulle igennem. Vi blev overhalet indenom og kom ikke med i første omgang; men så lærte jeg da, at man måtte bruge albuerne for at komme med. I næste ombæring maste vi os frem ligesom de andre og slap med igennem. Lige efter slusen sejlede vi så ind til Makkum. Vi søgte helt ind i bunden af indsejlingen - på søkort. Jeg har spenderet et søkort over Ijsselmeer og Markermeer!
Makkum er en hyggelig lille by med små kanaler og sluser. Ved at gå helt ind slap vi for at skulle ligge i en marina. Der var andre, der fik den samme tanke bl.a. en hollandsk "Grinde". Den lagde sig uden på os. De syntes, det var morsomt at ligge ved siden af en dansk båd med deres danske båd. Vi fik os en lille snak og da de næste morgen blev sejlet "ned" af en fisker i en lille jolle og fik ål som kompensation, fik vi halvdelen, som Lizzie og jeg flåede i fællesskab. Det endte med, at vi blev ret gode til det. Det var de gode nyheder. De dårlige nyheder er, at en af lanternekontakterne ikke rigtig ville fungere. Efter lidt eksperimenteren og studeren af eldiagrammet var det klart, at fejlen lå i masten. Det viste sig, at stålbåndet omkring mastefoden havde gnavet sig gennem ledningen, der fører ind i masten. Det var til at reparere uden store problemer; men ved samme lejlighed måtte jeg konstatere, at mastefoden var misfarvet og meget blød - kort sagt mastefoden rådnede. Det var godt, at masten alligevel snart skulle ned.
Vort mål var Monnickendam lidt nord for Amsterdam, hvor vi satsede på at tage masten ned; men vi syntes, at vi skulle have lidt mere med af de gamle byer i Holland, så vi besøgte Medemblik og Enkhuizen, slusede igennem til Markermeer for at gå til Hoorn og endte så i Monnickendam. Det var nogle dejlige dage i smukke gamle byer og med fin sejlads mellem byerne. Vi havde en god kraftig vind hver gang; men da der ikke opstår nogen sø af betydning på disse indsøer, var det bare luksus.
Den 2/9 kom vi til Monnickendam og kunne kun finde en marina at lægge til i for første gang i umindelige tider. Vi kunne ikke rigtig finde havnefogeden for at spørge om, hvor vi kunne henvende os for at få masten repareret; men Lizzie kom i snak med nogle gamle fyre i en gammel fiskeskøjte og de sagde, at vi skulle sejle over i en anden marina, der hed Hemmeland Yacht Haven og spørge efter Herman. Det gjorde vi så og fandt Herman - en gammel fyr (mere end 60 år gammel - verden er fyldt med gamle fyre). Herman boede i sin sejlbåd, der ikke rigtig sejlede mere - hele det indre var værktøj og grej og så lige en køje. Han forsøgte at snakke med et værft; men de havde ikke tid (læs lyst) til at gå igang med en gammel træmast og da Herman nok mente, at han kunne klare jobbet, aftalte vi det.
Næste dag røg masten så ned og blev klædt totalt af. Så blev den slebet og malet hvid (aht. solen i Middelhavet) og ind imellem arbejdede Herman på den med at skære det dårlige bort og lime nyt træ i. Jeg købte træ, skruer og bolte og fik samlet nogle bukke, som masten kunne ligge i på dækket,når vi skulle videre. I sejlklubben hvor vi var oppe at drikke en pilsner et par gange mødte vi stor venlighed. En mand forærede mig malingen til masten og en anden gav mig et stykke af en "uendelig lang" svær plastpose, som jeg kunne pakke mast og bom ind i. Medens vi gik og arbejdede og hyggede os, fik vi besøg af et par venner derhjemme fra og Lizzie tog en lille ferie ved at tage med dem hjem. Jeg aftalte med Lizzie at mødes i Amsterdam, når hun kom tilbage. Jeg fik gjort masten færdig og lagt op på bukkene og efter 14 dage i Monnikendam, sejlede jeg så ud på Markermeer igen - det sidste stykke ind til Amsterdam. Det var dejligt vejr - lige til at gå på motor i; men jeg følte mig lidt som en enarmet tapetserer, da jeg gik alene ind og blev sluset gennem slusen ind til Ijssel-floden, der løber gennem Amsterdam. Jeg lagde mig ind i en hyggelig lille lystbådehavn på flodens nordside "Sixhaven" lige over for centralstationen der ligger på flodens sydside.
Næste morgen kom Lizzie og vi spenderede en dag i Amsterdam, hvorefter vi sejlede videre. Jeg har sat mig for at kunne sejle ned gennem floderne uden at bruge de egentlige søkort. De koster jo en formue og man bruger dem kun lidt. Vi sejlede gennem det gamle Amsterdam på det turistkort,som Lizzie havde købt over byen og Herman havde foræret mig et oversigtskort over Hollands kanaler. Ved at spørge os lidt for er det gået udmærket og vi kommer i snak med en del mennesker på den måde.
Næste morgen sejlede vi så gennem Utrecht. Kort efter den første sluse sagde det BANG !!! Vi var stødt ind i noget - et fjernsyn - 21 tommer - der lå og flød i kanalen. Nå - vi ser ikke længere fjernsyn og savner det heller ikke, så vi lod det flyde videre. Derefter kom vi ind i den helt gamle kanal gennem byen. Den er ca. 6-7 m. bred og med en lav 5-6 m. bred kaj på hver side med restauranter og forskellige turistbutikker ind under gaderne, der ligger en 4 m. over kajen og en mængde gamle murstensbroer - jo det var miljø for alle pengene; men vi kunne ikke stoppe. Jeg havde lovet, at jeg ville være i Gouda den 23. Vi krydsede igen Amsterdam-Rhinkanalen og gik ind i Hollandse Ijsselkanal og slusede ind i havnen i Gouda. Efter som sædvanlig at have spurgt om vej hos slusemesteren, endte vi op ved nogle hyggelige broer i byens midte.
I Gouda blev vi til den 27. og tiden blev brugt til at fejre min 60 års fødselsdag. 8 dejlige, dels venner og dels familie, kom kørende fra Danmark og overraskede mig den 24. Vi var på græsk restaurant og underholdt alle med vort hjemlands vemodige sange og da vi forlod restauranten ved midnat, var vi næsten i familie med dem, der ejede restauranten og jeg blev afprøvet i at danse zorba - jeg dumpede. Næste dag havde en af de besøgende fødselsdag, så vi fejrede videre og hjemsøgte adskillige af Goudas pubs. Om aftenen måtte en kinesisk restaurant holde til hjemlandets vemodige sange. Den 26. om morgenen drog vore gæster afsted igen og Lizzie og jeg slappede lidt af.
Næste morgen var vi oppe i et firma, hvor jeg havde købt to dunke diesel, som jeg formodede var farvet skattefri diesel, da jeg kun havde betalt ca. 2.50 kr./ liter. Da jeg imidlertid havde hældt den første dunk på, opdagede jeg, at dieselen ikke var farvet ? Var det overhovedet diesel ? Efter nogen parlamenteren viste det sig, at fyren, der havde hældt diesel på, ikke havde gidet at lave alle de ting, der skulle til for at hælde det farvede (og skattefri) på, så jeg fik beskattet diesel uden at betale skat. Det er altsammen temmelig tys - tys, for man må ikke længere bruge skattefri diesel til både; men der er ikke nogen kontrol med bådenes tanke før i 1994, så der er ikke nogen, der bruger beskattet diesel endnu.
Lettet over at det var diesel, jeg havde hældt på tanken, stod vi ud gennem slusen for at komme til Antwerpen med et enkelt stop undervejs. Egentlig ville vi have været via Westschelde til Enkhuizen og Ghent; men vejret var mildest talt umuligt. Det blæste voldsomt og regnede helt bandsat. Westschelde er helt åben ud til Nordsøen - med kraftigt tidevand og båden med masten på dækket opfører sig ikke normalt i søgang, så jeg var bekymret for at komme til at ligge og vente på ordentlig vejr i mange dage. Vi overnattede i en lille marina ved Hollandse Djiep. Det var virkelig surt vejr. Et lavtryk på 960 mb lige over vore hoveder. Det er ikke til at styre kondensvand i båden under sådanne forhold. Man fornemmer at man udvikler svømmehud mellem tæerne.
Samme sure vejr næste morgen; men vi tampede videre og kom via Hollandse Djiep ind i den nye Scheldekanal til Antwerpen. Hold da kæft, hvor er den kanal lang og kedelig. Vinden var lige forfra og kold og ind imellem kom der nogle kraftige byger. Lizzie serverede varm suppe til sang af Billie Holliday fra båndoptageren for at holde modet oppe hos mig. Sidst på dagen passerede vi den belgiske grænse. Jeg havde slet ingen kort over det område; men jeg vidste, at vi på en eller anden måde ville ende op i Antwerpens havn. Det er imidlertid et meget vidt begreb, for den havn er bare så stor; men så pludselig ved halvseks tiden begyndte det med kajer og store skibe - meget store skibe - og masser af aktivitet. Udover en række motordrevne lægtere, der susede rundt, mødte vi adskillige store containerskibe under bugsering. Brunhilde sneg sig afsted langs kajkanten, idet vi prøvede at finde et sted at overnatte - det var jo så småt ved at være mørkt. På en fotokopi af et belgisk kanalkort var der en skitse af Antwerpen havn og jeg fandt efterhånden ud af, hvor vi måske var. Kortet passede ikke helt; men godt nok til at vi fandt ind i det inderste af havnen netop, som det blev rigtigt mørkt. Vi skyndte os gennem et par broer lige bag et kæmpe containerskib under bugsering af et par slæbebåde og efter den sidste bro lagde vi til og spurgte brovagten, hvor vi mon kunne overnatte. Han gav os et rigtig kort over havnen og sendte os videre gennem endnu en bro, som vi sneg os gennem, tæt bag et par store motordrevne lægtere. Pga. af fugt i sikringspanelet virkede lanterne ikke og vi følte os som et par forbrydere, da det efterhånden var bælgmørkt. På et par smukke gamle kuffer lige ved den næste bro stod der, at det var forbudt at lægge til; men vi fortøjede alligevel og jeg gik op og spurgte mig for hos brovagten. Vi kunne godt blive liggende for natten og flytte lidt frem på en stump kaj lige ved broen næste morgen, hvis vi ønskede at blive liggende. Jeg blev henvist til Wasserpolitiet og kom med alle mine papirer kl. halvti om aftenen. De troede først, at jeg var nordmand; men det fik jeg da rettet og så sagde den ene:"Jamen Danmark er da vist medlem af EF". Det kunne jeg kun bekræfte og så var der da slet ingen problemer - så gad de da ikke se papirer. De ønskede os: "Hjertelig velkommen til Belgien".
Næste dag i det dejligste vejr var vi på bytur i Antwerpen. Vi så på museer, på den store katedral og det gamle rådhus på det smukke markedstorv med de kønne gamle handelshuse. Vi drak belgisk øl på fortovscafeer og købte lidt ind og sidst på dagen vendte vi så tilbage til båden.
Om aftenen gik jeg så op til min ven brovagten. Dels skulle jeg have at vide, hvornår det var højvande og hvilken sluse ud til Scheldefloden vi skulle benytte og dels skulle jeg vide, hvor jeg kunne sejle hen og fylde diesel på. Han kiggede i avisen og fandt tidspunktet for højvande og inden jeg havde talt til ti, havde han over radioen tilkaldt en af havnens store tankbåde. Ud af mørket kom det store skrummel sejlende og manøvrerede op på siden af mig. Fyren ombord var alene; men han stak en enkelt fortøjning agterud til et skib bagved mig, derefter satte han motoren lidt i "fremad" og inden jeg så mig om, lå han 10 centimeter fra mig og der lå skibet stille, medens han for rundt på dækket og stillede ventiler. Jeg undskyldte og sagde, at jeg kun kunne have ca. 30 liter; men det var OK. Jeg fik fyldt min tank og mine to 5 liters dunke. Ialt 72 kr. for 36 liter og så forsvandt han stille i mørket igen.
Næste morgen sejlede vi over til slusen ud til Scheldefloden. Lizzie blev sendt i land for at spørge sig for i slusen og hun fik besked på, at nu ville man pludselig se papirer!!! Vi lagde så til og jeg stillede oppe hos slusemesteren og blev indført på EDB (altså mine data). Jeg fik et skibsnummer,der skulle gælde i hele Belgien. Det skulle jeg så bruge overalt, hvor jeg kom frem (i al den tid jeg har sejlet i Belgien, er der aldrig nogen, der har gidet høre om mit skibsnummer). Efter en times venten løb vi ind i slusen bagefter fem store lægtere og vi skulle lægge os udenpå en franskmand. Ham snakkede jeg lidt fransk med - meget lidt - men det gik da, selvom jeg ikke har interesseret mig for fransk siden officersskolen. Han gav mig iøvrigt et kort over kanalarbejder i Frankrig, så man ved hvilke kanaler, der er lukket hvornår. Jeg kan se at jeg må ændre min planlagte rute.
Vi kom til Schelde to timer før højvande, så vi havde tidevandet med os og det gik bare ”derudaf” med omkring 8 knob. Så drejede vi af gennem floden Rupel og ind i en sluse, der regulerer vandet i kanalen mod Bruxelles. Vi mødte en hyggelig fyr i en sejlbåd fra Bruxelles Royal Yacht Club og han rådede os til at lægge ind i en lille lystbådehavn Klein Willebrook, da vi ikke ville kunne nå gennem alle broerne til Bruxelles den samme dag. I Klein Willebrook fik vi en lang snak med en hyggelig gammel "hugaf" i en motorbåd ved siden af. Han blev helt vild, da han så,at vi var danske, for han havde sejlet i den engelske flåde under anden verdenskrig sammen med en række danskere. Senere på aftenen kom SAN (en kollega fra flyvevåbnet ) og hans kone på besøg fra Mons (han er tjenestegørende ved NATO hovedkvarteret). Jo der sker noget hele tiden.
Nu ligger vi i Bruxelles Royal Yacht Club - et rart sted med gode faciliteter og rigtig klub atmosfære, hvor vi kommer i snak med folk på halvt fransk og halvt engelsk. I går aftes havde omegnens skotter dans i klubben. Vi var oppe i klubben for at spise og se på deres skotske dans. Vi har selvfølgelig kigget på byen og har besøgt en vidunderlig udstilling med samuraiudstyr i nogle fantastiske japanske pavillioner.
Nok for denne gang. I morgen går det så videre mod Namur.
Hilsen Owe og Lizzie.
Brunhildes besynderlige rejse 3.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Der er godt nok løbet en del vand i floder og kanaler siden, jeg skrev sidst; men som I vil forstå, når I læser beretningen, har der været en lang periode, hvor jeg ikke orkede mere, end det der var absolut nødvendigt for at klare dagen og vejen.
Sidst jeg skrev, var vi klar til at forlade Bruxelles for at gå videre sydover mod Paris og vi skulle for alvor i gang med at sluse Brunhilde op for at komme op over Ardennerne og trængslerne begyndte med sluserne i Bruxelles og lige derefter. I dag forekommer det mig at netop sluserne i Bruxelles omegn er noget af det mest hidsige; men det kan godt være at kombinationen af belgiernes entusiasme, når de lukker vand ind og vor egen manglende erfaring er den virkelige årsag til dette indtryk.
Vi begyndte med i en af de første sluser at overtræde regel nummer 1: "Når man er på vej op, skal man aldrig at lægge sig helt frem i slusen, hvor vandet kommer ind"; men stigen op til kanten var placeret helt fremme og vi skulle jo op, dels for at lægge nogle fortøjninger og dels for at melde os til slusemesteren. Hidtil var det gået fint bagerst i slusen; men når nu stigen sad helt forrest, gik det vel også at fortøje der. Det gjorde det ikke !!! Når vandet stiger er det jo meningen, at man skal hale fortøjningerne ind for at holde båden langs kajkanten. Vi kunne dårlig holde dem - langt mindre hale ind. Lizzie, som normalt forlanger min hjælp, når hun skal håndtere noget tungt, havde pludselig kæmpekræfter og selv om vi flød ud midt i bassinet, undgik vi at hamre ind i slusens sider; men vi fik en vild tur i slusens hvirvler.
Der var imidlertid flere oplevelser til den dag. I en af de næste sluser sad kajkantens pullerter således, at jeg med mine fortøjninger kun kunne nå at fortøje agter. Jeg bestemte så, at jeg selv ville holde den forreste fortøjning fra kajkanten; men jeg skulle jo op til slusemesteren, så Lizzie bandt en ende mellem slusens stige og håndlisten på ruftaget, mens hun ventede der en 6-7 m. nede. Da jeg kom op til slusemesteren oppe i tårnet, sad han og sov. Jeg har nok vækket ham for ublidt, for han for hen og gav sig til at trykke på samtlige knapper og jeg spænede ned ad alle trapperne, for jeg havde jo ikke fortøjet fortil. Hvad værre var, Lizzie forventede jo, at jeg kom ned og tog min fortøjning, før det var tid at løsne den ende, der holdt båden ind til stigen. Vandet steg så hurtigt, at tovenden på ingen tid blev så stram, at den ikke længere var til at løsne. Båden begyndte at blive trukket under. Jeg havde min lommekniv, som jeg kastede ned og Lizzie greb den heldigvis der en 6-7m. nede og fik skåret enden over. Der havde vi nær mistet håndlisten. Det var jo de første sluser, hvor det sådan rigtig gik opad og efterhånden fik vi lidt mere rutine og der faldt ro over feltet. Den første dag efter Bruxelles nåede vi sluseværket ved Ronquière og næste morgen gik vi så op med det store hejseværk. Et imponerende maskineri. I stedet for en række sluser sejlede vi ind i et kæmpe "badekar" sammen med en af de store motordrevne lægtere, som går på kanalerne (hernede kaldes de penicher, så sådan vil jeg også kalde dem fremover). Portene bliver lukket og så bliver "badekarret" trukket på skinner (120 hjul) ca. 80 m op over en strækning på omkring 1,5 km. Så bliver portene åbnet igen og man bliver atter sluppet ud i kanalen.
Kanalen fra Bruxelles løber ud i Sambrefloden ved Charleroi og ned til Charleroi havde vi et dejligt vekslende landskab omkring kanalen; men selve Charleroi var et industrihelvede (set fra båden). Kæmpe fabriksanlæg, kul- og slaggebunker op til skyerne, røg, sod, rust og alt mulig andet snavs alle steder. Fra Charleroi fulgte vi Sambre østover til Namur. Der lagde vi til kaj i bymidten, hvor Sambre løber ud i Meusefloden. Der var så dejligt og vi blev der i to dage. Vejret var fint. Der i begyndelsen af oktober spiste vi til aften på en fortovsrestaurant. Det nye belgiske kongepar kom på besøg i byen, så vi oplevede stort ståhej og nød samtidig den dejlige gamle by; men vi skulle jo videre ad Meusefloden ind i Frankrig.
Strækningen mellem Namur i Belgien og Charleville-Mézières i Frankrig er det flotteste stykke natur vi har set endnu. Vi stoppede først i Dinant - en rigtig turistby; men der var ikke mange turister på den tid af året. Nå vi fik heller set så meget, for det regnede næsten hele tiden; men jeg fik da fyldt tanken med afgiftsfri diesel. Det går ikke i Frankrig. Næste stop fandt sted lige før den franske grænse sidst på dagen. Der havde været problemer med lanternerne og i forbindelse hermed lå mit værktøj ude på dækket, da jeg skulle bruge en skruetrækker inde kahytten. Jeg brugte dolken. DET SKAL MAN IKKE. Den smuttede og skar en dyb flænge i min venstre tommelfinger. Vi fik stoppet blødningen; men Lizzie insisterede fornuftig nok på, at jeg kom til doktor og fik flængen syet. Via den lille flækkes bar kom jeg i forbindelse med en hyggelig gammel knark af en doktor (han har nok også været 60 eller derover), som syede min finger med fem sting. Da vi havde brugt vore belgiske francs og ikke havde haft lyst til at veksle to gange havde vi stort set ingen penge, så næste morgen cyklede jeg ind i Frankrig og hævede på mit plastickort - cyklede tilbage til Belgien og vekslede 300 franske francs til belgiske - betalte den gode doktor, hvorefter vi sejlede ind i Frankrig. Ingen tolder - ingen paskontrol. Bygning- erne er forladte. Det er virkelig EF (undskyld EU).
Ardennernebjergene, som Meuse løber igennem her, er utrolig flotte på denne strækning. Floden snor sig mellem de skovklædte bjerge. De små byer klynger sig på den mest fantastiske måde til bjergsiderne og ser så charmerende ud med deres klippegrå stenmure, skodder for vinduerne, lidt forfaldne og altid en kirke. Om aftenen kom vi til en sluse lige før byen Revin. Der lå en udlejningskanalbåd med et tysk ægtepar. De kunne gå helt tæt på bredden og vi fik lov til at fortøje udenpå. De fortalte, at de aldrig havde sejlet før; men havde lejet båden for sammen med børnene at prøve flodsejladsens oplevelser. Inden vi gik til køjs, kontrollerede jeg hans fortøjninger. Godt det samme. Om natten blev det rigtig uvejr og det ville det ene af de knob, han havde lavet, bestemt ikke have holdt til. Det havde været yndigt at gå i drift på floden midt om natten.
Næste morgen videre op ad Meuse til Charleville-Mèziére. Et dejligt sted at lægge til - med civiliserede forhold: "El , vand , bad og tilmed en køn stadsmidte". Men vi følte et tidspres og næste dag var vi atter på farten. Vi var begyndt at møde de automatiske sluser og det gav nye problemer. Nogle af de radartyper, der anvendes for at fortælle sluseautomatikken om, at der er en båd på vej, har meget svært ved at se en lille båd af glasfiber. Efterhånden har jeg fundet ud af at sejle i modsat side af, hvor radaren står, så man ser lige ind i radarens øje (den peger skråt over kanalen) for derefter at styre lige imod radaren på den anden side. På den måde opnår man et længere varende signal med en lille båd uden at sætte farten ned, hvilket er meget vigtigt da det er doppler- radarer. Kan man få radaren til at reagere, er de automatiske sluser meget bekvemme. Når radaren ser båden, tilpasser den vandstanden i slusen, åbner porten og giver derefter signal til, at man kan sejle ind. Ved indsejlingen er der enten en bøjle, man skal påvirke, eller en fotocelle man afbryder i mindst 10 sekunder, så sejler man ind, gør fortøjningerne fast og når man er klar trækker man i en blå stang , så lukker porten og slusen lukker vand ind eller ud, afhængig af om man skal op eller ned. Når slusningen er til ende, åbnes porten i den anden ende automatisk og man sejler ud, idet man påvirker bøjlen eller fotocellen i 10 sekunder igen. Så er sluse automatikken klar over, at båden har forladt slusen og ca. 20-30 sekunder senere lukkes porten atter automatisk.
Kort efter Charleville-Mézière forlod vi Meuse og gik ind i en meget smuk kanal - Canal des Ardennes. Det gik stadig opad. Om aftenen stoppede vi i byen Chesne, efter det var blevet mørkt. Det var tid for olie og oliefilter skift og vi skulle også have lidt mad, så det blev lidt sent og der var ved at blive murren i geledderne; men frem skulle vi. Det var ved at blive sent på året. Næste dag begyndte det så at gå nedad og det gik raskt. 26 automatiske sluser med gennemsnitlig 400 m. mellemrum. 31 sluser blev det til den dag med ca. 15 min. pr. sluse, regnvejr og koldt; men vi nåede til Rethel. Ud af båden for at se lidt andet; men vejret var virkelig surt og efter en enkelt øl i en cafe, var vi tilbage i Brunhilde. Efter endnu en dag kom vi ind på kanal Aisne nord for Reims og derefter fulgte vi floden Aisne østpå til Soissons. Vi skulle jo sydpå til varmen inden det blev vinter; men jeg havde lovet Lizzie et hvil i Soissons og et i Compiegne, hvor Aisnefloden løber ind i Oisefloden,som skulle føre os sydpå til Seinen lidt vest for Paris. Mens vi slappede af i Soisson, lykkedes det SAN og Bente at finde os, idet de kørte ned fra Mons. Det var en dejlig afveksling.
I Compiegne havde vi regnet med at skulle se det store kejserpalads; men med fin elegance lykkedes det at få hviledagen i byen til at falde på en tirsdag, hvor alle museer i Frankrig er lukkede. Nå vi fik da set seværdighederne udefra og vi fik så rigeligt tiden til at gå. Jeg fik også taget stingene i min finger ud hos en forvirret læge. Jeg måtte jo betale med menneskepenge og havde ikke brug for en kvittering og det slog ham helt ud.
På vej til Compiegne fik vi iøvrigt endnu en gang slusedramatik. Vi gik ind i en af de gammeldags sluser, hvor alt er hånddrevet og så passer man selv portene i den ene side, mens slusemesteren passer den anden. Jeg havde lukket port og sluseventil i min side og gik hen til båden for at holde den ind til siden. Vi var på vej ned og så er båden let at holde, da der ikke er hvirvler af betydning. Jeg holdt derfor bare fast i stigen og lagde ikke mærke til, at stævnen lagde sig op ad kajen og at masten som rager ca. ¾ m udover stævnen lå ind over kajen et øjeblik; men længe nok til at masten blev fanget af kajen, da vandet sank. Heldigvis brækkede det stillads, der holdt masten fortil og vi fik vredet masten fri af kajen, inden masten brækkede. Man skal da også have et øje på hver finger.
Efter en overnatning i Pontoise gik vi ud i Seinen og op mod en kraftig strøm. Da floden også snor sig meget, måtte vi have endnu en overnatning - denne gang i Clichy - en forstad til Paris; men næste dag sejlede vi ind i selve Paris. Det var rigtig efterår. En strid nordøsten vind så den rigtige påklædning var sweaters, olietøj og vanter; men alligevel var det en kæmpe oplevelse. Det første man genkendte, var Eifeltårnet og derefter kom Concordepladsen, Louvre og andre kendte bygninger - under de mange Seinebroer, forbi Notre Dame kirken. Det var bare flot. Ved Bastillepladsen er der i den gamle kanal lavet en lystbådehavn, som man kommer ind i fra Seinen via en sluse. Man fortøjer ved en ponton på Seinen, hvor der er en stander med en telefon, som man skal melde sig ved, så man kan komme ind i slusen. Det forudsætter jo imidlertid, at der er nogen i den anden ende. Det var der ikke, så jeg vandrede op til slusemesterens kontor og ventede pænt på ham og så slap vi ind og fik en plads i lystbådehavnen Paris-Arsenal i byens hjerte.
Det blev til 3 uger i Paris - noget ufrivilligt for mit vedkommende. Jeg havde regnet med en uge; men jeg måtte vente på reservedele til dieselfyret og Lizzie elskede det i den grad, så hun var lykkelig. Efter ankomsten ringede vi til den danske forsvarsattache oberst Mogens Christensen som vi kendte fra flyvevåbnet. Det var noget af det mest smarte, vi har gjort på den tur. Mogens og hans kone Lone er så utroligt gæstfri og hjælpsomme. Vi blev inviteret til middag hos dem og senere til rigtig dansk frokost. De tog os på en tur til Monet`s hus, viste os de små dejlige restauranter til fornuftige priser (en af Mogens` hobbies) og meget mere. Lizzie og jeg besøgte museer og gik tur i Paris og tiden fløj bare afsted.
Jeg var imidlertid bekymret. Alle sagde, at vejret var usædvanlig koldt og jeg havde hørt, at kanalerne kunne ise til og da jeg ikke havde nogen ønsker om at sejle i is med Brunhilde, var jeg opsat på at komme videre. Efter 3 uger sagde jeg, at nu skulle det være selv uden varme i båden. Jeg købte en lille katalysatorbenzinbrænder og bestemte, at søndag den 14. november kl. 1100 var der afgang. Lørdag aften var vi til middag hos landbrugsattachèen Børge og hans kone Astrid sammen med Mogens og Lone - en dejlig aften - og vi aftalte, at Mogens og Børge skulle sejle med den første dag. Næste morgen havde Lizzie besluttet sig for ikke at tage med; men tage en tur hjem til Danmark for at se til familien. Det var jeg egentlig glad for, da jeg så virkelig kunne skynde mig op over højlandet. Man havde sagt mig, at der aldrig kom is i kanalerne før sidst i december; men der var ikke megen varme i luften, så jeg var sikker på, at det ikke ville blive en udpræget fornøjelsestur, så jeg ønskede bare at skynde mig.
Farvel til Lizzie - ud gennem slusen - op ad Seinen til Marnefloden - videre ad Marnefloden og i gang med slusearbejdet. Min tanke var at gå til Sète på Middelhavskysten for at overvintre; men mit første mål var at komme igennem højlandet og ud på Saônefloden ved Pontailler lidt øst for Dijon. Det første stykke med Marnefloden og kanal Marne til Vitry le Francois var ca. 250 km. med 33 sluser; mens stykket fra Vitry til Pontaillet kun var på ca. 230 km; men til gengæld med 114 sluser.
Vi mødte den første sluse, da vi efter et kort stykke på Seinen sejlede ind på Marne. Jeg havde jo både Mogens og Børge til at hjælpe mig; men jeg lurede hele dagen på, hvordan jeg mest smart skulle gøre det alene. Vi havde en dejlig dag. Vejret var køligt; men der var da lidt sol af og til. Vi fik et par bajere, lidt frokost og stred os iøvrigt østover ad Marne til Meaux, hvor Mogens og Børge tog toget hjem til Paris ved 7-tiden. Jeg lavede mig lidt mad og gik tidligt til køjs.
Sluserne opereres fra kl. 7 om morgenen til kl. 6 om aftenen og det var min hensigt at udnytte dette fuldt ud - i hvert tilfælde indtil jeg var på Saônefloden. Kl. 6 stod jeg op, fik lidt morgenmad spist; medens jeg forberedte noget frokost og noget varmt at drikke på thermokande, toppede dieseltanken op og kontrollerede olie og kølevæske m.m. Kl. 7 var der så afgang og kort efter kom den første sluse. Jeg lagde mig ind til stigen, kravlede med en forberedt for- og agterfortøjning de 3 m. op, trak båden helt tilbage i slusen og fastgjorde agterfortøjningen. Med forfortøjningen en halv gang om livet holdt jeg båden ind til slusens side. Så var det bare at holde fortøjningerne stramme ved at gå frem i slusen, medens vandet steg. Det virkede fint og jeg var meget lettet.
Om aftenen nåede jeg Norgent-l’Artaud ved Chateau-Thierry - næsten halvdelen af sluserne til Vitry og også næsten halvdelen af distancen. Jeg fik lov til at ligge udenpå en peniche, som bemærkede, at de skulle sejle kl. 7 om morgenen, hvilket passede fint. Jeg prøvede at finde noget diesel; men alt var lukket. Næste dag passerede jeg bl. a. de 3 berygtede sluser med skrå sider. Nu var det ikke det helt store problem, da jeg var på vej op. Vanskelighederne består i, at det er svært at holde fra på de skrå sider, som jo er et stykke fra skibssiden og når man så skal ned, kan kølen komme til at stå på den skrå flade, når vandet forsvinder. Det problem har man jo ikke, når man er på vej op og slusemestrene var flinke til at hjælpe. Jeg havde ellers hørt nogen skrækkelige historier.
Marnefloden er køn at sejle på og meget afvekslende. Lidt oppe af floden er der vinmarker overalt. Det er virkelig champagnelandet og hen mod aften passerede jeg champagne centrum Epernay. Der forlod jeg floden og gik ind i kanal Marne og stoppede så ved en lille by Ay. Jeg skulle meget gerne købe noget diesel og jeg gik op til et værksted med tankstation jvf. turistkortet og var der inden kl. 6. Ak man havde nedlagt tankstationen; men da mester så min skuffelse, gav han en lærling besked på at køre mig 10 km. til den næste by, hvor der var tankstation og derfra blev jeg kørt direkte tilbage til båden, så jeg ikke behøvede at slæbe de 30 liter diesel. Flinke mennesker.
Næste dags mål var Vitry le Francois og hvis alt gik godt, havde jeg klaret den første del på 4 dage og med skyldig hensyntagen til de mange sluser på den næste strækning, burde jeg være på Saônen den 24 november. Jeg nåede Vitry lige inden sluserne stoppede. I buldrende mørke slusede jeg igennem den sidste og fandt en tankstation for penicher. Den var ganske vist lukket; men jeg fik da banket "madame", som bestyrede foretagendet op og fik fyldt tank og reserve - dunke. Det skulle næsten kunne bringe mig hele vejen igennem til Saônen. Jeg sejlede videre i mørket og fandt den lille stump kaj, der var reserveret til lystbåde. Der var ingen trængsel. Det var virkelig hundekoldt, så jeg tappede kølevandet fra kanalen ud for ikke at risikere, at det frøs og ødelagde varmeveksleren. Der kom en mand i en bil og ham spurgte om vej til en telefonboks. Han sagde, at jeg skulle stige ind og så kørte han mig ind til bymidten og ventede, medens jeg telefonerede til Lizzie og bagefter til Mogens. Så kørte han mig tilbage til båden. Flinke mennesker.
Næste morgen - samme ritual - op for at forberede dagen; men denne gang skulle der også fyldes vand på varmeveksleren. Nu var der kun mellem 1 og 2 km. mellem sluserne, så det gik knap så hurtigt frem. Man skulle passe godt på om morgenen, for vandet skvulpede ind over sluse kajen, når slusen var fyldt op, og frøs, så det kunne være vanskeligt at finde ordentlig fodfæste, når man halede i fortøjningerne. Hen på eftermiddagen passerede jeg byen St-Dizier, hvor jeg kunne skue lige ind over en militær flyveplads og flere franske jagerfly, end jeg kunne sætte type på startede og landede. Efter St. Dizier - da det var blevet mørkt - fandt jeg en stump kaj, jeg kunne fortøje ved. En smuk nattehimmel; men afskyeligt koldt. Den nat beholdt jeg det meste af tøjet på i køjen og brugte også alt Lizzies sengetøj og holdt varmen; men det var ingen luksus, at stå op næste morgen. Jeg tændte min katalysatorovn og 2 petroleums- lamper; men kondensvandet på ruderne i kahytten forblev frosset på indersiden. Nå op og i gang og kl. 7 var jeg afsted. Efter en lille kilometer rendte jeg ind i et stykke is. Jeg listede mig igennem det - prøvede med bådshagen, hvor hårdt isen pressede på stævnen - hvorved den knækkede som en tændstik. Så tog jeg to af mine bildæk, jeg havde hængende som fendere på siden - bandt dem sammen og sænkede dem ned foran stævnen i vandlinien således, at de kunne bryde isen lige for. Efter et stykke uden is rendte jeg på is, som en sejler var ved at bane sig vej gennem. Jeg ventede, mens han lavede sin rende færdig. Da han sejlede forbi, råbte han surt, at nu havde han lavet en rende til mig. Jeg råbte tilbage, at han da godt måtte bruge den rende, som jeg havde lavet dertil. Sådan en klovn. Her møder man en anden lystsejler under sådanne forhold og så er han sur. Sidst på eftermiddagen mødte jeg en slæbebåd med isbrydergrej monteret på stævnen på vej den modsatte vej. Ikke noget specielt godt tegn. Ved 6-tiden - lidt før Chaumont - lykkedes det efter nogle forsøg, at komme ind til kanalkanten, således at jeg kunne komme i land og slå de pløkke i, som Christian havde lavet til mig og fortøje for natten. Stjerneklart og hundekoldt.
Næste morgen lå jeg helt indkapslet i is. Jeg var klar over ,at nu klarede jeg det ikke længere alene. Jeg bandt to dæk på bag de to, jeg havde ved stævnen og så listede jeg ind til Chaumont. Det var forfærdeligt at høre på den voldsomme lyd fra isen, der brækkede. Ved en stump kaj lå der en engelsk katamaran fortøjet og jeg fortøjede bagved. Der var ingen ombord. Jeg gik op til slusepersonellet og forhørte mig om trafikken og de fortalte mig, at der var to penicher på vej samme vej som mig og at de ville komme forbi sidst på dagen for at vente i Chaumont til om mandagen. Det var lørdag og sluserne blev ikke opereret om søndagen, så først om mandagen kunne jeg komme videre. Tilbage ved båden mødte jeg besætningen fra katamaranen - en ung mand og en ung pige. De havde besvær med at starte motoren og da penicherne kom forbi sidst på dagen, trak jeg katamaranen med igennem slusen, så vi kunne lægge os lige bag den bagerste peniche. Vi fik begge købt os noget dieselstart, så vi kunne starte med sikkerhed næste morgen. Alligevel kom katamaranen ikke i gang, da "karavanen" mandag morgen kl. 0700 forlod Chaumont. Vi gjorde kun ringe fremskridt. Den bagerste peniche, som jeg lå bagved gik kun langsomt frem - langsommere end jeg gjorde med motoren i tomgang. Om aftenen ved 6-tiden fortøjede han før en sluse et lille stykke udenfor Langres og jeg fortøjede til ham og kom i "snak" med ham på mit bedste fransk, Hans agter havde i bagbord en enorm bule og han fortalte mig, at en anden peniche i nærheden af Paris i tæt tåge var rendt ind i ham, mens han lå fortøjet. Hans motorfundament var beskadiget, så derfor turde han ikke bruge mere end halv kraft.
Næste morgen var vi afsted kl. 7; men isen var nu ganske tyk - formodentlig et par centimeter - og i Langres lagde han ind og opgav. Han var tungt lastet med skinker til Chalon sur Saône og han kunne ikke komme frem med mindre, der var brudt en rende samme dag. Han prøvede næste dag igen; men med de omdrejninger han ville investere på foretagendet, kunne han ikke en gang komme fri af kajen. Den dag i kulden gik jeg på sightseeing i Langres - fin gammel by, som lå på en bjergknold helt omgivet at fæstningsmur. Jeg købte ind, fik ringet hjem og til Mogens i Paris, gik på bar og fik en øl. Senere toppede jeg op med diesel og fik fremskaffet lidt vand.
Den følgende dag om eftermiddagen kom der en peniche forbi på modsat kurs, hvorefter det lykkedes min peniche at lægge ud. Vi nåede igennem de sidste par sluser opad - det blev mørkt og omkring ved 6-tiden, nåede vi den 5 km lange tunnel gennem et bjerg og ved 9-tiden, kom vi ud på den anden side. Derefter var vi endelig på vej nedad - en dag efter,, at jeg oprindelig havde regnet med at være på Saônen, nemlig den 25. november og der var stadig 47 sluser igen.
Tro det eller lad være; men næste morgen begyndte teatret med isen for alvor. Isflagerne var virkelig tykke - ofte 5 cm. og den brudte is driver med vandet nedad mod den næste sluse. Når man kom ud af en sluse, var der ofte isfrit; men efter 400 - 500 meter begyndte isskosserne igen og de lå tykt brokket sammen, når man nærmede sig den næste sluse. 20 - 30 m2 store flager skulle skubbes væk for at komme frem. Sluseporte åbnes selvfølgelig imod "strømmen" altså ud mod isen, så utallige store isskosser skulle skubbes væk med stager for, at dørene kunne åbnes. Især når penicherne skulle ind, var der problemer. De har samme bredde som sluserne, så portene skulle helt op, når de skulle ind. Når de skulle ud, havde man det samme teater, fordi der drev is med ind i slusen, når man gik ind. Brunhilde klarede sig lidt bedre, fordi hun ikke behøvede at få portene åbnet helt. På kanalen til Saône er der kun få faste slusemestre. Sluserne drives ved, at en båd får tildelt en sluseoperatør på knallert, som regel en kvinde. Hun følger så båden hele vejen og åbner og lukker sluserne; men på vej ned med al den is fik hver båd tildelt 2 operatører, så de kunne skubbe isflager væk fra hver sin side af slusen - det var virkelig hårdt arbejde og snart var det mænd, der overtog.
Om aftenen den 26. november nåede vi (Brunhilde og penichen) en lille landsby Dommarien og der blev vi et par dage, for penichen kunne ikke trænge gennem isen den næste morgen og først om aftenen, kom der andre til - en peniche, der skulle samme vej som os og en peniche og en lystbåd, der skulle den modsatte vej og dagen efter var søndag, hvor alting lå stille. Søndag aften var jeg inviteret over på den anden lystbåd - en amerikaner med en fransk gast. Den kom fra Elba og var på vej til Paris. Det var skønt at komme til at tale lidt andet end gebrokkent fransk.
Mandag den 29. om morgenen fulgte jeg efter den peniche, som var kommet om lørdagen og som skulle samme vej. Der var lige plads til, at den kunne overhale den, jeg hidtil havde fulgt. Det gik lidt bedre frem og jeg syntes virkelig, at jeg kunne se enden på foretagendet; men ved 3-tiden, da penichen gik ud af en sluse og det blev min tur, kunne man ikke fylde slusen. Der var sten eller is i klemme i ventilen, der lukkede vandet ud. Der blev tilkaldt en montør, der baksede med det til kl. 6 - så gik alle hjem og min peniche var for længst over alle bjerge.
Det var en utrolig kold nat - omkring -15 grader og næste morgen kunne jeg hoppe og danse på båden, uden at den bevægede sig. Jeg måtte låne en af sluseoperatørenes tunge køller til at slå isen i stykker rundt om båden. Kl.9 kom montøren igen. Han kravlede rundt nede i brønden i en times tid og måtte så opgive. Senere kom ingeniøren og hans assistent og ved 12 - tiden fik de ventilen til at virke i fællesskab og jeg blev sluset igennem med besked om, at der var en konvoj på 4 penicher på vej. Jeg kunne ikke fortøje ved kanten, da der ikke var dybt nok. Jeg bestemte mig til at møde den første peniche, der kom ud af slusen helt ude i siden med styrefart og på modsat kurs og derefter falde ind bagved ham. Det gik fint til at begynde med; men da han havde passeret mig med ca. 1/3, gik jeg imidlertid på grund inde ved kanten og hans bovbølge pressede agterenden på Brunhilde frem og ud, så jeg kom til at ligge på tværs, mens penichens ræling trykkede sig ind i roret, indtil han var forbi. Sikken en forskrækkelse; men der var heldigvis kun overfladiske skrammer på roret.
Ved den næste sluse kunne jeg med lidt hjælp fra slusepersonnellet fortøje ved kanten, indtil de andre 3 penicher havde passeret og jeg kunne fortsætte som rosinen i pølseenden. Det blev lidt mildere; men så begyndte sneen at vælte ned, så sigtbarheden var ikke noget at prale af, da det blev mørkt. Kl. 6 gik jeg igennem en sluse og af en eller anden grund var penicherne kommet meget foran, for jeg sejlede i en halv time, inden agterenden på den bagerste peniche pludselig dukkede ud af sneen. Ham fortøjede jeg til vadende rundt i 10 cm. sne. Først næste morgen kom jeg i tanke om, at sneen jo lukkede alle mine luftventiler og at det vist var mere held end forstand, der gjorde, at jeg havde haft tilstrækkelig med ilt, når katalysatorovnen og de to petroleumslamper havde brændt hele natten.
Det var den 1. december den næste dag og det blev den sidste dag på kanalen. Ved aftenstid gik jeg ind i den første sluse på Saônen og en halv times tid senere fortøjede jeg ved en lille kaj ved Pontaillet. Mareridtet i isen var overstået. Om morgenen hængte jeg de 4 dæk tilbage som fendere, ringede til Mogens i Paris og aftalte, at vi skulle mødes i Chalon sur Saône om lørdagen. Via St. Jean de Losne nåede jeg fredag lidt over middag til Chalon, idet jeg iøvrigt på det sidste stykke passerede penichen med skinkerne. Jeg følte mig rigtig skidt tilpas. Sov hele eftermiddagen og gik til køjs ved 20-tiden og sov til kl.10, fik en kop kaffe, gik til køjs og blev vækket af Mogens ved 12-tiden. Han sagde, at jeg lignede en hængt kat og jeg følte mig ikke bedre. Han og Lone havde kørt hele vejen fra Paris for at aflevere reservedele og post. Så tog de mig ud at spise - et dejligt sted, som Mogens selvfølgelig havde snuset frem. Min appetit var for at sige det mildt ikke meget bevendt; men lækkert var det, så jeg fik da lokket noget ned. Så gik vi en tur i byen og sidst på eftermiddagen kørte de så videre, hvorefter jeg gik til køjs og sov til kl.10 søndag morgen. Da havde jeg det lidt bedre. Jeg fiksede nogle småting på båden og gjorde klar til at sejle videre næste dag, hvorefter jeg gik tidligt til køjs. Jeg sov til kl. 7 næste morgen og så var jeg frisk igen. Om det har været strabadserne eller influenza, der huserede, ved jeg ikke; men jeg var i hvert tilfælde ovenpå igen og nåede Macon og den følgende dag Lyon. Saônen var ikke den store oplevelse - i hvert tilfælde ikke i vinterdragt. Landskabet er ganske fladt - kun byerne forekom mig af interesse. Så meget jeg end havde følt mig trykket af kulden og modgangen, havde kanalen en meget afvekslende og interessant natur.
Jeg overnattede kun i Lyon. Jeg havde bestemt mig for, at nu ville jeg ned, hvor det forhåbentlig var lidt varmere og planlagde og gjorde turen ned ad Rhonen på tre dage - et stop i Tournon og et i Viviere og så var jeg i mål i Avignon. Det var helt bestemt synd at gøre det på den måde; men selv sådan som jeg for afsted, havde jeg utrolig flotte oplevelser undervejs. Rhonedalen er bare smuk - for det meste med bjerge i baggrunden - ja helt i baggrunden kan man ofte se Alperne med sne på toppen. Der er selvfølgelig flere store byer langs floden og iøvrigt 3 store atomkraftværker, der ikke pynter; men der er lange strækninger med afvekslende natur og små sydlandske byer. Viviere, som jeg af gode grunde kun så ved nattetid, var helt utrolig med sine gamle huse og kirken vævet ind i den gamle bymur og befæstning.
Når jeg bl.a. havde så meget fart på, var det, fordi jeg håbede at møde Finn og Grethe i båden "Columbine". De lå i Paris, medens vi var der; men kom på lastvogn til St. Jean de Losne, fordi båden stak for dybt til kanalerne. Jeg havde hørt til dem i Chalon sur Saône og Lizzie havde hjemmefra erfaret, at de lå i Avignon; men snart skulle videre mod Elba. Der var imidlertid en chance for at nå dem i Avignon. Bortset fra Mogens og Lones besøg, hvor jeg ikke havde haft det for godt, havde jeg i 3 uger ikke haft nærmere kontakt til andre mennesker (det er ikke nemt, med det fransk jeg kan) og jeg følte virkelig behov for at slappe af sammen med andre. Hele vejen ned ad Rhonen havde jeg advaret mig selv om, at de kunne være taget videre; men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ville blive utrolig skuffet, hvis de var sejlet. Jeg kom til lystbådehavnen ved 3-tiden og helt bagerst ved kajen, da jeg næsten havde opgivet, lå "Columbine". Det var lige før, jeg havde tårer i øjnene. Hvor var det dejligt, at kunne sidde afslappet, uden at skulle sige farvel igen efter et par timer. Solen skinnede, temperaturen var 15 +grader og den gamle paveby lå lige ved siden af kajen og så så spændende ud. Jeg havde virkelig nået første etape; men savnede selvfølgelig Lizzie. I løbet af er par dage (timer) havde venner og flinke mennesker, jeg ikke kendte arrangeret, at jeg var på vej hjem til jul i Danmark med kølebil, som Orla kørte. En skægge tur; men en helt anden historie. Nok for denne gang.
Hilsen OWE
Brunhildes besynderlige rejse 4.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Ja det er ikke fordi, vi er nået så langt omkring siden sidst. Vi har jo ligget i vinterkvarter det meste af tiden. Den officielle vinter i Middelhavet slutter 1. marts og det ville vi i hvert tilfælde vente på . Desuden var der også en del at gøre på båden. Det slider en hel del mere, når den er i brug hele tiden.
Fredag den 7. januar stod jeg på en bus til Spanien efter endt juleferie derhjemme og skulle så sættes af i Nimês i Sydfrankrig ikke langt fra Avignon, hvor båden lå og blev set efter af Finn fra den danske båd "Columbine". Finn og hans kone Grethe havde holdt jul og nytår i Avignon og lige før nytår havde Finn ringet og spurgt, hvornår jeg kom tilbage. Han havde en overgang været lidt bekymret, fordi vandet i Rhônen var steget en del; men det var på vej ned igen, da han ringede. Da jeg undervejs i bussen sad og kiggede ud på Rhônen, kunne jeg godt se, at den så noget vild ud og jeg fik mine bange anelser.
Jeg blev sat af ved Nimês på en tankstation ved motorvejen lørdag sidst på eftermiddagen sammen med en ung dansk pige, som skulle til Arles til sin kæreste. Kæresten kom og hentede hende sammen med faderen og jeg fik et lift ind til jernbanestationen i Nimês, hvor jeg fandt et tog til Avignon. Da jeg gik ned gennem Avignon til floden om aftenen, var der lavet en hel del omkørsel i byen og da jeg kom ned til floden, kunne jeg se, at vandet havde stået op over vejen langs floden og at portene ind til byen havde været spærret med sandsække. Jeg vil gætte på, at vandet havde været omkring 3 m højere end normalt. Nu var det faldet til omkring 1 m og stien langs med floden var stadig en halv meter under vand. Pontonbroen, som Brunhilde lå ved, fulgte jo vandet op og ned, så det var ikke et problem – og alligevel – pontonbroen, lige før den jeg lå ved, var KÆNTRET og lå mast op ad de to store jernsøjler, som broen kørte op og ned af, når vandet steg og sank. Nå, den væltede bro havde givet lidt ekstra strømlæ for Brunhilde og bådene, der lå ved broen, havde tilsyneladende ikke taget skade af betydning; men tænk hvis broen var brækket.
Jeg var henne og hilse på Finn. Hans båd lå og sejlede en 4 -5 m ude i strømmen set fra vejen. Kajen ligger et par meter under vejen, så der var omkring 1 m vand over kajen og den skulle "Columbine" samt en del andre store både, der ikke kunne ligge ved pontonbroerne, holde fri af. Derfor lå de og "sejlede" et stykke ude i floden med svære stykker tømmer surret til skibssiden, delvis nede i vandet som fendere. Finn fortalte, at de fleste ombord på bådene havde været evakueret og indlogeret på hotel på byens regning, da vandet havde været på sit højeste. Jeg gik tilbage til min bro og tog sko og strømper af og vadede igennem en halv meter vand ud til pontonbroen – et par gange for at få al bagagen med. Hold da kæft – det flodvand er koldt; men ved 11-tiden kom jeg da til køjs.
Den følgende tid brugte jeg til at reparere og vedligeholde motor, tørre båd, reparere varmeapparat, installere vejrmodtager (NAVTEX) , vaske tøj og pleje en influenza eller sådan noget lignende og så selvfølgelig se lidt til Avignon. Jeg fandt bl. a. en "cave" - et sted, hvor man kan købe vin på sin egen dunk; men med en meget hyggelig bar inde bagved. Vejret var bare dejligt – med en sweatshirt kunne man som regel holde varmen. Da influenzaen var værst, gik jeg om dagen op og satte mig på en bænk i pavepaladsets park, i læ for vinden, i dejligt solskin og læste eller småsov.
Undervejs fra Paris var motorens kølesystem begyndt at lække ganske forfærdeligt; men det lækkede ikke ind i motoren. Jeg genfandt kølevandet i bunden af båden, så jeg var ikke rigtig bekymret. Jeg havde konstateret utæthed ved termostathuset. Den fik jeg nu rettet; men der viste sig også en læk ved den ene cylinder, som jeg håbede at kunne rette ved at skifte toppakning; men det viste sig at også den anden lækkede, da det kom til stykket og så måtte jeg til den igen.
Som allerede nævnt tørrede jeg båd. Perioden i isen havde givet utrolige mængder kondensvand og lækagerne i kølesystemet havde ikke gjort sagen bedre. Den noget forhastede hjemrejse havde medført, at jeg ikke havde fået båden tørret inden afrejsen, så der var nok at gøre med at vaske og tørre grej og båd. Joh, jeg fik tiden til at gå, til Lizze ankom den 29 januar. Vi brugte en 10 dage til at opleve Avignon og det gode vejr sammen. Jeg havde sat mig for, at vi skulle videre mod Sête ved Middelhavskysten den 10. februar for at få båden på land og efterset i bunden; men floden steg en del og der blæste en god Mistral, så først den 14. kom vi afsted.
Vi vinkede farvel til de andre sejlere og sejlede ned ad Rhônen til Arles for at kigge lidt på den i et par dage. Derefter gik vi ind på Petit Rhône – en mindre og vestligere forgrening af floden. Fra Arles skulle vi sejle en sømil tilbage for at komme ind på Petit Rhône – altså op mod strømmen og det var noget, der kunne mærkes. Efter et par timer på Petit Rhône gik vi via en sluse ind i kanalen mod Sête.
Om aftenen standsede vi ved en lille by, der hed Aigeus Mortes - et rigtig hyggeligt sted. Der lå nogle engelske og en norsk båd og ventede på forår med nogle mennesker, som vi blev rigtig gode venner med. Vi bestemte os derfor til at blive i Aigeus Mortes og få båden på land der. Den 26. rejste Lizzie hjem på returbilletten (indenfor en måned) og mandag den 28. kom båden på land i en uge. Den havde godt nok fået nogle knubs af isen. Bundmalingen på den øverste del under vandlinien var slået af mange steder; men primeren sad der stadig. Det ene skrueblad havde fået en bule i kanten; men ikke værre end at jeg kunne banke den ud og så kunne jeg glæde mig over, at jeg ikke har en logpropel monteret på underskroget. Det var vist gået grueligt galt. Skibssiden havde fået en del skrub i sluserne på trods af fendere og gamle bildæk og rorhovedet var medtaget i gelcoaten efter den ublide kontakt med penichen på "Marne a la Saône" kanalen. Masten skulle have en gang hvid maling og rigges til ; men efter nogle lange arbejdsdage blev jeg den følgende mandag sat i vandet og fik masten rejst. Vel tilbage ved kajen mellem de andre både holdt vi et ordentlig party med bål på kajen og masser af øl og vin. Det varede til omkring kl. 2 om natten.
Den følgende uge efterspændte jeg riggen, ordnede dæk, modificerede lugerne til kistebænkene (de var meget utætte) og meget mere; men den 14. sidst på dagen sejlede jeg de 45 minutter, det tog at komme ned ad sidekanalen til havnen "Grau - du - Roi". Det var lidt spændende, da der ikke er så meget vand i den kanal. Jeg kunne da også mærke, hvordan jeg slæbte mig gennem mudder det meste af tiden; men Grau du Roi ligger på Middelshavskysten og jeg sparede en masse kanalsejlads, hvis det gik - og det gjorde det. Fra Grau du Roi til Marseille er der 60 sømil og der er kun 2 realistiske alternativer undervejs, hvis vejret bliver skidt . Om aftenen meldte de vindstyrke 7-8 fra nordvest og jeg instillede mig på at blive i Grau du Roi nogle dage .
Jeg vågnede ved 7-tiden. Vejret var bare så dejligt. Vinden var let fra sydvest og solen skinnede fra en skyfri himmel; men på grund af vejrmeldingen fra aftenen før, turde jeg ikke gå ud, da broen, som spærrer havneindløbet, åbnedes kl. 8. Broen åbnedes først kl. 1145 næste gang og med mindst 12 timer undervejs, hvis jeg var heldig ville jeg ankomme til Marseille efter midnat . Det var jeg ikke særligt varm på især ikke, hvis vejret skulle blive skidt. Det var trods alt den første tur til havs igennem længere tid; men da havnefogeden kom og sagde, at han ikke havde hørt noget om dårligt vejr og at jeg ikke skulle betale havnepenge for en enkelt nat, så smed jeg fortøjningerne og gik ud, da broen åbnede kl. 1145.
Den første times tid gik det sydsydøstover og for genua og storsejl holdt jeg en foran-for-tværs med omkring 5 knob . Derefter var kursen østsydøst og med en fin agten-for-tværs passerede jeg den første alternative havn Ste Maries de la Mer i det smukkeste solskinsvejr. Senere passerede jeg Rhône flodens udløb, så jeg skulle holde godt ud til søs, da flodens aflejringer ud for kysten flytter sig konstant. Sidst på eftermiddagen på østlig kurs og platlæns løb jeg efterhånden vel over 6 knob og så bliver Brunhilde ret balstyrig, så jeg skiftede til krydsfok og holdt stadig over 5 knob . Der blev efterhånden en del større søer; men fin sejlads var det .
Kl. 1900 fik jeg en vejrmelding fra Marseille radio med kulingsvarsel – styrke 7-8 lokalt 9 i løbet af aftenen, så jeg besluttede at løbe ind til min anden alternative havn Carro ved Cap Couronne. Den skulle jeg passere ved 20-tiden. Da jeg imidlertid læste lidt nærmere på anvisningen for anløb om natten, var der noget, der ikke stemte . I.h.t. beskrivelsen skulle fyret på Cap Couronne, der står i nogen afstand før havnen, holdes 500 m til bagbord på vej ind, inden man kunne få øje på havnefyrene; men i.h.t. de opgivne positioner burde fyret stå til styrbord. Det havde jeg ikke lyst til at eksperimentere med, så jeg forsatte hen langs kysten mod Marseille.
Ved 22-tiden gik vinden i nord og der kom rigeligt af den . Ganske vist kom den fra land; men jeg var i færd med at krydse den store bugt ud for Marseille, så søerne blev meget hurtigt rigtig store. Jeg bjærgede krydsfokken og fløj afsted for storsejl alene . Hu-hej hvor det gik med sådan en halvvind. Kort før midnat bjærgede jeg storsejlet, startede motoren og løb ind mellem havnefyrene. I læ bag ydermolerne satte jeg fendere, forberedte fortøjninger og fortsatte så ind i Marseilles gamle havn mellem et hav af lystbåde ved halv-et-tiden. Nemt var det ikke at finde en plads; men i bunden mellem nogle pontonbroer fandt jeg omsider en fri bøje med trosse til de store kæder på bunden. Efter fortøjning og opklaring på dæk og i kahyt fik jeg mig et godt glas vin og gik til køjs kl. 2 fornøjet med en dejlig sejlads, som start på turen i Middelhavet. Lørdag kom Lizzie tilbage og siden har vi hygget os i Marseille - en travl og charmerende by. Den blev en hel del medtaget under de allieredes luftbombardementer i den anden verdenskrig, så bygningerne er et rod af gammelt og nyt . Alligevel fornemmer man atmosfæren af den gamle middelhavshavn med forterne ved indsejlingen og Notre Dame de la Garde kirken på højdedraget syd for havnen. Så hygger vi os iøvrigt med masser af solskin og 16 grader i skyggen, hvis det ikke blæser for meget – samtidig med, at vi hører dansk kortbølgeradio, der fortæller om sne, kuling og minusgrader. En dag spiste vi frokost i den fine sejlklub og fik serveret muslinger og det smagte rigtig dejligt; men Lizzie fik sig vist en der var dårlig og hun lå brak hele næste dag. Hun skal vist ikke have muslinger mere.
Hvis vinden er gunstig, fortsætter vi i morgen hen langs kysten mod Nice. De første par dage - hvis vinden vil – ligger vi for anker i de flotte calanques – dybe indskæringer i klippekysten her sydøst for Marseille .
Jo det er sandeligt et hårdt liv til søs .
Lizzie og OWE på Brunhilde.
Brunhildes besynderlige rejse 1.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Ja, så må det være tid igen. Tiden spæner afsted, selv om man bare skal passe båden og underholde sig selv og fruen. Jeg har ligget i Menton i Sydfrankrig i en måned af årsager, som jeg skal komme tilbage til og det er ikke lykkedes mig at kede mig bare 5 minutter; men lad os begynde, hvor beretningen stoppede sidst, nemlig i Marseille.
Efter at Lizzie og jeg havde tilbragt en uge sammen der, blev vi nærmest smidt ud. Havnen skulle huse en stor international regatta og der var ikke længere plads til os. Jeg havde hørt vejrmeldingen som sydvest 4-5 og det var jo ikke dårligt, når vi skulle øst over til Cassis ca. 15 sømil; men da vi kom ud af havnen var vinden nærmere østsydøst, så de havde jo nok sagt "sud-est" og ikke "sud-ouest". Vi skulle sydover ned til det sydlige hjørne af Marseille bugten på bidevind; men dog pænt i læ af land. Derefter gik det imidlertid mod øst og ikke spor i læ af land og da vi kom ned til hjørnet, stod der nogle store søer, som jeg ikke gad ligge og krydse i. Vi kunne jo ikke gå tilbage til Marseille, så vi løb i stedet ind til havnen på øen Frioul, der ligger lige ud for Marseille.
Det blev til et langt ophold. De næste 14 dage passerede det ene lavtryk efter det andet Golfe du Lion og det var lavtryk, der ville noget. Vi havde ind imellem Mistral med vindstyrke 12; men i almindelighed blæste det til 9. For jer landkrabber der ikke kan beaufort-vindskalaen er vindstyrke 9 omkring 75 km/t. Den fine nye vimpel jeg havde sat i mastetoppen forsvandt en nat, hvor det blæste 12 (tror jeg). Det blæste i hvert tilfælde så meget, at toppene føg af de små bølger, der blev dannet inde i havnen. Det har jeg aldrig set før.
Frioul-øerne, som vi kom til at kende godt, er ikke andet end nogle store klipper, der ligger lige midt i Marseille bugten; men de behersker militært set al sejlads i bugten. De har derfor været befæstet gennem årene. Der var et par gamle små forter fra omkring 1570; men det var 3 enorme fæstningsanlæg fra anden verdenskrig, der dominerede øerne. Anlæggene af typisk tysk beton lå i ruiner med det meste indhegnet og med skilte om adgang forbudt; men med typisk sydlandsk mentalitet var hegnet brudt ned flere steder. De store bombekratere fra de allierede bombninger var meget tydelige på grund af terrænets klippekarakter. Det var meget interessant at se nedslagsmønsteret og betragte de skader som bomberne havde gjort på betonanlæggene. Øerne er et yndet udflugtssted for beboerne i Marseille og der er mange små restauranter langs den store havn (en del af fæstningsanlægget). På grund af vejret havde vi, nogle andre sejlere og øens få beboere det hele for os selv også lørdage og søndage. Jeg fik mange timer til at gå med at trave rundt og se de forskellige anlæg - lidt for langt og for stejlt til Lizzie. Sammen var vi ude at se på de små bugter og vige og fandt, hvad jeg tror, var en forhenværende underofficersmesse på en idyllisk klippeside i læ for vinden. Bygningen var selvfølgelig totalt i ruiner; men der var meget idyllisk i den forladte have. hvor agaver og kaktus blandede sig med de vilde blomster og buske. Når vinden var i det rigtige hjørne, gik vi derud og spiste frokost.
Vi havde forladt Marseille den 30. marts; men først den 14. april lignede vejret noget, vi turde binde an med. Afgang til Cassis. Vinden var omkring 4 fra sydvest; men der stod jo nogle gevaldige dønninger. Vi rundede hjørnet af Marseille bugten og sejlede så mellem fastlandet og nogle klippeøer Ile Järe og Ile Rion. Jeg var noget spændt på hvordan dønningerne ville opføre sig på det 8 m. dybe vand; men der var ingen problemer. Søerne havde ingen tendens til at brække. Vi var gået for motor ned til øerne og på den anden side satte vi storen og løb med agten for tværs hen langs sydkysten med de berømte calanquer - dybe indskæringer i den 200 - 300 meter høje klippekyst. Hvor det dog er svært at bedømme afstanden til en sådan høj og stejl kyst - det var rart med GPS'en. Jeg ville vældig gerne have været inde i en af calanquerne; men jeg havde hørt fæle historier om, hvad dønningerne kan anstifte af skader derinde og jeg ville først prøve med stabilt vejr, hvilket der ikke var nogen antydninger af. Flotte var de at se på udefra.
Vi løb så ind til Cassis - en lille by beskrevet, som en typisk lille fiskerhavn på Azur kysten. Jeg havde læst, at havnepengene i klubben på havnens vestside var rimelige; medens de på østsiden var ganske høje, så jeg forsøgte mig på vestsiden, som selvfølgelig ikke havde plads. Havnemesteren på østsiden var imidlertid en flink fyr - da vi tog afsted, betalte vi for at være under 8 m, selv om jeg sagde, at vi var 8,20 m - en væsentlig reduktion. Cassis var et meget hyggeligt sted med masser af turisme selvfølgelig; men den gamle bydel omkring havnen var fin med de typiske sydfranske cafeer langs havnefronten. Vi oplevede at se starten på et rally til Monte Carlo - et orienteringsløb for veteranbiler. Der var mange meget fine veteraner imellem.
Lizzie havde flybillet hjem til den 20. april fra Nice og hvis hun ikke skulle overnatte på hotel, skulle vi gerne nå Toulon. Vejret var stadig ustabilt; men den 17. lød vejrmeldingen på sydvest 3-4 senere 5. Det var det helt rigtige vejr; men da vi gik ud af havnen, stod der en meget fæl dønning. Jeg nøjedes med krydsfokken for ikke senere at skulle ud at skifte i de store dønninger. Først gik det ned forbi Cap Bec D’Aigle - så over bugten med Les Embiez - nogle små øer og skær - inden det store Cap Siciè. Det er 350 m højt og jeg er sikker på at det ser meget smukt ud i fint vejr; men med det vejr vi havde, virkede det mere truende. Vinden var perfekt; men det må have blæst godt i det vestlige Middelhav, for dønningerne var meget store og himlen var rigtig grå. Man skal vende sig til at sejle tæt ved sådan nogle klippekyster. Vi havde tilbagelagt ca. 15 sømil og manglede endnu 10 ind til Toulon. De sidste par timer havde vi sejlet på en lænser; men vi måtte nu holde mere til bagbord op mod Cap Cepet på halvøen St. Mandrier, som ligger som en kæmpe læmole mod syd for Toulon havn, så vi bjærgede spilerstagen. Vi udvekslede nogle skarpe synspunkter vedrørende sejlføring; men vi beholdt krydsfok og fuldt storsejl, selvom det pustede ret godt fra Cap Sicie. Vi rundede Cap Cepet og efter yderligere 3 sømils kryds ind mod ydermolen var vi så endelig i den enorme yderhavn. Herefter var der så stadig 1,5 sømil ind til den gamle havn og lystbådehavnen. Vi passerede et fransk hangarskib og efter 6 timer sejlads med flot sejlervejr, fortøjede vi mellem de andre lystbåde og i god tid, så Lizzie kunne se lidt af Toulon inden afgangen til Danmark.
Vort første indtryk af Toulon var ikke godt. Bygningerne lige omkring havnen er nogle kedelige beboelsesejendomme. Kun de traditionelle havnecafeer liver lidt op; men vi fik en fin spadseretur længere op i byen dagen efter og det var helt anderledes. Fine gamle bygninger, hyggelige gader og de sædvanlige franske boulevarder og parker. Efter Lizzies afrejse stuvede jeg lidt om i båden, provianterede med henblik på at ligge for anker, købte 15 m ekstra ankerkæde, så jeg har 25 m ialt og købte også en lang vandslange med sprøjtepistol. Det bruger man og jeg kan godt se, at det er dejligt at kunne spule, når man har mulighed for det, for det er utroligt, hvad havet lægger af salt på båden med en smule sprøjt.
Vejret for den22. lød godt, så ved titiden var der afgang til Porquerolles - den store af Iles d’Hyeres - meget omtalt for sin utrolige natur. Der var en fin agten-for-tværs. Flot sejlads for genua og storsejl og i det smukkeste solskin. Jeg passerede øens vestende med sømærket La Jaune Garde og Langouster bugten med en del både for anker. Kort før den lille by Porquerolles løb jeg ind i en bugt og ankrede sammen med en del andre både (der var forresten ankring forbudt). Jeg pumpede gummibåden op, roede ind og fik mig et første indtryk af øen og dens natur. Efter en god spadseretur roede jeg tilbage, lettede anker og sejlede sidst på dagen ind i havnen, hvor jeg lagde mig ved en bøje for natten og sparede en del havnepenge. Dagen efter gik jeg til kaj, pakkede en af cyklerne ud og tog på cykelcross i Porquerolles bjerge. Jeg var oppe i 140 m højde, beså 4 gamle forter, bar cyklen op og også ned af nogle afsindige stier, havde et lille hvil i Langousterbugten og var tilbage efter 6 timer - godt træt; men så havde jeg også virkelig oplevet Porquerolles natur.
Vejret var såmænd pænt nok den næste dag; men der stod en strid østenvind omkring 5. Jeg ville til Port Cros den næste af Iles d’Hyeres og der var lidt over 10 sømil. Det blev til 4 timers hårdt kryds; men først på eftermiddagen klarede det op, så jeg rigtig kunne nyde det flotte syn af den lille naturhavn med det lille fort ved indsejlingen og hele havnen omgivet af bjerge med skov. Der var så flot at det næsten gjorde ondt. Jeg gik en lang tur den eftermiddag og aften i bjergene. Om natten blev det et afsindigt uvejr og hele den næste dag styrtede det ned så det var godt jeg fik set øen den første dag.
Den 26. om morgenen forlod jeg Port Cros for at gå til St. Tropez - en strækning på 28 sømil - i strålende vejr og som dagen gik med fin vind. 7 timer tog det. Vinden agten - for- tværs og en temperatur, så jeg kunne gå rundt på båden uden en trævl på kroppen. Jeg ankrede i Baie Canebierre en lille bugt lidt øst for St. Tropez, så var der kun et kvarters spadseretur ind til byen. Jeg ved ikke, hvordan St. Tropez engang har set ud; men i dag er den da ikke noget særligt. Det har sikkert været en hyggelig lille fiskerby; men nu er det en håbeløs gang turisme, så jeg skyndte mig videre den næste dag.
Det blev til St. Raphael og det var meget bedre. Der er selvfølgelig masser af turisme de fleste steder på Rivieraen og St. Raphael er ingen undtagelse; men de lidt større byer har altid en kerne af det gamle, hvor man kan glemme turismen. Jeg hyggede mig et par dage der, dels fordi jeg var heldig at finde en plads i den gamle havn, hvor der var billigt og dels fordi den gamle bydel virkelig var meget hyggelig. Jeg fandt frem til en rigtig lokal "cave" således, at jeg kunne få fyldt mine vindunke et sted med lidt atmosfære. Det er ganske vigtigt , for så smager vinen meget bedre. Efter et par dage i St. Raphael sejlede jeg nogle sømil østpå til Agaybugten en stor ret beskyttet bugt, inden man sejler op i bugten ved Cannes. Jeg rekognocerede lidt med ekkoloddet, inden jeg lod ankeret gå. Det betalte sig. Jeg gik ikke på grund, da båden svajede rundt med vinden senere hen som andre, der kom efter mig.
Jeg gik ind i Theole sur Mer i bugten ved Cannes inden Cannes. Jeg var nede i kahytten, da jeg syntes, at jeg hørte dansk oppe fra kajen. Jeg kiggede op og kom i snak med et dansk ægtepar - pensionerede lige som mig - der havde lejet et hus en månedstid. Jeg blev inviteret på middag og havde en hyggelig aften, hvor jeg kunne snakke lidt afslappet på dansk. Mit franske går godt nok til det jeg skal; men afslappet konversation bliver der nu ikke ud af det.
Så var jeg et par dage i Cannes - et mondænt sted; men der var også hyggeligt nogle steder. Blandt andet var havnen på en eller anden måde ganske rar. Efter Cannes løb jeg til Antibes. Jeg ville egentlig have besøgt Ile St.. Marguerite; men med den lovede vind ville der være for uroligt, da man kun kan ligge for anker på reden. Antibes viste sig at have en kæmpe lystbådehavn med tilsvarende kæmpe priser for overnatning. Jeg har aldrig set og vil nok heller aldrig mere komme til at se så mange og meget, meget store lystyacter samlet. På trods af de kraftige havnepenge kunne jeg ikke koble strøm til båden. Jeg har 5 forskellige franske elstik; men i Antibes havde de endnu et nyt. Af en eller anden mystisk grund kom jeg gratis ind på Picasso museet.
Jeg skyndte mig videre til Nice næste morgen. Da jeg ankom, stod der en let dønning ind i havnen lige ind på den kaj, hvor man skulle lægge til for at henvende sig på havnekontoret. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg på at lægge til og flyttede så straks ind i den indre havn, inden jeg fik ødelagt skibssiden. På havnekontoret fik jeg en god plads og lå nogle dejlige dage i Nice - en charmerende by - med det gamle fæstningsterræn på toppen af en ret høj klippe lige ved siden af havnen lagt ud som park og den gamle utroligt hyggelige bydel nedenfor; mens den lidt nyere del bredte sig længere ud med brede boulevarder og storslået anlagte parker. Jeg troede, jeg havde fået selskab af et par andre danske både, da der ankom et par med dansk flag; men det var udlejningsbåde - dansk indregistret - med tyske besætninger. Nå, men så fik jeg da talt lidt tysk.
Øst for Nice ligger bugten med Villefrance. Der lå jeg for svaj en nat, gik i vandet og læste lidt. Hen på aftenen kom der lidt dønninger rullende ind i bugten og jeg lagde også et trækanker ud for at holde stævnen oppe i dønningerne. Det er knap så ubehageligt at ligge og nikke fremfor at ligge og rulle. Næste dag regnede det og vejrmeldingen lød på sydvestlig vind, så sidst på dagen sejlede jeg ud af bugten rundt om Cap Ferrat for at lægge mig for anker i en bugt på nordøstsiden af halvøen. Jeg var fremme ved 23-tiden; men bugten var utroligt urolig på grund af gårsdagens sydlige vinde, så jeg sejlede et par mil nordpå til Beaulieu-sur-Mer og var så fortøjet ved 24-tiden. Det var et kedeligt sted - en billig, veludstyret, moderne marina; men så kedelig at jeg næste morgen gik ned i den bugt, jeg ville have ankret i den foregående dag. Dønningerne havde lagt sig og jeg havde en dejlig dag og nat for svaj. Da jeg lettede næste morgen gik jeg forbi Monaco da jeg havde læst mig til at det skulle koste 250 franc pr. døgn (senere blev jeg belært om, at jeg med garanti var blevet smidt ud af havnen, da båden ikke var fin nok. Det havde andre prøvet med både, der var større end min og det på trods af, at de nærmest havde søgt nødhavn på grund af vejret). Jeg sejlede til Menton, som ligger lige ved grænsen til Italien for at vente på Lizzie, som skulle komme med fly til Nice den 18. Jeg nåede at lære et par af de hjemmehørende sejlere så meget at kende at det kunne blive til en lille sludder på fransk.
I mellemtiden traf jeg forberedelser til at reparere motor. Den tabte igen for meget kølevand på grund af en læk ved en af frostpropperne i et af topstykkerne og min motorreparatør i Flensborg ville sende mig et andet topstykke. Den 18. hentede jeg så Lizzie i Nice og dagen efter måtte vi flytte båden fra havnen over i marinaen. Jeg kunne ikke blive i den gamle havn hvor det kun
kostede 43 frc. i døgnet; men marinaen var meget roligere at ligge i når det blæste op så pyt da. Tiden gik - intet topstykke. Vi blev fine venner med et fransk ægtepar, der boede i en motorbåd ved samme bro - René og Marie Louise og det var rigtig godt for mit franske for de kunne kun fransk. Vi spiste middag hos hinanden og de tog os på et par køreture i omegnen. Vores gode venner Bente og SAN kom på besøg et par dage. Dem var vi også på tur med. Vi kedede os bestemt ikke. Vi havde vore cykler, vi tog på busture i omegnen og gik i vandet hver eneste dag - men intet topstykke. Først manglede motormanden i Flensborg reservedele - så var der arbejdsnedlæggelse ved det franske toldvæsen, der jo egentlig ikke havde noget med min pakke at gøre, da vi jo var i EU sammen; men til sidst ankom det da. Jeg byttede topstykket og vi gjorde klar til at afgå til Calvi på Korsika.
Vi ventede et par dage på det rigtige vejr - man meldte 6-7 fra sydvest og det var noget i overkanten og samtidig fra en dum retning; men så kom der en melding med lette vinde. Kl 0230 natten til den 14. begyndte vi på de 92 sømil til Calvi i vindstille. Det blev en begivenhedsrig overfart. Først opgav lanternerne i stævnen og jeg havde endda lige afprøvet alle lanterner dagen før. Vi fortsatte, idet vi brugte lanternen i toppen - ikke lige efter søvejrsreglerne; men vi viste da rødt, grønt og hvidt, selvom lanternen for sejlads med motor sad under navigationslysene. Det blev lyst. Stadig uden vind. Omkring kl. 1000 så vi hvaler. Først et par på nogen afstand. Derefter et par lige foran. Sikken nogle kæmpedyr - i hvert tilfælde større end bådens dobbelte længde. Vi sejlede respektfuldt udenom. Så kom der delfiner. To meget store og derefter et par flokke med mindre dyr. Der kom også et par besynderlige fisk. De var flade ligesom rokker. De skød op over vandet i en halv meters højde og faldt så ned med et ordentlig plask.
Kl 1500 gik motoren i stå. Motoren kogte over. Kort efter kunne jeg heldigvis dreje motoren med hånden, så den havde nok ikke taget alvorligt skade på trods af, at den havde sat sig. Vi satte sejl; men der var absolut ingen vind. Så konstaterede jeg, at en af limningerne i den reparerede mastefod havde givet sig. Jo det gik bare derud af. Omkring kl. 1800 kom der en pæn vind fra sydvest og med en nydelig foran - for - tværs begyndte vi at gøre fart. Korsikas bjerge dukkede op - med sne på de højeste. Det så godt ud i den varme. Det begyndte at mørkne og vi gik efterhånden 5 knob for genua og storsejl; men fyret ved Calvi dukkede ikke rigtigt op. Det har en teoretisk synsvidde på 21 sømil men først på 7 kunne det lyse igennem disen, der dannede sig efter solnedgang. Det er nu rart med den GPS. Da vi løb ind i bugten ved midnatstid, skiftede vi genuaen ud med krydsfokken. Vi skulle jo i havn for sejl. Der var nu ingen grund til bekymring - vinden døde næsten og det var med nød og næppe, at vi nåede ind og fik fortøjet. Der var en utrolig larm med jazzmusik - vi var faldet ind midt i Calvi jazz -festival.
Næste morgen, da vi forberedte morgenmad, kom der en gummibåd med en mand og en kvinde, som råbte: "Davs" Det var Karin og Jørgen i en Great Dane ved navn ”Perib” og vi fik en lang snak til morgenmaden; men så skulle jeg jo også i gang med motoren. Jeg konstaterede, at sikringen til ferskvandskølepumpen var gået og at plusledningen var gnavet igennem. Jeg skiftede sikring og ledning og så fungerede motoren bare igen. Den følgende nat lå vi i havn til 122 frc. i døgnet, så om morgen flyttede vi ud på bugten for anker sammen ”Perib” og en mængde andre fattigrøve og der ligger vi, mens jeg skriver dette. Vi har hørt en hel del jazz, beset den gamle bydel, drukket kaffe, vin og øl i cafeerne på kajkanten. Jeg har repareret lanterner. Det var en af de få tilbageværende oprindelige ledninger, som var irret igennem, så jeg har måtte trække en ny inde i båden. Mastefoden har jeg spændt noget jern omkring, så holder det nok, til vi når Elba, hvor der ligger et par yachtskibsværfter. Der må vi så finde ud af, hvad vi skal stille op med masten. I mellemtiden er ”Perib” gået ned langs Korsikas vestkyst; mens vi skal nord om Cap Corde til Elba. Hvis vejret er til det, går vi langs nordkysten til St. Florent i morgen. Vi hører det er noget køligt hjemme - det er det så sandelig ikke her. Alt går i stå mellem kl 1200 og 1500 på grund af varmen, så vi kan godt undvære noget; men vi klager ikke. Nok for denne gang.
Hilsen Lizzie og Owe på Brunhilde.
Brunhildes besynderlige rejse 6.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Vi ligger i en lille by. der hedder Camerota og venter på det rigtige vejr. Vores næste havn hedder Vibo Valentia og ligger ca. 150 km SSE herfra og mellem Camerota og Vibo Valentia er der ingen steder at gå i havn, så vi vil have det rigtige vejr, inden vi stikker ud. Vi har været her i snart 3 døgn med fint, fint vejr; men den italienske vejrtjeneste truer hele tiden med sydvestlig vind styrke 6 - 7 bft. og det gider vi ikke rigtigt. Nå, men så har jeg givet mig til at skrive på det næste afsnit. Det er jo ved at være tid.
Sidst jeg sendte brev, lå vi i Calvi på Korsika - motoren gik igen fint; men jeg havde konstateret, at limen i den reparerede mastefod ikke rigtig syntes at have hærdet og jeg havde lavet en midlertidig reparation med nogle jernbeslag.
Den 23. juni forlod vi Calvi og sejlede langs kysten østpå til St. Florens i hjørnet, hvor Korsikas kyst går nordpå. En varm dag uden vind; men en flot kyst at se på og jeg så for første gang flyvefisk. St. Florens er en hyggelig lille by og vi blev der nogle dage længere end påtænkt, for det gav sig til at blæse 6 -7 bft. fra nordvest. Jeg skiftede olie på motoren og efterspændte topstykkerne med det resultat, at jeg knækkede hulskruen, der holder røret med olie til vippemekanismen på den ene cylinder. Næste dag mosede jeg byen rundt for at finde en ny. Jeg fik sandelig lært byen at kende; men jeg fandt da en, så vi kunne komme videre. Den 28. meldte de variabel vind 2 - 4 bft. om formiddagen og nordvest 3 - 5 om eftermiddagen, så vi forlod St. Florens nordpå langs kysten til Cap Korsika. Vi gik for motor hele vejen til kapet, for der var næsten ingen vind. Ved kapet kom nordvestenvinden; men der stod nogle fæle dønninger, så vi ventede med at sætte sejl, til vi kom lidt i læ på østsiden. Jeg var på dækket i færd med at sætte sejlene, da Lizzie råbte:" Se delfiner" og jeg nåede at se to i flot formation dykke lige under boven og også tydeligt se den hvide tegning på bugen. Det var nogle store fyre. En time senere kastede vi anker i bugten ved Macinaggio. Hvor var der dog flot. Rullende terræn med græsmarker og skov og vandet var krystalklart. Omsider fik jeg Lizzie til at gå i vandet fra båden. Vi gik ind til den lille by og brugte vore sidste francs - næste gang ville vi være i Italien.
Næste morgen lød vejrmelding på nordvest 2 - 4 senere 3 - 5 og vi foretog et sidste besøg i byen, for at se om det skulle være post - men nej - og så var der afgang for motor. Halvanden time senere begyndte der lidt vind, som lovet fra nordvest og lidt senere gik det rigtig flot med en halvvind i omkring 6 timer. Så døde vinden og motoren måtte i gang; men vi sejlede da de 40 sømil på ca. 9 timer og kl. 2030 lod vi ankeret gå i bugten ved Portoferraio på Elba. Vi var i Italien. Næste dag, efter at have hævet nogle lire, gik jeg på jagt efter nogen, der ville reparere min mast. På bådværftet Edil Nautica havde de en engelsk snedkerpige, som havde tid, så om eftermiddagen sejlede vi ind til værftet og gjorde masten klar til at blive taget ned og næste morgen kom den ned og vi lagde os øjeblikkelig ud for anker igen. Det bliver meget varmt midt på dagen; men ude på bugten er der som regel lidt luft, som svaler lidt. Iøvrigt kostede det 160 kr. i døgnet at ligge i værftets havn, så vi udstod gerne den irriterende rullen på grund af speedbåde og færger. Vi roede ind i havnen og hentede vand og tog bad med en vandslange. Det skulle være på bestemte tider. Vandet er kun til rådighed 3 gange 1½ time om dagen og det smager ikke godt. Der er for lidt vand på Elba, så vandet til Portoferraio kommer med tankbåd fra fastlandet og de fleste drikker vand fra plasticflasker, man køber i forretningerne.
Jeg var været inde og se til masten. Mastefoden var skilt ad og man kunne tydelig se, at det var limen, som Herman i Monnickendam brugte, der ikke havde villet hærde rigtigt. 3. juli var en søndag og snedkerpigen drak sig fuld om aftenen, så hun næste dag havde nogle meget alvorlige tømmermænd og den 4. juli lå arbejdet så også stille. I mellemtiden kom der en dansk båd "Malik" med Svend og Ingelise. Båden skulle på land i Portoferraio og så skulle de hjem i et par måneder. Da de havde fået båden op, tog vi ud og spise sammen - et meget hyggeligt sted. Et rigtigt landsbypizzaria med italiensk mad. Lizzie endte endnu engang med at bestille muslinger på trods af oplevelsen i Marseille; men som vi blev enige om :" Hvis man drikker rigeligt med vin til, sker der ikke noget". Vi andre tog pizzaer; men for at være solidariske drak vi også rigeligt med vin. Den 7. var masten klar og jeg tog ind for at male den og så skulle den op den næste dag. Den 8. gik vi i havn, fik masten op og sat fast med undervanter, betalte 4000 kr. og 2 timer efter var vi ude på reden igen. Dagen gik med at fastgøre vanter og stag og i den hede var det ret hårdt; men så meget desto bedre var det om aftenen at tage ind og spule sig godt af med vandslangen. Vi roede ind i gummibåden, når vi besøgte byen - en rotur på omkring 1 km. og den dag blev vi trukket ud igen af en anden gummibåd med motor. Det var et schweizisk ægtepar, hvis båd lå for svaj ved siden af os. Senere blev vi inviteret over på en øl og en snak og vi aftalte at gå ud og spise sammen, når de havde fået deres båd på land næste dag. Den 9. brugte vi til lidt sightseeing af blandt andet Napoleons residens, da han var i landflygtighed på Elba og vi prøvede endnu engang, om der skulle være post; men det var der ikke og om aftenen kørte vi så i ”naboens” bil ud til et sejlercenter i bugten. På restaurationen spiste vi en forrygende middag, som de betalte på trods af vore protester. Det blev en flot dag.
10. juli stod vi tidligt op og sejlede af sted til Livorno, der ligger 45 sømil mod nord. Vi trak ankeret kl.0800 og gik nordpå for motor. Ved middagstid kom der vind fra nordvest og for stor og genua gik vi 4,5 knob. Kl.1700 spidsede vinden og vi tog den sidste bid på motor. Inde i den store havn fandt vi lystbådehavnen. Vi lagde vort agteranker ud og stævnen ind til kajen ved siden af flydebroerne til lystbådene og slap for at betale havnepenge. Der er langt at gå fra lystbådehavnen, før man er i byen; men se os om skulle vi, så om aftenen var vi ude at spise på en lille restaurant og næste dag tog vi en bus ind til centrum, gik rundt og kiggede, købte en potteplante, spiste frokost på et pizzaria og tog så om eftermiddagen tilbage til båden og pludselig stod "Niche" på kajen og råbte: "Davs". Niche er italiener; men han har været dansk gift og har boet 10 år i Danmark. Han er utrolig venlig og charmerende og elsker at tale dansk. Samtidig er han pensioneret og har derfor masser af tid. Han tog os rundt i byen og omegnen og næste dag kørte han os op til Arnofloden for at møde en af hans mange venner. Denne ven Giancarlo ejede et par bådebroer på floden og vi fik lovning på en plads i en uges tid. Vi skulle nemlig have besøg af vores søn Henrik med kone og børn og min gode ven Peter, som sejlede med til Holland og hans kone Eva. Peter og Eva er også Henriks svigerforældre og sammen havde de lejet et hus i nærheden af Pisa i en uge og dem ville vi gerne være sammen med. Vi brugte endnu en dag i Livorno, som vi syntes bedre og bedre om, jo mere vi kom til at kende den. Havnen var meget spændende. Der skete noget hele tiden lige foran vores øjne. Der var store skibe, slæbebåde, fiskekuttere, toldbåde og lystbåde. Hele tiden var der noget at se på; men der var også meget uroligt. Fiskekutterne var de værste. Når de vendte hjem om natten, kunne de ikke finde ud af at sætte farten ned og resultatet var nogle bovbølger, som af og til kunne få masterne på sejlbådene ved flydebroerne til at banke sammen. Vi lå egentlig bedre ved kajkanten, hvor vi ikke kunne nå masten fra en anden båd.
Efter at have sagt på gensyn til Niche med en aftale om at mødes i Talamone gik vi den 14. op til Arnofloden. Der er kun 10 sømil og da vi nærmede os floden, stoppede vi motoren og jeg hoppede i baljen for at rengøre vandlinien, som var blevet grundigt snavset i Livorno. Så gik vi ind over barren og op ad floden til Giancarlos bådebroer. Arnofloden kan minde lidt om Haderslev fjord. Familien ankom den 16. og så flyttede vi op til dem oppe i bjergene i det hus, de havde lejet og holdt lidt ferie fra båden bortset fra de to gange, hvor vi tog dem ud for at sejle på Middelhavet en lille tur. Den uge så vi Italien fra bil. Den 22. flyttede vi tilbage i båden og sagde farvel til familien, som skulle køre hjem meget tidligt næste morgen.
Den 24. forlod vi Arnofloden tidligt om morgenen for at tage tilbage til Elba; men denne gang skulle vi til Porto Azzuro på østkysten - en tur på 60 sømil. Som sædvanlig måtte vi bruge motoren om formiddagen og kunne sejle for sejl om eftermiddagen for så sidst på dagen at starte motoren igen. Omkring kl 1900 løb vi ind i Azzurobugten ind til en strand, der hed Barbarossa strand og lod ankeret gå på 10 m vand, hvilket er lidt ubehageligt med mange både omkring. Vi har kun 25 m kæde og må også stikke en del trosse ud, for at ankeret kan holde, hvis det blæser lidt op; men så længe det ikke blæser ligger vi og flyder rundt, mens de andre, der kun bruger kæde, ligger helt stille. Jeg har en blyklods, der vejer ca. 3 kg, som jeg firer ned ad trossen til bunden med en tynd line og det virker meget godt. Så ligger vi også uden at flyde rundt; men det er lidt bøvlet, hvis man skal have ankeret flyttet. Jeg hoppede i vandet for at køle lidt af; men svømmede ind en særdeles ondartet brandmand. Den rørte mig heldigvis kun på den ene arm; men du store hvor det sved.Jeg nærmest gik på vandet tilbage til båden og i dag hvor jeg skriver dette - næsten 2 måneder efter - kan jeg stadig se det ar, der opstod der, hvor den rørte mig. Hele næste dag lå jeg totalt brak med en ustyrlig mavepine. Den følgende dag flyttede vi om til en anden ankerplads, så vi lå lidt tættere ved byen og den lille havn og derfor ikke skulle ro så langt. Vi skulle ikke i havn, hvis det kunne undgås, for overnatningsprisen kan være hårrejsende indenfor sæsonen her i Italien - som regel over 200 kr. for en lille skude som vores. Det var iøvrigt en populær bugt, nærmest international. Jeg talte 7 forskellige nationers flag.
Den 28. var vi på farten igen for motor hele vejen til Castiglione di Pescaia en tidligere fiskerby. Den var meget idyllisk og derfor er den i dag nærmest en turistby. Vi var nu tilbage på fastlandet og gik den 30. videre til Talamone, hvor vi skulle prøve, om vi ikke kunne mødes med Niche, der var på ferie med sin familie på en campingplads i omegnen. Vi havde en fin vind om eftermiddagen; men det var noget af et cirkus, der mødte os, da vi kom frem. Talamone havn var ved at blive uddybet og en masse bådepladser var midlertidigt nedlagt, så der lå en mængde både for anker på reden i det nærmeste område. Vi fandt os en plads i havnen uden på en slæbebåd, der lå uden på to store lægtere. Efter at vi havde fortøjet, kom der et par både, der lagde sig uden på os - og så skulle slæbebåden ud!!! Da den var afgået, lagde vi os ind på lægterne igen - denne gang yderst, da de to andre lystbåde var en del større end os. Ham, vi nu lå udenpå, begyndte at bære en masse dykkergrej ombord og jeg gav mig bare til at hjælpe ham - heldigvis. Bagefter fik vi en snak på engelsk. Han var jurastuderende i Rom og havde lånt båden af sin onkel, så de kunne sejle til Korsika og dykke. Jeg fortalte, at vi var på vej sydover og håbede at finde en måde at besøge Rom på, hvorefter han straks tilbød, at vi kunne låne hans værelse at bo i !!! Det sagde vi ikke nej til og på skibstelefonen fik han arrangeret, at vi bare kunne hente nøglen hos portieren. I mellemtiden kom Niche sejlende fra campingpladsen i sin lille jolle. Han havde genkendt os på Lizzies potteplanter fra Livorno, som vi altid havde stående i cockpittet, når vi ikke sejlede, før han havde set Dannebrog. Han inviterede os til "forsamlingshusfest" sammen med hans venner næste aften og så sejlede han hjem og vi gik op spiste med kniv og gaffel i den smukke gamle by.
Næste morgen sejlede vores "nabo" den jurastuderende afsted til Korsika med sine venner med ønsket om, at vi ville have nogle gode uger i Rom. På grund af slæbebåden var vi noget på standby hele dagen; men da Niche kom for at hente os, var den på plads og han fik en snak med sjakformanden, så vi var sikre på, at der ikke skulle ske mere den dag og så tog vi til fest. Sportsforeninger arrangerer spisning med efterfølgende bal til meget rimelige priser - noget Italiens politiske partier har taget op. Anklager for korruption fyger mellem partierne i denne tid og derfor er man meget varsom med at modtage penge til støtte for det politiske arbejde. Forsamlingshusfester er således en af de få muligheder, partierne har for at samle midler og vore værter den aften var vistnok de italienske venstresocialister; men maden og musikken kunne man ikke klage på og der var ikke det mindste tilløb til politik. Dagen efter var vi til frokost hos Niche og på en eller anden måde havde han fået det arrangeret med sjakbajsen, for vi havde ikke flere problemer med slæbebåden. På vej til Niche besøgte vi den nu nedlagte base Orbetello for amfibiefly. Derfra startede man i gamle dage til USA. Sikken en lufthavn. En meget stor og lavvandet sø med ramper til at trække flyene op. Nu havde blandt andet en sejlklub overtaget noget af området - Niches venner selvfølgelig. Efter frokost prøvede jeg Niches jolle og til sidst skulle vi lige hilse på en pensioneret italiensk flyvergeneral (86 år), som også camperede på pladsen. Inden vi så os om, havde denne inviteret os til frokost næste dag. Det kunne vi ikke sige nej til, så den følgende dag med Niche som tolk fik vi hørt noget om hans oplevelser i den anden verdenskrig. Han blev bl.a. sendt til Belgien, fordi italienerne skulle deltage i slaget om England. Det blev ikke rigtigt til noget. Italienerne var hurtigt taget hjem igen, fordi de havde været rædselsslagne over at skulle flyve i det vejr. Han havde været med i kampene over Malta og var blevet skudt ned.
Den 2. august kl. 0530 - sort nat - forlod vi Talamone for motor rundt om Argentario - en halvø og en slukket vulkan. Her blev det lyst og vi sejlede tæt ind under kysten for klippesiderne falder stejlt til stor dybde langs Argentino. Endnu engang god vind ved middagstid og for sejl med en fin halvvind nåede vi omkring kl. 1800 til Fiumicino ud for Rom og gik over barren ind i havnen gennem nogle grove søer i havnemundingen. Inden for langs kajen lå Orla og Inga fra Hundige i en Vega. De havde fået et sabbatår og var sejlet hjemmefra i maj, så de havde haft fart på. Længere inde lå en båd fra Sønderborg med et ungt par på forældreorlov. Næste dag fandt vi et indhegnet område med et stykke kaj lidt oppe ad floden, hvor vi for 600 kr. kunne have båden liggende 1 måned. Der løb vi ind, lagde båden til, fjernede alt løst fra dækket og demonterede stævnsbeslaget, som var revnet, således at vi kunne få det svejset, mens vi var væk og den 4. august tog vi toget ind til Rom, til den lejlighed vi kunne låne. Om aftenen ringede Lizzie til sin mor og fik at vide at Peter, som havde været meget syg, siden han var kommet hjem fra Holland, var død for nogle dage siden og at han skulle begraves den 6. Så næste dag gik det tilbage til lufthavnen i Fiumicino og med fly til Hamborg, for at blive hentet der.
Efter begravelsen tog vi den 8. tilbage til Rom og indlogerede os i lejligheden igen. I Fiumicino blev Lizzie holdt tilbage i paskontrollen, fordi hendes nye EU pas faldt fra hinanden, så det nærmest var et løsbladssystem. Der sad vi mellem adskillige mennesker, der virkelig havde problemer med at komme ind. Efter 1½ time blev Lizzie sluppet ind med besked om at finde noget scotchtape, der kunne holde passet sammen; men de andre blev siddende for at blive udvist for bestandigt.
Vi havde 10 dejlige dage i Rom. Det var frygtelig varmt midt på dagen, så der var vi hjemme i lejligheden for at sove; men om formiddagen og om aftenen strejfede vi rundt i Rom, for at få set alt det en turist skal se og lidt til. To gange blev jeg bestjålet. Den ene gang i Metroen snuppede en knægt pengene i min lomme. Det var kun nogle små sedler, da jeg havde min pung i min rygsæk. Jeg mærkede imidlertid lige hans hånd, da den kom op af lommen, fordi jeg selv lige på det tidspunkt stak min egen hånd ned for at sikre mig, at pengene stadig var der og det var de så ikke. Jeg sagde til Lizzie: "Han stjal s'gu mine penge" Han vendte ryggen til mig og skulle lige se, hvor meget han havde snuppet. Derfra hvor Lizzie sad, kunne hun lige se det og hun rejste sig halvt op, snuppede pengene ud af hånden på ham og gav mig dem, idet hun sagde: "Thank you". Han så temmelig fjoget ud i hovedet; men sagde ikke noget. Folk rundt omkring morede sig åbenlyst og fyren og hans kammerat stod af ved den næste station. En anden gang ved Forum Romanum blev jeg omringet af en række piger og drenge, som snakkede og gestikulerede. Klog af skade holdt jeg hænderne i lommerne, hvor pengene var; men de stjal min italiensk-dansk ordbog op af min rygsæk. Den kunne de ikke bruge til noget, så den gav de mig igen.
Den 18. tog vi tilbage til Brunhilde og den 19. brugte jeg til at montere stævnbeslaget og spænde riggen op igen. Den 20. forlod vi Fiumicino og fulgte kysten til Anzio. Når man skal ind til Anzio, må man ikke gå for tæt på, når man runder pynten for at gå østpå til indsejlingen, for der - uafmærket - ligger Nero's gamle havn lige under overfladen. Vi maste os ind mellem fiskerbådene og slap derfor for at betale havnepenge og det var også meget hyggeligere. Vi blev 2 døgn i Anzio - stedet for den allierede landgang i Italien - og så fik jeg lejlighed til at genmontere ledningen til radioen. Den var korroderet over der, hvor den var loddet på.
Fra Anzio satte vi kurs mod øen Ponza. Det var det sædvanlige stilfærdige vejr og hen på eftermiddagen fik vi klippeøerne i sigte og vi holdt den sædvanlige respektfulde afstand til kysten - vel udenfor 20 meter kurven. Vore søkort er alle i skala 1:300000, så detaljer er ikke nemme at få med. Først når vi nærmer os bestemmelsesstedet, som vi har slået op i "lodsbogen" og derfor kender eventuelle kritiske punkter i området, nærmer vi os kysten, så vi nøjedes med at beundre Ponza's utrolige klippeformationer på god afstand, indtil vi var ved bugten, hvor øens eneste lille by ligger. Der var rimelig god plads i bugten, da vi lod ankeret gå; men det varede kun et par timer, så var der næsten ikke til at være for både. Vi var heldige at bjærge os 10 liter vand til tanken, så vi havde lidt til at vaske med. Sådanne steder er der ikke for meget vand om sommeren.
Natten til den 24. var der temmelig uroligt i bugten og da vi hørte vejrmeldingen, lød den på vind fra sydøst 4 bft. med et lavtryk på vej og der var kulingvarsel for Elba området og Bonifaciostrædet. Vi havde ikke lyst til at blive blæst inde på Ponza, så vi bestemte os for at komme ud af røret i en fart. Udenfor var søen betydelig værre, end jeg havde forudset. Med vinden lige i stævnen huggede vi afsted for motor med kun 4,5 knob. Den modgående sø snuppede en hel knob; men hvad vænner man sig ikke til. Så da vi kom til øen Ventotene, blev vi enige om, at der ønskede vi heller ikke at blæse inde og vi forsatte mod Ischia. 11 timer blev det til, inden det var overstået. Vi løb ind i havnen Casamicciola ved siden af Porto d'Ischia og vi trissede lidt rundt i havnen og så os omkring. Vi havde ikke lyst til at lægge os ind til kajen indrettet til lystbåde for, vi anede og fik senere bekræftet en pris på omkring 200 kr. i døgnet. Så var der en, der vinkede os ind til en nærmest usynlig plads mellem en 4-5 lystbåde på færgekajen. Ham der vinkede os ind var italiener; men kunne tysk, da han havde arbejdet i Tyskland i nogle år. Havnekaptajnen kom og vi fik med vores italienske ven som tolk at vide, at vi alle skulle være væk inden kl. 1000 næste dag. Vi fik en hyggelig snak med vores "nabo". Han hed Vito og sejlede i en ca. 22 fods motorsejler sammen med sin kone Clementine, deres voksne søn Gino og dennes kammerat, så der var trængsel på den lille båd. Næste dag ved 10-tiden kom der en færge; men den skulle ikke ligge der, men længere ude ad kajen. Først ved 14-tiden kom der en meget stor motor-cruiser, som blev liggende midt i havnen, mens man sendte en jolle i land for at sondere terrænet. Min nabo til den anden side på en ret stor sejlbåd, (han kunne også lidt tysk) som også havde lidt erfaring i disse sager sagde: "Lad os nu se hvad der sker". Efter en times tid lagde cruiseren sig ud, hvor færgen havde ligget og alle åndede lettet op. Lidt efter kom havnekaptajnen farende helt blå i ansigtet, hvilket ikke rørte nogen; men vi lovede, at vi næste dag inden kl. 1000 ville være borte. Vores ven Vito spurgte om, vi næste dag ville med til øen Procida lige øst for Ischia. Der var han godt kendt og der skulle vi nok finde gratis plads. Det sagde vi ja tak til og så tog Lizzie og jeg på en bustur og var ude at spise i en billig, men god restaurant.
Næste dag gik vi til Chiaitella på Procida sammen med Vito og hans familie. Vi satte bare genua og gik 4 knob; men da vi kom i havn begyndte problemerne. For ikke at betale skulle vi ind mellem fiskerne; men ankeret ville ikke holde. Det kom hele tiden fri fyldt med tang. Da vi forsøgte for femte gang, fik vi ankertovet i skruen og måtte fortøje langs en fiskerbåd. Vito's søn Gino, som scubadykkede, fik ankertovet viklet ud af skruen og jeg gav ham 100000 lire og alle var glade. Ankeret blev roet ud og fik fat, vi fik kold rødvin og en stor portion saltvandskrebs af Vito. Dem kogte Lizzie; men Vito holdt en større middag med familie på kajen; så vi fik serveret spagetti med krebs, fritterede blæksprutter og grillstegt vildsvin. Joh de spiser godt i Napoliområdet. Om aftenen gik det helt galt med ankeret. En racerbåd med to kæmpemoterer havde besvær med at lægge til ved marinaens flydebro og forvildede sig herunder ind mellem kutterne. Pludselig drev Brunhilde ind til kajen og da jeg trak i ankerlinen, var den skåret over. Næste dag fandt vi adskillige stumper af min ankerline flydende i havnen; men selve ankeret kunne vi ikke finde, selvom Gino undersøgte bunden på kryds og tværs. Til sidst gik jeg op og købte et nyt til 320 kr. Det var ikke så galt. Det nye anker blev rigget til med 10 m. kæde. Det skulle det have været fra begyndelsen.
Den 30.sejlede vi til Napoli. Havnelodsen beskrev en havn Santa Lucia ved byens midte og der havde vi til sinds at prøve, selvom jeg var klar over, at det kunne blive svært at få plads. Efter 3 timer for motor var vi fremme og jeg så en mindre sejlbåd forsvinde bag en mole. Jeg tænkte: "Det prøver vi". Inde i havnen var der en flink fyr, der kunne lidt fransk, som anviste os en plads for en nat gratis - ham der ejede pladsen, kom hjem næste dag. Det var den perfekte havn - lige ved byens centrum - nærmest som at ligge ved Langelinie i København. Oven for havnen lå kongepaladset Palazzo Reale, formodentlig Napoli's største seværdighed. Vi var ikke meget for at forlade den havn. Bag os ca. 15 m lå der en stor rusten bøje. Den trak vi os ud til og med en lang line ind til land fortøjede vi til den næste morgen og roede så ud og ind i gummibåden. Det blev til 3 dage i stedet for 1. Ejeren til pladsen, vi først lå på, kom iøvrigt ikke i de 3 dage, vi lå der. Vi besøgte Palazzo Reale og sov til middag på græsset i parken, var på museum i en gammel fæstning ved havnen, hvor vi om aftenen så film i borggården. Vi beså et par meget interessante kirker og fandt os selvfølgelig en herlig restaurant i en mørk sidegade. Det var nogle dejlige dage.
Fra havnen i Napoli havde vi selvfølgelig udsigt til Vesuv og den 2. september gik vi til Torre del Grecco - en forstad til Napoli - lige under Vesuv. I havnen lå der en amerikansk sejlbåd, som vi kom til at fortøje ved siden af, samt lidt længer borte en belgisk sejlbåd. Vi tog en bus til Herculaneum sammen med besætningerne på disse både. Man skal købe busbilletter, før man står på bussen som regel i tobaksforretninger og jeg prøvede flere gange; men der var udsolgt alle steder!!! Den første chauffør tog 1000 lire - men ikke før vi stod af. Garanteret til hans egen lomme. De andre gange ville chaufførerne ikke have penge.
Det var meget betagende at se den udgravede by Herculaneum, som Vesuv havde begravet omkring 50 år efter Kristi fødsel. Om aftenen havde vi et kraftigt uvejr med masser af lyn og torden. Imponerende kulisser til Vesuv og dagen efter tog vi til Vesuv sammen med amerikanerne og belgierne. Da vi ventede på på bussen, kom der en taxachauffør, der tilbød at køre os derop for 10000 lire pr. næse mod 4000 med bussen. Chaufføren sagde, at tovbanen var i stykker og at vi skulle gå et langt stykke, hvis vi tog bussen; men han ville køre os helt til krateret. Jeg var meget mistænksom og vi takkede nej. Da vi kom derop med bussen, var det rigtigt, at vi skulle gå ca. 30 min. op til kanten af krateret. Det med tovbanen var delvis rigtigt. Der havde vist engang været noget tovbane; men det eneste der var tilbage nu, var nogle stumper beton og et par gamle rustne og knækkede wirer. Det var derimod pure løgn, at han kunne køre os længere end bussen. Fra den plads, hvor bussen holdt, var der fast afspærret og det var kun en smal spadseresti, der forsatte op mod krateret. Det var en fin tur at gå. Krateret var helt koldt; men der sivede lidt svovldampe ud hist og her. Vi var oppe i ca. 4000 fod og temperaturen var dejlig sval og udsigten fabelagtig.
Vi forlod Torre del Grecco den 5. september og aftalte med belgierne, at vi skulle mødes i Amalfi. Det blev for motor hele vejen; men langs en utrolig flot kyst med bjerge op til 5000 fod og små byer, der kiyngede sig til bjergsiderne. Undervejs sejlede vi gennem sundet mellem fastlandet og Capri; men Capri skulle vi ikke ind til. De snakker om havnepenge på 700 kr. i døgnet; men vi blev heller ikke snydt med Amalfi, som var fin lille by omkring en hyggelig havn. Gule, lyserøde og hvide huse kravlede op af de stejle sider op til omkring 2000 fod. Belgierne kom ikke og vi bestemte at blive der en dag ekstra, da der var så dejligt. Er det ikke fantastisk, at man kan bestemme at blive en dag ekstra, uden at det har nogen konsekvenser, bare fordi man er pensioneret. Så den 7. sejlede vi så videre til Agropolis. Efter en fin eftermiddagsvind nåede vi
frem og gik ind i havnen og der lå belgierne. Vi fik fortøjet ved siden af dem og fik en forklaring på, hvorfor de ikke var kommet til Amalfi. Da de passerede udfor Amalfi, havde deres GPS vist, at der manglede 11 sømil endnu, så de var endt i Salerno. Derfra var de så gået til Agropolis. De havde haft en del vrøvl med selvsamme GPS før, så det havde været klogt at følge lidt med på kortet (Det er det altid). De kort vi sejler med er jo ikke frygtelig detaljerede, da der så ikke havde været plads til dem i båden (og jeg ved iøvrigt ikke, hvordan jeg skulle have fået alle de penge til kort fra); men med en lille smule kortlæsning og bestikberegning i hovedet kan man da ikke sejle 11 sømil galt. Belgierne, der iøvrigt hed Freddie og Daniella, kørte til Civitta Vechio nord for Rom for at bytte deres GPS - en tur på 880 km - medens Lizzie og jeg besøgte Paestum en græsk ruinby med de mest utrolig velholdte templer. Byen skulle være uddød meget pludseligt muligvis på grund af en malariaepidemi og var ukendt af alle andre end de lokale indtil omkring 1700. En stor oplevelse.
Jeg havde oprindeligt regnet med, at jeg skulle overvintre et sted på Sicilien, mens belgierne havde planlagt, at det for deres vedkommende skulle ske i Grækenland. Efter en del snak indviligede jeg i, at vi skulle planlægge på Grækenland sammen. Jeg havde kun søkort til Tarantobugten, bortset fra et græsk udgivet søkort over den græske ioniske kyst (græske bogstaver). Jeg lånte Freddies græske lods og lidt andet materiale og skrev noget af og lavede nogle skitser med kalkepapir over aktuelle anløbspladser i Grækenland. Vi havde det hyggeligt sammen og var til grill-middag hos belgierne, betalte ingen havnepenge og først den 11. sejlede vi sammen videre.
Næste stop var Camerotta. 37 sømil med fin vind om eftermiddagen som sædvanlig. Da vi gik ind i havnen, hoppede armen til gearkassen af og jeg kunne ikke komme ud af gear. Nå vi stoppede motoren og løb for opskuddet ind til broen uden stor dramatik. Efter at have fortøjet konstaterede jeg, hvad der var galt, nemlig at spændearrangementet ikke spændte ordentlig sammen; men vi åbnede en dåse tun og med et stykke blik fra dåsen som mellemlæg; fik jeg armen til at sidde fint fast.
I øjeblikket driller et par lavtryk og får den italienske vejrtjeneste til at melde 6-7 bft, så vi ligger stille for tiden. Det er synd for SØN en tidligere pilotkollega, som er kommet ned for at sejle med os i en uges tid. Lizzie og jeg har jo god tid, så vi har ingen problemer.
Næste afsnit skulle komme fra Grækenland.
Mange hilsener fra Owe og Lizzie.
Brunhildes besynderlige rejse 7.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Jeg er hjemme til jul og benytter lejligheden til at aflægge endnu en rapport. Sidste afsnit sluttede i Camerottaa i det sydlige Italien. Der lå vi sammen med et belgisk par – Freddie og Daniella – med hvem vi havde aftalt at følges ad til Grækenland for overvintring. Freddie og Daniella sejler i ”Cobra” – en 29 fods sejlbåd. Vi var sammen ankommet til Camerota den 11. september og på grund af et par lavtryk, der ikke rigtig vidste, hvad de ville, blev vi liggende til den 19. Meteorologerne meldte hele tiden styrke 6-7 fra vest og sydvest. Her var SØN mødt op for at sejle med os en uges tid. SØN er en pilotkollega fra mine unge dage. Han var endnu mere træt af at skulle vente og vente, når han nu kun havde en uges tid til rådighed.
Den 19. kom vi altså afsted – ved middagstid - for på Cobra var de meget bekymret for at skulle anløbe havnen, mens det var mørkt. De havde aldrig før sejlet natsejlads og med en distance på 75 sømil til vor næste havn Vibo Valentia, regnede de med, at vi ville være fremme ved solopgang. Startknappen på Brunhilde nægtede at fungere; men efter nogen fejlsøgning og kortslutning af startkontakten med en saks gik motoren
i gang. Vind var der ikke meget af og vi rullede en del til at begynde med, for dønningerne var stadig store. Cobra’s motor er ikke så stor, så vi kom en del foran, men holdt kontakt på den bærbare VHF, som Freddie havde lånt os. Da det begyndte at blive mørkt, løb vi tilbage til dem og droslede motoren lidt mere ned, så vi havde hinanden i syne hele tiden. Det var de svært glade for på Cobra. I øvrigt var det en fin nat. Langt borte inde over land stod der nogle svære tordenskyer, så vi rigtig kunne beundre lynene. Og rask gik det frem, så efter 16 timer var vi fremme og det var stadig buldrende mørkt. Endnu engang var det hyggeligt med en GPS, så vi kunne sejle lige op til havneindløbet, for det var faktisk svært at identficere havnen. Der er mange byer og lys langs kysten og det er svært at se hvilke lys, der er Vibo Valentia og lysene fra byen maskerer ganske fyret på havnen.
Vi fortøjede Brunhilde langs kajen ved tankstationen, for jeg ville alligevel tanke op med diesel. Cobra derimod gik over til marinaen inde i havnen. Freddie elsker “moorings” – svære kæder lagt ud på bunden med en tovende op til broen. Tovenden tager man ombord og fastgør og sammen med en fortøjning til broen er man fortøjet uden at bruge anker. Freddie hader at lægge anker ud. Jeg vil derimod gerne vide lidt om, hvad det koster i marinaen, inden jeg fortøjer der, så vi lagde os ved tankstationen og blev vækket efter nogle timer og fik tanket op. Så måtte vi selvfølgelig flytte og fik efter nogen palaver anvist en plads udenpå en stor slæbebåd, der lå og ventede på arbejde. De to ombord, der ikke var italienere, ville meget gerne snakke især ham, der kunne lidt italiensk. Han kom jævnligt med “espressokaffe” til os for at snakke og noget kom der da ud af det; men svært var det. Det blev til en del gymnastik med arme og hænder.
Desværre kom der et nyt lavtryk ind fra Atlanterhavet og vejrmeldingerne lød igen på 6 –7 fra sydvest. Da vi fandt ud af, at det ikke var så dyrt i marinaen, flyttede vi derover efter et par dage. Det er rart med vand og strøm lige udenfor “døren”, når man skal ligge det samme sted flere dage i træk. SØN måtte hjem. Det var ærgerligt at vi ikke fik sejlet mere; men det er jo betingelserne. Vi andre fordrev tiden med at gå i vandet og spille lidt kort. Vi fik lært Freddie og Daniella at spille “Klørbonde” eller “Klørrbuun”, som de siger. Lizzie og jeg tog en bustur ind i landet en dag for at se lidt af omegnen.
Den 24. fejrede vi min 61 års fødselsdag . Det hjalp. Den 25. var vejret godt igen og vi tog afsted til Bagnara Calabria. En fin tur med dejligt vejr og pæn vind om eftermiddagen. Bagnara ligger på en klippekyst med en smule strand foran byen og der er ikke nogen naturlig havn. Havnen består stort set af en svær betonmole langs med klippekysten lukket med mole i den ene ende og indsejling i den anden. Man sejler lige ind i bjerget og i sidste øjeblik – næsten – svajer man styrbord ind i havnen. Der er meget dybt helt ind og der må stå nogle store søer med kraftig vestlig vind. Under de omstændigheder ville jeg ikke bryde mig om at skulle anløbe; men der er sikkert fint læ i havnen.
Vi ankom på en Jomfru Maria festdag. Allerede da vi om eftermiddagen var ved at anløbe havnen, fyrede de nogle store kanonslag af og inde i havnen var alle bådene fint pyntet og der var mange mennesker på kajen. På en stor båd lige ved siden af os var der musik og dans på agterdækket – en slags italiensk folkedans. Freddie kommer altid i snak med folk, også selvom han ikke kan den mindste smule italiensk og inden længe var vi inviteret med ombord, når bådene skulle ud. Da det var ved at blive mørkt, lagde bådene fra kaj. En anden af de store både havde en stor belyst Jomfru Maria figur i stævnen og et orkester på agterdækket. Den var en slags førerbåd og omkring den mosede alle de andre både rundt imellem hinanden. Der blev stadigvæk danset på vores båd og der gled vist også et par øl ned hist og her. Så begyndte der et forrygende fyrværkeri inde på stranden foran byen; men det lod man ikke sidde på sig på bådene. Snart føg det med raketter – nogle ganske lavt henover de andre både. Nå der skete ikke noget – Jomfru Maria holdt vel hånden over os – men spændende var det.
Vi fik ikke set noget af byen. Vejrmeldingen var fin næste morgen og vi havde ligget stille i mange dage, så vi var tidlig på farten. Vi skulle gennem Messinastrædet og vi passerede tæt forbi Scillaklippen – en klippe som på afstand godt kunne ligne noget i retning af det sekshovede uhyre, som Odysseus beskriver og som snappede seks af hans bedste mænd, da han sejlede forbi. Messinastrædet anses for at være Odysseens Karybdis. I tidligere tid skulle der have været nogle meget slemme malstrømme skabt af tidevandet, som løber ganske kraftigt i strædet. Karybdis sidder netop under et figentræ og suger vandet til sig: ”Tre gange daglig spyr hun det ud og tre gange suger hun det atter ind” og når hun sugede vandet ind igen “dannedes midt i malstrømmen et dybt og drønende hul så havbundens sorte mudder kom til syne” Nyere tids jordskælv har ændret bundforholdene, så man ikke længere oplever malstrømme; men tidevandet løber ganske stærkt og i skidt vejr er der sikkert ikke rart, når strømmen går kraftigt mod vinden. Vi havde fint vejr; men strøm var der. Cobra gik over langs Sicilien siden i medstrøm, medens vi forsøgte den korte vej og rendte ind i kraftig idvande og således modstrøm, så i den sidste ende gik det faktisk lige op.
Sidst på dagen løb vi ind i Salina Jonica, en ejendommelig stor havn beregnet til meget store skibe; men uden aktivitet bortset fra en lille ponton med nogle lystbåde samt nogle små lokale fiskerbåde. Man læser og hører om den som et mislykket udviklingsprojekt; men jeg er sikker på, at det er en NATO finansieret havn beregnet til at kunne overføre forstærkninger til Europa – et levn fra den kolde krig. Administrations- og adgangskontrolbygninger var typisk NATO byggeri.
Der var ikke plads ved pontonen til lystbåde så efter nogle forsøg og megen diskussion, fandt vi ud af at fortøje ved nogle kæmpefendere og rigge noget tovværk til, så vi kunne komme i land. En flink italiener tilbød at køre os op til en benzintank, så jeg kunne få lidt diesel; men den var lukket og så kørte han os 20 km, så jeg fik min diesel. Senere gik jeg en tur for at finde lidt proviant og cigaretter. Det blev en lang – meget lang – tur; men det lykkedes og så fik jeg lidt motion. Om morgenen fyldte vi vand på fra de fine anlæg på på pontonbroen - det skulle vi ikke have gjort. Jeg tror, det hele var så nyt, at man ikke havde fået skyllet rørene ordentlig igennem. Vandet smagte af skæreolie, så så snart jeg kunne komme afsted med det, tømte jeg bådens tank og så lånte vi en dunkfuld af Cobra og tog afsted til Roccella Jonica ca. 35 sømil.
Vinden skulle have været nordvest 3, hvilket ville have været en fin halvvind; men i stedet var den nordøst 3 - stik i stævnen – så vi tampede afsted for motor i ca. 8 timer. Roccella er en stor betonhavn – ifølge min lodsbog uden egnet kajplads, så man må ligge for anker i havnen. Der er imidlertid gjort meget for havnen nu. Masser af god kajplads og tilløb til en marina; men intet vand hvilket var rimeligt surt. En italiener, som talte fransk og havde været i Belgien i en del år, kørte os et godt stykke vej ind til byen i sin gamle Renault og så tappede vi 50 liter vand fra et springvand i byen og da jeg hældte det friske vand på tanken, var der ingen oliesmag. Hurra!! Efter udflugten satte vi os alle til at drikke rødvin på kajen. Da vi var gået hver til sit gav Lizzie sig til at lave en dejlig ret af Bonitos – 3 fine fisk, som hun havde fanget undervejs med noget grej, hun havde købt i Agropolis; men som hun havde prøvet for første gang den dag. Der gik faktisk lang tid før vi senere fangede noget igen. Mens vi spiste, kom der et par fiskere forbi fra en kutter, der lå ved kajen og gav os en stor Bonito, som Lizzie ordnede, mens jeg vaskede op. Ligesom jeg var færdig, kom den ene fisker tilbage og gav sig til at tale italiensk med Lizzie. Jeg gik til køjs; men de to sad længe og snakkede udenfor – han italiensk og Lizzie dansk/engelsk/tysk. Det fik de begge en masse ud af.
Tidligt afsted næste morgen. Der var 60 sømil til næste havn Crotone på hjørnet, hvor Taranto bugten begynder og Cobra startede, så snart det blev lyst; men vi ventede en times tid. Så ville vi stadig kunne nå at mødes inden det blev mørkt og så sammen gå i havn. Vejrmeldingen lød på nordvest 3-4; men i virkeligheden viste det sig endnu engang at være nordøst 3-4. Altså sur modvind og vi tampede afsted på motor og med modstrøm, kunne jeg se på GPS’en. Vinden var ved middagstid omkring 4 og søen ret irriterende, da Guardia Di Finanza – det italienske toldvæsen – kom fræsende og lagde sig ved siden af. Vi fik besked på at stoppe motoren og så lagde de sig langs med os med et par lange fortøjningsender. De ville selvfølgelig se papirer og rakte et net på en stang over til os. Efter et grundigt og langvarigt gennemsyn fik vi dem rakt tilbage. Jeg har spekuleret en del over, hvad de fik så megen tid til at gå med. Det er jo ikke de store oplysninger, der står i et par pas og Brunhildes toldseddel. Kort før det blev mørkt indhentede vi Cobra og sammen sejlede vi “rundt om hjørnet” og ind i den gamle havn i Crotone. Til Freddies store glæde var der et stykke kaj med lystbåde, hvor der var faste moorings til os. Der var nu 75 sømil over Taranto bugten til Maria Di Leuca på støvlehælen og det var vores plan at tage afsted om aftenen og være i Maria Di Leuca næste morgen tidlig. Jeg brugte noget af dagen til at skifte olie, tanke diesel og spilde en halv liter diesel i bunden, så jeg fik travlt med at gøre rent efter mig, for at være færdig til vi skulle sejle. Da Freddie lagde ud – en time før os – fik han den tynde line fra mooringen ind i skruen, så han og Daniella susede rundt nede under vandet igennem længere tid. Da de omsider fik skruen fri, gad de pludselig ikke sejle den dag. Nå men så fik vi en “fridag”.
Næste dag forlod vi Crotone ved 18-tiden – en time efter Cobra. Det var mørkt og der var næsten ingen vind. Nordvest 3 var vi blevet lovet og efter nogle timer kom der virkelig lidt vind fra nord, så vi fik genuaen op; men det varede kun kort, så spidsede vinden og vi kunne pille genuaen ned igen. Det blev en begivenhedsløs nat for motor. Ved 4-tiden kom Lizzie op og jeg lagde mig et par timer; men så kom der en fin vind fra nordvest og vi satte sejl og gik de sidste to timer for sejl alene. Der var ingen moorings, da vi kom ind så Freddie måtte til sin store fortrydelse lægge et anker ud agter. Det var 1. oktober og det var stadig afsindigt varmt midt på dagen. Lizzie og jeg fik os en snorkeltur og var oppe i byen for at bruge de sidste lire og telefonere hjem, for næste dag ville vi være i Grækenland.
Ved 7-tiden næste dags morgen forlod vi Italien. Der var 40 sømil til Othoni en lille græsk ø ved nordvest hjørnet af Corfu. De første par timer atter for motor; men så kom der fin luft fra nord og med en foran – for – tværs løb vi snart 4 - 4,5 knob – en flot sejlads. Først udenfor øens lille havn startede vi atter motoren. Et fint sted. Vi fik en dejlig svømmetur i havnen og med mine briller var jeg nede og se til Brunhildes bund. Jeg havde nær fået et hjerteslag. Det så ud som om, glasfiberen var gået i opløsning et par steder på kølen; men det var bare en slags korallignende begroning der, hvor kølen havde hvilet, da jeg stod på land og hvor jeg så ikke kunne male bundmaling på. Om aftenen gav Lizzie middag på tavernaen ved havnen til begge besætninger, fordi det var ældste søns fødselsdag. Stor succes og så var vi virkelig i Grækenland.
Næste dag gik vi videre til Gouvia på Corfu i en stor bugt nord for Corfu by. Det havde Freddie og Daniella ventet sig meget af; men det var en stor skuffelse – en stor grim marina, ingen strøm, noget elendigt vand og så skulle vi betale for at være der. Den lille by var et værre klondyke – nej jeg lagde mig for anker i bugten, mens Freddie fandt sig en mooring ved kajen og næste morgen tog Lizzie og jeg videre til den gamle havn i Corfu by. Den får ikke mange stjerner i lodsbøger; men der er gratis at ligge og så kunne vi da se lidt af byen. Heldigvis kom vi tidligt på dagen, så vi fandt en god plads også hjulpet af, at Brunhilde ikke er så stor. Jeg var ude og prøve at få penge på mit visakort og måtte lære udenad, at selv om en bank reklamerer med Visa, er det ikke sikkert, at den vil tage et visa-dankort.
Dagen efter lejede vi en scooter og kørte ud forbi Freddie og Daniella, som også lejede en og så kørte vi på sightseeing på øen – en dejlig tur; men Lizzie begyndte at få hovedpine. Om natten blev det rigtigt galt – hun kastede op og kunne så ikke holde hovedpinetabletter i sig og dermed fjerne hovedpinen. Da jeg stod op, klagede jeg min nød til et par unge tyskere, som lå uden på os med deres båd. De havde et pulver som stoppede opkastning og så kunne Lizzie igen tage hovedpinepiller og holde dem nede. Hun havde det virkeligt skidt og jeg talte på knapper, om jeg skulle have fat i en læge; men hun fik ingen feber og efter et par dage var hun nogenlunde frisk igen. Hun havde jo intet spist i de dage, så det tog et par dage ekstra i Corfuby, før vi kunne tænke på at tage videre. Vi fik da set byen og snakket med en del forskellige besætninger fra havnen.
Den 10. kom vi imidlertid afsted. Vi skulle jo have fundet et sted at tage Brunhilde på land i nogle af vintermånederne og vi havde hørt, at det var ret godt i Preveza på fastlandet noget syd for Corfu. Vi havde sagt farvel til Freddie og Daniella, som skulle vente på nogle venner, der kom til Gouvia for at sejle en uges tid i en lejet båd, så vi var helt klar til at kaste fortøjningerne. Dagen før var der ankommet en sværm af udlejningsbåde, der havde lagt sig uden på os og jeg havde straks fået fat i lederen af foretagendet for at lægge mig yderst, da jeg ville afsted ved 9-tiden næste morgen; men han var meget optaget af få afmønstret besætningerne, da der skulle komme nye til næste dag og han garanterede, at det ikke ville blive noget problem for mig at komme afsted til det ønskede tidspunkt. Klokken halv ni ankom der en bus med de nye besætninger, som begyndte at myldre frem og tilbage over tyskerens og min båd og det var ganske klart, at de aldrig havde sat deres ben ombord på en båd før. Jeg mindede flotilleskipperen om, at jeg skulle afsted kl 9; men det ignorerede han totalt og så blev jeg sur. Jeg gav mig til at stå og råbe til ham om; hvornår jeg nu kunne komme afsted og at han jo havde lovet, at jeg kunne sejle kl 9 m.m. Sikken et cirkus. Omsider gav han sig og begyndte at få de nyankomne ”sejlere” til at flytte rundt på bådene og da tyskeren skulle flytte faldt han i havnen, som var afsindig ulækker. Joh – der var forestilling for alle pengene; men kl. 10 kunne vi da forlade havnen.
Vi gik til Parga på fastlandet – en fin tur på 6 timer for en god halvvind. Der er en fin naturhavn med en mole på byens nordvestside.Indsejlingen ser lidt kompliceret ud på kortet; men det er ikke noget problem i dagslys og den følgende dag sejlede vi videre til Gaios på øen Paxos lige syd for Corfu. Igen en hyggelig lille havn. Der lå vi et par dage, gik i vandet og var lidt rundt på øen – Lizzie i bus og jeg til fods. Der skal ikke megen sydøstenvind til før Gaios bliver ubehagelig at ligge i, så da der kom melding om at vinden ville gå i sydøst, tog vi afsted. Desværre skulle vi sydøstover til Preveza lidt nordøst for Lefkas og ret hurtigt var vinden 5 måske 6. Der var 30 sømil og det tog 8 ubehagelige timer for motor; men selvfølgelig aftog søerne i størrelse, efterhånden som vi nærmede os.
Preveza ligger i et smalt stræde, der leder ind til den store Amvrakia bugt. Overfor havnen som vi lå i, ligger der en militær flyveplads, som også benyttes til civil flyvning. Premiair flyver en del charterflyvning dertil fra Kastrup og vi var ude på at finde en mulig plads til Lizzie hjemover. Næste dag fik vi at vide i Olympic Air’s kontor at Premiar fløj sidste sæsontur samme dag og det kan nok være, at Lizzie fik pakket i en fart. Vi tog over strædet med færgen og ud til lufthavnen for at få at vide, at det var forrige weekend, der havde været sæsonens sidste tur. Så gik vi altså også ud og drak os fulde om aftenen. Vi var på en en meget primitiv fisketaverna, hvor vi fik grillstegte sardiner og megen vin. Vi havde drukket en liter tilsammen og havde fået bestilt en halv liter mere, da vi fra et andet bord fik bragt to gange en halv liter over. Det kunne vi jo slet ikke drikke. Jeg syntes, vi måtte gå over og tale lidt med dem, der havde givet os vinen; men det kunne Lizzie ikke klare. Hun drog tilbage til båden og efter at jeg havde talt lidt med dem (et par hyggelige fyre fra en græsk fragtbåd, der lå i havnen) måtte jeg også luske hjem . Vi blev begge to hønefulde.
Vi blev i Preveza et par dage og fik arrangeret, at Lizzie skulle flyve hjem med en charterflight fra Athen den 22. på en cockpitplads med endnu en gammel pilotkollega STO som skipper. Det passede hende fint. Derefter tog vi til byen Levkas med ”Brunhilde”. En sølle distance på 8 sømil uden vind. Levkas havn ligger som en udvidelse af den lange kanal der adskiller øen Levkas fra fastlandet. Da vi løb ind i havnen, så vi for enden en båd med et dansk flag. Det var ”Tally-Ho” og LUE (hvad andet end en gammel pilotkollega) stod på agterdækket. ”Hej LUE” skreg Lizzie og han blev totalt forvirret, for han var jo slet ikke kendt ved sit pilotnavn hernede. Stor opstandelse. Vi fortøjede udenpå og drak bajere og Fernet Branca. På et par af LUE’s stamtavernaer spiste vi frokost og aftensmad og gav den hele armen, for næste dag skulle LUE og hans kone Anni hjem.
Vi havde et par meget regnfulde dage, inden Lizzie om fredagen skulle til Athen med fly fra Preveza for at flyve hjem om lørdagen. Fredag tog vi en taxa fra Levkas havn til lufthavnen og jeg tog min cykel med. Efter at have sendt Lizzie afsted tog jeg over til Preveza med færgen og fik sikret mig, at jeg kunne komme på land første december på den store bådplads. Så cyklede jeg tilbage til Levkas og så begyndte det at regne – i tove og der var et par alvorlige bakker at trække op over. Der var ca. 25 km, så jeg blev meget våd. Det var et alvorligt uvejr. Også lørdag regnede det; men i Athen havde det været værre – store oversvømmelser, der efterlod enorme skader og adskillige døde.
De næste 3 uger sejlede jeg rundt mellem de Ioniske øer syd og vest for Levkas. Først gik jeg til Tranquill Bay ved byen Nidri på Levkas østside. Der lå jeg fint for anker i et par dage og kunne ro over til den lille by.Så lagde jeg mig for anker et par dage lidt længere inde i bugten ved Vliho. Her er der nærmest en engelsk koloni af bådfolk, der overvintrer i bådene eller på land. Der er sågar to engelske ægtepar, som har en engelsk taverna. Jeg var derinde og spise en dag og kunne sludre lidt med de andre. Ellers foregår jo alt på bedste engelsk/græsk
Derefter sejlede jeg til Fiskardo på Cephalonia’s nordspids og efter et par dage ned gennem sundet mellem Ithaca og Cephalonia. Det var 31. oktober. En fin lænser – omkring 3 - knob og i underbukser – så varmt var det. Ithaca var Odysseus kongerige og i sundet ligger en lille naturhavn med en lille by Port Polis, som anses for at være det sted Odysseus borg lå. Jeg var lige et smut inde og vende og forsatte så ned gennem sundet, rundede Ithaca’s sydspids, gik op langs vestsiden og ind til Port Vathi i Molos bugten. En meget hyggelig by med et stort torv på havnen. Her blev jeg igen et par dage, gik nogle lange ture bl.a. ud til en lille bugt, hvor jeg gik i vandet og vandrede op ad bjerget til en dyb hule - Nymphe hulen - hvor gudinden Athene rådede Odysseus til at gemme alt det gods og guld han bragte med hjem, da han kom tilbage, inden han sammen med sin søn Telemakos dræbte de agressive bejlere til hustruen Penelope. I mellemtiden kom båden med tyskerne fra Corfu og der kom en hyggelig østriger, som var på vej til Caribien, så jeg havde nogle dejlige dage i Vathi.
Den 5. novemver gik jeg til Siwota på sydøsthjørnet af Levkas. Vinden var nordøst 4 - 6 og jeg kunne lige holde Siwota op med en smule slæk på skøderne. Fantastisk fin sejlads hvor jeg ind imellem løb 6 knob. Siwota er en helt utrolig naturhavn. Man kan næsten ikke finde indsejlingen på klippekysten og når man kommer ind, åbner der sig en flot bugt med bjerge på alle sider. Jeg blev overrasket over at finde ca. 100 udlejningsbåde, som var ved at blive klargjort ovenpå sæsonen af en række unge englændere.Jeg var gået til Siwota, fordi det var en havn med fint læ og jeg havde på italiensk radio hørt, at der var et voldsomt uvejr på vej og de næste dage regnede det voldsomt og blæste en 7-8 stykker; men jeg nåede lige at gå en tur i vandet inden det hele begyndte. Det var samme uvejr, der forårsagede den store katastrofe i det nordlige Italien og regn gav det. På 24 timer fik jeg næsten fyldt en spand med vand.
Den 9. forsatte jeg til Spartakiori på Meganisi; men der var et nyt uvejr på vej og da der ikke er meget læ på det sted, sejlede næste dag videre til Palairos – en lille by på fastlandet i det nordøstlige hjørne overfor Nidri. Jeg nåede lige at komme i havn, så væltede det ned. Der lå en udlejningsbåd med et ungt tysk par ombord. Vi fik et par øl sammen og gik ud for at spise sammen om aftenen. De skulle aflevere båden næste dag og de var så heldige at lavtrykscenteret passerede lige hen over os, så den næste dag var vejret rimeligt til at løbe til Nidri og aflevere båden; men om aftenen kom uvejret igen og det øste ned i 2 døgn med megen lyn og torden, således at byen var uden strøm en dags tid.
Den 15. vendte jeg tilbage til Meganisi, hvor jeg lå ved en stump kaj i en lille bugt. Der kom en fisker ind, som helt hysterisk gav sig til at tæve en blæksprutte, han havde fanget, ned i kajen. Jeg fandt senere ud af, at det skal man, for at den skal blive spiselig, ellers bliver den ikke til at tygge. Jeg troede, at han var blevet sindsyg. Næste dag sejlede jeg ind til Nidri og fandt plads ved en lille bro, hvor jeg kunne få strøm og vand. Den var ejet af et lille hotel og der kunne jeg leje en vaskemaskine, så det var ren luksus. I byen mødte jeg Freddie og Daniella. Deres båd lå ved et stykke kaj i Vliho lidt længere inde i bugten. Der havde de i sinde at overvintre ”afloat” - ja måske prøve at finde noget arbejde og blive der i længere tid. Næste dag flyttede jeg så ned for anker i Vliho og blev der til den 27. Jeg gik nogle fine lange ture, gik til græsk undervisning med Freddie og Daniella og øvede mig flittigt på min guitar. Selvfølgelig blev det også til lidt kortspil ind imellem. De var meget glade for at spille ”Klørbonde” som jeg havde lært dem i Italien.
Jeg sejlede til Levkas by den 27., hvor jeg hentede en ny sprayhood, jeg havde bestilt. Der oplevede jeg mit første jordskælv. Jeg var nede i kahytten, da det pludselig lød, som om der kørte kampvogne forbi oppe på kajen. Det varede vel 5 sekunder og jeg for op og nåede at se lystfiskerne samle deres grej og hoppe på cyklerne; men ingen kampvogne. Så larmede det igen og jeg hørte samtidig alle aluminiumsmasterne rasle som besatte ovre på bådpladsen på den anden side af kanalen. Først da gik det op for mig, at det var et jordskælv; men da jeg var på båden, som lå i vandet, mærkede jeg ingen rystelser overhovedet. Senere fandt jeg ud af at et par bygninger i byen var faldet sammen og et par mennesker var kommet slemt til skade. Næste dag vendte jeg så tilbage til Preveza for at komme på land. Jeg gik op og aftalte tid og den første blev jeg så løftet ud af vandet og sat op imellem en mængde andre både – selvfølgelig en del græske; men halvdelen af bådene er nok udlændinge – englændere, tyskere, hollændere, østrigere, svenskere, finner, amerikanere, canadiere, franskmænd og vi er 3 danske både her. 15 – 20 af bådene er beboet. Det er et helt lille samfund for sig selv. Lidt afsondret fordi byen ligger på den anden side af strædet, så vi skal frem og tilbage med færgen, hvis vi vil til byen.
Den 14. om morgenen tog jeg bussen til Athen for at hente en billet, som en god pilotkollega havde arrangeret for mig og næste morgen kl. 6 var jeg på vej til Kastrup via Budapest. I Budapest skulle jeg vente i 6 timer; men flinke mennesker kørte mig ud til en ungarsk militærflyveplads; hvor jeg var gæst hos wing commanderen. Jeg hørte om det ungarske flyvevåben, om deres nye MIG-29 og var ude og sidde i en af dem. Både på vej til Budapest og til Kastrup var jeg inviteret op i cockpittet og det var ren nostalgi at høre ”Copenhagen Control” på radioen igen. I lufthavnen kom Lizzie og hentede mig og sammen tog vi over til en ”syttende” god pilotkollega og hans kone og så var jeg hjemme på juleferie. Nu får I ikke mere denne gang. I næste brev tager vi fat på 1995. Godt nytår.
Mange hilsener OWE og Lizzie
Brunhildes besynderlige rejse 8.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Efter utallige genvordigheder og utrolige anslag mod “ekspeditionen” er Brunhilde omsider på vej mod Tyrkiet. Vi ligger i Vathi på Ithaka og venter på, at et lavtryk skal passere, så vi kan gå ind til Mesolongion i Patras bugten, videre ind i Korinth bugten og gennem Korinth kanalen; men lad mig begynde, hvor jeg slap sidst.
15. januar tog jeg tilbage til Preveza efter endt juleferie. Jeg ankom omkring midnat til bådpladsen. Her havde jeg omhyggeligt fjernet ledningen, der forbandt båden med pladsens elektricitetsforsyning, så jeg møllede rundt for at finde stige og stik til elektricitet, så jeg kunne få lidt varme ombord. Det var nemlig ikke specielt varmt i luften; men efter et pår timers roden rundt var der da beboeligt i båden. Jeg skulle bo der på land indtil omkring 1. marts og jeg skulle begynde med at installere “holding tank” dvs. en tank, som man kan fylde toiletaffald over i for senere at pumpe det ud igen. Middelhavslandene har indgået en aftale om at hindre skibe i at dumpe affald i havet og Tyrkiet søger bl.a. at håndhæve dette ved at kræve “holding tank” i alle lystbåde, der sejler i tyrkisk farvand. Der er beretninger om bøder på omkring 30000 kr. for ikke at have en sådan installation, så en mindre investering i den retning måtte vel være på sin plads.
Nu er Brunhilde jo ikke noget stort skib, så at finde plads til selv den mindste tank plus installation er ikke specielt nemt og at bo i båden samtidig er lidt af en prøvelse. Det var et held, at Lizzie ikke insisterede på at komme ned for at bo i båden; men kunne overtales til at vente, indtil båden kom i vandet. Man synes måske, at man med et ordentlig snuptag kunne gøre det færdigt på et par dage; men sådan virker det ikke, når man er i Grækenland og især ikke hvis man er udlænding. Selvom jeg havde alle de vigtigste stumper med hjemmefra, skulle jeg stadig bruge spændebånd, slanger, skruer m.v. Flere gange måtte jeg tage med bus til Levkas til den engelsktalende skibsproviantering for at finde de rigtige stumper og busturen tog stort set hele dagen.
Tiden gik og jeg lærte de andre, der boede på bådene at kende. Især kom jeg godt ud af det med Richard en englænder på 45 år. Han har boet i båden i 6 år og forlod England fra et job som chef for et større cateringsfirma. Han arbejdede 12 –14 timer i døgnet og fik stress. Han sejlede til Spanien, hvor han købte forfaldne ejendomme, som han satte i stand og solgte, mens han boede i båden. Hver gang pesetaen devaluerede, blev han lettere nedtrykt, for hans penge står for det meste i Spanien a.h.t. skatten. Indtil maj, hvor han tager tilbage til England, for også at forsøge at restaurere ejendomme der, arbejder han med at klargøre udlejningsbåde på bådepladsen. Richard, Graham, Poul og jeg tog hver torsdag aften over til byen og drak lidt øl sammen på en af de lokale barer og gik så hen og spiste på vores “stamtaverna”. Det blev ofte lidt sent; men vi gamle svende klarede det. Graham er englænder, pensionist og 76 år. Han bor i sin 26 fods båd, som p.t. også er på land. I de sidste 10 år har han sejlet rundt og boet i båden i det ioniske hav. Også Poul er englænder og omkring 45. Han har prøvet lidt af hvert. Han har været professionel indenfor lerdueskydning, fisker, racervognsmekaniker og motorcykelracerkører, hvor han styrtede et par gange. Den sidste gang han styrtede blev han meget alvorligt beskadiget og tog herned til Grækenland, hvor han nu arbejder med at vedligeholde både for et mindre udlejningsfirma.
Det var et sjovt liv der på pladsen. Der boede omkring 10 ægtepar i deres både udover os “ungkarle” og vi kom til at lære hinanden at kende, fordi vi jo alle skulle over til byen med færgen for at købe ind. På færgen kunne man ikke undgå at komme i snak og ved færgestedet på marinasiden var der en god lille taverna. Trængte man lidt til selskab, var der altid nogen fra pladsen, der spiste der eller fik en øl og da et simpelt; men godt måltid mad med en stor øl koster omkring 35 kr., kan det jo ikke ruinere nogen. Vejret var selvfølgelig ikke altid smukt; men selv om det regnede ind imellem, var der også dage i januar og februar, hvor vi kunne holde en lille barbeque om eftermiddagen.
Jeg blev færdig med “holding tanken” og det blev faktisk en udmærket installation. Ganske vist snor slangerne sig rundt inde på det lille toilet og de er grønne, så når man sætter sig der, er det næsten som at blive omklamret af en pythonslange; men det virker godt – især da jeg vendte pumpen rigtigt. Heldigvis prøvede jeg det af, da jeg kom i vandet og konstaterede, at jeg pumpede havvand ind i tanken i stedet for at tømme den. Derimod gik det galt med bundmalingen. Bunden var malet med “selvpolerende” International Cruiser Superior og det bestilte jeg ved marinaen. Da det langt om kom og der stod International Cruiser begyndte jeg at male med det. Så konstaterede jeg, at det var “blød” bundmaling og da jeg kiggede nærmere efter, stod der også International Cruiser Premium i stedet for Superior. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes den type. ÆV! Til næste år skal jeg begynde forfra med at slibe, male med primer og derefter “selvpolerende” bundmaling. Iøvrigt duer den bløde bundmaling tilsyneladende ikke på ekkoloddets transducer, for efter at ekkoloddet fungerede fint, da båden gik på land, kan det nu kun måle op til en 4 – 5 meter. Jeg tager chancen og sejler indtil vandet bliver så varmt, at jeg kan gå ned og prøve at skrabe malingen af.
Jeg havde også vrøvl med mine søkort. Jeg havde bestilt kort til græske og tyrkiske farvande inden jeg tog hjemmefra. Mellemmanden i Danmark sendte bestillingen videre til firmaet Imray i England; men han glemte at skrive Preveza, Greece i adressen. Da nu adressen i Preveza er El Venizelou 39, tænkte man hos Imray, at kortene skulle til Venezuela. Heldigvis er min gode ven LEF en energisk fyr. Han fik efter megen palaver Imray til at sende et nyt sæt til ham, så Lizzie kunne tage dem med ned til mig. Mellemmanden Jan Streit, som var skyld i hele misseren, gjorde ikke for fem flade ører.
Den 9. marts kom jeg i vandet. Vejret i marts har været rigtig skidt med megen blæst og koldt vejr, så jeg havde egentlig ikke specielt travlt; men nu skulle det altså være. Det var nær blevet mit endeligt ! ! ! Mit hjerte stod i hvert tilfælde stille i mindst 10 sekunder. Den forreste strop, der løftede båden, skred frem på skroget – næsten helt op til stævnbeslaget. Hvorfor den ikke gled helt op over stævnbeslaget, forstår jeg ikke. Hvis det var sket, havde de tabt Brunhilde. Det er slet ikke til at holde ud at tænke på.
Jeg skulle nu vente på Lizzie, som ventede på søkort. Mens jeg ventede, sejlede jeg en tur ind i Amvrakikos bugten og besøgte Vonitsa en lille kedelig by med en elendig havn; men også med en meget flot fæstningsruin. Vejret var temmelig ustabilt og efter en ordentlig gyngetur om natten, lagde jeg mig over for anker i en lille bugt lidt nordvest for Vonitsa. Her blev jeg inviteret på te hos familien Sikkema ombord på en stor 3-mastet båd bygget af cement. Familien bestod af far og mor – omkring 60 år – og to sønner omkring 35. De var hollændere; men var emigreret til Sydafrika for ca. 15 år siden og havde startet et landbrug. De kunne imidlertid ikke rigtig godtage de nye tingenes tilstand. De hvide var kommet først til landet og de sorte kunne ikke bare komme og gøre krav. De var meget troende – calvinister – og meget konservative og de ønskede at forlade Sydafrika. Så byggede de cementbåden selv – omkring 50- 60 fod – og sejlede for 3 år siden ud i verden – via Brasilien tilbage til Holland; men Holland var også blevet for “moderne”, så de sejlede videre. Da jeg mødte dem, havde de ligget i den lille bugt i 6 måneder. De havde aldrig sejlet før de tog afsted fra Sydafrika; men havde lært sømandskab undervejs. Oprindelig var de jo landbrugere, så de dyrkede grøntsager i kasser inde på bugtens klippekant og ude på båden. De havde fundet en forladt vandboring, så de havde masser af vand til grøntsagerne og de vidste hvilke former for ukrudt i bugten, der smagte godt. Drikkevand fik de af regnvand, som de opsamlede på bådens store ruftag. De var virkelig specielle; men sådan som jeg oplevede dem også ganske sympatiske.
Marts har altså været utrolig blæsende og kold – også efter hvad de lokale siger. Jeg havde lagt mig for anker i en dejlig lille bugt nord for Preveza, hvor jeg kunne spadsere ind til byen; men så kom der igen en masse vind. Om natten ved 3-tiden var jeg oppe for at flytte anker på grund af et 90-graders vindspring og næste morgen forlagde jeg til Preveza havn og lagde mig for anker midt i havnen. Samme dag var jeg oppe for at hente Lizzie på rutebilstationen. Stor gensynsglæde. Vi var på “stamtavernaen”, hvor jeg plejede at mødes med ungkarlene; men det var onsdag, så vi undgik at blive ignoreret af Richard, Graham og Poul. Det var nemlig et ritual at torsdag aften kun var for ungkarlene og jeg oplevede et engelsk ægtepar, som vi kendte godt alle fire, komme en torsdag aften; men dem talte vi overhovedet ikke til.
Jeg nød at vise Lizzie Preveza, som jeg jo efterhånden kendte ret godt; men jeg ville også, at hun skulle møde mine venner på marinaen, så vi flyttede over og lagde os ved marinaens lille betonmole. Til min store glæde faldt Lizzie godt til og jeg kunne installere nogle af de dele hun havde bragt med fra Danmark, uden at hun kedede sig. Lizzzie kom den 23. og vi var inviteret til en 60 års fødselsdag den 27. og det var med megen møje, at jeg fik overtalt hende til, at vi skulle tage afsted den 28., hvis vejret var til det; men sådan kom det slet ikke til at gå. På 60 års fødselsdagen, som var en barbeque affære, var der en gammel fyr – 67 år - der ret så beruset trak mig baglæns ned fra den bænk, jeg sad på og jeg faldt – pladask – på ryggen og trykkede et par ribben på en spids sten. Meget uretfærdigt – havde jeg selv været beruset så – men selv Lizzie, som er ret så kritisk på det område, erkendte, at jeg ikke var beruset. Jeg var på hospitalet for røntgen; men havde ikke brækket noget. Dog fik jeg besked om, at jeg ikke måtte løfte noget tungt de næste 14 dage. Fint når man er på en sejlbåd, hvor man skal hale anker, fortøjninger, skøder, bære vand mm.
Den 6. april kom vi dog afsted til Vliho bugten på Levkas, der hvor vore belgiske venner – Freddie og Daniella – havde overvintret. De havde lejet sig en taverna i bugten og regner med at skulle drive den de næste 2 på boende i båden. Den 9. ville vi have været videre; men endnu et lavtryk kom farende og vi havde vind omkring 25 m/s – så vi ventede til den 11. og havde så en fin tur til Vahti på Ithaka, hvor vi ligger, mens jeg skriver dette. Der er et lavtryk på nordkysten af Afrika, der drille;r men vi har jo egentlig god tid og Vathi er efter min mening det dejligste sted i det ioniske hav, hvis man vil være i en by - også selvom det er lidt koldt.
Hilsen fra besætningen på Brunhilde
Brunhildes besynderlige rejse 9.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Jeg har sat mig på en tyrkisk udendørs café i Gelibouli for at begynde dette afsnit – i skyggen og et sted, hvor det trækker godt, for det er varmt i denne tid. Sådan et sted kan man sætte sig i timevis uden at købe noget. Det gør tyrkerne i hvert tilfælde – jeg har købt en te formedels 60 øre. Jeg bliver helt tyrkisk og kunne bare sidde og betragte sceneriet omkring mig; men det bliver der jo ikke skrevet noget nyt afsnit af. Nej jeg skal have bragt tankerne tilbage til den 13. april og det ioniske hav.
Vi forlod Vahti på Itacha for at gå til Mesolongion i Patras bugten på vej mod Korinth. 42 sømil i vindstille; men flot var det. Mesolongion har en god stor havn for enden af en lang kanal. Byen ligger ca. en kilometer fra havnen og bortset fra en lokal lystbåd var vi det eneste skib i havnen, så det var ikke særlig spændende. Jeg insisterede på, at vi skulle videre næste dag, selvom Lizzie havde fundet ud af, at der skulle være stor festivitas den 15. og 16. Vi tog afsted næste dag i en fin let SW vind; men så snart vi havde sat sejl, lagde vinden sig i ca. 10 minutter og kom så igen fra E og ret hurtigt blæste det 4-5 Bft. Der rejste sig nogle ubehagelige krappe søer og efter et par timer, hvor vi ingen vegne kom, vendte vi tilbage, så Lizzie fik sin vilje, for det blæste godt fra E de næste par dage.
Da vi kom tilbage, var ”Pegasus” med Don og Inez, som vi kendte fra Preveza, ankommet. De er fra Sydafrika, hvor Don havde tjent mange, mange penge under apartheitstyret. Han havde pensioneret sig 60 år gammel, havde fået båden sendt til Barcelona, hvorfra de havde påbegyndt deres sejlads i Middelhavet. De havde store vanskeligheder med økonomien, for det var meget begrænset, hvad de måtte udføre af penge fra Sydafrika. Den 15. gik vi sammen op til byen for at se det store optog. Baggrunden for festlighederne var den tyrkiske erobring af Meselongion den 16. april 1826. Efter indtagelsen havde en stor gruppe grækere, der var indsat i et krudtmagasin sprængt sig selv, magasinet og en hel del tyrkere i luften. Denne heroiske handling under den græske frihedskrig bliver hvert år fejret med et stort optog med deltagelse af en række forskellige militære enheder og civile klædt i alskens græske nationaldragter. Don var blevet særdeles beruset og var i drille humør. Han fortalte, hvordan han hjemme i Sydafrika havde blæst politiet en lang march, fordi han som sagfører kunne gøre dem usikre, så de ikke turde tage ham i retten. Nu gav han sig til at genere politiet, der holdt tilskuerne væk fra kørebanen, som optoget brugte, selvom jeg gjorde ham opmærksom på, at retsforholdene måske ikke var de samme for ham i Grækenland. Nå det lykkedes mig at få ham pacificeret og bragt tilbage til havnen uden alvorlige hændelser.
Lizzie og jeg sejlede videre den 17., mens Don og Inez blev for at få repareret starteren. Vi gik til Navpaktos, som er en rigtig gammel middelalderhavn. Ganske lille og med mur omkring. Navpaktos hed tidligere Lepanto og det var her, at tyrkerne udrustede deres galejer til kamp inden det berømmelige slag ved Lepanto i 1571, som tyrkerne tabte. Den første nat lå vi rigtig godt i havnen og vi brugte den 18. til at kigge på byen og den imponerende fæstningsruin på bjergtoppen over byen; men om aftenen begyndte det at blæse ret godt fra sydvest og det gav en ordentlig vippetur. Vi ville egentlig have spist i båden; men den lå så uroligt, at vi opgav det og gik på taverna.
Næste dag udnyttede vi den gode sydvest til at gå til Galaxidhi. Det blev en flot sejlads – 5,3 knob for storen alene. Galaxidhi er et dejligt sted. Køn lille by i smukke omgivelser og med en fin naturlig havn og på den anden side af bugten kan man skelne Delfi oppe bjergsiden. Der var 30 sømil til Korinth og vejret lød på 4 – 5 bft. fra øst i flere dage, så vi blev i Galaxidhi i 5 dage og fik oplevet den græske påske. Den 20. tog vi bussen til Delfi og beså museet med skulpturer og friser og tempelområdet med ruinerne; men det var faktisk beliggenheden, der imponerede mig mest. De gamle grækere, der anlagde stedet, havde sandelig sans for det storslåede. I byen mødte vi en noget geskæftig; men flink lille hotelejer ved navn Kostas. Han inviterede os hele tiden på ouzo på hotellets tagterasse og viste os et lille billigt spisested, der ikke var så turistet. Der fik vi sent om aftenen påskelørdag helstegt lam, inden vi gik op til kirken for at opleve gudstjenesten, fyrværkeri og processionerne.
Mandag den 24. gik vi i næsten vindstille for motor til Korinth. Vel ankommet gik vi over til havnekontoret i yderhavnen; men den vagthavende kendte intet til administration, så vi fik besked på at komme igen 2 timer senere. Det gjorde jeg så. Jeg vidste, at kanalen var lukket den 25., så jeg sagde, at vi tog afsted den 26. og fik en regning på 3 dage. Jeg protesterede og fik besked på at komme igen næste dag. Næste dag forklarede en tredie person mig, at man betalte for den dag man kom, den dag man afgik og dagene ind imellem. Sådan var de nye regler, som regeringen havde udsendt gældende for alle græske havne fra 1. januar 1995. Jeg indvendte,at det gjorde man ikke de andre steder, jeg havde været; men det gjorde intet indtryk. Nå vi blev der til den 27. pga. af vejret og da jeg lærte af de andre, der kom – en tysk og en fransk båd – at man da aldrig frivilligt henvendte sig til havnemyndighederne, der som regel ikke gider at gå rundt i havnen, så endte jeg med at betale for 3 dage og være der i 3 dage. En af dagene tog vi bussen til det gamle Korinth og beså ruinerne og museet. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg findet det så spændende hver gang; men også gamle Korinth var en stor oplevelse.
Den 27. sejlede vi over til kanalindsejlingen og lå ventede i 2 timer udenfor, mens der blev ved med at komme skibe fra øst. Tilsidst tabte vi tålmodigheden og løb ind i den lille havn, hvor jeg uden at fortøje satte Lizzie af, så hun kunne gå op og spørge, hvornår vi kunne gå igennem. Hun fik besked på, at der ville komme endnu et skib fra øst. Derefter skulle et skib, der lå på reden, igennem fra vest og det skulle vi følge efter. Vi sejlede så hurtigt vi kunne, da det blev vores tur; men kunne slet ikke følge med. Der er ikke noget at sige til, at kanalsiderne ser temmelig medtagne ud. Skibene går vel over 10 knob i den smalle kanal. Vi var i øvrigt temmelig heldige. Da vi om morgenen startede motoren, ville olielampen ikke slukke. Jeg stoppede motoren og skiftede oliefilter, hvorefter alt fungerede. Det er anden gang, at et oliefilter, af dem vi købte inden vi tog hjemmefra, har opgivet efter omkring 25 timer. De er åbenbart ikke alle lige gode. Det var godt, at olietrykket ikke forsvandt midt i kanalen – så var der blevet ballade med al den trafik. Kanalen var en flot oplevelse og vi betalte de 400 kr. med glæde, hvorefter vi satte sejl og fortsatte til Aegina.
I havnen måtte vi klemme os ind i mellem nogle store både; men om ikke Don stod på kajen og tog imod. De havde ikke været i Galaxidhi og havde derfor overhalet os; men nu havde han atter vrøvl med motoren og skulle have en ny dyse dagen efter. På den anden side af havnen lå en dansk båd med Ole og Ingelise fra Norsminde, så vi skyndte os over for at snakke lidt dansk. Næste dag blæste det ret fra vest – en ret god vind til vores næste stræk, men bag os lå der en række udlejningsbåde, som først tog afsted sent og da der var 38 sømil til næste havn, måtte jeg til min ærgrelse blive en dag mere. Midt på dagen stod Sven og Anni på kajen. De var på charterrejse til Athen og var på udflugt til Aegina. De havde selv en Bianca 27 hjemme i Lynetten havn.Vi fik en lang snak og de hjalp os med at flytte over ved siden af Ole, så vi ikke igen var spærret inde næste morgen. Vort anker havde fanget kæden fra en anden båd; men da vi var 4 ombord, fik vi os da frigjort på en professionel måde. Den 29. gik vi til Lavrion mest for motor. Vi rundede Kap Sounion med templet på toppen og så kom der vind – desværre fra nord. Vi var i havn ved 3-tiden og et par timer senere kom Don og Inez. Hun havde fået halsbetændelse, hvilket hun hurtigt fik smittet mig med. Næste morgen lød vejrmeldingen på variabel 3 – 4 så vi skyndte os afsted. Vi efterlod som sædvanlig Don med motorproblemer – denne gang et ødelagt gevind på motoren. Vi skulle nok også været blevet. Da vi kom ud blæste det let fra nord; men efter et par timer var vinden taget kraftigt til og stadig fra nord og søerne blev rigtig grimme. Vi vendte og gik tilbage til Porto Rafti i en lille bugt 6 sømil nord for Lavrion. Vi fandt en stump kaj lidt i læ af et uddybningsfartøj. Bugten er flot nok; men charmen er gået fløjten på grund af en masse betonbyggeri. Stedet ligger kun en 30 – 40 kilometer fra Athen og da det nu gav sig til at blæse kraftigt fra nord i flere dage, fik vi dagene til at gå med at Lizzie tog bussen til Athen, mens jeg passede fortøjninger og det var der behov for. Jeg fik slidt en fortøjning over og måtte komponere et par støddæmpere med et par fendere. Den 5. var vejret knap så vildt og jeg tog med ind til Athen.
Den 6. gik vi igen nordpå. Til at begynde med i en let nordlig vind og jeg pønsede egentlig på at gå helt til Kalkis; men vinden tiltog og da vi passerede pynten ved Marathon, stod der den mest forbandede sø.Vi gik derfor over til en lille bugt på Evia siden. Stedet hedder Voufalo og er en utrolig fin lille naturhavn med bjerge på alle sider og kun en snæver indsejling der snor sig, så der var læ for enhver vindretning. Der er kun få huse; men vi gik en fin tur rundt langs med kanten. Næste dag var vinden2 –3 fra nordvest, så vi motorede til Kalkis. Langs kajen inden broen mellem Evia og fastlandet lå der en belgisk yawl, som vi lagde os udenpå. Det skulle vi ikke have gjort. Vi fik betalt bropenge 125 kr. og fik at vide, at et eller andet tidspunkt efter kl. 2200 ville broen blive åbnet for gennemsejling. Åbningen er ca. 40 m og i sydhavnen er der så godt som intet tidevand, mens der i nordhavnen er op til 80 cm. forskel på høj- og lavvande, så der står en strøm på 6 – 7 knob, når tidevandsforskellen er størst og broen åbnes kun, når forskellen er nul og kun om natten. Ved 8 tiden begyndte der pludselig en strid vind fra vest ned fra bjergene på fastlandet og tværs over den lille bugt ind mod den kaj, som vi lå ved. Vinden pressede strømmen gennem broåbningen ind mod kajen og rejste den mest forfærdelige sø. Jeg havde alle mine fendere mellem mig og belgieren og jeg lagde dobbelte fortøjninger. Selv sad jeg og holdt fra efter bedste evne i over en time. På et vist tidspunkt blev den ene trossse revet halvt over og klydset af metal ude for knækkede. Da først vinden kom op var det umuligt at lægge ud for anker i strømlæ. Pludselig lagde vinden sig – lidt efter lagde strømmen sig også og broen gik op og vi gik om på nordsiden af broen og lagde til – udenpå belgieren. Vi slap med et knækket klyds, en sprængt tovende og en lettere trykket fenderliste.
Den 8. blev vi i Kalkis; men den 9. var vi atter på vej – 33 sømil nordvest på til et lille sted ved navn Skala Atlantis og atter for motor. Den 10. igen 33 sømil for motor rundt om den nordvestlige pynt på Evia til Orei. Vi lagde os ind mellem de små “caiquer” og der var vand nok; men Orei har den største tidevandsforskel i Middelhavet og et par timer senere stod vi på bunden. Lizzie syntes, der var dejligt; men der var optræk til kraftige sydvestlige vinde i følge vejrmeldingen og da havnen forekom mig temmelig åben mod sydvest, gik vi næste dag videre til Koukounarie på det på det sydvestlige hjørne af Skiathos. Byen Skiathos havn er meget åben mod syd, mens Koukounarie i henhold lodsen skulle give fint læ. Vind var der stadig ikke noget af, så vi motorede derud af. Et stykke før Koukounarie så jeg et stykke pap eller træ ligge og flyde i vandskorpen; men så opdagede jeg, da jeg kom tættere på at det havde et øje, der kiggede på mig. Pludselig spjættede det med lufferne og dykkede. Det var en stor havskildpadde.
Koukounarie er er fin lille havn, et stykke dejlig natur og har en af Grækenlands fineste strande og selv om der var mange hoteller, lå de ganske fint væk fra stranden bag noget skov. Til at begynde med følte vi det lidt dystert. Under en stor forankret flåde i havnen lå der to sunkne sejlbåde og ved kajerne en lidt medtagen og en meget medtagen sejlbåd – begge øjensynligt forladt af ejerne. En fyr, som arbejdede på en turistbåd, der lå fortøjet et par timer, fortalte, at det var både, hvor ejerne havde haft en hård tur, hvor de var blevet så trætte af det hele, at de bare havde efterladt bådene. De to sunkne havde ligget i havnen i mange år inden de sank på grund af regnvand. Da der ikke var nogen havnemyndighed og ingen vidste, hvem der ejede dem, ville de to både, der endnu flød også snart ende på bunden. Vi ankom den 11. og den 12. blæste det ganske godt fra syd og sydvest som lovet og der var lidt uroligt på grund af dønninger, der trods alt arbejdede sig rundt om molen, så jeg blev og så efter fortøjninger, mens Lizzie tog en bus til Skiathos by for at vaske tøj. Hun kunne berette, hvor urolig havnen var i det vejr. Lizzie lærte hurtigt nogle turister at kende og en ung norsk pige, som arbejdede på et af hotellerne. Hun blev så glad for os, at vi kunne tage bad på hendes værelse og vi badede i hotellets swimming pool. Lizzie prøvede også en enkelt dukkert ved stranden; men hun syntes, det var lige koldt nok og så var det i hvert tilfælde alt for koldt til mig. Den 14. maj er Lizzies fødselsdag og den dag tog vi med til et arrangement med græsk dans og græsk mad. Det var faktisk ret flot og Lizzie kom ud at danse græsk dans.
Den 15. gik vi om til Skiathos havn for at købe et nyt batteri og den 16. om morgenen bestemte Lizzie sig for at tage hjem. Svigermor var kommet på hospitalet en uge tidligere og nu var hun rask nok og skulle hjem til genoptræning på kommunehospitalet. Det kunne Lizzie ikke bære – så med flyvebåd til Volos, bus til Athen, fly kl. 0400 om morgenen og 12 timers ophold i Warszawa var hun pludselig borte. Sikken en rejse.
Den næste morgen gik jeg til Patitiri på Alonnissos. Der var kun 20 sømil, så jeg gik det meste af turen på sejl, selvom vinden var ganske let. I Patitiris kom jeg til at tale lidt dansk, for der var pludselig nogle danske turister, der snakkede sammen hos en købmand. De blev lidt overraskede, da jeg blandede mig i samtalen. Den 19. meldte man variabel vind 3 –4, som hurtigt skulle blive til 4 – 5 fra nordvest. Det sidste var lige sagen, så afsted jeg for mod Limnos en tur på 70 sømil. Jeg måtte selvfølgelig bruge motoren til at begynde med i den lette og variable vind og det var jeg da indstillet på; men der var bare det problem at de 4 – 5 fra nordvest kom aldrig, så jeg tampede alle 70 sømil for motor til Mirina på Limnos. Jeg forlod Patitiri kl. 0645 og kl. 2100 var jeg i Mirina. Det var fredag aften og tank og posthus var lukket lørdag og søndag, så først mandag kunne jeg tage videre. Jeg fik gået nogle gode lange ture og var oppe og se den flotte gamle venetianske fæstningsruin. Jeg snakkede også lidt med “naboerne” – nogle tyskere på en udlejningsbåd og nogle irlændere, som også skulle til Istanbul. Mandag morgen hentede jeg post og fik købt D-mark for drachmere, idet grækerne tilsyneladende ikke kender eksistensen af tyrkiske lire og jeg antog, at tyrkerne ikke vidste, at der var noget, der hed drachmere. Irerne sejlede mandag morgen; men jeg ønskede at gå op i Dardanellerstrædet i dagslys, så jeg sov det meste af mandagen.
Kl. 2300 blev jeg vækket af vækkeuret og afsted gik jeg. Først sydpå langs Limnos kyst i stjerneklart vejr; men efter et par timer blev det overskyet og det glimtede noget, så der var nok tordenbyger imellem. På et vist tidspunkt havde jeg storsejl og fok oppe; men der var for lidt vind. Tidlig på morgenen kom den lovede nordvest 4 – 5, så jeg kunne bruge sejlene. Vinden gik senere over i sydvest og med storsejl og spilet fok løb jeg over 5 knob. Ved 10-tiden kunne jeg se øerne ved indsejlingen og der begyndte at komme mange store skibe. Det blæste omkring 4 – 5; men søen var meget krap formodentlig på grund af modstrøm. Autopiloten kunne overhovedet ikke finde ud af det. I selve indsejlingen blev jeg overhalet af en stor dansk coaster; men se om de gad vinke? Nå de har nok ikke kunnet se mit diminutive dannebrog. Inde i strædet søgte jeg ud til siden for at finde idvande; men på grænsen mellem strøm og modstrøm lå der en tyk bræmme af tang og plastic m.m. Den turde jeg ikke sejle igennem af frygt for at få noget i skruen. Kort før jeg kom op til Canakkale, hvor strædet igen bliver smalt, løb der nogle utrolig stor søer for så lille et farvand. Ca. 3 m. høje og krappe. Gad vide, hvordan der ser ud i en vestenkuling; men jeg har ikke lyst til at prøve. Jeg løb ind i yachthavnen omkring k. 1600. Knap 5 knob i gennemsnit – ganske flot med den modstrøm.
Efter at have fortøjet gik jeg straks i gang med at indklarere. Nu var jeg ikke længere i EU. Jeg havde hørt, at det kunne være dyrt at få en agent til at gøre det, så jeg for rundt fra told til havnekontor til paspolitiet, som sendte mig tilbage til havnekontoret. Jeg manglede en formular - en såkaldt transitlog. På havnekontoret sendte de bud efter en agent, som udleverede en transitlog formedelst 125 kr. og så kunne jeg begynde min rundtur efter stempler. Alle var utroligt venlige; men engelsk eller tysk kunne de ikke meget af. Flere steder blev jeg budt på den traditionelle te og så sad man der med sin te og kunne næsten ikke samtale. Jeg skulle have et stempel af sundhedsmyndighederne. To gange gik jeg forkert på grund af sprogvanskeligheder. Tredje gang blev jeg ført derhen – gik ind og fik mit stempel – ingen læge, der spurgte om noget – ingen krav om papirer – ingen så på mine oplysninger på transitloggen – bare et uundværligt stempel. Irerne kom et par timer efter mig. De havde overnattet i Moudros bugten på Limnos. De gik også i gang med at få en transitlog; men havde fordelen af, at havnekontoret nu kendte fidusen.
Vi forsatte vor rundtur den næste dag. Irerne skulle betale for visa, hvilket jeg af en eller anden grund slap for. Egentlig var det ret spændende at finde rundt i en tyrkisk by. Det er en helt anden verden. Jeg ankom den 22. og den 24. om morgenen tidligt var jeg igen på farten. Denne dag havde jeg 55 sømil op til Karabiga ved indsejlingen til Marmarahavet i let modvind og modstrøm, så jeg sneg mig for motor så tæt på kysten som muligt. 12 timer for motor. I bugten ved Karabig blev jeg fuldkommen overvældet af delfiner. To flokke som jeg anslår til omkring 50 dyr. Hele tiden kom der nogen, der skulle inspicere Brunhilde og tre særligt ihærdige fulgte båden og legede omkring den i et kvarter. I Karabiga blev jeg nærmest overfaldet af børn. De var meget søde og meget pågående. 12 år gamle og helt utroligt gode til engelsk. De tyrkiske skoler har klasser, hvor eleverne i et helt år kun har engelsk. 6 dage om ugen og hver time er engelsk undervisning. Ungerne var selvfølgelig optaget af at kunne bruge deres engelsk, hvad der ikke var megen chance for i den lille by. Om aftenen tog de mig hen på en restaurant, hvor jeg fik 3 dejlige fisk på størrelse med store sild, brød og 2 øl for 30 kr. Der var fodbold på fjernsynet. Meget dramatisk. Jeg har aldrig set noget så ureglementeret.
Næste dag blæste det 4 – 5 og lige i næsen, så jeg besluttede at vente. Jeg flyttede båden over i den anden ende af havnen, hvor der var mere roligt med østlig vind; men jeg kunne ikke få ankeret til at holde. Til sidst opgav jeg og brugte en udlagt bøje som agterfortøjning. Bagefter var jeg helt slået ud. Alle muskler var ømme, jeg havde kvalme og hedeture, så jeg troede, at jeg skulle have influenza. Irerne ankom og lagde sig ved siden af. Jeg gav dem en hånd og så gik jeg til køjs og sov til næste dag, hvor jeg heldigvis vågnede helt frisk. Vejrmeldingen lød på let nordøstlig vind, så jeg skyndte mig afsted. Vinden var lidt frisk fra morgenstunden; men snart var jeg i læ af øerne i Marmarahavets sydvestlige hjørne og 5 timer efter var jeg i Asmalikøy på Marmara øens sydøstlige hjørne. Asmalikøy er en utrolig fattig lille landsby. Da jeg havde fortøjet ville jeg gå mig en lille tur og se på stedet og jeg løb straks ind i en ung mand, der absolut ville vise mig rundt. Han førte mig rundt, pegede og sagde en masse, jeg ikke forstod. Så bød han på kaffe i “cafeen” – et rum med nogle borde og stole, nøgne vægge og en hylde, hvor man lavede kaffe og te. Jeg tog ham med ud til båden, hvor vi delte en øl. Lidt efter kom irerne og jeg blev inviteret på en “sundowner” og senere indbudt til at spise med. Meget hyggeligt. Jeg gik til køjs ved 8-tiden for at gå til Istanbul kl. 3 om morgenen.
Så snart jeg næste morgen kom ud af Asmalikøy havn og fri af Marmara, fik jeg nogle ret store dønninger; men de var ikke stejle og selvom jeg rullede en del, holdt jeg omkring 5,5 knob for motor. Efter henved 12 timers sejlads løb jeg ved 3-tiden om eftermiddagen ind i Fehnerbache yachthavn på asiensiden af Istanbul. Pæne lystbåde i havnen, vand på kajen og en god plads med mooring, så 80 kr. i døgnet var der jo ikke noget at sige til. En flink tyrker på en lille sejlbåd forærede mig et telefonkort, så jeg kunne ringe hjem og sige, at jeg var fremme. Jeg ankom den 28. maj – altså inden den 1. juni, som jeg havde planlagt.
Lizzie meldte, at hun ville komme til Istanbul den 2. juni kl. 3 om morgenen, så jeg begyndte at se mig om i Istanbul. Tyrkiet er et land med utrolige modsætninger. Istanbul er meget europæisk i yderkvartererne, selvom man tydeligt kan fornemme, at man er i Østen og det er de gamle kvarterer i Istanbul med den store og lille bazar, Topkapi paladset og de store moskeer, der er spændende. Når jeg besøgte Istanbulcentrum, som ligger på Europa siden, skulle jeg over med de herlige passagerbåde, som ustandselig krydser Bosporus strædet. Dem holdt jeg meget af. Fra Fehnerbache til kørte jeg med “dolmus’er” – store gamle amerikanske personbiler - ofte meget ramponerede – en slags busser uden stoppesteder, hvor der kunne stoppes 8 passagerer ind. Det kostede 16500 lire – ca. 2 kr. Det var i øvrigt ikke kun gamle vrag, der kørte rundt i byen. Man kunne lige så tidt se de fineste nye BMW’er o.l. Når jeg sammenligner forholdene i Istanbul med forholdene i Karabiga og Asmalikøy, er afstanden helt ufattelig. Helt europæisk er Istanbul i øvrigt ikke. I flere dage havde hovedpostkontoret udsolgt med telefonkort.
Jeg spurgte et par unge fyre i en motorbåd ved siden af, hvad en taxa til lufthavnen mon ville koste. Jeg skulle jo hente Lizzie. De kiggede lidt på hinanden, hvorefter den ene svarede, at det blev alt for dyrt; men han ville låne en vens bil og komme og hente mig kl. 2 om natten og køre mig over og hente Lizzie, når hun kom kl. 3. Jeg forsøgte at gøre indsigelser; men det ville han ikke høre tale om og kl.2 stillede han så. Da han fyldte tanken op, fik jeg efter stor diskussion lov til at betale for benzinen og så gik det ellers nordpå og over Bosporus broen og ned på den anden side. Det meste foregik på motorvej og vi kørte ca. 45 minutter, så der har mindst været 60 – 70 km. Da vi kom ventede Lizzie. for hun var i virkeligheden kommet kl. 2. Kl. 4 sagde vi godnat og mange tak til den unge fyr og vi så ham aldrig siden, for næste eftermiddag flyttede vi båden 500 m over i en anden havn, hvor vi kunne få bad og el formedelst 10 kr. mere om dagen og så var der kortere at gå til “dolmusserne”. Til gengæld var der indtil flere natklubber, som larmede til kl. 2 – 3 hver nat.
Lørdag den 3. gik vi for alvor i gang med at bese Istanbul. Vi spurgte om vej til den store bazar hos 3 værnepligtige. To af dem talte engelsk og en tysk og de tog os rundt i bazaren og hjalp Lizzie med hendes kiggen på ting og sager. Navnlig ham, der kunne tysk, var en god hjælp. Han var selv handlende i Antalyia og han kunne det der med at hale prisen ned til det halve, som de lokale siger, at man kan. Bagefter gik vi sammen hen for at se den store underjordiske cisterne, som i den romerske periode blev brugt til at lagre vand til byen. Der var dejlig svalt og flot så den ud med de svære søjler, der bar loftet. Jeg ville have givet en øl; men det blev til te eller cola for tyrkiske værnepligtige må ikke drikke spiritus. Inden vi skiltes, aftalte vi, at Lizzie og jeg skulle komme og besøge dem næste dag på kasernen. Det var jo søndag; men de skulle blive på kasernen, hvor de dog måtte modtage besøg. Næste dag tog vi toget til Tuzla, hvor kasernen lå. Vi gik på en lille restaurant, hvor vi med mange fagter og få tyrkiske ord fik noget fremmedartet at spise; men det smagte godt. Vi fandt frem til kasernen og blev lukket ind i besøgsområdet, hvor vi sad og snakkede en times tid og hvor de fortalte, hvordan det er at være værnepligtig i den tyrkiske hær. De er inde i 18 mdr.; men kun 3 mdr. er uddannelsestid. Resten af tiden er de udelukkende arbejdssoldater, der udfører administrations- , vedligeholdelsesarbejde o.l. Der er ingen yderligere uddannelse eller øvelser og de kedede sig og glædede sig til at blive hjemsendt. “Lønnen” var på 45000 lire om måneden – ca. 6kr. og de fik alle lidt penge hjemmefra for at leve lidt godt. De var meget lykkelige over ikke at være blevet sendt til sydøst Tyrkiet for at deltage i operationerne mod kurderne og de var helt overbevist om, at det ikke kom til krig mellem Grækenland og Tyrkiet. Alt taget i betragtning virkede de tilfredse. Den, der talte engelsk, boede hos sin familie i Holland og havde altså alligevel valgt at aftjene værnepligt i Tyrkiet. Jeg spurgte om, hvad de lavede i fritiden og fik at vide, at de så TV; men ikke spillede kort, for det var forbudt. En fotograf tog billeder af os og vore venner og de lovede at sende billederne til Danmark.
Oplevelsen med de værnepligtige var måske lidt speciel – det var lige før, vi var kommet i familie med dem; men den var bestemt ikke utypisk. Overalt traf vi venlige, glade og hjælpsomme mennesker og de, der kunne engelsk eller tysk, forsøgte på færger, på gaden, i busser at komme i snak med os. Sælgerne skulle selvfølgelig holdes lidt fra livet, hvilket Lizzie af og til havde lidt besvær med. Så måtte jeg træde til og være den sure ægtemand, hvilket ifølge Lizzie faldt mig helt naturligt. Der var mange spændende ting at se i Istanbul og vi fik vel set det meste, af det man bør se. Vi besøgte den blå moske, Sofia moskeen, Topkapi paladset, det arkæologiske museum, kunstmuseet, Kariye moskeen, Eyupsultan moskeen, Dolmabache paladset og vi var på udflugtstur med skib på Bosporrusstrædet næsten helt op til Sortehavet og til koncert i Irenekirken. Vi var på det store teltmarked i Kadikoy på asiensiden. Det meste af den enorme teltlejr er sat op med plastik og den dag vi var der, gav det sig til at regne helt forfærdeligt. Det var utroligt morsomt, at se sælgere og kunder forsøge at holde sig selv og varerne tørre. Lizzie blev helt fortabt i tøjområdet, så jeg fik god tid til at betragte, det der forgik. Til at begynde med var der ikke de store problemer; men efterhånden samlede vandet sig i store søer i plastikken. Nogle stak huller på strategiske steder, så vandet løb ud i tykke stråler og andre løftede plastikken for at tømme søerne ud over siden. Så gik det ud over de nærmest stående, som måtte springe for livet. Mellem bordene samlede der sig store vandpytter, som man måtte soppe igennem; men alle tog det med herligt humør. Når nogen rigtig blev sjasket til morede alle sig inklusive den, der blev våd. Vi spiste på de små restauranter, hvor vi for små penge fik god mad og øl – Tuborg (eller Efes – ikke helt så godt) og vi nød at sætte os og få en tyrkisk te. To te blev som regel 2½ kr.
Da vi den 16. skulle tage afsted, var vi begge triste til mode, så vi blev enige om at gå ind til Atakoy bådehavnen, som vi alligevel sejlede forbi på vej vestover. Det er den fornemste havn m.h.t. faciliteter, så det kostede 100 kr. i døgnet og der var virkelig fint med bad og “laundry”, så vi fik vasket tøjet grundigt; men der var ikke nær så rart i området og busturen ind til Istanbul centrum var en tortur i forhold til den lille dolmustur og sejlturen på Bosperus.
Den 18. gik vi til Buyukcekmece. Mens Lizzie lå og sov løb jeg op på en mudderbanke i havnen, efter at jeg havde droppet ankeret fra hækken. For at komme fri måtte jeg give fuld gas bak på motoren, samtidig med at jeg halede ind i de 5-6 meter kæde, jeg havde ude og da jeg så pludselig gik fri, sejlede jeg kæden ind i skruen. Så måtte jeg overbord i den møjbeskidte havn og vikle kæden fri. Der var næsten ingen sigtbarhed i vandet; men jeg fik da kæden fri. Tippen på det ene skrueblad var blevet en smule bøjet. Det måtte jeg have rettet en dag. Jeg havde selv stoppet motoren, så jeg var temmelig sikker på, at der ikke sket yderligere skade. Vi fik ankeret op men var blæst tilbage på mudderbanken. Kun med fuld bak og os begge hængende i vanterne ud over siden kom vi atter fri. Der var ikke rigtig andre muligheder for at lægge til og Lizzie foreslog, at vi lagde os uden på en gammel coaster, der havde været i færd med at aflæsse kul. Det var søndag, så arbejdet var indstillet. En af besætningen hjalp os med at fortøje og kort efter kom han med te til os. Han fik en ouzo, mens vi drak vor te. Samtalen var begrænset, da han kun kunne tyrkisk. Efter at han var forsvunden og jeg lidt senere kom på dæk, kom der imidlertid en anden ung mand, som kunne lidt engelsk med en tallerken med fire figenbrød og da jeg igen kom på dækket, var den første der med en stor tallerken stegt kylling og salat.
Efter vi havde spist, kom ham, der kunne lidt engelsk og som viste sig at være skipperen ombord med to pakker cigaretter og vi sad og snakkede. Jeg gav ham 4 dåser med Tuborg til besætningen og så kom den første med mere te. Senere kom vi ombord på den gamle skude og beså skibet. Skipperen – kystskipper – havde sejlet i 12 år, inden han for et par år siden blev skipper. Han vidste, at den gamle skude, der skulle hugges op om to år, ikke var alt for “sterling”. Hvis det blæste 6 bft. eller mere, lagde de sig for anker i læ et sted. Han var bange for, at skuden skulle brække over i de store søer. De sejlede på hele den tyrkiske kyst og Cypern. Da vi gik tilbage til Brunhilde for at slappe lidt af, blev vi koblet op med 220V. Jo tyrkerne er venlige og hjælpsomme mennesker (bare de ikke skal sælge en noget). Da de skulle forsætte med at aflæsse kul næste morgen, stod vi tidlig op, vinkede farvel og gik til Marmaraøen.
Det blæste ganske friskt fra nordøst, så jeg satte et reb i storen og 10 min efter lagde vinden sig totalt. Meget typisk. Der var 45 sømil til Asmalikoy på Marmara, så vi skulle hele tiden holde fart i skibet og motoren måtte i gang. 3 timer senere så jeg en jolle med påhængsmotor ligge og drive forude og vi løb hen til jollen. Det var ikke rart at se på. Der lå forskellige beklædningsgenstande, cigaretter, et par tomme og et par fulde ølflasker, poser med slik i bunden og på den ene tofte lå en lighter. Her var en lystfisker med garanti faldet overbord og for længe siden, så langt som den lille jolle lå fra land og midt i skibsruten. Vi tog jollen på slæb og bestemte os til at gå til byen Marmara på Marmaraøen, idet vi håbede at finde nogen myndighed der, som kunne engelsk. KL. 1800 løb vi ind i Marmara havn og efter at have fortøjet gik vi op for at finde politiet. Der var intet politi; men en lille belægning med gendarmer, som åbenbart havde politimyndigheden på øen. Det tog lang tid. De kunne kun lidt engelsk; jeg fik dog gjort forståeligt, hvad tid og hvor jeg havde fundet jollen. De fik min adresse og jeg underskrev en rapport (på tyrkisk). Vi gik ned til jollen, som de fik overladt og derefter flyttede over til den anden side af havnen. Lizzie og jeg gik med tilbage til belægningen og mens de udfærdigede en signalrapport, fik vi skænket Tuborg. Bagefter var der en befalingsmand, som viste os hen på en god restaurant.
Næste morgen ville jeg kontrollere skruetøjet efter hændelsen i Buyukcekmece og åbnede til motoren og startede den. Skruetøjet fejlede intet; men i gearkassen var der helt øjensynlig gået et leje. Jeg havde taget de vigtigste dele fra min gamle gearkasse med og bestemte mig for at sætte dem i i stedet i løbet af de næste dage.Den nye gearkasse var imidlertid monteret med umbracoskruer, som jeg ikke havde topnøgler til og den underste skrue skulle ud med kardanled og forlænger. Jeg fik skåret en umbraconøgle over og fik et værksted til svejse den fast i en topnøgle, men nøglen mistede selvfølgelig hele styrken ved svejsningen og knækkede. Dagen efter tog vi færgen til Erdek – en større by – for at finde en umbracotop. Det var en hyggelig tur; men jeg fandt ingen umbracotop. Så prøvede jeg at lime umbracostumpen på 8 mm i en 10 mm top med hård plastikpadding; men plasticpaddingen knustes.
Lizzie havde i mellemtiden underholdt sig selv og havde mødt forskellige mennesker – tyrkiske turister på Marmara – bl.a. en dame fra Tekirdag på nordsiden af Marmara havet. Hun havde boet i Tyskland i 15 år, var blevet gift med en tysk ingeniør, som hun havde en datter med. Manden blev imidlertid uhelbredelig dranker og da hun var en særdeles bestemt og kontant dame, havde hun efter nogle år fået manden til at fraskrive sig forældreretten og så var hun rejst tilbage til Tyrkiet. Nu boede hun med sin mor og datteren, der vel var 14 år, i en lille lejlighed i Tekirdag. Hun var blevet så glad for at kunne tale tysk med Lizzie og bad os om at tage med hende tillbage søndag aften, så skulle hun nok hjælpe mig med mit værktøjsproblem. Lizzie pakkede, så hun kunne bruge sin returbillet til at tage direkte tilbage til Danmark, for svigermor skal vist på plejehjem nu. Zeyneb, som den tyske dame hed, ville absolut køre Lizzie til Istanbul. Mandag morgen fandt jeg med Zeyneb’s hjælp en 8 mm top, der kunne holde umbracostumpen og som passede til mit topnøglesæt; men først onsdag aften gik der atter en færge til Marmara. Vi fordrev tiden med at snakkemed Zeyneb og bendes datter, overværede Zeyneb sælge sin forretning - en lille tecafe, spadserede i byen – Lizzie så på guld og jeg så på havnen og så fik vi set en del tyrkisk TV.
Jeg tog tilbage til Marmara den 27. og Lizzie blev for at tage hjem den 29. kl. 4 om morgenen. Den 28. fik jeg gearkassen af og på en stor kabeltromle som bord under nogle træer fik jeg skilt den ad. Den eftermiddag skulle det selvfølgelig regne; men jeg fik da samlet det hele ned i plasticposer i tide. Den 29. forsatte jeg og fik samlet kassen. Jeg tiggede lidt mønje hos nogle fiskere og blev inviteret til frokost på havnen med grillede sardiner. Jeg fik plettet kassen med mønje og så genmonterede jeg den, hældte olie på, startede motoren og det virkede bare. Reversen holdt lidt hårdt i frem, fordi der mangler en afstandsskive; men Lizzie har nye lejer med ned til de udskiftede dele og ved lejlighed renoverer jeg det hele.
Om aftenen gik jeg som sædvanlig ud til en bar, hvor jeg kunne sidde og se solen gå ned samtidig med, at jeg fik en øl. Her mødte jeg Øzgur en “sidste års” gymnasieelev og hans venner. Han havde dette år, som et ekstra år med udelukkende engelsk og han ville så gerne øve sig, så vi aftalte at gå til stranden næste dag. Da jeg vendte tilbage til båden var der stor fest på havnen – bryllupsfest – udenfor havnens tehus, hvor der blev danset. Jeg satte mig på en stol i yderkanten i mørket for at se på; men jeg var blevet bemærket og fik serveret en dejlig kold cola. Jeg kvitterede ved senere at give et bidrag, da der efter skik og brug blev samlet ind blandt de tilstedeværende til brudeparret. Der var tilsyneladende ikke en dråbe spiritus til stede; men alle morede sig herligt alligevel – besynderligt.
Den næste dag var sidste dag i Marmara og den brugte jeg til at slappe af – gik i vandet og spillede kort med Øzgur’s venner og den 2. om morgenen forlod jeg Marmara og gik til Gelibolu ved indsejlingen i Marmara havet på Gallipoli siden – en dejlig tur med spilet fok og storsejl og 5,5 knob. Her kom jeg til efter at have fortøjet til at ligge lidt i vejen for lodsbåden og en af lodserne hjalp mig med at forhale en smule. Han og maskinisten, som kunne lidt engelsk, kom ombord og fik en kop kaffe. Næste dag sidst på dagen havde de frivagt og kom ombord og vi delte et par flasker vin og fik hentet et par flasker mere og til sidst gik vi ud og så Gelibolus natteliv sammen. Sikken nogle bæverdinger og maskinisten var meget tæt på at komme i slagsmål. Det var et par værre røvere og jeg kom sikkert til at betale det hele; men det var sjovt at opleve og med vinen ombord blev det knap 100 kr., så det var til at bære.
Jeg begyndte at skrive i Gelibolu; men sidder nu i båden i Canakkale og gør brevet færdigt. Jeg havde en fin frisk sejlads hertil ;men siden har det blæst forrygende, så jeg har haft god tid til at gøre brevet færdigt. Håber I får en god sommer derhjemme.
Hilsen OWEenfor havnens tehus, hvor der blev danset. Jeg satte mig på en stol i yderkanten i mørket for at se på; men jeg var blevet bemærket og fik serveret en dejlig kold cola. Jeg kvitterede ved senere at give et bidrag, da der efter skik og brug blev samlet ind blandt de tilstedeværende til brudeparret. Der var tilsyneladende ikke en dråbe spiritus til stede; men alle morede sig herligt alligevel – besynderligt.
Den næste dag var sidste dag i Marmara og den brugte jeg til at slappe af – gik i vandet og spillede kort med Øzgur’s venner og den 2. om morgenen forlod jeg Marmara og gik til Gelibolu ved indsejlingen i Marmara havet på Gallipoli siden – en dejlig tur med spilet fok og storsejl og 5,5 knob. Her kom jeg til efter at have fortøjet til at ligge lidt i vejen for lodsbåden og en af lodserne hjalp mig med at forhale en smule. Han og maskinisten, som kunne lidt engelsk, kom ombord og fik en kop kaffe. Næste dag sidst på dagen havde de frivagt og kom ombord og vi delte et par flasker vin og fik hentet et par flasker mere og til sidst gik vi ud og så Gelibolus natteliv sammen. Sikken nogle bæverdinger og maskinisten var meget tæt på at komme i slagsmål. Det var et par værre røvere og jeg kom
PS. Nu råber/synger han igen fra minareten.
Brunhildes besynderlige rejse 10.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Hver gang jeg begynder et nyt afsnit, har jeg et frygtelig besvær med at huske, hvor jeg sluttede sidste afsnit; men denne gang husker jeg, at jeg sendte det hjem fra Canakkale, så hvis jeg begynder med 12. juli, hvor jeg forlod Canakkale, går det vel ikke helt galt.
Jeg måtte gå for motor ned gennem Dardanellerstrædet; men da jeg rundede pynten for at gå sydover, kom der en smuk agten-for-tværs, som bragte mig til havnen på den lille ø Bozcaada omkring 20 sømil syd for strædet. Her indhentede jeg en engelsk båd, som jeg havde været sammen med i Marmara, Gelibolu og Canakkale. De havde fået maskinskade. Motoren var løbet varm og havde ødelagt en toppakning. En lokal mekaniker var taget med skipperen over land til Canakkale for at få planet topstykkerne og få fremskaffet de nødvendige reservedele; men da de kom tilbage, fandt mekanikeren ud af, at det faktisk var en revnet cylinder, der var årsagen og delene skulle fremskaffes fra Istanbul. Skipperen bandede sin motor langt væk (en magen til min); men da han og konen skulle hjem til et bryllup i England, skulle de tage reservedele med ud, mens vennen, der var ombord som gast, skulle blive og passe på båden – og så gik vi alle fire på taverna, mens jeg inderst inde priste min egen motor. Det skulle jeg ikke have gjort.
Næste morgen – det var den 13. gik jeg videre. Jeg ville ned til det lille område af små øer ved Ayvalik på den tyrkiske kyst øst for Lesbos.Der var ca. 50 sømil, så jeg gik tidligt for ikke at skulle ind mellem de mange små øer i mørke. De første par timer var der ikke megen vind, så jeg motorede afsted; men så begyndte det at lufte lidt og jeg gik på dæk for at sætte sejl, mens båden tøffede videre på selvstyreren – et øjeblik – så stoppede motoren og da jeg kom tilbage til cockpittet, var den kogt over. Jeg overvejede situationen og da jeg nu havde en fin lænser, bestemte jeg mig for at gå videre. For storsejl og spilet genua skød jeg en god fart. Lidt senere måtte genuaen ned og krydsfokken op. Lidt over middag var jeg ved Muslimstrædet, som grækerne kalder “Den Fandens Muslim” og da jeg gik ind i strædet, begyndte vinden at støde helt utroligt ned fra de høje bjergsider på nordkysten, så jeg fandt det klogest at bjerge fokken. Så lagde vinden sig totalt og op gik genuaen, hvorefter vinden gav sig til at huje igen – ned med genuaen. Sådan gik det slag i slag, indtil vinden senere gik i øst, så jeg måtte til at krydse og så fremdeles. På et vist tidspunkt midt i strædet lagde vinden sig igen, mens jeg var tæt på et rev midt i strædet, så jeg pumpede gummibåden op for at kunne trække Brunhilde væk med påhængsmotoren om nødvendigt. Alt dette tog tid og jeg indså, at jeg ikke kunne være fremme ved øerne, før det var blevet mørkt. De små havne jeg evt. kunne gå ind i undervejs, var ikke tillokkende, når jeg ingen motor havde og måtte gå ind for sejl, så jeg planlagde mig en rute ind mellem øerne med punkter på min GPS til et sted, der var beskrevet som en god ankerplads, idet jeg hele tiden måtte huske på, at man ikke rigtig ved hvor Tyrkiet og Grækenland ligger. Med GPS’en ved man jo ret nøjagtigt, hvor man er; men det nytter jo ikke meget, når detaljer på søkortet kan være placeret op til en halv sømil forkert. Vinden blev omsider ret konstant fra øst og det gik bedre fremad; men buldrende mørkt var det blevet, da jeg omsider nåede frem til øgruppen og gav mig til at krydse ind i området ved hjælp af mine planlagte GPS punkter, mens jeg bekymret prøvede at skimte mørke klippekonturer omkring mig. Da GPS’en sagde, at jeg var på ankerpladsen og konturerne af mørke klipper så ud til at være tæt på, lod jeg ankeret gå; men det var stadig den 13. Ankertrossen snoede sig om dækslet til ankerbrønden, da den rovsede ud og dækslet røg med overbord. Klokken var da et kvarter i 12, så der kunne ikke nå at ske flere ulykker den dag.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at jeg lå på den dejligste ankerplads, man kunne tænke sig. Det klareste fine vand, træbevoksede klippeøer rundt om, en let brise og solen på vej op på en skyfri himmel. Jo sådan ser paradis garanteret ud. Jeg gik i gang med at se til motoren. Jeg kunne trække den rundt med hænderne og jeg konstaterede, at den elektriske ledning til kølevandspumpen var knækket af, der hvor den var monteret til stel på motoren – formodentlig pga. vibrationer. Altså stort set det samme der skete på turen mellem Frankrig og Corsika. Med bævende hjerte reparerede jeg ledningen, hældte kølevæske på og trykkede på startknappen. Motoren sprang straks i gang. Hurra !!! Den er begyndt at bruge en del olie, formodentlig pga. skader fra dem første gang den gik i stå for mig og dette stop har garanteret ikke forbedret sagerne, så jeg kommer nok til at gøre noget alvorligt ved det til vinter. Motoren har løbet tæt ved 1000 timer, siden jeg tog hjemmefra, så der løber nok 1000 timer mere på, inden jeg er hjemme igen. Jeg hoppede overbord for at se til skruen, som jo havde været i konflikt med ankerkæden i Marmara havet og konstaterede, at den var OK; men mine svømmebriller duggede helt utroligt. Jeg fandt også ud af, at jeg havde mange ruher på skruen og omkring stævnen under vandlinjen. Derefter sejlede jeg en lille tur med gummibåden rundt i området og dermed var dagen stort set gået. I den flotte solnedgang trak jeg atter ankeret op og gik via en smal kanal ind til bugten ved Ayvalik og løb ind i en lille havn ved byen Alibay.
Fra en båd med tysk flag var der en fyr, der råbte til mig, at jeg bare kunne snuppe en “mooring” ved siden af ham. Det var Manfred. Hans båd er 50 fod og han hører hjemme i Aegina ved Athen. Han var 45 år og havde ikke været i Tyskland de sidste 20 år. Han havde tilbragt årene med at sejle i Caribien og i Middelhavet. Båden havde han købt i sørgelig tilstand i USA for 40000 dollars – en 20 år gammel solid glasfiberbåd, som han havde ofret en masse arbejde på og den var ved at tage form. Den skulle sættes i stand, så han kunne sejle charter med den. I mellemtiden levede han af at reparere både, sejle som skipper på rigmandsbåde og flytte andres både fra et sted til et andet. Han var i Tyrkiet for at afhente forskellige dele som en radar, en GPS m.m. til båden. Delene kunne han udføre afgiftsfri på sin “transitlog” for at bringe dem tilbage til Grækenland – så de var indkøbt i USA. Han måtte imidlertid en tur til Istanbul for at afhente dem, betale depositum (samt lidt under bordet) og så tilbage til Ayvalik og “forhandle” med tolderne der, for at få sit depositum tilbage, efter at disse kunne konstatere, at han virkelig havde en båd der. Ak ja der skal arbejdes hårdt for at slippe for afgifter.
Efter at have købt nye svømmebriller tog jeg den 16. ud til min fine bugt og rensede køl og skrue for ruher. Manfred fortalte mig, at ingen slipper for ruher, når man går til Istanbul. I nogle dage derefter blæste det 7-8 bft.; men bortset fra en masse sand m.m. fra kajen lå jeg trygt i Abiley. Jeg brugte bl.a. tiden til at rense mit vandsystem – slanger og tank og selvfølgelig kigge på stedet. Alibey er egentlig et interessant sted – mange taler græsk, fordi de er tvangsflyttede tyrkere fra Kreta efter freden i Lausanne i 1923. 1,3 mill. grækere og 0,43 mill. tyrkere blev tvangsflyttede mellem det nuværende Grækenland og Tyrkiet. Etnisk udrensning kaldes det vist i Bosnien. Den gamle bydel består af en mængde smukke gamle græske huse, totalt forfaldne og ingen ved vist, hvem der ejer dem. Rundt om skyder moderne beton fritids- og feriehuse op. Det er typisk tyrkisk i øvrigt. Der produceres meget nyt; men ingen synes at rydde op i det gamle.
Den 24. forsatte jeg til Dikili, hvorfra jeg ville bese det gamle Pergamon. Fin agten-for-tværs hele dagen. Lidt efter at jeg havde lagt til kom en engelsk 33 fods båd og bad om at måtte hænge udenpå. Ejeren var 43 år og hed Poul. Vi blev enige om at følges ad til Pergamon den næste dag. Jeg ringede hjem via telefonerne på posthuset – noget jeg normalt undgår, fordi det hænder, at de snyder en – men der var udsolgt af telefonkort i hele Dikili. Næste dag hoppede Poul og jeg på bussen til Bergama og tog derfra en taxa op til Pergamons ruiner. Pergamon ligger på toppen af en stejl klippe midt på en stor slette af frugtbart agerland, der så igen er omgivet at store bjerge. På bjergsiden er der et stort teater og på bjergtoppen ruiner af de gamle paladser, af et gammelt bibliotek, der rummede 200.000 bind, af et Zeusalter og af flere templer; men det er godt nok placeringen på toppen af klippen med den utrolige udsigt, der først og fremmest står mejslet i ens hukommelse. Vi spadserede ned mellem ruinerne af byen, der i gammel tid klyngede sig til bjergsiden og tog så bussen tilbage til Dikili. Vi gik ud og spiste sammen og om aftenen hørte vi jazz i bådene, mens vi delte lidt whisky. Poul havde været medejer af et rådgivningsfirma og det var han blevet træt at for 5 på siden. Han havde solgt sin del – var blevet skilt – var gået i bådebyggerlære; men efter et års tid havde han købt sin båd, var sejlet til Caribien og op langs den amerikanske kyst til Canada, derefter over Atlanten og var nu i Middelhavet. Han ejede en dyr lejlighed midt i London, som han havde lejet ud og af indtægten herfra kunne han ligge og sejle rundt.
Næste dag gik vi sammen ned til Bandemli - en vidunderlig ankerplads på kysten bag ved et par lange smalle øer. Oliventræer dækker bjergsiderne og inde på kysten var der varme kilder. Et sted var der et vandhul på stranden, hvor det varme vand kom op i bunden. Til at begynde med føltes det lige varmt nok; men når man havde siddet der lidt, var det bare helt fint. Der sad vi i det skønneste varme bad i den fri natur, med udsigt over ankerpladsen og med solen gående ned bag øen der skærmede mod havet.
Næste morgen kom Graham og Elli – et par newzealændere – i en 40 fods båd. Poul og jeg spadserede til Bandemli landsbyen ca. 3 km og købte ind til et grillparty på stranden og vi havde en flot grill om aftenen med gamle træstumper af oliventræ og selvfølgelig varmt bad. Den 29. sagde jeg farvel til de andre, halede ankeret og gik sydover til Eskifoca i det nordøstlige hjørne af Izmirbugten. I havnen lå den belgiske båd Nirvana for anker. Det var den vi havde ligget udenpå i Kalkhis, da vi troede, vi havde fået båden slået i stykker af tidevandsstrømmens bølger. Jeg løb over og hilste på dem og gik derefter til kajs med anker ude agter. Jeg fortøjede langs en 20 fods tyrkisk sejlbåd med et par mænd ombord. De kunne lidt engelsk og vi delte et par øl. Om aftenen kom de igen med koner, en søster og en bedstemor. De fik sig lidt te og kage og jeg fik noget med, så jeg kvitterede med en lille whisky til alle – dog ikke til bedstemor. Det var populært, så jeg blev inviteret på morgenmad den næste dag i deres hus i Eskifoca.
Den 1. august kom Lizzie med fly til Izmir. Sikken en rejse – altså for mig. Jeg tog afsted kl. 7 om morgenen for at hente Lizzie – med bus – fast besluttet på ikke at tage en taxa. Der var en togforbindelse fra Izmir til lufthavnen; men toget kørte meget sjældent pga. skinnearbejde. Jeg ville så tage den direkte busforbindelse; men de strejkede, så jeg forsøgte de lokale busser og kom da også i næheden af lufthavnen; men det sidst stykke måtte jeg give mig og tage en taxa. Vi kørte tilbage til havnen med taxa.
Den 2. fejrede vi 2-årsdagen for afgangen fra Haderslev og vi havde et par hyggelige sammenkomster med belgierne i Nirvana; men den 4. forlod vi Eskifoca og sejlede over bugten til Port Saip på nordøsthjørnet af Karaburunhalvøen. Det var en hyggelig lille havn for fiskere og helt uden turister ( vi anser ikke os selv for turister), hvilket er svært at finde på Tyrkiets kyst i sommersæsonen. Vi fik en fin svømmetur udenfor havnen ved en god lille strand.
Næste morgen inden nordenvinden rigtig kom i gang gik vi rundt om Karaburuns nordspids og fik en fin ”slædetur” medvinds ned langs vestsiden til Egri Liman – en fin naturhavn. I dag findes der lidt beboelse omkring en muslinge- eller fiskefarm; men det er stadig et flot natursceneri med stejle bjergsider rundt om. Man skal godt ind i bugten, for ellers er der ret dybt og jeg har respekt for at ankre på dybt vand. På 10 meter vand er det god motion, at skulle løfte 20 meter kæde og et 15 kg. anker og især under udlægningen. Hvis ankeret har svært ved at finde gennem begroningen, så skal det op og ud igen flere gange. Hen på eftermiddagen og om aftenen hujede det ret godt; men ankeret havde godt fast.
Egri Liman ligger overfor nordenden af Khios og derfra gik vi ned i Ildirbugten. I dennes sydkant ligger en bugt der hedder Pasha bay, som skulle give rimeligt læ; men da vi kom derned, blæste der en fæl ”meltimi” (den nordlige vind der blæser fra nord hele sommeren) – lige ind i bugten, så vi valgte at gå til Golden Dolphin Marina ikke så langt derfra. De tyrkiske marinaer er utroligt ucharmerende; men Golden Dolphin slår dem alle med flere længder. Et uhyggeligt turiststed med rædselsfuldt betonbyggeri. Vi skyndte os videre næste morgen til en lille havn en 5 sømil nord for marianen ved en lille by, som hedder Dalyan Ildur. Der var charmerende; men også yderst mondænt. Ved ankomsten til havnen troede vi, vi var kommet hjem, da der på en stor sten ved indsejlingen var anbragt en “lille havfrue”. Vi var på taverna og måtte af med 1,5 mill lire eller ca. 200 kr. Indrømmet det var lækkert med en dejlig fisk og forskellige tallerkener med “starters” og vin selvfølgelig; men det var da dobbelt så dyrt, som det dyreste vi indtil da havde prøvet.
Den 9. gik vi rundt til Cesme. Det blæste nok omkring 6 bft. fra nord, så der stod en fæl sø, inden vi kom rundt om det store rev i Ildir bugtens nordvestlige hjørne; men da først vi kom rundt og havde vinden agten ind, var det fin sejlads. I Cesme lå vi for anker i havnen bag en stor dækmole. Foran os lå en tysk båd med Eckhardt og Ulla fra Rendsburg. Et par dage efter at vi var ankommet blev Eckhardt meget syg – nyrebetændelse. Ulla kunne ikke sejle dinghy’en og kunne ikke betjene VHF’en; men en tyrker foran dem skaffede en læge. Lizzie og jeg hørte ikke noget før senere; men da vi fik hele historien, lovede vi at blive til Eckhardt var frisk igen, så vi sammen kunne følges ad ned af kysten. Oven på den historie lærte både Lizzie og Ulla at sejle dinghy med motor. Cesme er et turiststed; men der var et flot fort, en meget speciel kirkegård og vi blev gode venner med en tyrkisk familie, der havde en af strandcafeerne.
Den 16. var Eckhardt rask nok til at vi kunne forsætte. Der ligger en del bugter på sydsiden af den halvø, som Cesme ligger på og vi aftalte, at Eckhardt og Ulla skulle vælge en bugt og Lizzie og jeg en anden. De valgte Zarpdere og vi havde en flot sejlads i ca. 5 timer. I Zarpdere er der faktisk 3 ankermuligheder og Eckhardt valgte uheldigvis den, der vendte åbningen mod nord og da det blev sidst på eftermiddagen, tog vinden rigtig fat, så der stod en række krapsøer ind i bugten. Det blev ikke til nogen svømmning som planlagt; men hen under aften lagde vinden sig og så var der rigtig dejligt.
Næste dag tog vi så til Gøkkovar, som vi havde valgt – for motor, for der var ikke megen vind den dag. Da vi gik ud af bugten, kom der en båd fra den nordlige vig – den var dansk. Det var Tina med Bent og Mary ombord. De var på vej til Sigacik og vi aftalte at mødes der den næste dag. Indsejlingen til Gøkkovar er meget svær at finde og Eckhardt mente ikke, at vi var fremme, da vi styrede ind (vi talte sammen på deres bærbare VHF, som vi havde lånt); men den var god nok. 300 m fra åbningen kunne man pludselig se indsejlingen. Det var et fantastisk sted. En meget smal lille fjord ca. 1100 m lang – en vild natur med bjergsiderne helt ind til kanten. Helt oppe for enden, hvor bunden kom lidt op, lagde vi et anker og fortøjede til klipperne. Ankeret ville ikke holde, da det blæste op om eftermiddagen; men så roede jeg det over til den anden side og satte det fast i en klipperevne. Vi fik en fin svømmetur i det klare vand og beundrede de mange skibsnavne, der var malet på klipperne. Vi havde desværre ingen maling ombord. Om aftenen var vi til middag på “Joanna” og bagefter sad vi i cockpittet og nød stjernehimlen, mens Eckhardt fortalte, hvordan han pludselig var blevet afskediget fra Luftwaffe som 58 årig i forbindelse med reduktionerne efter sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland. Han var ansat ved NATO i Bruxelles og skulle have været pensioneret et halvt år efter. De havde investeret det meste af det, de ejede i en lille ny 10 m sejlbåd og kunne ikke tage tilbage til Tyskland uden at betale 19000 DM i moms. De kunne heller ikke tage afsted, for vinteren var lige begyndt; men de var heldige at få lov at låne en lejlighed i Spanien, indtil det var forår. De var temmelig bitre på Luftwaffe.
Der var dejligt i Gøkkovar; men vi var også spændte på at tale med Bent og Mary, så vi var ude af røret tidligt næste morgen. Efter et par timer for motor nåede vi Sigacik, hvor der ikke var megen plads; men efter nogen argumenteren kom vi til at ligge udenpå en stor tyrkisk sejlbåd uden besætning. Et sted hvor der var rimeligt med læ. Den flinke; men geskæftige havnemester fik arrangeret, at vi fik vasket tøj (formedelst 200 kr.) og at Lizzie, Eckhardt og Ulla kom med hans fætter (sådan en har alle geskæftige tyrkere) til Izmir næste dag for at se på tæpper. Derefter gik vi over og fik en drink hos Bent og Mary. De havde sejlet i Middelhavet i 2 år. Han var blevet førtidspensioneret som 57 årig i forbindelse med reduktioner på B & O, hvor han var ingeniør. De havde købt en 32 fods båd, som de boede i bortset fra en månedstid i december, hvor de tog til Danmark. Næste dag da de andre kom hjem fra Izmir, spadserede vi en fin tur ud på landet for at se resterne af det gamle græske Teos.
Den 21. gik vi til Kusadasi, som er en havn, hvor man kan klarere ind og ud. Vor tyrkiske transitbog, der gjaldt for 3 måneder, udløb den 24., så vi skulle til at forlade Tyrkiet. Vi havde en fin sejlads for en sydvestlig vind, som er en meget lokal vind, der opstår med en jævn meltemi. Jeg har vist ikke skrevet og forklaret om meltemien, så det får I lige her. Om sommeren opstår der et meget stabilt lavtryk over den arabiske halvø på grund af den kraftige opvarmning af ørkensandet. Dette lavtryk forårsager en stadig tilstrømning af luft fra Rusland, hvilket medfører en kraftig vind fra Sorte Havet følgende den tyrkiske kyst. Den blæser støt – mere eller mindre voldsomt – fra 1. juni til omkring 1. september. Skal man besøge Istanbul i sejlbåd skal man være fremme inden 1. juni; men kan så regne med fin medvind, når man skal derfra sydover. Dog skal man være lidt forsigtig, da den ofte blæser mellem 6 og 8 bft., hvilket kan være meget ubehageligt, når man er i nærheden af høje bjerge navnlig på det, der burde være læsiden og i det ægæiske hav forårsager den kraftig sø. Derfor var det også min agt at vente med at krydse det ægæiske til 1. september.
Kusadasi havn er ikke værst, selvom det er en marina, der er anlagt inde i en ret stor havn og det er et godt beskyttet sted at lægge båden, når man skal se det gamle Efesos, hvilket er et “must”, når man er på de kanter. Efesos opstod omkring 100 år før Kristus og var en vigtig by igennem hele den græske periode og da romerne erobrede Lilleasien, blev det den vigtigste handelsby på kysten pga. den fremragende havn. I dag ligger Efesos lagt inde i landet og det er svært at forestille sig, at det har været en havneby; men tilløbende floder fyldte bugten op. Allerede 3 – 400 år efter Kristus var havnen uanvendelig og Efesos mistede sin betydning; men det er spændende at se ruinerne i dag. Det er, med det jeg har set, det sted, hvor man bedst kan danne sig et indtryk af, hvordan en græsk storby så ud på den tid. Man går ned ad Marmorgaden og kan se ruinerne af teatret, biblioteket, stadion, gymnasium og mange andre store vigtige bygninger, hvoraf der er efterladt så meget, at man let kan forestille sig, hvordan livet formede sig.
Den 23. brugte jeg til at klarere ud. Kusadasi er en velorganiseret havn med mange faciliteter; men hvor der er tyrkere, er der altid overraskelser. I marinaen viste skilte med “Harbour Master”, “Customs”, “Passport police”, m.m.til enden af en meget lang mole og det var fine nye skilte. Da jeg kom derud, var der kun en toldkontrol – som er det sidste sted man skal henvende sig. Resten var flyttet op i byen for længe siden. Man havde bare ikke ulejliget sig med at ændre skiltningen. Så spadserede vi de 2 km. ind til byen. Lizzie gik på butiksbesøg og jeg susede rundt og fandt “Harbour Master” og “Passport Police” og fik clearet ud med dem – men “Customs” for lystbåde var i marinaen, fik jeg besked på. Tilbage – løb. Efter nogen søgen og spørgen sig frem var det et kontor lige ved siden af marinakontoret; men uden nogen form for skiltning. Der var i øvrigt lukket. Jeg gik ned i båden og kom tilbage en time senere og fandt en flink dame, som ordnede mine papirer, hvorefter jeg gik den lange vej ud af molen til toldkontrollen i eftermiddagsheden – der var lukket. Jeg ventede en halv time og gik tilbage til den flinke dame, som sagde, at der var åbent hele døgnet, så jeg skulle bare prøve senere. Ved 6-tiden prøvede jeg igen og så lykkedes det endeligt. Vi var officielt ude af Tyrkiet og næste morgen stod vi ud af havnen, idet vi sagde farvel til Eckhardt og Ulla, som skulle blive i Tyrkiet.
Ved middagstid løb vi ind i Pittagorion på Samos. Jeg var opsat på at få indrejsestempler i vores pas, idet Lizzie havde hørt nogle rædselshistorier om folk, der var blevet tilbageholdt ved udrejse fra Grækenland, fordi de havde været i Tyrkiet og ikke var blevet stemplet ind ved ankomsten til Grækenland. Ikke tale om at vi kunne få et stempel for indrejse. Ikke tale om at vi kunne få et stempel hos “Passport Police”. Vi var fra et EU-land og havde ikke ret til at få stemplet ved indrejse; men vi skulle - *!,(;).! mig - købe en transitlog formedelst 125 kr., fordi vi kom fra et ikke EU-land. Man kan roligt rive den i stykker, for den tjener intet formål. Transitloggen beholdt man hos “Port Police” indtil afsejling, så man ikke kunne stikke af fra havnepengene. Jeg spurgte, hvad det kostede om dagen at ligge i havnen, for som jeg sagde: “Jeg er ikke nogen Onassis” og fik at vide, at det var 100 drakmer i døgnet ~ 25 kr. Da vi tog afsted efter 3 døgn, ville de alligevel ingen penge have !!.
Nå det var egentligt rart at være tilbage i Grækenland. Den tyrkiske kyst var blevet mere og mere turistet efterhånden, som vi kom længere sydpå. Vi gik på taverna om aftenen og jeg fik mig en svinekotelet. Det første svinekød i 3 måneder.
Næste stop var Gaidharos en lille ø 20 sømil syd for Samos. I bunden af en dyb fjord lå en kaj med nogle huse og selvfølgelig et par tavernaer. Da vi havde fortøjet gik vi op til “chora”, dvs. landsbyen på toppen, det stejleste og højeste bjerg ved anløbsstedet. I gamle dage lagde man landsbyerne der af hensyn til piraterne. Vi kom tilbage og satte os i en af tavernaerne og fik en øl, da vi så en dansk sejlbåd komme ind og lægge til. Det var Werner og Ilse i “Kalunga”. Werner var pensioneret fra “Danida”, mens Ilse, der var noget yngre, måtte hjem ind imellem for at arbejde. Vi hyggede os sammen et par dage bl.a. med fællessang (vort hjemlands vemodige) i Kalunga over lidt øl, vin og ouzo.
Kalunga gik til Leros, mens vi sejlede vestover til Port Augusto på Arki, en fin naturhavn i en øgruppe af små øer 20 sømil vest for Gaidharos. Her blev vi et par dage for at kurere lidt på en influenzalignende sygdom, som Lizzie havde pådraget sig. Jeg havde lagt mit anker ud agter med en “tripline” bundet til en fender, fordi det så ud til, at der var en del sten på bunden. En af eftermiddagene kom der en lille græsk fiskerbådstype. Den styrede ind ved siden af os og kastede ankeret ud agter - uden at have en trosse bundet i det!!! Så holder det ikke ret meget vel? Den ene af fyrene hoppede overbord i snorkeludstyr, mens den anden tøffede rundt i nærheden. Sidstnævnte blev lidt efter træt af at sejle rundt, hvorpå han til min store fortrydelse tog min fender og halede ombord for at fortøje til min tripline. Det trak selvfølgelig straks mit anker løst, hvorefter jeg øjeblikkelig blæste ind i kajen. Han konstaterede, at triplinen ikke holdt hans skib og hev fenderen overbord igen; men ankeret var løst. Jeg måtte fortøje ved naboen og måtte ud i gummibåden for at lægge ankeret igen. Snorkelmanden snorklede videre en halv times tid og fandt så deres anker og fik bundet en trosse i det. Endelig kunne de fortøje og forestillingen var forbi.
Den næse ø vi besøgte var Patmos med det berømte Sct. Johannes kloster. Klosteret ligger i chora’en højt oppe med fæstningsmure omkring. Det er bygget i 1088, da der endnu var mange pirater i området. Det fik det første bibliotek i Grækenland og mange fine gamle bøger og dokumenter er på udstilling i klosteret. Vi kom lidt sent derop, så vi kom samtidig med hovedparten af de besøgende fra turistbådene, hvilket ødelagde det lidt med alle de mange mennesker ikke bare turister; men mange troende på en slags pilgrimsrejse. Vi gik også en tur i choraen så typisk med sine små firkantede, hvidkalkede huse med blå vinduer og døre. Mere cycladegræsk kan det ikke blive.
Vi gik så 20 sømil sydpå til Levitha. Den er beboet af et ægtepar med to sønner, som går i skole på Patmos. Det er klippeø overstrøet i den grad med sten; men familien i 3 led har samlet sten i kilometre af gærder og bygget huse, sågar et lille kapel, af disse sten. De holder et par hundrede får og geder og har et lille område, hvor man tilsyneladende kan have lidt agerbrug om foråret. Samtidig har de en lille taverna, som besøges af de sejlbåde, der lægger sig ind i den dejlige naturhavn i hele sæsonen. Ligesom os.
Næste dag blæste det godt og vi blev liggende; men da vinden dagen efter lagde sig, drog vi afsted. Det skulle vi ikke have gjort. Båden slingrede afsted for motor i dønningerne fra dagen før. Det var ingen nydelse og jeg var meget lidt populær; men vi rundede nordøstspidsen af Amorgos og løb ind i Katapola på Amorgos. Næste dag besøgte vi klosteret Panayia, som bogstaveligt talt hænger på klippesiden mellem himmel og hav på sydøstsiden. Vi kom dertil med en bus; men skulle spadsere op af ca. 200 trappetrin i middagsheden. Det var lige før Lizzie ikke havde klaret det; men stædig er hun jo. Det var umagen værd. Småt var det med en lille kirkesal. På en eller anden måde gav det et utroligt godt indtryk af, hvordan klosterlivet må have formet sig.
Vi kom lidt uplanlagt afsted næste dag. Naboen rev mit anker løs, da han drog af og med de vindstød, der stod ned fra bjergene fra sydøst, skulle vi enten afsted eller ud og starte forfra med at lægge anker – så afsted vi gik. Det bev endnu en upopulær tur. Da vi passerede sydvestspidsen af Amorgos stod der en sydøstlig vind med 6 bft. og da vi var på vej vestover mod Ios slingrede vi en del i de store søer fra sydøst. Først da vi rundede nordspidsen af Ios, kom vi lidt i læ for søerne.
Ios er et sygt sted; men vi ville gerne se Thira (Santorini) og jeg havde ikke lyst til at tage Brunhilde dertil pga. meget begrænsede muligheder for at lægge til. Fra Ios tog vi så næste dag flyvebåden til Thira – en ubehagelig tur med den sø der stod; men det var interessant at se Thira - øen som sprængte sig selv i luften omkring 1450 f.K. Udbruddet skal have forårsaget en over 50 m høj bølge, som skulle være årsagen til den minoiske kulturs undergang. Øen danner en brudt ring omkring krateret. Den ligger ret højt over havets overflade og falder stejlt ind mod krateret. I midten af krateret er der et par små øer, som skød op i 1711. Derude er jorden stadig varm sine steder. Det sidste store jordskælv fandt sted i 1956 og forårsagede en 17 m høj flodbølge. I museet er der en fin udstilling af gamle søkort, tegninger og senere fotos fra øen, som giver et indtryk af, hvad der skete i forbindelse med udbruddene. Vi så også et par kønne kirker og tog så flyvebåden tilbage til Ios og Brunhilde.
Det næste sted var Naksos ca. 20 sømil nord for Ios. Til at begynde med brød vi os ikke meget om stedet. Havnekajen er en fæl gang turisme og havnen selv er meget urolig pga. turistbådene; men det blæste godt i nogle dage og efterhånden blev vi bekendt med den gamle by bag kajen, hvor husene nærmest er vokset sammen, så gaderne næsten virker som tunneller og snor sig stejlt op mod det lille torv med kirke og museum – et udmærket museum. Tre unge danskere ankom i en “Motiva”, som de selv havde genopbygget. De havde brugt 3 måneder til at komme til Naxos, så de havde haft travlt. De havde selvfølgelig orlov.
Den 14. gik vi over til Nassova på nordsiden af Paros; men yachts skal nu fortøje på ydersiden af havnen, hvor man er meget udsat i en nordvesten vind, som er den fremherskende vind, så allerede dagen efter forsatte vi 35 sømil vestpå til Livadhi på Serifos. En stor bugt med en fin havn og en flot chora på bjerget over bugten.Det blev til et langt ophold på Serifos, som var vor sidste cyclade ø. Derfra skulle vi 55 sømil vestpå til Ihdra, en ø på kysten af Peloponnes tæt ved bugten under Athen; men vi havde nogle fine dage på Serifos. Jeg spadserede op til chora, mens Lizzie tog bussen og så fulgtes vi til fods sammen ned igen. Vi spiste frokost hos en skæg gammel krofatter. Det var allesidst på turistsæsonnen og han var glad for at have nogen at tale med. Han boede i Athen om vinteren. Han ville have Anne Marie tilbage som dronning. Der kom mange lejede både, mens vi var der. Nogle nordmænd som blev ustyrligt berusede og skubbede hinanden i vandet midt om natten, en båd med danskere og især en båd med hollændere, som nærmest adopterede os, inviterede på drinks på båden og senere gav middag på en taverna.
Den 20. lød vejrmeldingen på 4 bft. fra syd og kl. 0700 gik vi ud af havnen for motor uden vind. Først ved 11-tiden kom der vind, så vi kunne regne med at have nogen fart for sejl. Sidst på eftermiddagen begyndte de store sejlbåde fra Serifos at indhente os, ved 1700-tiden passerede vi Idhra’s østlige næs og kl.1800 løb vi ind i havnen, der som ventet var fyldt til bristepunktet; men der er altid plads til en lille båd og vi fik lagt os godt bag to små tyske sejlbåde med flinke mennesker ombord. Idhra by er en ganske hyggelig, men meget turistet by. Jeg fik en fin svømmetur fra klipperne lige udenfor havnen og vi spadserede til en lille taverna langs kysten – et hyggeligt sted; men regningen var sandelig også derefter.
Den 22. gik vi til Spetsai i den Argoliske bugt og fandt en plads inde i den gamle havn og her lå vi i flere dage, mens vinden stod lige i øst og vi holdt min fødselsdag – på den forkerte dato. Det er ikke nemt at holde styr på tiden med dette liv.
Den 26. havde vi en fornuftig vind og vi passerede Idhra og rundede Peloponesses nordøstlige næs og lagde os ind i Poros, som er vældig populær; men vi syntes ikke, der var specielt rart. Byen er ikke noget særligt og havnen er ubehagelig – en lang nord-syd løbende kaj uden læmole og en utrolig dønning, når turistbådene lagde til. Der kom imidlertid en del udlejningsbåde med især nordmænd og vi fik en hyggelig aften med et par af naboerne, da vi gik på taverna sammen. Den 29. kom der en skidt vejrmelding og hen på formiddagen gav det sig til at huje helt fantastisk langs kajen. Folks ankere begyndte at skride og mange dampede afsted i stor forvirring. Vor nabo på læsiden – rar; men noget af en klovn – kunne ikke starte motoren. De havde tømt batterierne om natten også startbatteriet, hvordan det så ellers kunne lade sig gøre. Medens han prøvede at låne et batteri til at starte – der var ingen, der havde tilstrækkelig lange startkabler – begyndte hans anker at slippe. Lizzie var i cockpittet og han bad hende tage en ende for at holde hans stævn. Flink som hun er, gjorde hun, som hun blev bedt om, inden jeg nåede at protestere og deres 40 fods båd rev så straks også vort anker løst. Så måtte vi også afsted – hu hej. Vi havde en ubehagelig manøvre, da ankeret kom op; men det lykkedes og så var vi på vej til Aegina. Undervejs lagde vinden sig og til sidst så meget, at motoren måtte i gang. Fra den ene yderlighed til den anden.
I Aegina skulle vi vente på vore børnebørn, som skulle komme den 2. okt. og sejle med os i en uge og vi lagde os ind i den halvfærdige havn udenpå den gamle. Der fortøjede vi sammen med et par andre langturssejlere til de store sten på læmolen med et anker agterude. Der lå vi meget mere sikkert, da det næste dag og nat hujede med 8 bft. fra vest og så var vi fri for at deltage i den daglige ankerkomedie, som uvægerligt opstår i den gamle havn.
Hermed er vi fremme ved det sidste kvartal af 1995 og så får I ikke mere for denne gang; men snart går jeg op til Preveza for at gå på land omkring 1. dec for vinteren og hvis nogen af jer skulle få lyst til at sende mig et par ord, så er min adresse:
O.W.Jensen, S/Y Brunhilde, Cleopatra Marine, El Venizelou 39, Preveza, Greece
Hilsen Lizzie og OWE
Brunhildes besynderlige rejse 11.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Tilbage på båden i Preveza 15. januar efter juleferie i Danmark er jeg begyndt på at samle de mange motordele, jeg har liggende i et stille håb om, at de atter skal blive til en marinemotor – en der virker altså. For en amatørmekaniker som mig er det noget af en udfordring og jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at tage mig sammen til at skrive om aftenen. Jeg skulle jo nok have skrevet, mens jeg var derhjemme; men jeg nød bare tiden med Lizzie og med at besøge familie og gode venner – og gå til jazzaften på Finn Ziegler café. Derfor sidder jeg her i båden om aftenen ved petroleumslampens skær og skriver dette afsnit.
Inden jeg kommer i gang med beretningen, vil jeg imidlertid gerne komme med nogle bemærkninger, om det jeg beretter. Jeg får mange tilkendegivelseer om “Brunhildes besynderlige rejse” fra mennesker, jeg møder, når jeg er hjemme. Alle siger at de er glade for at læse mine udgydelser (man er vel høflig); men mens nogen synes det er sjovest at læse om de mennesker vi møder undervejs, synes andre at det mest spændende er at tage et kort frem og følge med på det, mens de læser, så de ligesom er med på rejsen. Så er der måske nogen, der følger med fordi de godt kunne tænke sig at tage en lignende tur og det er for denne kategori, at jeg – måske lidt vel detaljeret – beskriver de dumheder, jeg gør og mine erfaringer med materiel, vejr, myndigheder m.m. Det er mig magtpåliggende ikke at skræmme nogen fra eller lokke nogen til at tage afsted; men skulle der nu være nogen der læser dette, som senere selv kommer afsted, så er der jo ingen grund til, at de foretager sig de samme dumheder, som jeg har gjort og der var måske et enkelt tip, der kom ind “handy”. Så til alle jer der ikke er potentielle middelhavsfarere: “Bær over med mig, hvis jeg bliver for teknisk ind imellem”.
Sidste afsnit sluttede med at Lizzie og jeg var nået til Aegina for at vente på at børnebørnene skulle komme på besøg 2. oktober. Jeg benyttede bl.a. ventetiden til at aflevere mit kompas (med en stor luftblære i) og min GPS (med et dårligt printkort) til reparation i Athen. Vi hentede ungerne i Athens lufthavn. Ungerne er Anders på ni år og Elise på seks (eller der omkring). De havde haft en fin flyvetur med SAS og kaptajnen kendte godt deres farfar. Kaptajnen var Bringø og han kom ud sammen ungerne i lufthavnenn og hilste på.
Sammen med ungerne trissede vi så rundt i farvandet syd for Athen den næste uges tid. Bl.a. besøgte vi Epidaurus – ruinerne fra et gammelt helligt sted i lighed med Delphi. Der er ikke så meget tilbage af de gamle templer; men teateret er velbevaret og nænsomt restaureret. Her oplever man virkelig den utrolige akustik, de gamle grækere var i stand til at skabe. Det er et stort teater med plads til 14000 tilskuere. Vi gik op på de øverste bænkerader og alligevel kunne vi ganske tydeligt høre, hvad der foregik på scenen. En guide demonstrerede akustikken ved at lade en mønt falde fra en halv meter. Det hørtes tydeligt deroppe på de øverste bænkerader, hvor vi var.
Vi besøgte også den lille havn Vathi på Methana og Perdika på Aegina. Vejret artede sig rigtig godt; men desværre havde Elise noget udslet, der gjorde, at det sved forfærdeligt, når hun gik i vandet og Anders den vandhund blev snotforkølet, så vi ikke turde lade ham bade for meget. Til gengæld blev der fisket en del og med stort held. Jeg havde været ret bekymret for, at de skulle kede sig; men det gik over al forventning og inden vi fik set os om, var det den 9. oktober, hvor de skulle rejse hjem og vi måtte aflevere dem i lufthavnen.
Lizzie skulle rejse hjem den 13. Jeg havde fået mit kompas og min GPS tilbage og fik det installeret tilsyneladende OK. Mens vi ventede på, at det blev Lizzies tur til at tage hjem, mødte vi en eftermiddag en nordmand på en fortovscafé på Aegina. Han havde været skipper i et hollandsk selskab, var blevet gift med en hollænder og var nu pensioneret. De boede i Haag; men havde en lejlighed på Aegina i fast leje og de boede der hver sommer i mange måneder. Mod at vi købte et par øl og tog med ham hjem, kunne vi få et bad. Det gjorde vi så og vi drak vore øl og en del af hans. Om aftenen skulle han til et party, hvor han ikke kunne tale med ret mange – han kunne intet græsk; men som han sagde: “Der vil være masser af spiritus”. Så vidt man kunne bedømme, var det ikke penge, der manglede; men hvor han dog kedede sig gudsjammerligt. Det er ikke penge, der gør det.
Den 13. om morgenen fulgte jeg Lizzie til færgen, så hun kunne nå sit fly og jeg gik tilbage til Brunhilde for at tage afsted til Korinth. Vi vinkede til hinanden, da færgen sejlede og jeg halede mig ud ved ankeret; men trossen havde sat sig fast i noget på bunden. I det klare vand kunne jeg se, at der lå en sunken motorjolle på bunden i øvrigt med en fortøjning, som lå og flød i vandoverfladen. Den kunne jeg flot have fået i skruen. Efter at have trukket trossen i forskellige retninger ved hjælp af motoren kom den heldigvis fri. Jeg er sikker på, at den jolle vil ligge der mange år ud i fremtiden, hvis jeg kender grækerne ret. Hen på eftermiddagen nåede jeg frem til Korinth-kanalen for bidevind fra nordvest. Jeg fortøjede langs kajen og lagde heldigvis alle mine fendere imellem, da man ligger skidt ved broen. Så gik jeg op og købte en passagebillet formedelst 400 kr. dvs. 70 kr. pr. km. Jeg fik besked på at skynde mig ned og gøre klar til at gå igennem, så snart et skib, der passerede i modsat retning, nåede frem. Da jeg kom ned kom lodsen ind !! Han kom med en mægtig bovbølge, som bankede Brunhilde ind i broen og på trods af at jeg nåede at holde maksimalt fra, blev båden trykket så hårdt ind, at en af fenderne tabte al luften. Heldigvis skete der ingen skade; men både skal nu holde til en hel del.
Ved fem-tiden løb jeg ind i Korinth havn og lagde mig ved siden af en sydafrikaner ved navn John. Han hjalp mig med at fortøje og om aftenen havde vi en hyggelig snak i hans båd. Han var 40 og havde sejlet som maskinist, siden han var 20. For et par år siden var han blevet dødtræt af det og var taget til Tyrkiet, hvor han havde arbejdet på lystbåde i området ved Bodrum. Han havde tjent så meget, at han havde kunnet købe en 26 fods glasfiberbåd af engelsk afstamning. Den var 25 år gammel (ligesom Brunhilde) havde været sunket og var sat på land uden at blive gjort noget ved, så han havde fået den billigt. Med en masse knofedt havde han fået en udmærket båd ud af den. Han havde to alvorlige problemer. Det ene var, at motoren var aldeles antik – sådan en hvor man jævnligt smurte vippetøjet med en smørekande, når den var i gang. Den var meget slidt og han turde kun bruge den under havnemanøvre. Det andet problem var at på trods af, at han havde sejlet i næsten 20 år, var hans kendskab til at sejle meget begrænset, da hans tid på havet udelukkende havde foregået “i maskinen”. Han var på vej til Rom, hvor han havde et job for vinteren med at renovere motorerne på en stor motoryacht. Jeg hørte om nogle af hans oplevelser på vej over det ægæiske hav – med dårligt vejr – om natten – uden GPS – med begrænset viden om navigation og håndtering af sejl. Jeg misundte ham ikke, at han skulle op til Rom, inden han kunne lægge op for vinteren.
Da jeg stod op næste morgen, var han ved at lette anker. Jeg lagde ud en times tid senere. Der var ikke megen vind og det, der var af den, var næsten stik i næsen, så jeg knurrede afsted for motor og snart så jeg Johns sejl forude. Han blev presset langt op mod nord og inden længe var han bagude. Jeg var på vej mod øen Trizonia, der ligger ca. 10 sømil vest for Galaxidi i Korinth golfen. Hen på eftermiddagen kom der en virkelig fin vind fra nord, så jeg kunne slukke motoren og gøre god fart for sejl. Jeg bestemte mig for at forsætte; men lidt vest for Trizonia døde vinden pludselig, så jeg opgav og løb ind til øen for motor. Øen har en smuk beskyttet bugt; men man er ved at bygge en stor marina i den. Den megen beton så ikke specielt hyggelig ud, så jeg lagde mig for anker i den fine bugt sammen med en tysk og en engelsk båd. Kvinden på den engelske båd fik jollen sat i vandet og roede over til mig for at høre lidt om, hvor jeg kom fra osv. De var selv på vej til Tyrkiet og var startet fra Elba i foråret. Efter en lille sludder roede hun over og snakkede lidt med tyskeren og hans kone, hvorefter hun vendte tilbage til sin egen båd. En fin ide når man er på rejse på den måde og man jo ikke taler med nogen udenfor båden hele dagen.
Næste morgen tog jeg afsted med Mesolongion i Patrasgolfen som mål. I nogle timer måtte jeg gå for motor; men så kom der en fin vind fra nordnordøst og med genua og storsejl fik jeg en rigtig fin sejlads. Både Korinth golfen og Patrasgolfen er meget afvekslende at sejle i. Naturen er flot med høje bjergsider og mange større og mindre bebyggelser langs kysten. I det smalle stræde ind til Patras golfen myldrer det med de typiske græske færger – landgangsbåde – mellem nord og syd, så man skal være på vagt, når man går forbi for sejl. Ved fire-tiden var jeg ud for Mesolongion – vinden var stadig fin og jeg bestemte mig for at forsætte. Det så ud til at jeg kunne være næsten ude af Patras golfen inden det blev mørkt og da GPS’en var begyndt at skabe sig igen med at tænde og slukke hele tiden, ville det være en god ting. Kysten mellem Mesolongion og øen Oxia, hvor det går nordvest på op i det Ioniske hav, er meget lavvandet langt ude fra kysten, så man skal passe godt på, når man ikke har sit ekkolod og mit havde ikke virket, siden båden kom i vandet i foråret. Alt gik vel og ud for Oxia blev det for alvor mørkt; men nu var det blot at finde op til Itacha, som er mit yndlingssted i det Ioniske hav. En overgang var der en mægtig trængsel med store færger, der kom nordvest fra – trafik fra Italien; men derefter var det bare fin sejlads for genua og storsejl. Jeg holdt mellem 5 og 5,5 knob. Selvom der står fyr flere steder på Itacha, er der ikke noget fyr, der leder ind til Vahti, som var mit mål. Man skal ind i en smal fjord og først når man er godt inde i den snævre fjord og man nærmer sig den smalle åbning, hvor indsejlingen slår et sving på 90 grader ind i den bugt, der udgør Vahti havn, er der et fyr, der leder ind i bugten. Da jeg ikke turde stole på GPS’en, var jeg noget på tæerne. Omsider kunne jeg imidlertid skimte konturerne af Itacha’s klippesider i den sorte nat og GPS’en syntes at klare sig godt, selvom den tændte og slukkede hvert andet øjeblik. Noget senere så jeg fyret inde i åbningen og jeg bjærgede sejl, startede motor og fulgte fyrene de sidste 2 sømil ind til havnen i den smukke bugt mellem bjergene. Klokken var et, da jeg lagde hækankeret og fortøjede stævnen ind til kajen.
Jeg blev et par dage i Vahti. Jeg synes, der er så idyllisk i den lille by og jeg nød at være tilbage i de næsten hjemlige omgivelser med et særdeles vellykket sommertogt vel overstået. Den 18. lød vejret på en let sydvestlig vind og det passede fint med at sejle op til Vliho på Lefkas. For at komme ind i bugten ved Vliho, passerer man man mellem Tranquil Bay og Nidri. Det var ved at blive mørkt og jeg havde lige bjærget sejl, da jeg passerede en jolle på vej over til Nidri. Det var John fra Korinth. Vi fik en lille sludder, der midt i strædet. Han var først nået op til en lille bugt syd for Galaxidi. Derefter var han gået til Navpaktos stadig i Korinth golfen; men fra Navpaktos var han så sejlet direkte til Tranquil Bay. Jeg forsatte ned i Vliho bugten – ned til den lille kaj, som altid er fuldt optaget, for at se om Freddy og Danielle – belgierne som vi fulgtes med fra Italien – stadig var der. Sandelig – der lå deres båd Cobra og ved siden af lå Mike og Vitas katamaran. Dem havde jeg tilbragt megen tid sammen med i Preveza forrige vinter. Jeg lagde mig ud for anker, glad ved at være tilbage mellem venner.
Næste morgen roede jeg ind til den taverna, som Freddy og Daniella havde lejet og konstaterede at de kun holdt åbent fredag, lørdag og søndag. Jeg gik ned til deres båd; men den var låst. Mike og Vita var der derimod – stor gensynsglæde. De havde haft en fin sommer i det Ioniske hav med passende dramatik pga. vejret. De kunne fortælle, at Freddy og Daniella havde købt en camper, som de kørte rundt i og beså Grækenland, når de havde fri fra tavernaen. Den følgende dag skulle Mike og Vita med bus til Cleopatra marina og jeg tog med for at sikre mig, at der var plads nok til mig på pladsen. Det var der heldigvis og samtidig fik jeg hilst på en række bekendte fra sidste vinter.
Om fredagen kom Freddy og Daniella tilbage fra deres tur og kunne berette, at tavernaen, som de kaldte “Safe Haven”, var gået fint. De havde haft en meget travl sommer og på det tidspunkt af året var de i modsætning til sidste år, de eneste der holdt åbent. De kunder, der var tilbage, var alle sejlere og de gik kun til “Safe Haven”. Der var endnu ret velbesøgt i weekenden, så derfor holdt de åbent fredag, lørdag og søndag. For en del af sommerens indtægter havde de købt den brugte camper. Den var på engelske plader og derfor billig. Til gengæld var der ikke lang tid tilbage, før den skulle være ude af Grækenland igen.
Jeg lå nu stille i Vliho et stykke tid, gik og cyklede nogle gode ture. Jeg brugte også tiden til at demontere min GPS og sende den hjem til Phillips i Danmark med et længere brev om mine trængsler. Jeg mindede dem bl.a. om, at jeg havde ringet til dem og spurgt, om jeg kunne stole på den reparatør i Athen, som stod i deres brochure, hvilket de havde bekræftet og alligevel stod jeg nu med en GPS, der ikke virkede. Der var imidlertid service på. 14 dage efter (på det tidspunkt var jeg på land i Preveza) kom udstyret tilbage med en ny antenne og udskiftet printkort – free of charge. Jeg inspicerede min rig, som var 25 år gammel og jeg havde på et tidlligere tidspunkt bestemt, at hvis jeg konstaterede den mindeste smule problemer, så skulle hele riggen udskiftes. Jeg ville ikke risikere at miste masten. Under inspektionen fandt jeg en revne i en af øjeterminalerne. Altså skulle masten ned til vinter og jeg skulle ud at købe en ny rig. Jeg gik også og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre ved motoren. Den brugte altså meget olie og den havde jo sat sig for mig to gange. En dag da jeg diskuterede dette med Mike, tilbød han, at jeg kunne låne hans gamle varevogn, der var ombygget til en slags camper, som værksted for mig, hvis jeg selv ville reparere motoren. Det afgjorde sagen. Jeg besluttede at tage stempler og cylinderforinger ud i marinaen, hvor Mikes vogn stod, fremfor at risikere store problemer undervejs næste sommer.
Jeg havde iøvrigt en rigtig “sort” dag, mens jeg lå i Vliho. Om morgenen var jeg taget ind i gummibåden for at hente friskt brød til morgenmad. Da jeg efter morgenmaden kom ud i cockpittet, havde den bagerste halvdel af gummibåden totalt tabt luften og påhængsmotoren hang under vand. Årerne var sejlet ud af båden, da bagenden sank; men et par franskmænd fra en båd, der lå for anker ved siden af, kom heldigvis over med årerne i samme øjeblik. Jeg fik meget travlt med at få motor og gummibåd op. Sikringen på luftventilen måtte være blevet revet løs, for da jeg pumpede bagenden op holdt den tilsyneladende luften fint, hvorefter jeg skyndte mig at ro ind med motoren. Med motoren i den ene hånd, op på cyklen og ind til Nidri for at finde en mekaniker, der kendte fremgangsmåden med at rense motoren for vand. I.h.t. instruktionsbogen skal det ske inden 3 timer, hvis motoren ikke skal tage skade. Nu havde jeg held i sprøjten. Jeg fandt en, der kunne gå i gang med det samme og knap 3 timer efter at motoren var sunket, var den klar igen.
Jeg havde nogle fine dage i Vliho; men selv om vejret var ret godt, var det betydeligt koldere om natten end forrige år og mens jeg sidste år gik i vandet til hen i november, havde jeg bestemt ingen lyst til at bade, mens jeg var i Vliho (jeg er ret kuldskær). Da jeg samtidig syntes, at jeg havde temmelig meget at lave på båden, inden jeg kunne rejse hjem til jul, besluttede jeg at tage op til Preveza den 30. og tage båden på land. Inden da mødte jeg iøvrigt John i Nidri. Han skulle have båden på land i Vliho. Han ville så tage færge og bus til Rom og bo på motoryachten, mens han reparerede motorerne. Det var vist en fornuftig beslutning.
Den 29. inviterede jeg Mike og Vita på middag i “Safe Haven” som tak for tilbuddet om at måtte bruge deres vogn som værksted. De ville først på land op mod jul, så jeg fik nøglerne til vognen og den 30. motorerede jeg i vindstille op til Preveza og lagde mig for anker midt i havnen. Næste morgen tog jeg over til marinaen med færgen og fik en aftale om at få båden op den følgende dag. Jeg tog tilbage til båden og riggede sejl og bom af og løsnede vanter og stag, så kun undervanterne holdt masten. Næste formiddag kom jeg over til kajen, fik liften kørt over båden og med lidt snoretræk og venners hjælp kom masten ned. Båden kom på land og så var det bare om at arrangere sig og komme i gang med arbejdet. Jeg fik masten rigget af; men havde ikke held med at finde en rigger i området omkring Preveza. Jeg kom så i tanke om Manfred, som jeg havde ligget ved siden af i Alibey i Tyrkiet. Han var hjemmehørende på Aegina og havde givet mig sit kort med telefonnummer, så jeg kunne ringe, hvis jeg løb ind i problemer. Jeg ringede og bad ham om finde mig en rigger. Motoren var omsider klar til at komme ud. Jeg havde besvær med ophængene, som jeg måtte splitte ad for at få motoren løs; men endelig fik jeg den ud af båden med liftens hjælp og på en lille trækvogn trukket over til Mikes vogn og med vennernes hjælp fik vi løftet de 250 kg. ind bag i vognen.
Den 23. om morgenen var jeg med stempler og foringer i bagagen og halvdelen af riggen over skulderen i gang med at stige på bussen til Athen. Om eftermiddagen mødtes jeg med Manfred i Piræus på en bar, hvor vi over et par øl eller flere aftalte detaljerne omkring riggen. Efter en lang aften på barer i Piræus tog jeg en taxa til lufthavnen for at tage med Malev, det ungarske flyselskab, kl. 0540. Malev var langt det billigste – 2100 kr. retur – og så var det dem, der med min gode ven FØR’s mellemkomst havde taget mig gratis frem og tilbage forrige vinter. Kl. 1800 den 24. nov. efter et langt op hold i lufthavnen i Budapest mødtes jeg med Lizzie i Kastrup. Anita havde kørt hende til lufthavnen og nu blev vi kørt hjem til LEF og Anita i Dragør. Efter god mad, megen vin og endnu mere snak kom jeg til køjs ved 23-tiden. Det blev ikke til megen søvn i de to døgn.
Så bliver det ikke til mere om 1995.
Hilsen fra besætningen på Brunhilde
Brunhildes besynderlige rejse 12.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Den 15. januar kom jeg tilbage til Preveza for at arbejde på båden. Man husker måske, at jeg havde fået løftet motoren ud og havde fået den skilt ad i atomer i en gammel “camper”, at masten var taget ned for, at jeg kunne montere ny rig og jeg havde i øvrigt også hugget støbningen op omkring stævnrøret for at fjerne en lækag omkring dette. Der var således rigeligt at tage fat på; men jeg var fuld af fortrøstning for året før havde vejret i januar, februar og marts været ganske fint. Denne vinter blev imidlertid noget anderledes på den nordlige halvkugle og Preveza blev ingen undtagelse. Det regnede og regnede det første stykke tid, så det var vanskeligt at arbejde på andet end at samle motor. Ved det arbejde kunne jeg jo stå i tørrevejr bag i Mikes og Vitas camper, som var mit værksted.
Det var første gang, jeg skulle samle en motor; men jeg havde fine muligheder for at hente vejledning. For det første var der englænderen Poul, der var “bådmekaniker” i et af bådudlejningsfirmaerne i Preveza og han havde arbejdet med bil- og bådmotorer hele sit liv. På pladsen var der også en engelsk båd med Graham og Ellie et par på omkring 40, som sejlede en 26 fods træbåd. Graham havde været flymekaniker i den engelske flåde; men havde senere startet sit eget lille firma med reparation af bådmotorer. Det havde de nu forladt og var på tur i Middelhavet, hvor han håbede på at få lidt arbejde ind imellem. Hvordan han havde tænkt sig at få tid til det, ved jeg ikke. Han malede og sleb og malede på den fine gamle træbåd sammen med Ellie; men var altid klar med et godt råd under mit arbejde med motoren. De tog imidlertid tilbage til England i 3 uger i begyndelsen af februar og så var det Poul, jeg skulle have fat i – lidt sværere i en snæver vending. Han arbejdede på værftet i Margarona bugten et par kilometer på den anden side af Preveza, hvor han havde 12 både at klargøre.
Nå det gik fint med at samle motor. Jeg arbejdede nøje efter instruktionen, jeg havde og en eftermiddag var den færdig og klar til at blive lagt i båden. Vejret var fint. Jeg lavede mig en kop kaffe og slappede lidt af, mens jeg bladede lidt i forskrifterne og kiggede lidt i de tekniske data – det var da mærkeligt. Der stod at topstykkerne skulle spændes til 110 kpm. Jeg bladede lidt tilbage og konstaterede at i selve instruktionen, som jeg havde brugt, stod der kun 100 kpm. Ærgerligt – jeg måtte have topstykkedækslerne af igen og demontere vippemekanismen for at spænde de sidste 10 kpm. Da jeg bakkede møtrikkerne tilbage og spændte efter, gik en af dem utroligt dårligt. Da jeg ville tage den af og montere en anden, sad den pludselig uhjæpelig fast. I stedet gik bolten løs i fundamentet. I en skruestik fik jeg med megen forsigtighed savet og mejslet møtrikken af bolten; men der var ikke noget at gøre. Boltens gevind var ødelagt. Så måtte jeg endnu engang have fat i Lizzie og få hende til at sende mig en ny bolt. Det er næsten umuligt at komme nogen vegne uden logistisk backup derhjemme, for det er ofte utrolig kompliceret at få fat i ting herude.
Sidst i januar sendte Manfred – min gode ven fra Athen – som lovet den nye rig til masten. Han leverede den ombord i en bestemt bus en morgen således, at jeg kunne møde bussen om aftenen i Preveza og hente riggen. Desværre gav det sig til at blæse helt forbandet, således at bussen, der skal sejles over Patras bugten fra Peloponnes, strandede på Peloponnes. Det var lige før, at jeg var strandet i Preveza, hvor jeg var taget over for at hente riggen; men jeg nåede den sidste færge tilbage marinasiden, inden Prevezafærgen også stoppede pga. vind. Jeg slap således for at bo på hotel om natten. Næste dag havde vinden lagt sig og jeg tog over til busstationen, for jeg var lidt bekymret for, at min 5000 kr’s rig skulle gå i “orbit” på en eller anden måde. Først sent på aftenen nåede bussen frem og jeg fik min rig; men det kostede en hel dag.
Efterhånden blev der flere og flere dage med godt vejr, så jeg kunne komme i gang med glasfiberarbejdet omkring stævnrøret. Jeg skulle også have lukket et hul i bunden fra det gamle udstødningssystem. Årsagen til, at motoren brugte så meget olie den forrige sæson, havde vist sig at være korrosion i cylindrene forårsaget af, at motoren havde suget saltvand baglæns op gennem udstødningen, når den blev stoppet. Jeg skulle bygge hele udstødningen om. Udstødningen kom ud i bunden under vandlinien og den skulle nu flyttes op over vandlinjen og det gamle hul skulle så lukkes. Da jeg derefter åbnede glasfiberen ned til stævnrøret, konstaterede jeg, at der var en mængde revner i det gamle stævnrør. Det var uden tvivl disse revner, der havde forårsaget lækagen. Gennem værftet i Maragona, hvor Poul arbejdede, fik jeg lavet det nye rør. Da jeg hentede det og kom tilbage til marinaen, konstaterede jeg at gevindet i den ene ende ikke rigtig duede. Det var fredag over middag og jeg måtte tilbage til Margarona og kunne ikke få røret igen før mandag eftermiddag. Sådan gik det gang på gang og arbejdet tog meget længere tid, end jeg havde forudset.
Motoren var blevet løftet ud af båden med marinaens travellift; men i mellemtiden havde man sat nogle både på land således, at den store brede travellift ikke kunne køre om til min båd og lægge motoren i igen. Om efteråret var man imidlertid begyndt på et tunnelbyggeri under strædet mellem Preveza og den side, hvor marinaen lå og jeg gik og pønsede på, om jeg ikke kunne få en af de kraner, de havde stående, til at lægge motoren i igen. En dag da jeg skulle over med færgen, var der en ung fyr, der sagde: “Davs”. Det var en ung dansk ingeniør, der var ansat ved “Christiani og Nielsen” – det engelske firma, der byggede tunnelen. Han hed Michael og hans bedste ven og skolekammerat var iøvrigt søn af min gamle officersskolekammerat Brenøe. Han fik arrangeret, at en af kranerne kom hen og lagde motoren i formedelst 4 bajere. Se det var jo ikke så dårligt.
Michael og jeg udvekslede lidt læsestof, spillede skak af og til og så satte han mig i forbindelse med danskere, der var besætning på AWACS flyene de der store flyvende radarstationer, der jævnligt opererede fra lufthavnen i Preveza og pludselig fik jeg også snakket lidt Flyvevåben. Det var Fin, Leif og John fra Flyvevåbnets kontrol- og varslingsgruppe og vi havde et par hyggelige aftener og de var på besøg i Brunhilde en eftermiddag.
Stævnrøret blev linet op med motoren og støbt fast. Udstødningssystemet blev færdigmonteret og så kom den store dag. Ville motoren køre? Jeg havde et lille problem med starteren, hvor gaffelen til piniongearet var smuttet; men ellers kørte motoren bare og stolt var jeg. Da jeg rapporterede til Lizzie på telefon, sagde hun: “Jamen bliver den ved med det?” Så var jeg nede på jorden igen.
Det ene rorleje blev repareret, masten fik ny lanterne, den nye rig blev monteret og så var jeg klar til at gå i vandet. Den 8. april var jeg i vandet – et kort øjeblik – for det lækkede omkring ekkoloddets transducer. I efteråret da jeg kom på land, skiftede jeg den gamle transducer, der ikke virkede, ud med en ny. Jeg kunne godt huske, at jeg havde et hus med at få den gamle ud og jeg må have sjusket med at montere den nye. Den 9. var jeg klar igen og denne gang var båden tæt - altså bortset fra et små lækager.
Jeg lagde mig over for anker i Preveza havn og nørklede med disse ting. Jeg havde skiftet alle søventiler og ved en af dem lækkede det ganske lidt. Det fik jeg let stoppet. Den anden var ved en hane i det nye udstødningssystem. En 5/4 tomme hane var for lille og en 1½ tommes var for stor til udstødningsslangen. Min “modifikation” af 5/4 tomme hanen var ikke god nok; men det fik jeg rettet. Desværre virkede den nye transducer ikke; men jeg købte en ny og monterede den på indersiden af skroget i stedet. Det virkede ikke rigtig godt; men det virkede. Så efterspændte jeg riggen og fiksede alle de småting, der skal fikses, når en båd er tilbage i vandet. En eftermiddag, da jeg sad i cockpittet, var der pludselig en inde på kajen, der råbte: “Hej OWE”. Jeg havde hørt fra de fyre fra Flyvevåbnet, som jeg havde været sammen med, at LOK fra Aalborg var kommet til AWACS og det lignede ham godt nok. Jeg roede ind og hentede ham og hans kammerat en ung pilot fra eskadrille 721, der også var overført til AWACS. Vi fik en mægtig snak og gik ud og spiste sammen om aftenen.
Den 14. april kom ældste søn Henrik og hans kammerat Christian på besøg for at sejle en uge med mig i det ioniske hav. Vejret var stadig noget ustabilt og jeg syntes, at med den nye rig var jeg ikke meget for at starte ud i de 6 –7 bft., som de meldte næste dag; men den 16. gik vi ned til Lefkas kanalen for motor. Der var stort set ingen vind; men til gengæld stod der en led gammel sø. Nå det varede kun en times tid. Så gik vi gennem kanalen og forsatte for sejl ned til Nidri og Vliho, hvor vi lagde os for anker ud for “Safe Haven” - Freddy og Daniellas taverna - og om aftenen var vi inde og få os en hyggelig middag med Metaxa til kaffen. De følgende dage sejlede vi til Vahti på Itacha og Fiskardo på Kefalonia for at ende i Lefkas havn, hvorfra de tog bussen til Athen og jeg sejlede op til Preveza. Vinden var lidt ustabil i de dage; men vi fik da sejlet noget for sejl. Temperaturen var heller ikke overvældende høj; men alt i alt var det vist nogle gode dage for de unge mennesker.
Den 21. var jeg altså tilbage i Preveza. Jeg havde aftalt med Poul og gamle Graham, at vi skulle have en afskedsmiddag, inden jeg drog afsted og den fastsatte vi til torsdag den 25. og jeg skulle jo også rundt og sige farvel til de forskellige jeg havde underholdt mig med i vinterens løb. Det havde ikke været lutter arbejde siden den 15. januar, selvom det måske lyder sådan. Jeg havde været til middag hos Mike og Vita og hos Laurie og Judy et par gange og jeg havde haft dem til spisning i Brunhilde – frikadeller selvfølgelig.
Torsdag aften var jeg altid sammen med Poul og ofte deltog gamle Graham – han er 78 – og Roy, som er næsten lige så gammel. Begge har de en mindre sejlbåd, som de bor i – om vinteren på land og om sommeren til søs i Middelhavet. Vi begyndte altid med at gå på, hvad vi kaldte de gamle mænds bar – en rigtig traditionel græsk bar på havnefronten for de lokale. Der fik vi et par øl eller tre, hvorefter vi spiste på en simpel taverna for de lokale med god, solid og billig mad. Til slut endte vi på, hvad vi kaldte “Disaster bar”. En frisk italienerinde ved navn Julia på omkring 35 havde forpagtet lokalet og her kom sejlerne, folkene fra tunnelbyggeriet og i det hele taget udlændinge f. eks. AWACS besætningerne, så uanset hvilket sprog man talte, skulle man nok finde en at snakke med. Julia’s ven en englænder, der hed Mike og som sejlede i en gammel træbåd omkring 27 fod, kunne man finde der, hver eneste aften. Han blev stort set altid meget beruset sidst på natten. Der var også østrigeren Fritz, som levede på en ca. 20 fods krydsfinersbåd. Den havde han købt i England og sejlet til Grækenland. Mike var bådebygger af profession og prøvede at få arbejde med at vedligeholde både. Mens jeg var der, var han ved at lægge teakdæk på en båd på marinaen, mens Fritz, som var mekaniker, lavede alt muligt arbejde, han kunne få fat i. Der var hollænderen John, som var meget ung – endnu ikke 30. Han havde en stor ketch, som han sejlede med betalende gæster i. Han var blevet uddannet som styrmand, havde sparet noget sammen og havde investeret det i en båd, som havde kunnet tage et par gæster. Han havde forsat med at spare alt det, han kunne og havde derefter investeret det i større og større både og i øjeblikket havde han altså denne 37 fods ketch (sammen med en bank, som han sagde). Joh, Julia’s bar var et interessant sted. Når vi kaldte den “Disaster bar”, var det selvfølgelig, fordi det ofte endte med at blive meget sent og meget “vådt”; men altid sjovt – om natten. Af og til knap så sjovt næste morgen.
Den 25 var så den sidste ungkarleaften sammen med Poul og Graham og vi endte selvfølgelig på “Disaster bar” og kl. 4 om morgenen sagde Poul og jeg farvel til hinanden på kajen, inden jeg roede ud til Brunhilde – meget vemodigt. Jeg skulle nordvest på til Lakka og næste morgen lød vejrmeldingen på nordvest 6-7, så jeg blev i Preveza; men på Brunhilde. Jeg havde fået sagt rigeligt farvel den foregående dag. Lørdag morgen var der imidlertid en pæn vestenvind og afsted jeg gik til Lakka. Lakka ligger på nordspidsen af øen Paxos – en lille ø syd for Corfu. Det er en fin lille naturhavn med godt læ for alle vinde og en ganske hyggelig lille landsby. Herfra var det tanken, at jeg ville gå direkte til Rocella på fodsålen af Italien en distance på 180 sømil. Med fin sejlads i et par timer og for motor resten af vejen, nåede jeg til Lakka.
Jeg var forberedt på flere dages ophold, mens jeg ventede på fornuftig vind; men allerede næste aften lovede man sydøst 5. Der var godt nok ugler i mosen med et lavtryk over Tunesien; men vind fra sydøst var en lækkerbisken. Jeg kom afsted kl. 1900 med nul vind og knurrede med motor til kl. 0400 om morgenen, så kom der vind. Jeg satte sejl; men allerede kl. 0700 blæste det omkring 6 – 7 så jeg bjærgede forsejl og satte et reb i storen. Hen på eftermiddagen flovede det lidt; men så gik vinden om i syd og blæste atter 6 –7. Hvis søen havde været grov, blev den da tosset nu og jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde taget en søsygepille. Jeg var ikke begejstret for at gå til Rocella, hvor indsejlingen ville være mere end problematisk med den sø og jeg bestemte mig for at løbe ind til Crotone, som har en stor god havn, som kan anløbes i alt vejr. Kort før midnat efter ca. 29 timer løb jeg ind og fortøjede langs kajen bag ved en italiensk sejlbåd.
Bortset fra at jeg havde været søsyg til det sidste, havde jeg det egentlig godt. Båden havde opført sig eksemplarisk bortset fra, at den havde taget lidt vand ind ved agterlugen, som jeg ikke havde lukket ordentligt. Autopiloten havde arbejdet perfekt og jeg havde et lille køkkenur om halsen i en snor til at vække mig og så snart jeg havde mulighed for det, sov jeg et kvarter og var så vågen og kiggede mig omkring efter andre skibe. Bortset fra den første nat så jeg ingen. Det hele tog som sagt knap 29 timer inklusive havnemanøvrer og med en distance på 155 sømil havde jeg gået over 5 knob i gennemsnit.
Næste formiddag begyndte et mægtigt teater med havnemyndighederne. De mødte op ved båden og gav mig besked på at komme til Capitaneriet med mine papirer kl.1300. Capitaneriet var en meget stor bygning med adgangskontrol af værnepligtige, som intet engelsk kunne, så det var et stort problem bare at få lov at komme ind. Omsider kom der en befalingsmand. Han kunne heller intet engelsk,tysk eller fransk og han gik i gang med at udfylde de flotteste dokumenter, jeg har set af den slags – i tre kopier uden gennemslag. Så ventede jeg på, at der skulle komme en officer for at skrive dem under. Han kunne også kun italiensk; men han fik fat i en anden officer, som kunne lidt engelsk. Inden jeg tog hjemmefra havde jeg hørt, at italienerne kunne være meget hysteriske m.h.t. bådens ansvarsforsikring og jeg havde fået policen skrevet på engelsk og der stod, at den betaltes årligt. Imidlertid blev den betalt via PBS og jeg havde ingen kvittering. Nu ville man have bevis for, at den var betalt. I mellemtiden var det meste af eftermiddagen gået, så det var for sent at ringe til Topdanmark og man beholdt alle mine papirer, så jeg ikke skulle stikke af. Næste morgen fik jeg pr. telefon Topdanmark til at sende en fax til havnemyndighederne i Crotone. Det virkede. Efter endnu nogle timer på havnekontoret fik jeg udleveret et fornemt ankomstsbevis, et dokument med bådens data og et afgangsbevis for næste dag. Jeg spurgte pænt, om jeg skulle komme igen næste dag, hvis jeg pga. vejret besluttede at blive længere; men nu havde min befalingsmand fået nok. Jeg kunne rejse videre, når det passede mig uanset oplysningerne på adgangsbeviset. På det tidspunkt havde de fået fat i en værnepligtig, som var rimelig til engelsk, så vi snakkede godt sammen. Den værnepligtige fortalt mig, at han skulle hjemsendes en uge senere og det var han lykkelig for og det kunne jeg godt forstå med det utrolige bureaukrati. Man forklarede mig iøvrigt, at Rocella’s havneindløb var fuldstændig tilsandet, så havnen ikke kunne anløbes. Jeg snakkede med nogle andre både om det og det havde de ikke hørt noget om. Nogle italienere undersøgte det nærmere hos toldvæsenet, som lå med deres både i Crotone og de sagde, at det ikke passede.
Pga. tvivl om indsejlingsforholdene i Rocella og en ret kraftig pålandsvind blev jeg i Crotone nogle dage og aftenen før jeg sejlede, kom der en svensk og en dansk båd. Svenskeren var Lars, som jeg havde mødt på “Disaster bar” i Preveza og den danske båd var “Delfinen”, som jeg også kendte fra Preveza; men dem, der ejede båden, var kørt hjem i bil og 3 mænd og en kvinde fra samme sejlklub var taget ned for at hente båden hjem. Der var vrøvl med starteren på “Delfinen”, så de ville blive næste dag.
Jeg var tidligt oppe og afsted med en let østlig vind og da der er 60 sømil fra Crotone til Rocella, brugte jeg både sejl og motor og løb 5,5 knob i gennemsnit. Der stod imidlertid nogle solide dønninger fra sydøst og da jeg nærmede mig Rocella, kunne jeg 1 – 2 sømil fra kysten se dønningerne slå op i kæmpe skumsprøjt omkring havneindløbet, så jeg var lidt bekymret for indsejlingen. Heldigvis var der en kutter der afbrød fiskeriet og gik i havn, da jeg kom, så han fik lov til at gå først. Han sejlede meget langsomt ind mod kysten i en respektfuld afstand fra molehovedet, mens jeg fulgte efter og så kunne jeg se, hvordan de store dønninger væltede udfor molehovedet. Der lå helt klart en sandrevle i forlængelse af molehovedet. På et tidspunkt, da der var et lille ophold i dønningerne, svajede han pludselig hårdt styrbord 90 grader og gav fuld kraft frem og løb ind i havnen bagved revlen. Jeg behøvede ikke de store overvejelser for at gøre ligeså.
Jeg blev i Rocella næste dag og gik en tur ind til byen og om aftenen kom Lars i sin båd “Rea” sammen med “Delfinen”. Folkene i “Delfinen” ville tidligt til køjs; men Lars ville snakke, så han kom hen til “Brunhilde” med en stor flaske rødvin og spurgte, om jeg havde lyst til en “sup”, så satte vi os og snakkede i “Brunhilde”. Lars er uddannet styrmand og sejler rundt som skipper på større yachts. Han havde bl.a. lige sejlet en skonnert op gennem det røde hav til Cairo. Han havde “Rea” en 27 fods motorsejler at rejse rundt til jobbene i og til at bo i, når han ikke havde job. Han havde kone og barn hjemme i Sverige og var på vej vestover for at finde et sted at lægge båden i et par måneder, mens han tog hjem til Sverige. Jeg foreslog ham at tage op til Fiumecino ved Rom, hvor vi havde ligget godt og billigt i en måneds tid i 93.
Næste morgen var jeg tidlig afsted til Reggio Calabrio. Det var også omkring 60 sømil. Der var ikke megen vind, så jeg løb for motor det meste af tiden. Da jeg kiggede ned i rummet under cockpittet for at se, hvordan min nye udstødning havde det, kom der lidt vand ind ved lejet i skrueakslen. Jeg stoppede motoren, skilte udstødningen ad, så jeg kunne komme til at efterspænde lejet; men det var ikke lejet, det var galt med. Røret med fedt fra smørekoppen ned til lejet havde for enden påloddet en lille kobberskive til tætning ved tilslutningen på lejet og denne kobberskive var halvt knækket af. Jeg brækkede skiven helt af og bankede rørenden op med en dorn og skruede det hele sammen. Det virkede !!! – og så forsatte jeg.
En times tid før Reggio i Messinastrædet, så jeg, at vandet forude var meget uroligt. Det blæste åbenbart ganske godt - og lige forfra kunne jeg se, da jeg kom nærmere, så jeg bjærgede sejl og havde så pludselig en modvind på omkring styrke 5. Nogle steder havde jeg strømmen med mig pga. tidevandet; men det var faktisk de værste steder, for der satte søerne sig temmlig vildt op. Når jeg kiggede bagud kunne jeg se, at området med ganske let vind, som jeg netop kom fra, stadig havde let vind. Det blæste altså ganske kraftigt hen mod det område; men når vinden nåede dertil, holdt den op – ja blæste faktisk ganske let den modsatte vej. Mystisk; men Messinastrædet er noget for sig selv, som jeg også senere skal berette. Nogle steder. hvor søerne var meget stejle, gik båden helt i stå og jeg måtte krydse mig frem for motor for at komme videre; men jeg kom da frem til Reggio. Jeg fik fortøjet og gik op og ringede til Lizzie og fortalte hende at jeg var i Reggio som aftalt. Det var den 7. maj og hun kunne få en billet, så hun kunne være fremme den 9. om aftenen.
Den 8. kom der en fransk aluminiumssejlbåd med et ungt par ombord og lagde sig ved siden af mig og den 9. kom vi snak og de kom over i “Brunhilde” med en flaske vin om eftermiddagen. Paul den unge mand var på vej hjem efter en jordomsejling, der havde taget et år. Han havde været arbejdsløs hjemme i Frankrig og havde bestemt sig til, at han ligeså godt kunne sejle en tur jorden rundt, som at gå arbejdsløs hjemme. Han havde tidligere sejlet sin båd til Caribien og tilbage, så han var ingen novice. Han havde ingen ingen uddannelse, hvad han ifølge eget udsagn ikke var bekymret over. Han havde mødt den unge pige Vonne i Caribien undervejs jorden rundt og de havde skrevet sammen. Han havde tilbudt hende at sejle med fra Djibouti og der var hun så mødt op efter at have fået orlov fra sit arbejde ved et reklamefirma i Paris. Det havde været en rædselsfuld tur op gennem det røde hav. Konstant modvind og som regel blæsende 6 bft. eller mere, med en særdeles farlig kyst på begge sider, i en båd hvis eneste motor var en påhængsmotor til havnemanøvrer. Også i Middelhavet havde de haft en hel del kraftigt vejr, hvad jeg jo kun kunne bekræfte. Jeg fik lidt mad hos dem, inden jeg begav mig afsted for at møde Lizzie i lufthavnen og jeg kan berette, at der bestemt ingen luksus var ombord. Jeg har aldrig set en mere nødtøftig aptering; men der var jo det nødvendige.
Jeg gik op mod byen for at tage den bus, som jeg var blevet anvist af nogle unge mennesker; men da jeg ombord i bussen henvendte mig til chaufføren, benægtede han på det kraftigste, at han kørte til lufthavnen. Nu er det næsten umuligt at finde mennesker i Syditalien, der kan lidt engelsk og der var i hvert tilfælde ingen i bussen, der kunne hjælpe mig, så jeg stod af så hurtigt som muligt og prøvede at finde en taxa - helt umuligt – og tiden gik, så jeg ikke turde andet end at spadsere tilbage til havnen - en tur på en times tid – for i det mindste at være der, inden hun kunne nå frem med en taxa. Hun skulle have været landet lidt før kl. 2200; men ved midnat stod jeg stadig i regnen ved kajen og ventede. Så kom der en vogn – det var Lizzie. HURRA!! Der havde været vrøvl med hendes fly i Milano så det var 1½ time forsinket og den lille lufthavn havde på det nærmeste været lukket, da flyet ankom. Der var en person tilbage, som kunne hjælpe med at skaffe en taxa. Vi fik lige et par glas, inden vi gik til køjs.
Fra Reggio går det langs Siciliens østkyst op til Bonifacio strædet og derfra over til Menorca; men det får I at høre om næste gang. God sommer allesammen.
Hilsen Lizzie og OWE.
Brunhildes besynderlige rejse 13.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Som I måske husker, sluttede jeg sidste gang med Lizzies ankomst til Reggio Calabria i Messina strædet den 9. maj og pga. vejret blev det til et længere ophold. Dag efter dag meldte man 5-6-7 bft. fra nordvest og da vi ikke havde travlt, gad vi ikke sejle i hårdt vejr og da slet ikke når det var modvind. Den danske båd “Delfinen” og svenskeren Lars, som jeg havde fulgtes med fra Crotone, var taget afsted dagen før Lizzies ankomst; men det unge franske par Poul og Vonne, som jeg omtalte i sidste brev, blev indtil den 15. Dem havde vi ombord til middag med frikadeller og megen vin.
Den 13. var det Lizzies fødselsdag og vi fejrede det ved at leje en bil sammen med franskmændene og køre en tur i det catalanske højland – en højslette 1000 - 1500 m over havet. Et helt andet klima i den højde. Mens vi ventede på at komme afsted med Brunhilde, ankom der en dansk ca. 35 fods sejlbåd med en 40-årig mand og fire unge piger ombord. Han fortalte mig, at han havde haft båden i Middelhavet de sidste 7 år – mest omkring Tyrkiet. Om vinteren havde han i skisæsonnen bestyret et hotel i Norge; men ellers havde han tilbragt tiden på båden. Nu var han på vej hjem til Danmark og havde haft pigerne med fra Rhodos som gæster, der deltager i udgifterne. Han var lidt træt af tilværelsen. Pigerne havde aldrig sejlet før bortset fra, at den ene netop havde taget duelighedsbevis. De havde taget lange stræk, fordi de skulle hurtigt til Danmark og han havde måttet været vågen hele tiden – næsten – da pigerne jo intet kunne selv og i øvrigt var de søsyge det meste af tiden. Han tilbød franskmændene at slæbe dem, når vejret var til det – franskmændene havde jo kun en lille påhængsmotor og da vinden syntes at blive stående i nordvest, tog Poul og Vonne imod tilbuddet, så sammen forlod de Reggio den 15.
Lizzie og jeg lærte Reggio ret godt at kende. En ganske flot by; men det mest spændende var de to græske broncefigurer, som står på museet. De er ret kendt og der findess mange afbildinger i bøger; men at se dem i virkeligheden var ganske ubeskriveligt. De er fisket op af vraget af et romersk skib, der er forlist engang i oldtiden i nærheden af Reggio.
Den 17. prøvede Lizzie og jeg at komme afsted. Det var fint vejr – en smule diset, da vi forlod Reggio for motor; men inden længe løb vi ind i tyk tåge. Vi havde jo GPS’en, så vi kunne sagtens navigere langs kanten af kysten; men da vi kom op til det smalle sted, hvor færgerne løber frem og tilbage så ofte, at man hele tiden kan se 3, blev det noget mere pinligt. Tågen var så tæt, at man dårligt kunne se stævnen og færgerne tudede i en uendelighed. Jeg har en stor og ret effektiv radarreflektor i masten og var rimelig sikker på, at vi nok skulle blive set; men da vi var lige ved at skulle krydse det smalle sted, lød der et enormt brøl fra et tågehorn og Lizzie, som var nede om læ, kom farende op og sagde:”Jeg er bange”, hvortil jeg i sandhed kunne svare:”Det er jeg også” og så vendte vi om.
Den næste aften kom der en tysk båd og lagde sig ved siden af os og om morgenen kom Lizzzie i snak med besætningen. De ville videre og gik over for at tage brændstof ombord og Lizzie sagde, at hun syntes, at vi også skulle tage afsted. Vejrmeldengen for det thyrenske hav lød på sydøst 4 og det var jo fint, selvom det nok blæste 5-6 i Reggio. Nå afsted vi gik for genua alene. Jvf. en englænder jeg havde talt med dagen før, skulle tidevandsstrømmen være med os; men det viste sig hurtigt, at vi havde en kraftig modstrøm og dermed en slem sø. Vinden tog til efterhånden, som vi kom længere nordpå og da jeg var lidt bekymret for de hvirvler, der skulle kunne opstå i Messina strædet ved kraftig strøm i hårdt vejr, bjærgede jeg genuaen og så løb vi for motor alene. Vinden var i hvert tilfælde 8 bft. i stødene; men vi var på vej til Milazzo på Siciliens nordkyst og selvom det blæste kuling, var det jo dog langs kysten i fralandsvind, så helt galt kunne det vel næppe gå. Jeg holdt os midt i strædet, hvor der ganske vist var mest modstrøm; men til gengæld ingen hvirvler. Vi rundede Siciliens nordøst hjørne Cap Peloro for enden af Messina strædet i de hidsigste bølger, jeg nogensinde har set. Ikke høje; men fantastisk stejle. Mellem Cap Peloro og den næste pynt Cap Raso Colmo er der lidt af en bugt således, at man vel højst er en ½ sømil fra land og det burde være en smal sag at gå de få sømil over bugten i en fralandsvind; men strømmen var stadig kraftig og søerne helt firkantede. Ind imellem lød alarmen fra motoren, fordi vi blev kastet omkring så olien ikke hele tiden befandt sig i bunden af bundkarret. Efter Cap Raso skulle vi have vinden en smule foran-for-tværs de sidste sømil til Milazzo og jeg var besluttet på at krybe langs stranden så tæt som muligt i læ for bølgerne og så var der pludselig over hovedet ingen vind, da vi passerede pynten. Det blæste godt nok stadig afsindigt bag os kunne vi se; men vest for Cap Raso nussede vi afsted for storsejl og genua med et par knob. Messina strædet er godt nok noget for sig selv. Jeg ville sætte autopiloten til, mens jeg satte sejl; men den gav et par spjæt og opgav ævret. Jeg ved ikke, om det var vejret, der havde skræmt den til døde; men Lizzie var frisk.
Tyskerne overhalede os og kom i havn først. De fandt et hjørne med et par andre sejlbåde og vi listede over imod dem og fandt plads ved siden af dem. Vi blev inviteret over til lidt aftensmad hos dem, så vi fik pudset vores bedste tyske af. Skipperen hed Paul og hans kone hed Ruth. Han var arkitekt; men vild med at sejle og flyve. Han var 69 og havde været gammel nok til at blive indkaldt under den anden verdenskrig til Luftwaffe. Han var begyndt pilotuddannelse bl.a. ved Frederikshavn; men var blevet sendt på officersskole og slap derfor for at blive en af disse hurtigt uddannede jetpiloter, som slog sig ihjel pga. manglende erfaring. Inden han kom i kamp, var krigen forbi og han gik i gang med en arkitektuddannelse, giftede sig med Ruth og havde etableret eget firma, der efterhånden havde specialiseret sig i at bygge hospitaler. En søn og datter drev firmaet det meste af tiden, selvom han stadig var chefen. Han havde fortsat flyvningen med svæveflyvning og slæb med motorfly og fløj stadig. Han skulle hjem og flyve en del timer for at holde status. I 1971 havde de købt den båd, de sejlede rundt i, havde fået den transporteret til Adriaterhavet og havde sejlet den til Tyrkiet, hvor de siden havde sejlet rundt i det østlige Middelhav i perioder om sommeren. De var på vej til Tunis, hvor båden skulle ligge om vinteren; men han skulle hjem og indvie et nyt hospital, som firmaet havde stået for og derfor skulle de finde et sted i nærheden af Palermo at lægge båden for en kortere periode. Vi inviterede dem over til lidt aftensmad i Brunhilde næste dag.
Om morgenen gik Lizzie og jeg op for at se byens gamle fæstning; men der var lukket. Museer er stort set alle lukket om mandagen i Middelhavet. Vi mødte Paul og Ruth og snakkede om at sejle ud til de Aeoliske øer, Stromboli, Lipari m.m.; men vejret var ustabilt og øernes anløbspladser dårlige og dyre. Vi gik over til billetkontoret for flyvebådene til øerne og fandt ud af, at hvis vi tog tidligt afsted, kunne vi komme til Stromboli med et par timers ophold der og derefter tage tilbage; men stå af på Vulcano en tre timer og nå den sidste båd tilbage til Milazzo og Milazzo var en god - og billig havn.
Næste morgen tog vi så med flyvebåd til Stromboli, gik op til den lille kirke og satte os på en café og drak kaffe, mens vi kiggede på vulkanen, som så noget død ud. Jeg hørte imidlertid på tysk radio – rejseprogrammet – nogle uger efter, at nogle turister var kommet slemt til skade. Vulkanen havde pludselig sluppet en ordentlig dampsky løs og turisterne tæt på krateret var blevet slemt forbrændt af dampskyen. Tilbage til kajen, ombord på flyvebåden igen og videre til Vulcano, hvor der var tid nok til at gå op og bese krateret. Lizzie valgte halvvejs oppe at sætte sig og tegne pga. varmen; men jeg var da helt oppe for at kigge ned i krateret. At der var liv i vulkanen var klart nok – fra nogle revner sivede svovldampe ud; men ellers så den noget død ud, Men hvem ved med de der vulkaner. Det var iøvrigt en udmærket sejltur, hvor man fik set lidt af alle øerne, selvom flyvebådenes vinduer ikke alle er lige gennemsigtige.
Vi var blevet enige med Paul og Ruth om at følges ad hen langs Siciliens nordkyst og næste dag gik vi til Tindari, som har en forunderlig naturhavn. På den ene side af en høj klippe på kysten er der en stor bugt. Sandstranden fortsætter imidlertid et stykke ud fra kysten der for at komme rundt om klippen. Det er formodentlig strømmen, der har dannet en slags læmole langs stranden med en fin åbning, der leder ind til lagunen bagved “læmolen” og det synes som om, der er fint læ for søer med alle vindretninger. Der lå vi for anker i to nætter. Den mellemligende dag steg vi op til klosteret på toppen af klippen, for at se kirken med den “sorte madonna” og de gamle græsk/romerske ruiner. Det var en ordentlig tur. Halvvejs oppe var Lizzie klar til at opgive; men hun havde lovet mig at tage hele vejen op, så op kom vi. Som Rod Heikel skriver i min italienske lodsbog: “ Den “sorte madonna” siges at kunne gøre mirakler og det har man brug for, når man når toppen”. Paul vidste i øvrigt, hvorfor madonnaen var sort. Det var ikke et mirakel. Hun var malet med blyhvidt, som med tiden bliver sort. Kirken var såmænd flot nok; men det var en ny kirke bygget som efterligning af tidligere tiders og den gjorde ikke meget indtryk. Ruinerne fra den græsk/ romerske bebyggelse havde vi set flottere; men endnu engang måtte man beundre grækernes valg af bosættelser. Højt, meget højt liggende selvfølgelig mhp. forsvar; men også med en formidabel udsigt.
Næste havn var den nye havn ved Cap Orlando, hvor der ikke var særligt interessant og vi ankrede op i havnen og skyndte os videre til Cefalu næste dag. Det var til gengæld en fin havn med en dejlig lille by. Om aftenen gik vi rundt om klippen til byen, som Paul og Ruth tidligere havde besøgt i bil. Vi var inde og se katedralen. Hvor var den dog smuk. Det var første gang, jeg så de normanniske mosaikker. Friserne og stenene i rummet (og udenfor) var utroligt forvitrede og det kan ikke kun være bilos, der er skyld i forvitringen, som der tales så meget om, for så mange biler er der nu ikke i Cefalu. Der var en fin stemning i rummet, en stemning der ikke blev mindre af et kirkekor, der øvede. Vi gik rundt i de snævre gader, gjorde et par småindkøb, var omme i den gamle havn og fik en kop kaffe, inden vi spiste på en udendørsrestaurant inde i en gård. Jo det var en fin aften. Fra Cefalu gik vi til San Nicolo L’arena, der var totalt omdannet til marina. Her ville Paul og Ruth lægge båden, mens de tog til Tyskland i nogle uger. Der var dyrt – 160 kr. for en overnatning og dårligt med fortøjning ved nogle pontoner i en dårligt beskyttet yderhavn. Drikkevandet var meget kloreret; men vi vaskede lidt og sagde farvel til Paul og Ruth næste dag, idet vi satte kurs mod Palermo, spændt på hvad mafiahovedstaden Palermo ville byde på.
Vi løb ind i den store havn og op mod den mole, hvor min “italienske lods” berettede, at lystbåde kunne fortøje og den første lystbåd vi fik øje på var en dansk båd ”Helene” fra Hvidovre. Vi sejlede over i nærheden og råbte: “Davs” og spurgte, hvor man kunne lægge sig. De mente, at “mooringen” ved siden af var ledig og at der var gratis at ligge. Det var lige noget vi kunne bruge. ”Helena” kom fra Spanien og var på vej til Tyrkiet. De havde ligget i Palermo i 3 dage og regnede med at skulle videre næste dag. Det gjorde de så og Lizzie og jeg gik på opdagelse i Palermo.
Jeg havde skilt min autopilot ad og konstaterede at powertransistoren var meget brændt og at printet rundt omkring var temmelig medtaget, så jeg havde ikke meget mod på at prøve at få den repareret. På den anden side var det nødvendigt med noget selvstyring til at hjælpe mig til Sardinien og Menorca, så efter vi havde fundet byens fine centrum, satte jeg Lizzie af på en bænk i en park og spadserede ud til nordhavnen for at finde en forretning med bådudstyr - efter sigende byens største. Jeg fandt stedet og spurgte efter en Autohelm 800 som de så hentede frem. HURRA!! Knap så meget hurra da de nedskrev en pris på ca. 5000 kr. De kunne se på mig, at jeg var rystet og åbenbart vidste, hvad en sådan en skulle koste (3000 kr. med moms i Danmark) så jeg fik “et tilbud, som jeg ikke kunne afslå” på 4000 kr. Hvis jeg havde været god til at handle og havde kunnet sproget lidt bedre, havde jeg nok kunnet få prisen længere ned; men jeg skulle bruge en autopilot og jeg havde da sparet 1000 kr., så jeg bed på. Jeg mødtes med Lizzie i parken - hun var ikke imponeret over mit gode indkøb. Hun kunne iøvrigt fortælle om et par ridende betjente, der var kommet ind i parken og efter at have set sig lidt om var redet over i skyggen af nogle træer. Straks efter myldrede mødre over med deres små poder og rakte dem op til betjentene, som tog imod et par stykker og satte dem foran sig på hestene lidt, hvorefter et par nye unger kom til. Palermo var en facinerende by. Den blev meget medtaget under anden verdenskrig og har stadig en mængde huse helt eller halvt ødelagt af luftbombardementer og de bliver tilsyneladende liggende ødelagte. Snavset flyder i gaderne for renovationssystemet klarer ikke rigtig en rettidig oprydning. Der er utrolig mange gamle smukke bygninger, som får lov at ligge totalt beskadiget. Ofte er de sorte som af sod; men hvor har de været smukke engang. Vi spadserede rundt for at se det hele. Ja vi prøvede en bus engang; men den flyttede sig næsten ikke i den håbløse trafik. Det der imponerede mig mest, var nok de smukke normanniske mosaikker, som fandtes i flere gamle kirker og regeringsbygningen.
Vi havde nogle dejlige dage sammen; men den 30. skulle Lizzie hjem til barnedåb og jeg måtte se at komme videre. Jeg satte hende på lufthavnsbussen om formiddagen, gjorde de sidste indkøb på vej tilbage til båden og gik i gang med installationen af den bye autohelm, som selvfølgelig skulle anbringes helt anderledes end den gamle. Kl. 2000 var jeg færdig. Vejrmeldingen lød OK for næste dag, så jeg gik til køjs. Om morgenen løb jeg over og fyldte diesel og vand på (udmærket drikkevand) og kl. 1000 var jeg ude af havnen. Autopiloten blev straks sat til for, at se hvordan den kørte. Heldigvis OK. Der var 204 sømil til Arbatax midt på Sardiniens østkyst. Lidt over 40 timer hvis det gik godt. Der var en rimelig vind på 3 – 4 bft. fra østnordøst og jeg løb omkring 4,5 knob for sejl, indtil vinden flovede omkring kl. 1600 og motoren måtte i gang. Jeg fik endnu en times vind ved 18 – tiden; men så var det sket og jeg tampede afsted for motor indtil kl. 1600 næste eftermiddag. Senere ved 19 – tiden kom der en delfin, som fulgte mig en 3 timer, indtil jeg næmede mig to tunnet, der stod på tværs af min kurs; men der var lige plads i mellem dem. Nettene er meget lange - flere kilometer og det er en post at skulle udenom, så jeg var meget heldig. Det blev nærmest havblik og da det var fuldmåne, var det en flot sejlads. Ved 11 – tiden om formiddagen kom der en lille fugl og satte sig på søgelænderet i et par minutter og så satte den kurs mod Sardinien. Det er dæl’me langt for sådan et lille kræ – 85 sømil. Kl. 4 om eftermiddagen kom vinden så igen fra sydøst ca. 3 bft. Den holdt resten af vejen og jeg spadserede 4 knob. I skumringen begyndte jeg at skimte lys fra byer på Sardinien og fyret ved Arbatax viste sig forude og kl. 4 om morgenen var jeg i havn. Egentlig ikke særlig træt. Med mit køkkenur om halsen sov jeg 15 – 20 minutter ad gangen.
Kajen hvor fremmede både kunne lægge sig var optaget, så jeg lagde mig ved industrikajen mellem nogle fiskerbåde; men blev jaget væk senere på morgenen, da der skulle komme et stort skib. I mellemtiden var gæstekajen blevet fri og der lagde jeg mig i 5 dage. Motoren skulle have skiftet olie m.m. – så gik den dag og de næste 2 dage øsede det ned med kraftige tordenbyger ind imellem. Jeg mødte et fransk ægtepar, som lå med en ketch i den lokale lystbådehavn og vi fik da snakket lidt – på fransk. De skulle samme vej. Den fjerde dag blæste det rigeligt fra nord – den vej jeg skulle, så jeg gik mig en god lang tur. Arbatax var ikke specielt spændende; men den havde sin egen lille charme.
Om aftenen efter vejrmeldingen blev jeg enig med franskmændene om, at næste dag skulle det være og kl. 7 om morgenen var jeg på vej med den franske båd i hælene. Vi ville til et sted, der hed La Castella, Jeg gik mest mulig med sejl og kom i havn efter franskmændene. Vi havde været lidt bekymrede for havnepenge, for havnene på Sardiniens nordøst hjørne (Costa Esmeralda) er notorisk afskyeligt dyre; men da jeg løb ind i havnen stod franskmanden på den yderste bro og vinkede over mod kajen, hvor han selv lå, idet han råbte af sine lungers fulde kraft: “Pas de paiement” – ingen betaling. Jeg lagde mig over bagved ham, mens hans kone tog mine fortøjninger. Hun er den mindste kvinde, jeg har set nogensinde; men hun er fuld af liv. Det eneste de har, er deres ketch, som de sejler rundt i i Middelhavet hele tiden. La Castella er afgjort ikke spændende – et rigtig turiststed; med en fin badestrand og franskmændene var da også i vandet. Det måtte jeg så også prøve og det var simpelthen så dejligt, så næste morgen inden jeg tog afsted, måtte jeg igen lige en tur i vandet.
Mit næste mål var en bugt overfor den imponerende Tavola-ø kun 20 sømil. KL. 1000 var jeg afsted efter at have sagt farvel til franskmændene. Jeg gik for sejl hele vejen og fangede 3 pæne store fisk – 2 makreller og en flad en med en sort stribe og midt på eftermiddagen gik jeg ind i bugten Coda Cavallo for sejl og lagde ankeret og fik endnu en svømmetur i det klare vand. Derefter tilberedte jeg mine fisk, som alle smagte godt, skønt den flade havde en mængde små ben. Næste morgen pumpede jeg gummibåden op og vaskede skibssider – olie fra Palermo havn – monterede påhængsmotor og sejlede en lille tur. Påhængsmotoren havde ikke været i gang, siden jeg prøvede den på bådpladsen i Preveza i foråret. Så pakkede jeg sammen og gik for nul vind forbi Tavola-øen ind til byen Olbia langt inde i en smal fjord. Bortset fra selve renden var fjorden fyldt med hundrede og atter hundrede af røde, blå, grønne og gule bøjer, der selvfølgelig måtte markere fiskefarme; men når jeg tænker på, hvordan man snakker om forurening fra fiskefarme, fatter jeg ikke, at man kunne have så mange der. Olbia er en stor by med en ret stor havn og en lille marina, som det i lighed med en del andre både lykkedes mig at undgå. Jeg kiggede lidt på byen, gjorde nogle indkøb og tiggede mig til en dunk vand.
Da jeg næste morgen tog afsted, var jeg på vej ind i centrum af sejlerparadiset på nordøst hjørnet af Sardinien. Området nord for La Castella og op til Bonifacio strædet er et utroligt flot sted at sejle. Høje flotte klippesider, fantastiske bugter at ankre i og det flotteste turkise vand at bade i. Der kunne man sagtens sejle rundt i måneder uden at kede sig. Mit mål var øen Porto Palma på øen Caprera. Halvdelen af vejen gik det for motor; men den sidste halvdel blev for en fin, fin halvvind. Jeg krydsede ind i bugten mellem en mængde af små sejlbåde, da der ligger et par sejlerskoler. I bunden af bugten droppede jeg ankeret og hoppede overbord i det turkisfarvede vand.
Da jeg lettede næste morgen løb jeg op mellem Caprera og S. Stefano med NATO flådebasen og mellem S. Stefano og La Maddalena og sluttelig mellem Spargi og La Maddalena til “Pink Bay” på øen Budelli. Der var lige plads til Brunhilde sammen med en stor fransk sejlbåd og en lille lokal motorjolle. Jeg var heldigvis ankommet tidligt, for efter mig kom der adskillige og forsøgte at finde plads; men de måtte fortsætte og prøve at finde en anden bugt, som der i øvrigt er et væld af på øerne. “Pink Bay” er flot. Fin sandstrand mellem klipperne og fint læ for vinde fra vest gennem nord til øst. Vandet er selvfølgelig turkis, klipperne rødlige med lav grøn bevoksning mellem og sandet er virkelig lyserødt – og så var der adskillige flotte topløse modeller. Da dagen gik på hæld forsvandt de lokale motorjoller og den franske båd og jeg havde en meget smuk aften og nat.
Jeg kunne desværre ikke bruge mere tid i det smukke område og fortsatte næste morgen mod Bonifacio på Korsika. For at komme uden om grundene ved Lavezzi klippen skulle jeg til at begynde med sætte ud på en kurs vestnordvest og vinden var fra vestnordvest ca. 5 bft., så der stod en ganske grov sø; men efter mærket syd for Lavezzi kunne jeg holde Bonifacio op. Korsica dukkede ud af disen og senere kunne jeg se den gamle by på toppen af den høje klippekyst. Helt tæt på kunne man så se indsejlingen til den dybe calanque, som udgør Bonifacio havn. Bonifacio var et af de steder jeg absolut ønskede at besøge og jeg vidste, at der i calanquen og lige inden havnen var en sidecalanque ved navn Catena, hvor langturssejlere lægger et anker og fortøjer til ringe i klippesiderne.
Havnene på Korsica er notorisk dyre, så Catena er lige stedet. Der lå nu en ponton med et stort skilt om, at man skulle henvende sig til et bestemt yachtbureau i byen, hvilket alle de der lå der ganske ignorerede og intet hørte for, så jeg fortøjede mellem fire – fem andre både. Fra broen kunne man så med sin dinghy suse ind i havnen en 400 m længere inde. En festlig franskmand – Paul fra Marseille – i en båd bag mig inviterede næste morgen på “Richard” eller whiskey på broen sammen med franskmanden Francois foran mig og 3 spanioler i en tredie båd og ved middagstid gik vi til den spanske båd hvor Fernando, Cathy og Bartholomé serverede spagetti, vin og kaffe med forskellige “avec” og så – var der almindelig siesta. Det havde været ganske hyggeligt, så næste dag inviterede Francois på middag og det eneste jeg kunne finde på, var at medbringe en 2 l flaske vin fra Sardinien; men den gjorde stor lykke, forsvandt som dug for solen og så - var der almindelig fiesta.
Der skete nu også andet. Bonifacio gamle by er en fin gammel middelalderby med befæstning. Vel værd at se på og den 15. var der et stort optog i byen med en stor del af beboerne klædt ud i middelalderdragter. De gik ud til den store kasernegård, hvor der så var konkurrence i bueskydning, optræden af akrobater, fægteopvisning og opvisning i hvordan man svingede med store flag. En meget festlig dag. I Bonifacio købte jeg også den nye “Livre de Bord”, en fransk bog for sejlere med havneplaner og meget mere; men også en simpel astronomisk tabel og jeg brugte en del tid på at forbedre mit program for sekstanten på min HP regnemaskine. Jeg ville have lidt at støtte mig til, når jeg om nogle dage skulle finde Menorca og jeg konstruerede også mit eget “mercator” kort over farvandet mellem Sardinien og Menorca på bagsiden af et andet kort. Der var selvfølgelig kun nogle længde- og breddegrader; men det var jo også kun beregnet til at indtegne positioner og kurslinier og dertil var det glimrende.
Efter at have checket for post en sidste gang og fået brev fra Lizzie, Anne Marie og Amters stak jeg afsted til Porto Torres på nordvest hjørnet af Sardinien. Vinden var fra sydvest; men gik senere om i vestnordvest, så de 50 sømil til Porto Torres blev klaret på 11 timer. I Porto Torres opdagede jeg, at jeg havde mistet mit pas i Bonifacio; men det tog man ikke så højtideligt, bare jeg betalte havnepenge. Jeg måtte lægge mig i marinaen til 70 kr. i døgnet, hvilket ikke var så galt; men Porto Torres er ret kedelig og det blev til et langt ophold pga. vejret. Et meget kraftigt lavtryk i Genua bugten forårsagede vinde omkring 8 –9 bft. med efterfølgende mistral, styrtregn og jordskred i Toscana med omkring 20 dræbte. Dagen efter at jeg var ankommet, kom den spanske båd fra Bonifacio. De havde forsøgt at gå til Menorca; men det havde været helt håbløst pga. vind og sø. Det var imidlertid nogle hyggelige mennesker, som talte godt engelsk og de hjalp med at få tiden til at gå. De blev gode venner med de lokale fiskere, som berettede, hvordan vejret var ude på den anden side af Fornelli passagen og disse blev med at sige, at søen var “molto bruto” og der var da også hele tiden kulingsvarsel for Menorca området. Spaniolerne fik hummere af fiskerne, som jeg blev inviteret til at spise med på og de underviste mig lidt i spansk madlavning. Den 28. var vejrmeldingen OK og fiskerne havde sagt, at havet var ved at blive roligt, så tidligt om morgenen dampede vi af til Menorca; men det får I høre om næste gang.
Hilsen fra Brunhilde og besætning.
Brunhildes besynderlige rejse 14.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Da vejret omsider den 28. juni var mere egnet til den noget længere rejse til Menorca, var jeg helt klar og spaniolerne og jeg forlod hastigt Porto Torres for at gå gennem Fornelli passagen. Udfor Sardiniens nordvestlige hjørne ligger der en stor ø, der hedder Asinara og fra Porto Torres skal man omkring 25 sømil nordpå for at komme udenom den. I strædet mellem Asinara og Sardinien ligger tæt på Asinara en lille ø. Man kan sejle syd om den lille ø gennem det meget brede stræde mellem øen og Sardinien – med megen forsigtighed, hvis man ikke stikker for dybt og vejret er fint. Der findes ingen afmærkninger og Spaniolerne havde skræmt sig selv fra vid og sans ved at gå den vej, da de kom fra Menorca. Bartholomé havde stået i stævnen og dirigeret båden mellem grunde og store sten på bunden. De havde derfor bestemt sig for at gå nord om Asinara, for de skulle i hvert tilfælde ikke henover de grunde, de havde prøvet på vejen. De vidste ikke, at den smalle rende mellem Asinara og den lille ø – Fornelli passagen - var dyb og vel afmærket med pejlemærker af stenvarder, som man holder over et. Tøvende bestemte de sig for at følge efter mig - i god afstand - for vejen udenom var trods alt en omvej på 3 - 4 timer.
Efter en lille times tid gik vi ind i renden, hvor stenvarderne på land var ret nemme at identificere. Asinara er en interessant ø. Det er forbudt at anløbe øen eller ankre i nærheden og det er forbudt at gå gennem passagen efter mørkets frembrud. Både, der har forsøgt at gå ind i passagen ved tusmørke, er blevet beskudt fra øen. Den er fængsel for Italiens farligste fanger, så de vil ikke have besøgende. Vi havde gået for motor – ingen vind og ingen sø; men da vi kom ud af passagen, gik der en del store dønninger ovenpå stormen. Jeg vinkede farvel til spaniolerne, som gik lidt nordligere, da de ville direkte til Mallorca pga. forsinkelsen i Porto Torres.
Jeg satte min slæbelog og motorede afsted ventende på en vind, som aldrig kom. 40 timer sejlede jeg for motor – aldrig en smule vind. Jeg passede motor, navigerede og småsov; men højst 15 minutter ad gangen for at holde passende udkig og selvom jeg ikke så mange skibe, var der dog nogle stykker og de sejlede hurtigt. Jeg ræsonnerede, at jeg ville kunne se dem på en afstand af omkring 5 sømil og hvis de gik mindre end 20 knob var 15 minutter søvn akceptabelt. Jeg plottede min position en gang i timen – dels GPS positionen og dels min beregnede position iht. kompas og slæbelog og de passede pænt overens; men kun hver tolvte time pga. tidevandsstrøm. Det samme fænomen kunne jeg også konstatere ved at betragte min GPS hastighed, som steg og faldt med 12 timers intervaller, selvom motoren gik med samme omdrejninger. Jeg sejlede en smuk ret linie jvf. mit hjemmelavede kort, som jeg selvfølgelig skulle, da kortet var konstrueret som et mercatorkort – til gengæld var der problemer med de stedlinier, jeg fandt ved hjælp af min sekstant og jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt indtil det gik op for mig, at jeg brugte himmellegmetabellen for maj i stedet for den for juni. Derefter var stedlinierne bare helt perfekte. Når horisonten var helt skarp, gik de stedlinier, jeg beregnede mellem 1 og 1,5 sømil fra GPS positionen og selv når horisonten var “ulden”, var fejlen ikke over 3 sømil.
Efterhånden blev søen helt rolig og om natten var det komplet havblik, så stjernerne spejlede sig i havet. Meget flot. Jeg havde brændstof til 50 timers sejlads – halvdelen i tanken og halvdelen i dunke og jeg sørgede for hele tiden at fylde over i tanken for hvis, der skulle komme vind. Påfyldningen foregår på dækket og der skal ikke megen sø til for at vand på dækket umuliggør påfyldning. Tiden gik egentlig hurtigt. 15 sømil ude kl. 2100 den næste dag fik jeg landkending og ved 22 - tiden havde jeg tydelig identifikation af fyrene omkring indsejlingen til bugten indtil Port Mahon.
Jeg var ikke vild med at skulle finde kajplads på dette tidspunkt, for jeg havde hørt vilde historier om marinaafgifterne. Iht. min lodsbog skulle der være en smal passage på styrbord lige indenfor mundingen, som førte ind til en bugt med gode ankringsmuligheder. I mørket fandt jeg den uafmærkede passage, der var ca. 50 m bred mellem klippesider. Det så ret så truende ud: men pludselig udvidede passagen sig til en fin bugt med en mængde sejlere for anker; men i stille vejr er der altid plads til en til. Inde på stranden var der bål med sang og harmonikaspil. En flot modtagelse. Jeg fandt et sted at lægge ankeret, drak mig et glas vin i den lune nat og gik derefter modstræbende til køjs. Næste morgen lettede jeg anker og gik ud gennem passagen, som jeg nu kunne se ikke var kantet af klippesider; men med gamle fæstningsmurer, hvorefter jeg fulgte fjorden ind til den del af bugten, der udgør havnen. Port Mahon er en af verdens største naturlige havne og derfor virker det ikke så voldsomt, at der er så mange sejlbåde. På klippekysten rundt om bugten er der bygget mange dejlige villaer; men formodentlig igen pga. bugtens størrelse virker de ikke dominerende og der er ingen høje bygninger. Det er et rigtig dejlig sted.
Der er begrænset med kajplads, så der er udlagt en mængde bøjer, som man mod betaling kunne fortøje til. Jeg fandt en til 32 kr. i døgnet. Det var lidt pinligt, da marinafolkene kom og jeg skulle udfylde ankomstspapirerne. “No passeport”. Det var jo forsvundet i Bonifacio og jeg sagde, at jeg ikke kunne finde det i øjeblikket og viste dem mit kørekort. De fik nummeret på kørekortet og så var de glade. Det var jeg også og bestemte mig for at bede Lizzie om at forsøge at få nummeret på passet hos politiet i Haderslev. Jeg ringede fra en telefonboks til hende om eftermiddagen for at fortælle, at nu var jeg ankommet og det var der et par danskere, der hørte og så kom vi i snak. De havde taget deres båd til Middelhavet, fordi de var blevet så trætte af vejret hjemme. De var gået udenom igennem Kanalen og var gået ind til Bordeaux for at tage Canal Midi, der forbinder Bordeaux med Lyon bugten; men båden stak 1,9 m og max. dybde i Canal Midi er 1,6 m, så de havde fået båden transporteret på lastvogn til Middelhavet, da de begyndte at sidde fast i kanalen.
Efter at have snakket med dem, vendte jeg mig om og der stod Fernando, Cathy og Bartholomé. De var lige ankommet. På vejen havde de fået en revne i et brændstofsrør fra dieselpumpen til den ene dyse og de havde måtte klemme røret sammen, så dieselen ikke kunne komme til revnen og så var de humpet på en cylinder ind til Port Mahon i stedet for at gå lige til Mallorca, som de havde planlagt. Disse spaniolere havde ingen spanske penge og bankerne var lukket; men jeg kunne da give en øl. Næste morgen mødte jeg dem på vej til banken og så gav jeg en kop kaffe inden de for videre for at finde penge og et nyt brændstofsrør. Jeg så dem ikke igen i Port Mahon. På vej tilbage til Brunhilde i dinghy’en krydsede jeg en engelsk sejlbåd. Det var “Chante Brise” som jeg kendte fra Preveza. Jeg løb langs siden og råbte på Roy. Han var på vej ud af bugten; men vi fik da en lille snak over rælingen. Lizzie ankom den 4. om aftenen med fly. Jeg spadserede ud til lufthavnen, da man sagde, at der kun var et par kilometer. Jeg startede heldigvis i god tid, for der var snarere 7. Vi tog en taxa tilbage til båden, som jeg havde lagt ind til kajen for lejligheden og der delte vi en flaske “champagne” – den bedste spanske. Som sædvanlig var der stor gensynsglæde.
Vi blev i Port Mahon til den 12. I begyndelsen fordi der bare var så dejligt. Vi kom i snak med nogle danske ungersvende på en dansk LA-krydser. De var universitetsstuderende; men havde købt LA’eren meget billigt, fordi den lækkede i skroget. De havde lagt nyt finer i den, så den var tæt og i øvrigt så den meget fin ud efter en mængde andet arbejde. De skulle videre til Korsika, hvor de skulle sejle lidt omkring og derefter lægge den op til året efter. Som de sagde: ”Den gamle skude skulle blive i Middelhavet og sejle der, til den ikke kunne mere”. De havde lidt travlt de unge mennesker, for de skulle mødes med deres piger på Korsika; men der var kommet et nyt lavtryk til Genua bugten og man meldte 8, 9 og 10 bft. i det vestlige Middelhav. De kom afsted den 10.; men jeg tror de var lidt tidligt på den, for den 11. meldte man 7 – 8 bft. fra nordvest og det har ikke været særligt behageligt.
Der lå også en norsk båd med Thor og Berit. Thor var invalidepensionist fra det norske civilforsvar. Han havde i en alder på omkring 40 fået en invaliderende sygdom, som måske kunne holdes lidt i skak under varmere himmelstrøg, så han havde investeret i en Najade, han kaldte “Louise III” og som han nu sejlede rundt i hele året. Om vinteren gik han til de Canariske Øer, hvor der var varmere. Hans sygdom var nærmest forsvundet, men han havde været på besøg i Norge og da var sygdommen straks begyndt igen, så han var skyndsomt vendt tilbage til varmen. Han havde taget den norske styrmandseksamen mhp. at kunne sejle som ansvarlig bådfører på større sejlbåde, der krydser Atlanten. Mange besætninger har ikke de kvalifikationer, som forsikringerne kræver og de er så nødt til at hyre en kvalificeret bådfører for at krydse. Lizzie snakkede fint med Berit, for hun stoftrykkede.
Thor og Berit sejlede den 11. mens Lizzie og jeg ventede til den 12. Vi havde tænkt at gå nord om Menorca; men det havde blæst kraftigt fra nordvest i længere tid og vinden var stadig frisk, så vi gik sydom i stedet. For stor og krydsfok susede vi afsted. Vi var et smut inde i den flotte Cala Novas; men der var utroligt mange både, så vi nøjedes med at beundre den flotte natur og gik så videre til Cala Macarella. Macarekka var også smuk – to fine bugter skåret ud i de høje klipper, smaragdgrønt vand og to fine sandstrande. Også her var der en del både, da vi kom, så vi havde lidt besvær med at finde plads; men sidst på eftermiddagen forsvandt de fleste og vi havde cala’en næsten for os selv. Vi bestemte os til at blive en dag mere, for der var så flot. Den strand vi lå ved var ret isoleret og alle badede nøgne, så man nærmest følte sig uanstændig med badebukser på. Næste dag, da vi efter en svømmetur sad inde på stranden, kom Thor og Berit roende i deres dinghy. De var kommet om morgenen og havde lagt ankeret i den anden bugt. De havde set Brunhilde og kom for at hilse på. Jeg blev lettere forfjamsket – jeg havde ingen badebukser på og her var der pludselig nogen, som jeg kendte. Vi roede sammen over til den anden strand (nu i badebukser) og drak lidt øl på en bar.
Næste morgen spiste vi morgenmad sammen på “Louise III” og Lizzie blev klippet af Berit. Senere gik vi en dejlig tur oppe på kanten af klipperne omkring bugterne. Joh det var et dejligt sted; men vi måtte jo videre, så ved 14 – tiden sejlede vi sammen til Cala Santandria ved Puerto de Ciudadela. Cala Santandria var Thors og Berits yndlingssted på Menorca og der var også rart og i øvrigt med bedre læ end i Cala Macarella, hvis vinden gik i syd; men Cala Macarellas natur kunne den ikke hamle op med. Den følgende dag tog Lizzie og jeg en tur ind til Ciudadela – en køn by med mange fine gamle bygninger og en charmerende havn – men man talte meget om “Rescarca”. Rescarca er et naturfænomen, hvor vandet på vest siden af Menorca i løbet af nogle minutter synker omkring 1,5 m. og er der ikke god dybde, står bådene pludselig på bunden, vælter og filtrer masterne ind i hinanden. Kort tid efter kommer vandet tilbage og så er det total katastrofe. Man siger at Rescarca ikke kan varsles; men at det sker sjældent – måske en gang om året. Det var imidlertid nok til, at jeg ikke havde det rigtig godt, så da Thor og Berit sagde, at de ville videre til Alcudia på nordsiden af Mallorca den næste dag, var jeg vældig med på den.
Den 16. gik vi så til Alcudia uden vind til at begynde med; men senere kom der en fin agten–for –tværs, der holdt indtil 5 sømil fra Alcudia – så måtte motoren atter i gang. Vi kom ind i bugten og lagde os for anker i nærheden af Thor og Berit. Jeg hoppede i vandet, svømmede over og inviterede dem på en “Sundowner” og bagefter tog vi ind på Thors og Berits yndlingsrestaurant og spiste “tapas” – forskellige små anretninger. Det var en stor succes.
Alcudia er ikke spændende. I hvert tilfælde ikke omkring havnen. Det er ikke andet end turisme og dyr og kedelig marina. Selve byen ligger et godt stykke fra havnen og skulle være mere interessant; men det nåede vi ikke. Thor havde tilbragt en vinter i Alcudia og havde arbejdet på nogle både, så han havde selvfølgelig et specielt forhold til stedet og en hel del bekendte som tjenerne på restauranten vi besøgte, et svensk ægtepar på en båd i havnen m. fl. Manden i det svenske ægtepar havde arbejdet på Volvo Flygmotor, så vi havde med sikkerhed fælles bekendte fra min td med Draken; men jeg kunne desværre ikke huske navnene. Vi fik vasket på et vaskeri, fik bad, jeg fik opladet klipperen og klippet skægget.
Der var et par danske både – en Rassey 42 lå i havnen. Det var et ordentlig skib og med et par flinke mennesker, som genopladede min skægklipper. Den anden lå på reden ligesom os. Det var dem jeg havde mødt i Mahon og som var rendt på grund i Canal Midi. De prajede mig på vej ud i dinghyen og vi fik endnu en lille snak. Om aftenen kom et par tyskere over i en robåd og ville snakke. De boede i Flensborg. Han var lærer; men var blevet førtidspensioneret pga. migræne. Konen arbejdede stadig, så han var sejlet alene – uden om og ned til Spanien, hvor hun så var kommet for at at holde ferie med ham. Derefter skulle han så sejle båden tilbage alene. Man møder egentlig en hel del mennesker, som er blevet syge og førtidspensioneret, så de kan sejle ned til Middelhavet, hvor de ligesom denne tysker får det meget bedre i Middelhavet. Er det klimaet, måden at leve på eller måske ren selvhypnose? Gad vide hvordan det går tyskeren, når han kommer tilbage til Flensborg.
Efter nogle dage i Alcudia fortsatte Lizzie og jeg til Cala Formentor i Polensabugten, som skulle have været Hemmingsway’s ynglingssted i Spanien. Det var en lille tur på 10 sømil med en fin vind, dels kryds og dels halvvind. Når man ikke skal så langt er det en fornøjelse at krydse i sommermånederne. Den friske vind køler så dejligt; men man skal passe godt på ikke at blive forbrændt, når man ikke mærker varmen og solen. Bugten var fin og selvom der var lidt vel megen trængsel af både, så forsvandt de fleste af dem sidst på eftermiddagen for at gå i havn i Polensa for natten.
Jeg var meget opsat på at komme til Soller midt på vestsiden af Mallorca, så næste morgen fortsatte vi. Lizzie og jeg havde været på en uges Mallorcaferie engang midt i tresserne og vi havde lejet en Fiat 500 i nogle dage og havde kørt rundt på øen. Vi havde bl.a. været i Soller en flot naturhavn, som havde gjort dybt indtryk på mig og jeg havde lovet mig selv, at der ville jeg komme tilbage til i min egen båd engang og nu var tidspunktet kommet, hvor jeg kunne opfylde mit løfte. I øvrigt så jeg frem til at møde mine spanske venner igen. De kom jo fra Soller.
Vi løftede “krogen” og gik nordpå og rundede Cap Formentor og derefter ned langs nordvestsiden af Mallorca. Ikke en dråbe vind på hele turen og det burde have været en kedelig tur; men den forrevne klippekyst er så fantastisk – i fint vejr. Jeg ville nødig være der i en strid nordvestenvind. Vi fandt indsejlingen til bugten, løb ind og lagde ankeret imellem en mængde andre både. Det er lidt af en kunst at regne ud, hvor man skal lægge ankeret mellem så mange både. Der bliver altid en diskussion med Lizzie, fordi jeg lægger det lige bag hækken af en anden båd; men hvis hans kæde er rimeligt strakt ud svajer man jo fint rundt sammen.
Der er kun plads til en 5 – 6 både ved kajen. De øvrige pladser er optaget af fiskere og lokale lystbåde – bortset fra den tomme del af kajen, som den spanske flåde ejer. Som Alcudia ligger selve Soller en 3 – 4 km. fra bugten, som er omringet af hoteller, restauranter og turistbutikker; men alligevel virker den ikke som bugten ved Alcudia. Sollerbugten med den snævre indsejling i et bjerglandskab har turismen svært ved at ødelægge. Der var selvfølgelig meget mere bebyggelse, end dengang vi var der i tresserne; men jeg kunne godt genkende stedet. Fra bugten kører man med en gammel sporvogn ind til selve Soller by – en køn by med gamle smukke bygninger. Vi prøvede at telefonere til Fernando uden held; men om aftenen da vi gik en tur langs bugten, bremsede en bil pludselig op og ud sprang Fernando. Stor gensynsglæde. Det var lørdag og søndagen skulle han og Cathy bruge til at rydde op og gøre rent i båden efter ferien; men vi blev inviteret til middag hjemme hos dem onsdag aften. Vi hilste på Cathy om søndagen og på en restaurant kom Lizzie i snak med et par unge tyskere. De inviterede os til at køre en tur med dem i den bil, de havde lejet. Det blev til to fine ture bl.a. til en slags frilandsmuseum “La Granja”, hvor jeg kunne huske, at vi havde været i tresserne, da jeg genså stedet. Bl.a. stod der nogle tønder med forskellige slags lokale vine udenfor porten. Dem kunne man smage på “ad libitum”. Det stod meget klart mejslet i min erindring.
Lizzie og jeg tog en bus til Valdemosaklosteret, hvor vi også havde været sidste gang og det var endnu engang en fin oplevelse. Oprindeligt et slot for andalusiske konger blev det givet til en munkeorden, som opførte et stort kloster i tilknytning til slottet. På et tidspunkt tilbragte Chopin og George Sand en vinter der, for at han skulle komme sig over en sygdom. Det havde regnet og været koldt, så det var ikke nogen stor succes for ham; men langt senere var værelserne blevet indrettet med møbler og andet, som Chopin havde brugt. De små haver på terrasserne udenfor “klostercellerne”, udsigten over dalen, Chopin-, kloster- og slotsmuseum. Det er virkelig et besøg værd.
Vi var med det gamle tog en tur til Palma og til koncert i en gammel klosterkirke i Soller; men det bedste var vel besøget hos Fernando og Cathy. Det er spændende at komme på besøg hjemme hos mennesker, når man rejser rundt, som vi gør. Fernando og Cathy ejede et gammelt hus midt i Soller – meget lille i grundplan; men i 3 etager, så der var mange små; men særdeles hyggeligt indrettede værelser. Cathy havde lavet noget meget mallorcansk mad, der smagte vældigt dejligt og vi hyggede os alle, selvom Cathy ikke kan noget engelsk. Senere gik vi hen til torvet. Soller havde den uge en international folkedanserfestival og på en stor scene midt på torvet var der den aften flamingo dans. Flot og meget professionelt. Det blev sent og Lizzie og jeg spadserede tilbage til båden.
Det blev en herlig uge i Soller; men vi måtte jo videre. Det var vist den 26. juli vi tog videre til Andraitx. Turen ned langs kysten var ikke særlig behagelig. Der var en let halvvind; men der var også en hel del gammel sø og vi slingrede afsted for sejl og motor for at få det overstået. Vi gik gennem det smalle stræde mellem Mallorca og Dragonera øen på sydvesthjørnet af Mallorca, hvorefter vi havde et roligt stykke til Andraitx. Vi løb ind i inderhavnen og lagde ankeret. Da vi senere telefonerede hjem, fandt vi ud af at vore gode vennner LEF og Anita med børnene kom på en uges ferie til Cala D’or på østsiden af Mallorca den næste dag. Dem måtte vi møde, så den næste dag lagde vi ud for at gå de 48 sømil til Cala D’or. Vi passerede Palmabugten i let vind for motor og fangede en fin bonito på den krog vi slæbte efter os; men jo længere østpå vi kom des mere rullede og bankede vi i gammel sø fra sydøst og da vi kom til Cabo Blanco, stod der en frisk vind lige imod. Der var stadig 20 sømil til et sted, hvor vi kunne søge læ, så vi vendte og gik tilbage til en dejlig lille cala ved navn Portal på sydvesthjørnet af Palmabugten. Den var åben mod sydøst og jeg var lidt bekymret for, at dønningerne ville finde vej ind; men vi masede os ind imellem nogle andre både for anker på sydsiden og det var ganske roligt der. Vi stegte vores dejlige bonito (den ligner en tun; men er noget mindre – vores var vel omkring 40 cm.), spiste aftensmad og gik til køjs.
Næste morgen genoptog vi rejsen med bedre held. Vinden friskede endnu engang ved Cabo Blanco; men søen var ikke grov og vi gav os til at krydse mod Punto Salines - sydøsthjørnet af Mallorca. Det var et dejligt friskt kryds, som Lizzie traditionen tro blev lidt træt af. Vi rundede Punto Salines og jeg havde håbet på en fin halvvind; men vinden flovede og efter en mindre meningsudveksling startede jeg motoren og vi nåede frem sidst på eftermiddagen. Cala D’or er en af fire cala’er og vi gik ind i Cala Longa med marinaen (ikke bare dyr; men afsindig dyr); men vi traf selvfølgelig ikke LEF og Anita. Det viste sig dog, at de havde været i havnen, havde set båden sejle ind; men sidst LEF havde set båden, havde masten været lakeret og nu var den malet hvid. Vi sejlede om i Cala D’or og lagde os for anker i bugten, som Lizzie blev meget forelsket i. Vi gik ind med gummibåden og fandt en restaurant med en “menu”. Efter vi havde spist, foretog vi en længere opdagelsessrejse i denne verden af hoteller, dels til fods, dels med taxa, bankende på indtil flere døre, fik øl hos et par danskere fra Skive og endelig dundrende på den rigtige dør fik jaget LEF og Anita op af sengen. Efter endnu en øl indledte vi tilbagetoget til Cala D’or og Brunhilde.
De følgende dage blev tilbragt omkring hotellets swimmingpool og med udflugt i Brunhilde til en fin lille Cala Mitjana lidt nordligere. Det viste sig i øvrigt, at denne lille bugt havde været udsat for spildolie, idet vi havde en del sorte pletter på fødder og tøj efter at have været inde på bugtens lille strand. Det var langt fra hoteller, så ingen havde vel bekymret sig om at rense stranden ordentligt. Ak ja der er slanger i paradis. Lørdagen før vi skulle afsted om søndagen, roede jeg over efter diesel i marenaen og mens jeg står ved tanken, kom Thor og Berit med nogle venner ombord sejlende ud af marinaen. Jeg råbte, at Brunhilde med Lizzie ombord lå omme i Cala D’or, så de var lige omme for at hilse på.
Lørdag aften sagde vi farvel til de unge mennesker fra den arbejdende klasse, gik ombord i Brunhilde og søndag morgen indledte vi den 48 sømil lange rejse tilbage til Andraitx. Ned til Punta Salines for motor; men ellers løb vi faktisk for sejl helt til Andraitx. Vi lagde os i inderhavnen, som sidst sammen med en mængde andre både; men næste eftermiddag blev vi jaget ud i yderhavnen allesammen. Vi var for mange både og lå i vejen for fiskerne, når de gik ud og ind. Nå bortset fra bovbølger fra fiskerne og store motoryachter lå vi såmænd udmærket der. Vort næste mål var Peniscola på den spanske kyst – en strækning på 103 sømil, hvilket Lizzie var særdeles bekymret for, så vi ventede på det helt rigtige vejr i adskillige dage. Der var nu også ganske rart i Andraitx, så det var helt i orden. Selve byen lå også her et godt stykke fra havnen og vi var en tur inde i byen for at se kirken, som var lukket; men heldigvis var der stort marked den dag, så vi fik tiden til at gå. Det blev kun til den ene tur til byen for forbindelsen mellem havnen og byen er ret dårlig. I.h.t. til busplaner og skilte ved stoppestederne skal der gå busser; men der dukkede aldrig en bus op. Alle os der ville med bussen måtte slå os sammen om taxa’er, som der var rigeligt af ved stoppestedet. Jeg tænker, at taxachaufførerne har en aftale med busselskabet.
Området omkring havnen har også her udviklet sig til et turistområde for dem, der har en masse på kistebunden. Der var ingen høje hotelbygninger; men mange exclusive villaer og trafikken i gaderne syntes helt domineret af luxusbiler. Vi spadserede en god lang tur ud til en udstilling med moderne kunst. Det viste sig også at have været et hotel, bygget på en bjergside ud mod en pragtfuld bugt i form af en række små huse. Udstillingen faldt ikke rigtig i Lizzies smag (eller i min); men der var en lille swimmingpool, som Lizzie benyttede sig af og en terrasse med en god kop kaffe og en pragtfuld udsigt over bugten. En aften, da vi roede ud til båden, var der en mand, der råbte efter os fra en båd. Jeg ignorerede det; men Lizzie insisterede på, at det var os, han råbte efter og ganske rigtig det var Claire og Jimmy, som jeg havde mødt i Preveza, Crotone, Mahon og nu her i Andraitx og vi blev inviteret ombord til et glas vin og en snak. De var på vej til den sydspanske kyst for at overvintre.
En aften, efter at have hørt den tyske vejrmelding, stak vi ud. Man meldte let sydøstlig vind og enkelte tordenbyger i bugten. Der stod en del gamle dønninger, så det var ikke udpræget behageligt; men vi rundede da Dragonera øen på sydvest hjørnet midt under solnedgangen.Efter en 3 timer var det blevet rigtig mørkt og vi begyndte at kunne se lyn – lyn i en uendelighed, mest lidt nordliger end vores kurs; men voldsomt så det ud. Til sidst sagde Lizzie, at hun helst ville vende om og det gjorde vi så. 10 timer efter vi var sejlet ud var vi tilbage i Andraitx. Næste morgen hørte vi på radioen om katastrofen i Pyrenæerne på campingpladsen. Kæmpe uvejr med jordskred til følge og omkring 70 døde. Det var det uvejr vi havde set; men det havde sandelig været langt borte og kun fordi det var nat, kunne det ses, der hvor vi var.
Den 10. om morgenen prøvede vi igen og mens der var en let østlig vind om formiddagen, der kunne give os et ekstra skub for motor, så var der absolut ingen vind resten af turen, så vi trissede afsted for motor i 20 timer. Ved 4–tiden om morgenen gik vi ind til Peniscola og lagde os for anker bag ved læmolens forlængelse udenfor selve havnen. Vi blev i Peniscola i 4 dage pga. vejret – der var stadig tordenbyger og ret kraftig vind fra nordøst – modvind; men det må I høre om næste gang.
Mange hilsner fra besætningen på Brunhilde. OWE
Brunhildes besynderlige rejse 15.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Som I måske husker kom vi den 11. august kl. 4 om morgenen til Peniscola på den spanske kyst efter 20 timer for motor fra Andraitx på Mallorca. Mens vi lå i Peniscola, var vejret stadig ret ustabilt efter det katastrofale tordenvejr i Pyrenæerne og tordenvejr og byger var ikke populært ombord. Vi blev der i 4 dage. Vi var taget til Peniscola, dels fordi der var en god havn, dels fordi det var noget nær det nærmeste på den spanske kyst; men også fordi Peniscola har en imponerende gammel tempelridderborg. Langs den lave kyst stikker pludselig en stor bjergknold op i strandkanten. På toppen ligger der selvfølgelig en fæstning fra 1200-tallet. Det er svært at sige, hvor meget den er restaureret. Den er utrolig intakt, så man ikke kan forestille sig at den ikke er blevet en del restaureret; men det er i hvert tilfælde gjort med meget nænsom hånd. Jeg kunne ikke se, hvad der var uoriginalt. Omkring fæstningen på ”knolden” var der en typisk gammel by indenfor en ringmur, hvor der var rigtig hyggeligt at vandre rundt. ”Knolden” sammen med strandkanten har fra gammel tid dannet en naturhavn; men i dag er der en god havn med en lang læmole.
Vi var ankret op udenfor havnen; men bag læmolen hvor vi lå fint. Dermed var det positive også sagt. Som det meste af den spanske østkyst er strandområdet udnyttet på den mest rædselsfulde måde Der var et stort tivoli, millioner af mennesker på stranden, de mest forbandede vandscootere, højhushoteller og bebyggelse opført i huj og hast. Nå vi kunne hele tiden søge tilflugt i den gamle by og som sædvanlig kommer man til at holde lidt af stedet, når man er der flere dage. Vi fandt godt vand. På den spanske østkyst er vandet i hanerne som regel meget kloreret; men hvis man er lidt opmærksom, kan man se de lokale gå til visse vandhaner med plastikdunke. Disse steder er der fint vand, formodentlig direkte fra en kilde og sådan et sted var der også i byens ringmur, så vi fik fyldt bådens tank.
Den 15. gik vi til Alcanaar - en lille by lige før Ebro-deltaet. Jeg havde læst, at der var fiesta der den dag. Det var et ganske hyggeligt lille sted med en god – og dyr havn. Det var Marias himmelfartsdag, så der var procession og prædiken på strandkanten. Ikke særligt spændende; men vi oplevede for første gang den specielle skik med at stable mennesker ovenpå hinanden til høje tårne. De deltagende tilhørte en klub – de havde i hvert tilfælde samme skjorter og ”spejdertørklæder” om halsen. Med de mindste deltager øverst nåede de op i 4 ”etager” af mennesker stående på hinandens skuldre.
Næste dag lagde vi ud mod Tarragona – en god lang tur på 45 sømil udenom Ebro-deltaet. Der er et par gode ankerpladser omkring den halvø, som deltaet danner; men jeg var blevet advaret om, at der var væmmeligt med myg, så dem sprang vi over. Ved aften løb vi ind i den meget store Tarragonahavn for at finde et sted at lægge til inde i bunden. På vejen ind mødte vi et par unge tyskere i en sejlbåd på vej ud. De prajede os og spurgte, om vi vidste, hvor man kunne lægge til. Vi mente, at det var inde i bunden af havnen; men de fortalte, at alt syntes nedlagt der og at de var blevet jaget ud. Vi syntes, at vi ville prøve selv; men måtte konstatere, at de havde ret. Vi prøvede ved et lille værft; men fik besked på at vi skulle ud af havnen og om i nordøsthjørnet. Det gjorde vi så og der var der en splinterny havn - 2 måneder gammel. Der var heller ikke billigt – introduktionspris på 140 kr. i døgnet.
Vi blev i Tarragona i 3 dage. Det tog os lidt tid at finde den spændende del af Tarragona; men så var byen også besøget værd. En charmerende ”rambla” (byens fine boulevard, hvor indbyggerne promenerer), en gammel katedral med tilhørende kloster, hvor vi en aften var til kirkekoncert og en dejlig gammel bykerne. Vi kom i snak med de to unge tyskere, som vi havde mødt i den store havn. Han havde netop afsluttet sine studier som ingeniør og havde som slutprojekt arbejdet for et firma i Edinburgh. De havde sammen med hans far og ældre broder købt sejlbåden i Spanien og var nu på vej til Edinburgh med den for at bo i den og i et lejet værelse. Båden var 10 meter, lidt yngre end Brunhilde og havde kostet dem 140000 kr. De havde brugt nogle uger til at sætte den i stand og rejsen til Tarragona var den første tur. De lånte nogle bøger og søkort, som de gik i byen og kopierede. Unge mennesker med fantasi og med mod på livet.
Barcelona lå i en afstand af 50 sømil, så vi gjorde et ophold i Villanova La Geltru, som ikke var særlig spændende og den 19. kom vi så til Barcelona. Dejlig sejlads med bløde dønninger og pæn vind. Vi gik ind i den tidligere olympiadehavn, der nu blev brugt til marina. Det var ikke særligt dyrt; men der var et frygteligt leben på kajen om aftenen. Der er restauranter i to etager inde på kajen, millioner af biler med gæster, et utal af gadesælgere og musik hele natten. Navnlig et ”Peru orkester” var utolig ihærdigt og da det var ganske varmt om natten, var det ikke til at holde lugerne lukket. Vi skulle nok have gået ind til marinaen i bunden af den gamle havn; men vi forestillede os, at det var der, der ville være meget larm.
Lizzie havde set meget frem til vort ophold i Barcelona og vi skulle se det hele. Barcelona er i høj grad arkitekten Gaudis by og det første vi så og det der gjorde mest indtryk - i hvert tilfælde på mig - var katedralen ”Sagrada Familia”, som Gaudi tegnede og påbegyndte. Et fantastisk bygningsværk. Det er langt fra færdigt og man kan have sine tvivl om det nogensinde bliver det. Det er et kæmpeprojekt med en ufattelig mængde detaljer. Det er nyt og det er på en måde gammeldags. Det er utroligt anderledes. Man kunne gå op i toppen af nogle af de mange tårne og jeg kunne ikke nære mig. Flot var det deroppe fra; men højt så hold da kæft hvor blev jeg øm i lårmusklerne i flere dage. Vi gik rundt i byen og beså de fleste af de palæer Gaudi havde bygget. Smukke? Både ja og nej ,men aldrig kedelige. Vi var på søfartsmuseet, der havde til huse i de gamle haller, hvor man har bygget skibe og haft tøjhus fra omkring 1300-tallet. En audiovisuel udstilling bl.a. med en af de gamle krigsgalejer var hovedattraktion – lidt poppet. De gamle bygninger og udstillede skibsdetaljer var det bedste. Vi gik op og ned ad gaderne i den gamle bydel med den gamle katedral, hørte levende guitarmusik med og uden sang på torvene, besøgte Picasso museet (Kunstindustrimuseet slap jeg for) og fandt små listige restauranter at spise frokost i. Vi var også på militærmuseet i det gamle fort på højdedraget Montjuice i svævebane og på Miro-museet i nærheden. Hvis søfartsmuseet var lidt poppet, så var militærmuseet den absolutte modsætning. Derr var rigtig mange interessante sager; men kedeligt arrangeret. Så vandrede vi på den berømte rambla, beså Gaudis ”Parc Guel” med Gaudi museet, var på kunstnerbar (vist nok) og drak utallige ”cafe solo’er”. En aften var vi også ude og spise fint. Alle de raffinerede tapas man kunne tænke sig som forretter og bagefter grillet kød af forskellig art, som blev serveret ved, at tjenere hele tiden kom rundt med et spid med kød på og skar en luns af til en og de blev ved til man måtte opgive. Jeg nåede faktisk ikke at smage alle de forskellige slags. Min mave nægtede. Det var meget festligt og kostede os ialt 400 kr. inklusive vin.
Vejret var lidt drilagtigt med voldsomme tordenbyger af og til, modvind eller hård pålandsvind, så der blev også tid til et par nødvendige småreparationer; men den 2. september kom vi afsted. 35 sømil til Blanes. Det rullede en del pga. dønninger fra tidligere dages blæst, så vi skyndte os afsted for motor og storsejl. Blanes var fyldt til bristepunktet med både; men vi fik da et hjørne af en bro og mooringline formeldst 180 kr., så med en aftens spadseretur med en ”cafe sole” og i øvrigt masser af turister skyndte vi os afsted næste morgen. San Feliu de Gaixol var næste stop, hvor vi i henhold til vores ”lods” kunne ligge for anker i yderhavnen. Der var kun 20 sømil, så vi trissede stille og roligt afsted for stor og genua i sydlig vind. Da vi kom frem til havnen, stod der med meget store bogstaver på så godt som alle sprog:”Ankring forbudt”. Nå vi fandt et hjørne i den offentlige havn sammen med nogle andre besøgende både for 900 pst. Lizzie tog næste dag på en bustur til Girona; mens jeg blev og kiggede lidt på byen. Lige ved havnen var der den mest perfekte lille ”cala” med en fin strand, lige til en svømmetur; men på den anden side af den lille bugt var der desværre også et meget aktivt kloakudløb, så det blev ikke til nogen badning.
Vort næste stop skulle være Sa Tuna bugten med fint læ ca. 20 sømil fra Feliu. Vi havde en fin sejlads i nordvestlig vind, bjærgede sejlene da vi kom til bugten og motorede ind. Sikken en skuffelse. Bugten var virkelig dejlig; men der lå en mængde lokale både i det eneste område, hvor der var en passende dybde til at ankre på. De lå med bøje både for og agter og det var umuligt at finde et sted at lægge ankeret uden at risikere at få det filtret ind i kæder på bunden og faktisk ville vi være nødt til at lægge begge vore ankre, da de andre jo ikke svajede. Jeg sagde til Lizzie: ”Det er s’gu også lige meget. Der er fin vind og kun 20 sømil over Rosasbugten til Port Ligat”. Afsted vi gik.
Jeg glædede mig meget til Port Ligat. Den spanske østkyst er ikke særlig spændende. Lange fine strande med masser af høje hoteller, kedeligt nybyggeri, moderne og dyre marinaer og utrolige mængder af inden- og udenlandske turister. Mod nord er der tilløb til klippekyst med nogle gode cala’er; men de er meget åbne fra nordøst til syd og det var de vinde, vi havde hele tiden. Nord for Rosasbugten ligger halvøen med Cabo Creuss er der imidlertid helt anderledes. En meget flot klippekyst med mange beskyttede cala’er med fint læ. Navnlig skulle Port Ligat, som ikke er en havn; men en stor bugt, være meget fin. Det var jo lidt hen på sæsonen og ofte var der lavtryk i Genua bugten, der fik Tramontanaen/Mistralen (nordlige vinde) til at sende store bølger eller dønninger langs kysten og så var det nu rarest at ligge i sikkert læ.
Vi havde en fin sejlads, strøg sejlene, startede motoren og gik ind mellem de beskyttende klippeøer ind i bugten. Der lå selvfølgelig en del både; men vi fandt et godt sted med 5 – 6 m., vand og plads til at svaje og selvom jeg ikke var tryg ved at tage fra området på længere ture, lå vi sikkert med 20 m. kæde og 30 m. trosse. Port Ligat er kun nogle mindre huse og et par lave hoteller. Et af husene var Salvador Dalis sommerbolig gennem mange år. Det ligger lige ved stranden, hvor man løber ind med dinghyen mellem de opankrede småbåde. Et dejligt hus; men i forfald, et par store skulpturer i haven og på toppen af murværket omkring grunden – et af Dalis varemærker. Der var dejligt badevand ved nogle små strande og enkelte turister. Oppe over højderyggen mod syd er man efter 2 km. spadseretur i Cadaques en hyggelig by, hvor man kan købe ind, få en café solo og se på butikker (heldigvis ikke så mange). Der er et spændende Dalimuseeum i Cadaques – et teater, som Dali ejede. Bemærk udtrykket ”spændende”. Jeg har efterhånden været indlagt til så meget moderne kunst, at jeg ikke kan lade være med at være interesseret. Lizzie tog en dag til Figueras og så det store Dalimuseeum, mens jeg skiftede olie på motoren mm. Hun mødte et par danskere (pigen var vistnok russisk), hvis båd lå for anker på reden i Cadaques. De havde stort set sejlet den samme rute som os; men på et år, så de ærgrede sig over, at de havde fået set alt for lidt. Til gengæld havde de haft nogen forrygende oplevelser med forfærdeligt vejr, skibe der nær havde sejlet dem ned i tåget vejr, båden filtret ind i tun net mm.; men når de havde så travlt, næsten ingen søkort havde og de i øvrigt ikke vidste, hvordan de skulle modtage en vejrmelding på radioen, kan det jo ikke undre. Det var godt Lizzie ikke hørte om alt dette, inden vi begyndte på vores sejlads i Middelhavet.
Vinden stod hele tiden i nordøst, var for det meste temmelig frisk og havet så som regel temmelig bulet ud. Søndag morgen meldte man imidlertid at vinden ville aftage i løbet af dagen og det gjorde den. Deutche Welle og France Inter meldte samme aften pæn vind/ingen vind for natten og næste dag, så efter 4 dejlige dage i Port Ligat gled vi ud af bugten ved omkring kl. 2030. Det blev en fin natsejlads for motor. Omkring det frygtede Cabo Creuss rullede vi en del pga. dønninger; men dønningerne tog af og klippekysten med lysene var meget flot. Kl. 0100 løb vi så ind til Port Vendre. Der var et par lys over et, der førte ind i havnen og det var ganske rart, for det var buldrende mørkt og havnens indsejlingslys til bagbord virkede ikke. Vi fandt en stump kaj at fortøje ved og næste morgen flyttede vi over i marinaen, der lå inde i selve havnen. Der lå vi flot med bad og elektricitet.
Det blev til en del dage i Port Vendre pga. nordøstlige vinde, der var godt for dem, der skulle sydover; men for os der skulle nordpå, var det ikke smart. Det gjorde nu ikke noget. Port Vendre var et dejligt sted. En traditionsrig gammel by og havn. Moules marine (kogte muslinger) var et af vores store numre, når vi gik på restauration. Der var en stor fiskeauktion med udsalg, hvor det var morsomt at gå ned og kigge på. Vi købte østers og tunbøf. Lizzie fik selvfølgelig charmeret en af de unge fyre, der stod med østers bag ved disken til at åbne en østers til hende til konsumering lige der og gratis. Det var hun meget stolt over.
Der var flere lystbåde på vej sydover. Vi mødte et engelsk ægtepar i en motorsejler. De ville ned på den sydøst spanske kyst og bo i båden i nogle år og der var et par svenskere Kresten og Kerstin, der lå i havnen og som kom over for at hilse på. Vi sad og drak kaffe og brandy til langt ud på natten. De var kommet gennem kanalerne og det var deres anden dag i Middelhavet. De ville overvintre i Sydspanien og derefter gå ud gennem Gibraltar og hjem tidligt på foråret. Det er den forkerte vej langs den spanske kyst. De lånte vores spanske lodsbøger. Håber vi ser dem igen – altså bøgerne. (Det gjorde vi).
Efter 10 fine dage i Port Vendre fik vi en fin sejlads op til Port la Nouvelle. Solskin, pæn vind, lidt kryds, lidt halvvind og til sidst en agten-for-tværs, hvad mere kan man ønske sig. La Nouvelle er en halvstor industrihavn for enden af en sidekanal til Canal Midi. Inde i bunden af havnen skulle der være en marina; men vi fandt en stump kaj ved siden af en megastor engelsk sejlbåde og blev advaret om, at om morgenen ville fiskerne sende nogle afsindige bovbølger mod kajen, når de gik ud, så vi ”fendrede” godt af. La Nouvelle var helt uinteressant, så næste morgen, da vejret var flot, gik vi videre på det sidste store stræk til Agde. Ingen vind til at begynde med og vi slæbte en lille fransk sejlbåd, der skulle sydover med os ud af havnen. Senere kom der fin vind og med dejligt solskin fik vi en dejlig sejlads. Det var en flot afslutning på vores sejlads i Middelhavet. Masten skulle ned i Agde og først op igen engang oppe i Holland. Meget vemodigt. Sent på eftermiddagen løb vi ind mellem molerne til L´Herault floden og op til Agde og fandt en gammel synkefærdig peniche at fortøje udenpå. På vejen op af floden gik vi under en bro, som jeg havde læst mig til havde en passagehøjde på 11 m. Vores mast rager op til 10 m. og Lizzie var meget bekymret; men jeg lod som om, at jeg med mit forkromede øjemål sagtens kunne se, at det ikke var noget problem og forsatte med normal fart.
Næste dag var jeg ovre på et skibsværft og fik en aftale om, at de skulle hjælpe mig med at tage masten ned og om at værftet skulle kigge efter båden, mens vi tog hjem til yngste søns bryllup. Lizzie fandt nogle billige billetter og jeg fik masten ned og fik bygget stativ til at stuve den på dækket. Så pakkede vi båden om til kanalsejlads (man har ikke så meget brug for sejl mm.) og jeg gik op og hentede mig en hoben kasserede dæk til at hænge på skibssiderne og fik dem monteret. Den 23. september ved middag var vi på vej hjem med Air France fra Montpellier og på trods af manglende pas gik rejsen glat. Først ved indrejsen i Danmark var der nogle meget løftede øjenbryn. Jeg forklarede, hvordan jeg var kommet fra Korsika til Italien, videre til Spanien og Frankrig uden pas og så fik jeg lov at passere. Da vi kom til Lizzies adresse i København lå passet i en konvolut fra rigspolitiet.
Efter vel overstået bryllup mm. tog vi tilbage til båden den 18. oktober sammen med Lizzies veninde Lisa. I Kastrup skete der noget mix-up med vores bagage under check-in og vi var sent på den, da vi skiftede fly i Paris, så det var nærmest uundgåeligt, at vi skulle få problemer med bagagen ved ankomsten til Montpellier. Lizzie og Lisa blev i lufthavnen for at vente på næste fly, mens jeg tog til Sête for at købe adgangskort til kanalsystemet. Jeg fandt kanalkontoret; men fik at vide at den pågældende, som måtte tage imod penge, var på barselsorlov. Derfor kunne de ikke udstede den ønskede ”billet”; men jeg fik et dokument, der bevidnede, at jeg havde forsøgt og jeg fik besked på, at jeg kunne få udstedt det nødvendige kort i slusen i Agde! Jeg tog så toget videre til Agde og ventede på den øvrige besætning. De kom med 6 ud af 10 stykker bagage og med besked om at ringe næste dag, for vi kunne jo ikke rigtig opgive adresse. Efter mange telefonsamtaler – på fransk – hvad gi’r I – og adskillige besøg på en hyggelig café, som blev vores ”adresse”, fik vi i løbet af lørdag og søndag efterhånden samlet bagagen således, at vi kunne komme afsted mandag morgen. Nå vi hyggede os nu ganske godt i Agde.
Mandag morgen gik vi så op til slusen og slusede igennem. Jeg henvendte mig til slusemesteren for at købe mit kort. Nu findes der forskellige varianter af disse mht. varighed og dermed pris, så jeg forklarede meget omhyggeligt, at vi ville op til Toulouse og retur og være tilbage omkring 12. november, for derefter at gå op til Beaucaire ved Rhonen for vinteren og slusemesterdamen, for det var en dame, rådede mig til at købe et kort, der var gældende i et kvartal og som gav ret til at sejle i 30 dage udover dette kvartal. Det gjorde jeg så, 460 frc. kostede det og ikke et ord om, at vores plan slet ikke kunne lade sig gøre.
Vi gik så til Beziers. Vi lagde til ved en hyggelig lille by på vejen og spiste frokost, efter at have købt vin i vores vindunk fra en peniche ved kanalkanten. Det, synes jeg, er helt fedt. I Beziers besøgte vi katedrealen, ”Biskoppens Have” og et par museer, heriblandt en udstillig med moderne malerier – rigtig flot. Lisa var blevet lidt forskrækket over den sidste sluse ind til Beziers havn og den første sluse efter havnen var ganske høj. Der var nogle lodrette rør i slusevæggen med nogle flydere at fortøje til således, at fortøjningerne kunne glide op, for det var næsten umuligt at kaste fortøjninger op til kajen. En udmærket anordning; men vi var ikke rigtig forberedt, så det gik lidt ”agurk” til at begynde med. Brunhilde er ikke nem at manøvrere frem og tilbage med i et slusekammer. Lisa var derfor endnu mere bekymret for den næste sluse, der bestod af 7 høje slusekamre i træk. Vi kom til at følges med 2 andre både. Den ene var en udlejningsbåd med 3 tyske ægtepar ombord og Lizzie kom selvfølgelig straks i snak med dem og så gik det bare stille og roligt.
Efterhånden fik vi organiseret os, så Lizzie hoppede i land, når vi kom frem til en sluse og gik op og tog fortønningerne, som Lisa og jeg kastede op. Det er nødvendigt på Canal Midi, fordi der ingen stige er i slusekamrene. Da vi en morgen sejlede fra Homp ville Lizzie spadsere til den næste sluse; men hun valgte den forkerte side af kanalen og endte op i noget ufremkommeligt terræn, så hun måtte vende om og gå tilbage til Homp. Lisa og jeg nåede i mellemtiden frem til slusen, hvor jeg på mit bedste fransk måtte forklare slusemisteren, hvorfor vi ikke sejlede videre, da vi var sluset igennem. Han tog sin lastvogn og kørte ud og fandt det bortkomne besætningsmedlem.
Det var meget smukt at sejle på kanalen. Næsten hele vejen er den kantet med gamle plataner – fuldkommen som en slotsalle. Træerne havde de smukkeste efterårsfarver, græsset var flot grønt, og vinmarkerne længere borte havde ofte den mest utrolige violette farve mellem de lidt mere konventionelle grønne og brune farver. Canal Midi har en officiel mindste dybde på 1m og 60 og det er nok det jeg stikker i ferskvand med vort ”habengut” ombord. Ind imellem gav det et bump i båden – formodentlig rødder fra nogle af de gamle træer tænkte jeg. Vi fik senere den rigtige forklaring.
Et sted, hvor vi havde lagt ind for at spise frokost og for at fylde vindunken på et ”chateau” ved kanalkanten, kom der pludselig en hen og sagde: ”Davs”. Vi inviterede ham ombord til et glas vin eller to og fik til gengæld hans livshistorie. Jeg kendte ham ikke; men han havde gjort tjeneste i Flyvevåbnet ved raketterne og var senere blevet EDB uddannet. Han havde været med til at starte EDB op i den gamle Flyverstab og var senere overgået til udenrigsministeriet. Han havde pensioneret sig og havde fået bygget en slags beboelsesvogn. På vej til Afrika i den var han kollideret med en altan i den lille landsby Guèry, hvor vi lå. Det havde taget lang tid at få den repareret og imens havde han engageret sig i landsbyens liv og kom derfor tilbage i perioder hvert år.
Vi kom til Carcassonne og i Carcassonne skal man selvfølgelig se den gamle imponerende fæstningsby La Cité. Ved indgangen til slottet inde i byen, hvor vi købte billetter til en rundtur, var der pludselig to unge mennesker, der talte dansk. Det var Pernille og Jesper, som studerede historie ved universitetet i Åarhus og havde en periode ved La Cité som guider. Jesper var vores guide og da resten af holdet var englændere, så foregik det selvfølgelig på engelsk. Vi mødtes senere og fik endog et bad, der hvor Jesper boede. Sikken en luksus.
Vi sejlede videre til Castelnaudary; men så begyndte alle problemerne. Ved Guilhermin slusen sad vi fast i mudder ved indsejlingen i slusen. Vi sad virkelig fast og gamle blade, mudder mm. hvirvledes op af skruen, da vi prøvede at bakke os fri; men vi rokkede os ikke. Først da slusemesteren med sin lastbil trak os løs, kunne vi atter bevæge os. Det havde jeg ikke lyst til at prøve mere af, så vi opgav at gå op til Toulouse og overnattede ved kanalkanten, da det var blevet sent. Næste morgen ville vi så gå tilbage til Carcassonne; men vi kom ikke længere end til den første sluse – det var 1. november og dermed helligdag i Frankrig. Alt stoppede. Den 2. prøvede vi så igen. Vi stoppede ved en kaj for frokost og kom i snak med en franskmand på en peniche, der lå der. Han fortalte, hvordan han lige havde fundet ud af, at man den 5. lukkede alt vand ud af kanalen for at vedligeholde systemet og først den 20. december ville kanalen atter blive åbnet for sejlads. Nogle enkelte steder bl.a. i Carcassonne ville man holde vandet tilbage, så man ikke behøvede at stå på bunden; men ellers skulle vi helt ned til Agde for at kunne forsætte efter den 5. Vi havde bemærket, at vandet syntes at stå omkring 20 – 30 cm. lavere, så man var åbenbart så småt ved at undlade at genopfylde systemet til erstatning for det vand, der forsvandt på grund af brugen af sluserne. Intet under at vi sad fast i mudder ved slusen i Guilhermin og at vi af og til bumpede på bunden, som jeg berettede ovenfor. Jeg bandede slusemesterdamen i Agde langt ned i helvede. Det var jo komplet umuligt at udnytte det kort, hun havde solgt os og ikke med et ord havde hun nævnt noget om, at man ville lukke kanalen. Vi holdt et krigsråd og besluttede at blive i Carcassonne for vinteren i stedet for at forsøge at nå igennem til Agde. Det var teoretisk muligt; men der var jo hele tiden risiko for at gå på grund jævnligt og dermed være ude af stand til at forudse, hvor vi ville være den 5., når vandet forsvandt.
Den 2. fortøjede vi så i Carcassonne. Havnen ligger midt i byen. Der var to penicher og et par langtidsfortøjede lystbåde. Der var også vand og elektricitet; men udenfor sæsonnen var der lukket for elektriciteten. Lisa skulle hjem den 12. november og Lizzie bestemte sig for den 19. Hun fandt et sted med billige flybilletter med KLM fra Toulouse og derefter forsøgte vi at få det mest mulige ud af tiden. Vi lejede bil et par gange. De ene gang tog vi en tur rundt for at bese nogle af de gamle fantastiske borgruiner, der ligger på bjergtoppe i dette område, samt den gamle middelaldermarkedsplads i Miroix. Borgruinerne stammer fra kathartiden, en historisk spændende periode for området. Katharismen var en religion, der florerede visse steder i Europa især i det sydlige Frankrig og pave Innocens betragtede den som en farlig konkurrent til katolicismen og opfordrede omkring 1200 til korstog i Sydfrankrig. Den i øvrigt overvejende katolske befolkning ville ikke udlevere katharerne til at blive brændt på bålet og en korshær nedkæmpede byer og borge i området f.eks. Beziers og Carcassonne med utrolig grusomhed. Da man stod overfor at skulle indtage Beziers, blev den ledende biskop spurgt om, hvordan man skulle kende forskel på katolikker og katharer. Svaret var: ”Dræb dem alle. Gud vide, hvem der er hans” og så nedslagtede man alle 20000 mennesker i Beziers. De mange borgruiner på bjergtinder ved Pyrenæerne er minder fra den tid. En anden tur gik til Andorra i Pyrenæerne - en indkøbstur af værste skuffe efter min mening. Andorra er et ”hul i jorden” (et tosset udtryk så højt som det ligger); men en selvstændig stat uden skatter og afgifter på varer, så alting er særdeles billigt. Køreturen i Pyrenæerne var heldigvis flot. Vi mødtes jævnligt med Pernille og Jesper, gik til kirkekoncert i en smuk lille klosterkirke (bare fordi jeg lukkede øjnene et øjeblik, blev jeg beskyldt for at sove og jeg snorkede slet ikke). Den 12. lejede vi endnu engang en bil og kørte Lisa til flyet i Montpellier.
Anne Marie (som sætter dette på tryk, så det kan læses af andre end specielt indviede) etablerede kontakt fra den tidligere forsvarsattache i Paris Mogens og hans kone Lone. De var på ferie i en lille by i nærheden af Cahors. Så var vi endnu engang ude at leje bil og fik en fin tur og et dejligt besøg hos Mogens og Lone. Den 19. tog Lizzie hjem og var heldig at få et lift til Toulouse med herren i huset, hvor Pernille boede. Flyet gik kl. 7 om morgenen.
Jeg bliver til den 10. december, indædt kæmpende for at lære noget mere fransk (hvilket legitimerer en del barbesøg) og skrive disse sider af ”Brunhildes besynderlige rejse”. Jeg har iøvrigt fået naboer. En ca. 20 fods sejlbåd med at par unge englændere ombord ankom lige inden kanalen blev lukket. Han tjener lidt penge ved at sminke sig i ansigtet og jonglere med bolde på markederne og ellers sætter de sig rundt omkring og tigger lidt penge ligesom en række andre ”backpackere”. Båden har de fået forærende i St. Tropez, hvor den lå og gik til og kostede lige så meget i havnepenge om måneden, som den kunne sælges for. Dækket giver sig en del og har det nok ikke for godt; men sejle kan den da. Jesper og Pernille rejste hjem den 1. december og jeg var til dansk julemiddag, som Pernille lavede for sine værter den 30. november. Mit fransk er ynkeligt når jeg skal konversere; men til hverdag går det fint.
Som I måske kan forstå, går tiden ret hurtigt og temperaturen omkring 10 grader er ikke ubehagelig; men så er der ”the bad news”. Det regner og regner og regner. Jeg ender med at få svømmehud mellem tæerne. Flodern går over bredderne, landsbyer evakueres, biler skylles af vejene og så er der iøvrigt vand i kanalerne igen af samme grund. Heldigvis ligger Brunhilde godt og englænderne har lovet at kigge efter den, mens jeg er hjemme til jul. Dette afsnit når selvfølgelig ikke ud før jul; men et forsinket ”Godt Nytår” ønskes alle mine trofaste læsere.
Hilsen fra den gamle mand (ikke mere på havet). OWE
Brunhildes besynderlige rejse 16.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Efter en måned hjemme omkring jul og nytår vendte jeg tilbage til Brunhilde i Carcassonne den 10. januar eller snarere den 11., for jeg ankom 10 min. over midnat. Jeg var meget opsat på at begynde turen nordpå for at ramme et fornuftigt tidspunkt for at sejle op ad Rhonen. Strømmen i Rhonen kan variere ganske meget. På gunstige tidspunkter løber den 1 – 2 knob, mens den på andre tider visse steder kan løbe vel over de ca. 5,5 knob, som Brunhilde kan klare og så ville jeg jo sejle baglæns. Vinterregnen kulminerer som regel i begyndelsen af januar; men når tøvejr sætter ind i alperne i februar eller marts, kan Rhonen igen give sig til at løbe hurtigt og i værste fald kan det vare indtil maj, før den atter er nem at have med at gøre.
Morgenen efter jeg var ankommet, mødte jeg de unge englændere med den lille glasfiberbåd og de fortalte, at der havde været nogle få kolde dage, hvor det havde sneet omkring 10 cm.; men nu var temperaturen generelt 5 – 10 grader midt på dagen. Jeg begyndte at gøre båden klar til afsejling og mødte bl.a. op hos den franske familie, der havde været så flinke at opmagasinere cykler, påhængsmotor, radio m.m. De var på vej ud til ”gården”, for det var søndag og jeg blev inviteret til at tage med derud. Det var en lang slugt med et stort vandløb mellem et par stejle højdedrag. Christian – familiefaderen – der havde arvet gården, var sagfører og han fortalte, at der tidligere havde levet fire familier på det stykke land deriblandt hans forældre; men i dag var det naturgrund bortset fra nogle små lodder med vin og oliven. Dyrkning af vin var det eneste, der kunne indbringe lidt penge og da han var sagfører og konen læge og de boede i byen, havde de en mand til at passe vinen. Et af de gamle huse – mindre faldefærdigt end de andre – havde været hans forældres og det brugte familien som sommerhus. Det var en fin dag og i tilgift blev jeg inviteret til middag den følgende aften.
Næste morgen mødte jeg John – en af de fyre, som kom på den lille glasfiberbåd bag mig sammen med andre ”farende svende” hos de unge englændere. Han inviterede på kaffe hos ”McDonald”, hvor man fik to gange morgenmad for prisen på en. John var vel omkreng 40 år – et stort og venligt menneske med en hundehvalp, som han bar rundt på. Han var tysker, havde været i fremmedligionen, var blevet alvorligt såret i Algier og var blevet afskediget med en mindre pension. Han boede i en lille ruin af et hus et sted, hvor vognmænd parkerede deres lastbiler for natten. Han var så nattevagt og boede gratis i ruinen og havde el og vand. Hans hundehvalp og hans farmor hjemme i Tyskland var det eneste, der betød noget for ham. Om aftenen var jeg så hos Christean og Cathrine og fik ”cassoulet”, som er egnsretten. En slags gule ærter; men med and.
Næste morgen tidligt gik jeg ind i den første sluse. Det var den 14. Jeg havde været på kontoret, som bestyrede sluserne på strækningen ned til Beziers og jeg havde forklaret, at jeg stak 1 m. og 60, som er maksimumsdybden og havde fået at vide, at det var OK. Alligevel slæbte kølen sig igennem mudderet mange steder og jeg kunne se, at strækningerne ikke var fyldt op til den normale vandstand. Jeg overnattede 3 steder på vej til Beziers. Ved sluserne til Beziers kan man kun gå østpå om eftermiddagen og jeg kom til at vente en times tid. Jeg lå og ventede ved siden af en fransk sejlbåd på størrelse med Brunhilde. Båden blev pludselig centrum for et TV-holds store interesse og jeg spurgte om årsagen. Man fortalte mig så, at båden havde tilhørt en fransk kvinde med at par børn. De havde levet ombord indtil nogle dage forinden, hvor kvinden skulle være død pga. fejlernæring! Her havde så ligget denne båd – temmeligt ensomt på denne tid af året – med en død moder og et par små ombord. En rigtig TV-historie. I Beziers fik jeg en snak med en københavner i en lille motorbåd; men jeg havde lidt travlt med at arrangere mig med det lokale slusekontor og jeg forsatte derefter mod Agde. Alt gik pænt indtil kort før Agde. Under en bro løb jeg med 5,5 knob på et eller andet meget hårdt. Jeg tumlede frem i cockpittet; men båden krængede nok til, at jeg passerede – temmelig rystet. Kølen er blevet hængende og så må jeg så se, hvordan den ser ud, når jeg kommer på land til efteråret.
Jeg parkerede en fredag aften lige før den runde sluse i Agde. Her skulle jeg så se at få købt adgangskort til at sejle i de franske kanaler og floder. Lørdag øsregnede det og der var ikke en sjæl ved slusen. Nå, Agde kendte jeg jo og jeg hyggede mig, da regnen stoppede om søndagen. Mandag morgen fandt jeg kanalarbejdernes kaffestue på kanalkanten ved et tilfælde og blandt dem var også slusemesteren. Jeg fik betalt for et årskort og da det var først på året, fik jeg 10% afslag. 590 frc. ialt for et år; men kortet havde han ikke der sidst i januar. Jeg fik kvittering og vi enedes om, at han skulle sende det til kanalkontoret i Lyon, så jeg kunne hente det der, når jeg passerede. Jeg slusede derefter igennem og efter en kort tur på den nu ret hidsige Herault flod, var jeg atter inde på kanaler et kort stykke, hvorefter jeg sejlede ud på den store ”Etang” – en saltsø ligesom Ringkøbing fjord. Der stod en ret strid og kold østenvind – modvind og krappe søer – en blandet fornøjelse. Det tog 1½ time før jeg gik ind i kanalerne igen ved Séte og fortsatte til Frontignan for at overnatte.
I Frontignan lå der en del både og overvintrede og næste morgen bankede jeg på hos en englænder og spurgte, om der var en forretning med bådudstyr i byen. Han hed Clive og Clive var en hyggelig hyr, der meget gerne ville snakke. Han lovede at køre mig til Frontignan Plage, hvor der var et par forretninger med bådudstyr. Jeg havde meget behov for et kort over Rhonen, idet jeg havde foræret mit eget væk; men først måtte jeg have en kop te og høre hans livshistorie. Han havde været fisker – stort set hele livet – var blevet trawlerskipper på østsiden af England og havde fisket fra Grimsby. Senere havde han fået sin egen lille kutter; men var sunket ud for Harwich og var blevet samlet op af den danske englandsbåd og havde fået en tur over til Esbjerg. Han havde fået en anden båd, som han havde solgt igen til en dansker, fordi han syntes, at mulighederne i fiskeriet ebbede ud. Senere da konen var død, havde han købt den lille motorbåd, han nu lå og sejlede rundt i. Båden han var ombord i, da jeg bankede ham op, var ikke hans; men en amerikaners. Han fortalte, at amerikaneren var fra inde midt i USA; men han havde købt en tyrkisk ”vandtaxa” i Istanbul, havde lagt en anden motor i og havde bygget båden lidt om indeni. Derefter var han sejlet op ad Donau til Holland. Denne tur kunne jeg læse om i et engelsk sejlerblad, der lå i båden. Senere var han så ankommet til Frontignan, hvor Cive så lidt efter båden, mens ejeren var en tur i USA. Efter megen interessant snak kørte han mig så til Frontignan Plage, hvor jeg virkelig fandt et kort over Rhonen og da vi kom tilbage, lagde jeg ud mod Aigues Mortes.
Kanalen løber langs med kysten og ind imellem kunne jeg se de store bølger bryde på stranden i den kraftige sydøstenvind. Det var rart at være i læ. Sidst på eftermiddagen ankom jeg til Aigues Mortes, hvor jeg efter en god måneds ophold, for første gang sejlede ud i Middelhavet for 3 år siden. Der var ingen jeg kendte; men jeg blev en ekstra dag, hvor jeg gik på indkøb og genoplevede stedet.
Fra Aiges Mortes gik det videre til St. Giles slusen, hvor man går ind i Petit Rhone, som er en mindre gren af Rhonen, der løber fra Rhonen ved Arles. Der var rødt lys og jeg gik op og snakkede med en flink slusemester. Han meddelte mig, at der var ”cru” på Rhonen, hvilket betyder meget kraftig strøm således, at det var forbudt at besejle Rhonen. Det havde jeg været forberedt på, så jeg slog mig ned ved fortøjningspælene ved slusen for at vente på bedre tider. Vejret var rigtig dejligt og jeg tog nogle gode spadsereture til byen St. Giles, der lå 10 km derfra. Der var en meget spændende kirke med klosterruin; men jeg kunne ikke komme ind og se kirken for guiden havde influenza. Dagen efter jeg var kommet, kom der en af disse lystbåde, der kun kan bruges til kanalsejlads og lagde til i nærheden og jeg gik over og sagde:”Bonjour”. Det var et fransk ægtepar, der boede hele året på båden og de kunne kun fransk; men jeg blev inviteret ombord på en øl og fik en fransk sludder en halvtimes tid. Manden levede af at skrive artikler og hobbybøger. Han havde skrevet en bog om at fiske og han holdt en guide om sejlads på Rhonen vedlige. Han fortalte mig om problemerne med strømmen på Rhonen og PHEN (Plus HautElevé de Navigation) situationen, hvor der var for meget vand i Rhonen og sejlads derfor var forbudt. Man karakteriserer den ved mængden af vand, der slippes igennem elværkerne, som er placeret ved sluserne. Denne mængde kaldes ”Debits” (gennemstrømning) og han sagde, at jeg måtte vente indtil ”Debits” ved Beaucaire – den første sluse på Rhonen, som jeg skulle igennem – var mindre end 3500 m3/sek., ellers ville jeg ikke kunne passere broen mellem Tarascon og Beaucaire.
Næste morgen sejlede han tilbage ad kanalen, mens jeg måtte vente endnu et par dage. Så en morgen sagde slusemesteren, at man forventede 3300 m3/sek. ved Beaucaire ved middagstid, så jeg slusede igennem og ud i Petit Rhone. Det var en del strøm; men jeg holdt da omkring 7 km i timen, indtil jeg kom ud i den rigtige Rhone efter et par timer. Der gik jeg nærmest i stå. Jeg debatterede med mig selv, om jeg skulle vende om, for det så temmelig barskt ud med det kølvand, som afmærkningerne af sejlløbet havde ved de der ca. 6 knob. Jeg sejlede så tæt på bredden, som jeg kunne med ekkoloddet gående og konstaterede, at lidt gik det da fremad der. Nogen steder gik det bedre og efterhånden fandt jeg, at jeg holdt en fart på 3 km i timen, så gennemsnitsstrømmen har været omkring 4,5 knob. Det var et kedligt tidspunkt for et motorstop. Jeg havde ankeret klar; men der var omkring 10 m. vand, så det var nok tvivlsomt om de 20 m. kæde og 60 m. trosse, som var hægtet på ankeret ville kunne holde i den strøm. Under broen ved Beaucaire lige før slusen gik jeg igen i stå, men efter en del forsøg på forskellige steder under broen, slap jeg pludselig igennem og kunne sejle frem til slusen og fortøje ved broen, der glider op og ned ad de meget store jernsøjler, de er fastgjort til. Jeg gik op til slusemesteren og forelagde ham mine planer om at forsætte op til Avignon næste morgen. Det mente han ikke, der skulle være nogen vanskeligheder ved.
Jeg spadserede tilbage til broen og kiggede på den gamle imponerende fæstning, der lå på Tarascon siden og derefter gik jeg over broen til Beaucaire. Tidligere gik man igennem en sluse ved Beaucaire for at komme ind i kanalsystemet, der fører til Canal Midi. I dag er denne sluse nedlagt. Der er således en blind arm på kanalsystemet, når man kommer fra Canal Midi lidt før man kommer til St. Giles slusen og armen leder op til Beaucaire. Kanalen i Beaucaire er derved helt beskyttet fra Rhonens udskejelser og er således et meget populært sted at overvintre. Jeg gik en tur rundt og kiggede på de mange både. Der lå bl.a. 3 danske både; men der var ingen ombord og så travede jeg tilbage til Brunhilde og lavede lidt aftensmad.
Den følgende morgen forsatte jeg så til Avignon. Floden var bredere og jeg kunne holde 7 – 8 km i timen. Solen skinnede dejligt; men der blæste en rigtig strid nordenvind – mistral – så det var temmeligt koldt. I Avignon fik jeg fortøjet i marinaen hjulpet af en schweizer, der lå ved siden af. Jeg fik en lille snak på fransk og han fortalte, hvordan det i efteråret endnu engang var gået galt i Avignon. Vandet var steget, som den vinter, jeg var der og også denne gang væltede en af broerne. 2 store penicher opstrøms havde revet sig løs og var kommet drivende ned ad floden. Den ene gik forbi marinaen; men bragede ind i den gamle bro ved pavepaladset, mens den anden bankede ind i den peniche, der ligger på tværs på bunden ved marinaen, som en mole. Byrådet havde besluttet, at marinaen skulle lukkes om vinteren fremover. Det andet var for dyrt. Men Avignon er altså så dejlig og jeg blev der et par dage med skønt solskin og var man blot i læ, var der simpelthen lækkert. Haven ved pavepaladset er så fin at sidde og nyde solen i og jeg gik rundt og nød genkendelsens glæde i den gamle bydel. Jeg var selvfølgelig oppe i den gamle vinkælder med den hyggeligste bar, man kan tænke sig inde bagved butikken, som jeg havde frekventeret hyppigt sidste gang.Jeg snakkede med en tysker i havnen. Han var på vej ud i Middelhavet. Som pensionist var han sejlet til Caribien i sin båd for at nyde tilværelsen; men det havde været alt for dyrt at leve der. Man betalte hele tiden store afgifter i form af visa og andre offentlige dokumenter og hele området var i den grad præget af, at man skulle udnytte turismen, så nu ville han prøve Middelhavet.
Efter Avignon havde jeg planlagt at skulle overnatte ved Bollène slusen og så gå til Vivière og derefter til marinaen i Valence. Jeg følte mig nu tryggest i marinaerne ved tanken om, at det atter kunne blive højvande på Rhonen. Under vejs til Bollène gik det fint og da jeg kom til slusen var der grønt lys for indsejling, så jeg tænkte, at det var smart at gå igenem slusen og fortøje på den anden side – det var det ikke. På den anden side var det forbudt at fortøje og jeg fortsatte i håb om at finde et sted at lægge ind; men først efter flere timer, hvor det var begyndt at blive mørkt, fandt jeg ved Donzère nogle jernsøjler at fortøje ved. Det var noget af et job at lægge til med en fortøjning agterud til en pæl og en fortøjning frem til de metertykke jernsøjler. De forbipasserende penicher laver et utroligt kølvand, så man ikke kan lægge sig klods op af en søjle, hvor man jo ikke kan fender ordentlig af. Der gik en ganske strid strøm og jeg var jo alene om at fortøje; men da jeg var færdig lå jeg også godt, selv når de store penicher susede forbi med 10 – 12 knob.
Næste morgen passerede jeg Vivière så tidligt, at det var tosset ikke at forsætte. Samtidig med at jeg passerede, var der en lystbåd, der lagde ud. Før slusen lige efter Vivière, mens vi lå og ventede, kom vi i snak. Han ville stoppe i Pouzain for natten, idet han boede i nærheden. Han sagde, at der var et fint stykke kaj at ligge ved der. Vi fulgtes ad resten af dagen og da vi kom til Pouzain, viste han mig kajen, inden han selv løb ind i mundingen af en lille flod, hvor han lagde et anker og fortøjede stævnen ind mod en lav kaj. Lidt mistroisk fortøjede jeg efter en del besvær pga. strøm langs med kajen og gav mig til at skifte olie på motoren. Næppe var jeg blevet færdig, før en stor peniche kom susende forbi med bov- og hækbølger, så jeg troede, jeg var blevet slået i stykker. Med stort besvær lagde jeg fra igen og i buldrende mørke løb jeg ind i den lille flod og fortøjede med et anker og stævnen ind til kajen ligesom den anden båd. Mens jeg fortøjede kom fyren fra båden og spurgte, om jeg ville med ham hjem og spise lidt mad med. Det skulle han ikke spørge om to gange og mens vi kørte, fortalte han mig, at han havde haft båden liggende i Port St. Louis ved Rhonemundingen, men nu skulle den have en ordentlig omgang, så han skulle have den på land i Valence. I mellemtiden kørte vi ind på en gårdsplads til noget, der i mørket lignede et gammelt palæ. Det var en tidligere fabrik, som havde lavet silketråd til væverierne i Lyonområdet. Nu brugte han bygningen til fabrik og lavede industriel gravering med 8 ansatte. Han boede selv sammen med sin familie i noget af bygningen. Der var et fantastisk køkken omkring et stort gammelt ildsted. Ellers var der en meget lang gang med mange døre indtil forskellige rum, hvilket udgjorde den resterende beboelse - sikkert ikke særlig praktiskt; men i den herskende belysning så det meget charmerende ud. Selv kunne han kun fransk; men hans kone var god til engelsk. Jeg delte deres mad med dem og havde en hyggelig times tid sammen med dem, inden jeg blev kørt tilbage. Han blev iøvrigt helt vild, da han hørte, at jeg havde været pilot, for han elskede at flyve og havde selv et veteranfly, der meget lignede den gamle KZ-II.
Næste morgen sejlede jeg så det sidste stykke op til Valence. Der skulle jeg forsøge at møde Christophe og Catherine. Vi havde mødt dem i Korinth i Grækenland, hvor de var på vej hjem fra Tyrkiet; mens vi var på vej til Istanbul. De havde givet mig søsterens telefonnummer og hende havde jeg ringet til kort efter, jeg havde forladt Carcassonne. Hun fortalte mig, at de nu boede i nærheden af Valence og jeg havde fået deres telefonnummer. Efter at have snakket med deres telefonsvarer kom der besked gennem havnekontoret, at Christophe ville komme og hente mig næste dag. Han kom og inviterede mig til at tilbringe weekenden sammen med dem. De havde købt et delvis moderniseret gammelt hus ude på landet og Christophe fortsatte moderniseringen i fritiden. Han arbejdede for et firma, som solgte teknisk undervisning til autobranchen rundt om i Frankrig, så han levede et noget omflakkende liv. Catherine arbejdede som lærerinde i en børnehaveklasse og havde selv fået en lille pige. De kørte mig lidt omkring i omegnen og lørdag aften var vi til en fest sammen med nogle af deres venner. Vi fik vildsvinesteg, som værten selv havde skudt. Meget hyggeligt; men det var næsten umuligt at følge med i samtalen.
Efter Valence stoppede jeg i Tournon og i Condrieu. Condrieu havde en god marina og det gav en del regn i nogle dage, så jeg ventede og prøvede at få en fornemmelse for strømmen i Rhonen. Jeg havde fået at vide, at det sidste stykke fra Condrieu og op til Lyon var kritisk og nu da det havde regnet, måtte jeg forvente, at floden ville løbe lidt hurtigere. Mens jeg ventede gik jeg nogle spændende ture op over bjergkammen med nogle gamle fæstningsværker og smukke vinmarker og tilbage gennem en smuk dal med en lille flod, der løb gennem byen ud i Rhonen.
Da jeg tog afsted var der en del strøm; men først ved Givors begyndte det at blive interessant. Under broerne gik det uhyggeligt langsomt og meget bedre gik det ikke de sidste kilometre ad kanalen op til slusen lige før Lyon. Jeg sneg mig langs bredden, så tæt jeg turde og måtte lide den tort, at se folk på land slentre forbi mig på deres spadsereture i det grønne; men omsider nåede jeg da frem og gennem slusen. I Lyon løber Saonen ind i Rhonen og min videre fremfærd ad floderne skulle foregå ad Saonen, så jeg drejede fra Rhonen og ind på Saonen og fortøjede ved kajen midt i det gamle Lyon. Lidt efter kom der en hollandsk båd og lagde til.
Det var et gammelt fornemt kvarter og folk spadserede hele tiden tur på kajen og næste dag gik jeg mig også en tur og kiggede blandt andet ind i en gammel kirke, hvor det viste sig, at der var en dejlig Schubertkoncert. God start. Vejret var fremragende de næste 5 dage, hvor jeg blev i Lyon. Fortovscaféerne var overfyldt og folk slikkede solskin på kajerne. Jeg besøgte museer. Lizzie havde forlangt, at jeg besøgte silkemuseerne og det var langt mere spændende, end jeg havde forestillet mig. Jeg så et vævemuseeum i det gamle Croix-Rousse kvarter, et amfiteater fra romertiden, et museum om romertiden, det gamle bymuseum, dukketeatermuseet, kirker og vandrede mange kilometre i den gamle bydel.
Jeg blev også vidne til en ildkamp mellem politi og en vildt skydende person. En politimand blev dræbt, en anden hårdt såret og fire civile blev ligeledes såret; men forbryderen slap væk. Alt dette skete på kajen lige på den anden side af floden. Jeg var i båden og troede først, at der var tale om fyrværkeri; men knaldene forekom meget skarpe, så jeg dukkede op af kahytten og så en af politifolkene falde. Resten læste jeg om i avisen den næste dag.
Jeg var også på bogmarked på kajerne og til jamsession i Hot Club Lyon. Der var virkelig nok at tage sig til, men jeg måtte jo videre. Naboen – hollænderen, der var kommet samtidig med mig – sagde, at Saonen var faldet lidt til ro. Han havde været henne på kajkontoret og havde læst meldingerne fra sluserne. Jeg havde i øvrigt også været derhenne for at spørge efter mit kanalkort uden de store forhåbninger; men sandelig om ikke slusemesteren i Agde havde holdt sit løfte.
Sammen med hollænderne dampede jeg så afsted den sjette dag og det gik fint. Vi holdt omkring 7 km/time. Jeg havde satset på en marina, der skulle ligge 40 km fra Lyon; men hollænderne, som kom først, sejlede videre og da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at pontonerne ikke var lagt ud endnu. Lidt længere oppe fandt vi imidlertid et udmærket sted ved en lille by, der hed Montmerle. Saonen stod imidlertid så højt, at det dertil konstruerede flydende landgangssystem ikke nåede ind til land; men hollænderne, som havde en lille hund, der skulle i land, konstruerede vider med deres slæbejolle og så kunne vi komme op og købe lidt ind og telefonere. Jeg var ovre hos hollænderne til en lille drink og de fortalte, at de havde boet i deres sejlebåd de sidste 7 år og havde opholdt sig i Middelhavet. Efter de første 4 år havde de sejlet en tur hjem til Holland og nu var de atter i gang med et lille besøg i Holland.
Den næste dag blæste det meget kraftigt op fra syd og med den ret kraftige strøm imod vinden var der ganske anselige bølger, så jeg valgte at blive liggende til dagen efter, hvor jeg fortsatte til Macon. Hen på eftermiddagen sejlede jeg under den gamle bro om til lystbådehavnen i udkanten af byen i en slags parkområde. Man lå ved bøjer med stævnen ind, hvilket altid er en interessant måde at lægge til på, når man er alene og der blæser en god sidevind. Der stod imidlertid et par flinke mennesker og tog imod. Det var et par schweizere, som boede i en stor elegant lystfartøjspeniche. De var i øvrigt meget hjælpsomme. De skulle netop i byen og spurgte, om jeg ville have dem til at tage noget med. De lovede så at tage et brød med til mig og for så afsted i en smart rød sportsvogn. Det var folk med stil, men også meget venlige.
Jeg blev i Macon i flere dage blandt andet for at justere mit gearskifte. Jeg gik ture i den gamle by, fik vasket sengetøj m.m. og om lørdagen var jeg oppe for at se på karneval. Et mægtigt optog med flere sambabands. Det var meget fint vejr, hvilket var heldigt for de mange unge damer i små tricots. Optoget endte på den store plads ved den gamle bro, hvor der så var et fornemt fyrværkeri. Mandag fortsatte jeg til Chalon-sur-Saone – et langt stræk – men da der ingen sluser var og Saonen var faldet lidt til ro efter et par dage med regn oppe nordpå, gik det fint. Der var egentlig en sluse; men den var ikke i brug og man sejlede udenom igennem spærringen, som var åbnet. Det havde jeg ikke set før; men det var formodentlig fordi, der var rigeligt med vand på Saonen. Om sommeren kan det være så tørt, at det er vigtigt at spare på vandet; men det kræver personnel og dermed udgifter for at operere sluserne. Det var morsomt at se Chalon igen. Der havde jeg opholdt mig flere dage på vej sydpå til Avignon i 93 for at komme mig lidt ovenpå turen gennem kanalerne med is. Det var her jeg havde haft besøg af militærattachéen Mogens og hans kone Lone, som kom kørende helt fra Paris for at se til mig.
Fra Chalon er der 3 ruter til Paris, hvor jeg havde lovet Lizzie en måneds ophold. Den ene er Marne-a la-Saone kanalen. Det var den vej jeg havde taget i 93, da jeg gik sydover og jeg ville helst prøve noget nyt. Bourgogne kannalen var lukket indtil maj og Canal Centre, der går sydligere end Bourgogne kanalen var lukket fra Digoin til Paris; men kun indtil den 16. marts. Hvis jeg valgte den rute, kunne jeg stadig være i Paris omkring 1. april som planlagt. Den 2. marts gik jeg så ind i Canal Centre lige ved Chalon efter at have sagt farvel til til nogle flinke tyske naboer, der var på vej til Venezuela. Kanalen begyndte med en 10 m. dyb sluse med flydende fortøjningspullerter i slusevæggen. Vandet lukkes ikke ind ved dørene; men kommer op fra bunden og det kan være en temmelig vild affære, især når man er alene om det og slusemesteren er utålmodig. Man skal ind og lægge en fortøjning fra agter til første pullert, så skal man sejle frem og lægge en fortøjning fra stævnen til den næste pullert og til sidst hale sig lidt tilbage, så man ligger midt imellem pullerterne. Sluserne kører automatisk og slusemesteren starter automatikken ved at lukke portene og er han utålmodig sker det, så snart man kommer ind i slusen. Fumlerne man lidt med de lange fortøjningsender, når man ikke rigtig at være ordentlig fortøjet, når vandet kommer væltende op fra bunden og så bliver det rigtig interessant. Lad være med at fumle !!! Så voldsomme som de sluser var, skiftede jeg fortøjningsenderne ud med ankertov til fortøjning, da det er noget sværere.
Egentlig var der ikke grund til panik over, at det skulle komme til at gå for hurtigt, for de automatiske sluser er beregnet til at blive betjent at bådens besætning og så bestemmer man jo selv, hvornår slusningen skal begynde; men sådan gik det ikke altid. Ved den første sluse fik jeg besked, at næste sluse først ville fungere efter kl. 1330 pga. frokostpause og da jeg kom frem til den ved 12-tiden, måtte jeg tage mig en god pause. Kl. 1330 startede jeg så automatikken, gik gennem slusen og fortsatte til den næste – hvor automatikken ikke virkede. Der var en telefon i et lille skur; men døren var låst. En rude var slået ind, så jeg fik haspen i et vindue løftet af og med stort besvær fik jeg kantet hr. Jensen ind i skuret. Der var selvfølgelig ikke noteret et nummer at ringe til. Mens jeg stod der og oparbejdede et sandt raseri, kom der en bil med to slusearbejdere, som låste døren op, så jeg kunne komme ud. Derefter slusede de mig igennem alle de automatiske sluser resten af dagen til Chagny, for tilsyneladende er det ikke hver gang, at automatikken virker. Omkring to trediedel af sluserne fra Chalon til Paris er automatiske; men kun tre steder betjente jeg selv slusen, ellers var der slusearbejdere, der fulgte med båden og det ene af de tre steder virkede automatikken ikke, så jeg måtte vandre tilbage til den forrige sluse efter en slusemekaniker.150 ”automatiske” sluser var jeg igennem og i så godt som alle blev jeg betjent af slusevagter eller slusearbejdere, der fulgte med båden. Det må da holde arbejdsløsheden nede.
Jeg stoppede i Chagny om aftenen i en rar lille havn og næste morgen ringede jeg til Lizzie og fik at vide, at hun ville komme på besøg en uge, fordi hun havde fundet en billig rejse med fly til Paris. Efter en snak med slusevagterne fik jeg fundet ud af, at en togrejse fra Paris til området var en lang og træls affære; men at det meget hurtige TVG-tog fra Paris stoppede ved Montchanin, der lå et stykke længere fremme ad kanalen. Efter to dages slusearbejde med et stop ved en kanalkant, hvor jeg havde stort besvær med at lægge til pga. vanddybden, nåede jeg en lille marina i Montchanin. Her kunne man få vand, strøm og bad. Marinaen blev kørt af et stort engelsk firma, som udlejede flodbåde i Frankrig. Der var en hyggelig engelsk bestyrer, som passede havn og udlejningsbåde. Han var flyttet til Montchanin fra England for 5 år siden sammen med konen for at passe foretagendet. I mellemtiden var det gået lidt tilbage for udlejningsbranchen. Efter at have haft 22 både var der nu kun 11.
I en træmotorbåd ved kanalkanten boede en ung franskmand, som havde arbejdet i marinaen, indtil de for et år siden reducerede til de 11 både. Så var der ikke nok arbejde. Jeg inviterede ham over til spisning om aftenen. Han var bådebygger af profession. Efter uddannelsen var han blevet hyret på en tysk sejlbåd, som sejlede med afsporede unge tyskere. Det havde han ikke brudt sig om. Han havde købt en sunken motorbåd ude ved Kanalkysten, havde fået den transporteret til Montchanin, hvor han var fra oprindeligt. Han havde fået arbejde i marinaen og havde samtidig genopbygget skroget, istandsat de to dieselmotorer, havde fået den søsat; men var så blevet fyret, da firmaet reducerede antallet af både. Nu var han i gang med at istandsætte apteringen og så ville han se at få den solgt. Han havde en forlovet i Tyskland og håbede at finde arbejde der; men han ville også gerne sejle med sejlbåde. Der er jo meget man skal nå.
Lizzie kom med TGV’en næste dag og vi så lidt på Montchanin, som var særdeles kedelig, så vi fortsatte til Montceau-les-Mines. Da vi gik ud af en af sluserne, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Motoren kørte godt nok med de rigtige omdrejninger, skruen producerede en masse skruevand; men båden løb ikke den rigtige fart, selvom det da gik fremad. Der måtte have sat sig noget omkring skrueakslen, som gjorde skruen ineffektiv. Omstændighederne medførte, at vi måtte holde den foreskrevne fart på 6 km/time; men vi kom da til Montceau. Jeg forhørte mig forskellige steder, om der var nogen, der udførte dykkerarbejde, for jeg var ikke vild efter at skulle ned i det utroligt beskidte og navnlig kolde kanalvand. På turistkontoret havde jeg heldet med mig; men det kunne først blive to dage senere. Heldigvis fandt Lizzie stort behag i Montceau. Alle seværdigheder var lukket, da det var udenfor turistsæsonen bortset fra et lille arkæologisk museum, som havde åbent to dage om ugen heraf dagen efter, at vi var ankommet. Det besøgte vi selvfølgelig og det blev ganske uventet en meget fin oplevelse. Montceau har været en stor kulmineby; men i 1960’erne var det forbi. Under udgravningerne af kullet havde man imidlertid fundet nogle fantastiske fine aftryk i kullene af insekter og planter millioner af år gamle og det var dem man udstillede her. Museet var ikke stort og der havde ikke været store midler til at etablere det for; men der var nogle utroligt fine aftryk og de pågældende planter og dyr var tegnet ved siden af. Damen, som passede stedet, var så stolt af sit museum og talte pænt og langsomt, så jeg forstod det hele.
Om torsdagen kom så dykkerne. Jeg havde nær fået et hjerteslag. To mand som klædte om i dykkerudstyr, en mand på min alder til at dirigere på broen, hans kone og datter, samt to andre mænd. Jeg tænkte: ” Dette bliver meget dyrt”. Efter omklædningen og en hel del palaver forsvandt de to herrer i kanalens sorte vand under min båd og efter nogen tid dukkede de op igen med noget filtret tov med metaltråd i, som ganske rigtigt havde siddet omkring akslen foran skruen. Dykkerne kom op – øjensynligt stolte. Den lokale presse dukkede op og der blev taget billeder til avisen. Jeg måtte fortælle om Brunhildes færd. Det var det helt store show. Da jeg ville betale, ville de ikke have penge. Det var medlemmer af en lokal dykkerklub, som holdt til i en kunstig sø skabt af minedriften. De var altså amatørdykkere og syntes, det var spændende med sådan et rigtigt job. Jeg fik allernådigst lov til at give in drink på caféen oppe på torvet og jeg fik øvet mit franske, mens Lizzie snakkede med datteren, som kunne lidt engelsk.
Til Lizzies store fortrydelse sejlede vi videre næste dag, for hun var blevet ganske forelsket i stedet. Om eftermiddagen ankom vi til Paray-le-Monial. Vi fandt noget kaj med stik til elektricitet, hvilket var meget opportunt, da det frøs om natten, selvom vejret om dagen var virkelig dejligt. Desværre var der ingen strøm på stikkene. Via turistkontoret fandt jeg frem til byens tekniske forvaltning, hvor jeg klagede min nød og fik at vide, at ved en anden stump kaj var der strøm på, så vi flyttede og kunne så bruge el-varmeren. Jeg har en lille katalysatorovn, der brænder benzin; men dels er denne specielle benzin ikke så billig som gratis elektricitet og dels kan den være svær at finde.
Paray er en gammel kulturby med en fornem kathedral og et stort kloster. Et sted som man har foretaget pilgrimsrejser til gennem tiden. Det var også en del museer; men alt var lukket, da det var udenfor sæsonen. Søndag morgen skulle Lizzie hjem via Montchanin og med TGV til Paris. Efter jeg havde sendt hende afsted, fik jeg fyldt vin på dunken i en ”cave”, hvilket skulle vise sig at være sidste gang, det kunne lade sig gøre; men jeg var nødt til at vente indtil om mandagen med at tage afsted. Lørdag eftermiddag havde Lizzie købt et par cowboybukser til mig. De var for små og jeg måtte ud for at bytte dem mandag morgen. Med bukser, der passede, afsejlede jeg for at nå så langt som muligt den dag. Jeg passerede Digoin, hvor kanalen mod Paris var blevet åbnet dagen før og fortsatte til Dompierre. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne gå ind i lystbådehavnen, da der var for lavt; men jeg havde regnet med at ligge ved en stump kaj lige udenfor. Det viste sig at være en kulkaj af værste skuffe, så selvom det var blevet sent, fortsatte jeg et stykke og lagde ind til kanalkanten. Jeg kunne ikke komme helt ind; men jeg kunne da gå i land over stævnen og få en lille spadseretur.
Jeg startede tidligt næste morgen. Man skal passe på ikke at blive sat op på grund af forbipasserende skibe, når man ligger på den måde. Om aftenen nåede jeg Decize, hvor jeg heller ikke kunne komme ind til kanten; men jeg fik da gået en fin tur i den gamle by, hvor jeg var inde i en kirke fra det 11. århundrede.
Afsted til Nevers hvor jeg havde bestemt at blive en ekstra dag. Nevers har sin egen kanal ind til en kannalhavn via to automatiske sluser. De fungerede som beskrevet til en forandring. I havnen var der plads til lystbåde i et hjørne. Der var elektricitet; men endnu en gang måtte jeg i land over stævnen pga, vanddybden. Nevers var en meget fin gammel by med en spændende kathedral og mange fine gamle bygninger. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så betaget af de gamle bygninger. De er selvfølgelig ofte flotte eller fornemme; men jeg tror nu nok, at det først og fremmest er, fordi jeg mærker historien og med fantasiens hjælp oplever den fjerde dimension. Jeg tilbragte i hvert tilfælde mange timer med at vandre rundt i det gamle Nevers. Jeg fik også ringet til FRI og Ulla, som jeg vidste i Paaris. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes; men jeg måtte meddele dem, at jeg ikke kunne nå Paris inden de rejste hjem. FRI syntes imidlertid, at vi skulle forsøge at mødes alligevel og han var parat til at tage toget indtil flere kilometre, så jeg indvilgede i at forsøge at nå St. Mammés ca. 100 km sydøst for Paris, dagen før de rejste hjem.
Jeg var ude af røret meget tidligt (kl. 0730) næste morgen, hvorefter den ene af de automatiske sluser nægtede at fungere. Heldigvis var der ikke meget langt til et af kanalens servicekontorer og efter nogen tid kom der en mand og agerede automatik. Jeg havde satset på at sejle 60 km. med 14 sluser; men den lystbådehavn jeg kom til, var ikke dyb nok til Brunhilde og da jeg fortsatte, kunne jeg slet ikke komme ind og fortøje nogen steder. Ved den næste sluse var slusemesteren, der helt tilfældigt og han slusede mig igennem og alarmerede de næste to sluser, så jeg kunne nå en lille by Léré, hvor der skulle være mulighed for at fortøje. Ved den sidste sluse måtte jeg love at være ved næste sluse kl. 0800 næste morgen aht. modgående trafik. Det var mørkt, da jeg nåede frem til Léré, Jeg havde vanskeligheder med at fortøje pga. dybden og jeg skulle meget tidligt afsted næste morgen. Det er altså et hårdt liv; men jeg nåede da at få købt min morgen baguette.
Man kunne godt tro at kanalsejladsen er kedelig og nogen gange, hvis landskabet er trist og øde, kan det godt passe; men turen på Canal Centre var fortryllende. Det var ligesom at gå tur i skoven på mange strækninger. Det var ved at være forår, træerne havde af og til det dejlige grønne skær og mange træer og buske havde blomster. Der var et leben af små dyr. Ænder, oddere, kaniner, hejrer, ravne, krager, musvåger, fasaner og overalt stod der charolais kvæg. Jeg syntes aldrig tiden var lang, selvom jeg af og til var i gang omkring 12 timer. Landskabet er selvfølgelig kultiveret, men bredden omkring kanalen er nærmest et vildtreservat og så ind imellem sejler man igennem de herligste gamle landsbyer med bygninger, der kun står, fordi de ikke ved, hvad side de skal falde til. Mit næste stop var Briare; men lige før passerer man over floden Loire via den mest utrolige kanalbro. Den er smykket med fine gammeldags glasbluslamper og smukt forsiret gitterværk og for enderne er der de flotteste figurer i bronze. Jeg lagde til i kanalhavnen, for jeg var bekymret for dybden i lystbådehavnen og jeg blev en ekstra dag for at kunne få et bad og vaske lidt tøj. Byen var ikke så spændende; men pga. Loirefloden, kanalen der gik over floden og nogle kanaler, der engang har gjort det muligt at komme fra floden til kanalen, havde man kunnet anlægge nogle meget fine parker.
Efter Briare havde jeg to dage til at nå St. Mammés. Med et stop sent om aftenen i Montargis og afsted tidligt næste morgen, nåede jeg frem til tiden. St. Mammés er penichecenteret på Seinen øst for Paris og der lå mange penicher. Jeg fandt en, der ligesom mange andre tydeligt var en husbåd. Der var en ung kvinde ombord, så jeg kunne spørge om tilladelse til at fortøje langs siden og næste dag fik jeg så et hyggeligt besøg af FRI og Ulla. Ved kanalen lå der en kro, som vi fik sat lidt gang i udenfor sæsonen ved at bestille frokost og så fik vi os en lang snak og en kop kaffe i båden, inden de atter tog tilbage til Paris. Dagen efter cyklede jeg til Fontainebleau og beså slottet. En fin historisk oplevelse. Slottet er oprindeligt meget gammelt; men de franske konger har igennem tiderne bygget om og navnlig føjet til. I tilgift til besøget fik jeg en fin cykeltur på omkring 40 km. og opdagede en fin gammel by Moret på den anden side af kanalen.
Om aftenen da jeg ringede hjem, fik jeg besked på, at det nok var ved at være slut for svigermor og med Lizzies hjælp fandt jeg en bus hjemover efter at have fået en aftale med damen på båden, som jeg lå udenpå. Svigermor døde, inden jeg var hjemme; men jeg var da med til begravelsen, flytning mm., inden jeg 14 dage senere tog tilbage til båden.
Jeg forlod St. Mammés morgenen efter, at jeg var kommet tilbage og var så heldig at træffe en peniche på vej til Paris, som gik samme fart som mig. Ham lagde jeg mig i kølvandet på og så var sluserne klare, når vi kom frem til dem. Lige før den sidste sluse på Seinen inden Paris stoppede han og jeg fortsatte til slusen og lagde mig ved ventekajen for natten. Næste formiddag gik jeg gennem slusen og en time efter var jeg ved slusen ind til marinaen ved Bastillepladsen, hvor jeg fortøjede kort før middag. Brunhilde var tilbage i Paris.
Hilsen fra besætningen på BRUNHILDE. Lizzie og OWE
Brunhildes besynderlige rejse 17.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Dette afsnit, som vel må være det næstsidste, begynder i Paris, som jeg ankom til i begyndelsen af april. Man kan sige meget skidt om at ligge i en marina og det har jeg gjort mange gange; men at ligge i ”Yacht Club Bastille” i midten af Paris er nu altså virkelig dejligt. Selvom man ikke er til at fare rundt for at se udstillinger o.l., er der så meget at opleve i de gamle kvarterer omkring Bastille pladsen. ”April in Paris” ikke sandt? Lizzie ville først komme en lille uge efter, at jeg returnerede fra svigermors begravelse og noget af det første jeg gjorde, var at gå på Armè museet. Om end museer er noget af det, der interesserer Lizzie meget, er krigshistorie ikke lige hendes boldgade.
Jeg lærte også mine naboer at kende. På bagbords side lå en ung englænder med sin pige i en båd på størrelse med min. Han ville til Sydvestafrika og skulle arbejde sig frem. Forhåbentlig ikke med mekanik. Han havde et fladt batteri og jeg forbandt det til min lader for at lade det op. Det tog 5 min! Jeg prøvede så batterisyrens vægtfylde. Der var næsten ingen væske på batteriet. Ikke underligt at han havde et fladt batteri og at motoren ikke ville lade det op; men som han sagde: ”Jeg starter med håndsving, så jeg har ingen starter. Jeg bruger det kun til lys og nu er det jo sommer”.
På den anden side lå franskmanden Edmond – med 6 både, som han sagde. Han havde da også 2 motorbåde på omkring 20 fod og en lige så lang sejlbåd parkeret. Derudover havde han en robåd, en lille flåde, samt på den ene motorbåds dæk en halvanden meter lang model af en slæbebåd med rigtig dampmaskine. Han havde været kameramand; men var sygepensioneret pga. problemer med hjertet. Han boede i bådene, var skilt fra konen; men havde fundet en ny, som kom og sov i båden sammen med en lille dreng. Den ene motorbåd var udelukkende lagerplads og den anden var værksted bortset fra en lille kahyt agterude, hvor han boede. Han byggede modelbåde med dampmaskiner og radiostyring og han lavede alting selv. I værkstedet havde han sin egen lille drejebænk og alskens elektronisk måleudstyr og på kajen stod hans bil; men han havde også en sammenklappelig motorcykel, der som regel lå foldet sammen og stuvet i bilens bagagerum. Min elektriske ovns termostat virkede ikke og jeg kunne ikke skille den ad, da den var samlet med nogle specielle skruer. Jeg spurgte ham, om han havde en skruetrækker, der kunne bruges og det havde han selvfølgelig og inden jeg havde fået et ben til jorden, havde han repareret termostaten. En dag efter at Lizzie var kommet og hun sad nede i kahytten, mens jeg var i byen, sagde det pludselig: ”Dut –dut” udenfor og da hun kiggede ud, stod der små røgskyer op bag agterstavnen. Hun gik op i cockpittet og der lå dampslæbebåden og duttede efter hende.
Det blev en travl tid da Lizzie ankom. Hun skal have det hele med. Jeg fik set Louvre, bymuseet, vinmuseet, Cluny museet, Montmatre, Sacre Coeur, flådemuseet, Parthenon, Eifeltårnet m.m. Vi var til jazzkoncert og var på en fin lille jazzcafé. Vi var i operaen og fandt en kirke, hvor der var gratis koncert hver lørdag og søndag, hviket vi benyttede flittigt. Vi vandrede, især i Marais kvarteret omkring Place Voges, som jo lå lige ved marinaen og vi besøgte utallige cafeer og restauranter.
Og vi fik besøg. Det første besøg var Christian og Cathrine fra Carcassonne, som en tidlig morgen bankede os ud af køjen. De var på vej til Belgien til en fest og havde lejet bil i Paris. Inden de tog hjemmefra havde de fået kort fra os fra Paris og så syntes de, vi skulle have et lille besøg. Senere kom min søster og hendes mand fra USA og vore gode venner LEF og Annita og NEP og Annette tog en weekendtur til Paris den sidste weekend, vi var der. Da Lizzie havde fødselsdag en uges tid senere holdt vi en lille fødselsdagsfest for hende. Hun klager over, at det altid er mine fødselsdage, der bliver fejret på en lidt speciel måde; men at holde fødselsdagsfest sammen med ens bedste venner i Paris er da lidt specielt.
Den 11. rejste gæsterne og den 13. sejlede vi fra Paris - et kort stykke op af Seinen og derefter videre ad Marnefloden. Et stykke af Marnefloden er selvfølgelig Parises omegn og da jeg havde haft megen ”støj”, fordi jeg ikke var stoppet ved en af de mange små restauranter, der ligger helt ud til floden, den gang jeg sejlede sydpå, stoppede jeg selvfølgelig denne gang og vi fik en hyggelig lille frokost. Om aftenen stoppede vi i Meaux en forstad til Paris nu om stunder; men også en hyggelig gammel by. Næste dag var så Lizzies rigtige fødselsdag og vi blev i Meaux og lavede en fornem middag ombord om aftenen.
Langs Marnefloden ligger der utallige vinmarker og druerne bruges til at lave champagne og vi stoppede i Epernay, som er champagnehovedstaden. ”Lystbådehavnen”, som bare er et stykke kaj, lå et sted, hvor jernbanen gennem byen på en tosset måde spærrede flodarmen helt af. Den blev bestyret af den stedllige tennisklub ved en dame, der var så utroligt engelsk, at man troede det var løgn. Sammen med besætningerne på en engelsk og en tysk motorbåd blev vi inviteret op i klubhuset til en drink. Jeg var heldig. Jeg bad om en øl; men Lizzie og tyskerne bad om en Kir, som de enstemmigt erklærede var tyndere end vand. Vi kom godt i snak med tyskerne, som advarede mod at sejle på Rhinen. ”Det var meget vanskeligt” : sagde de. Derefter var Lizzie aldeles bekymret for at tage turen videre ad Moselfloden til Rhinen. Vi fyldte vandtanken med frisk vand, som viste sig at smage af mudder og da næste dag var søndag og motorbådene sejlede videre, tog vi også afsted. Bestyrerdamen kom med regningen – 80 kr.; men så viste hun os også, hvor vi kunne finde en firkløver.
Ved Epernay gik vi ind på kanalen til Vitry-le-Francois med udelukkende automatiske sluser og det var vi meget glade for. De sidste sluser på Marne floden havde haft skrå sider og man skulle fortøje ved nogle tykke jernsøjler i slusekammeret, hvilket var ret besværligt, da der var ret langt imellem dem; men toppen var, at slusevagten i en af sluserne jagede os helt op til porten i den anden ende, fordi en stor turistbåd skulle igennem samtidig med os. Det var stort set umuligt at fortøje ordentligt og det indstrømmende vand gjorde det nærmest umuligt at holde båden klar af et hjørne i slusevæggen. Jeg vred nærmest armen af led i et forsøg på at holde båden under kontrol, mens Lizzie prøvede at holde masten fri af slusedøren, samtidig med at hun skældte slusevagten og mig ud. Glæden ved de automatiske sluser fik hurtigt et skår, da den anden sluse i kanalen ikke fungerede og det næsten ikke var til at råbe den centrale vagt op gennem telefonsystemet. Nå der kom omsider hjælp og derefter fungerede systemet resten af dagen.Vi nåede til Chalon-sur-Marne, gik gennem den sidste sluse før byen og ville sejle ind i en arm, hvor der lå et par motorbåde. Heldigvis langsomt – klog af skade, for der var næsten ingen dybde langs siden af kanalen. Bunden kom stejlt op så ekkoloddet ikke havde en chance. Der var næsten ingen vand i den lille arm, så der kunne vi ikke gå ind og vi fandt heldigvis en plads ved kanalsiden.
Næste dag var 2. pinsedag og kanalerne var lukket. Vi gik en tur op i byen om formiddagen og fandt et blomstermarked, hvor Lizzie købte en hel urtegård, som vi derefter sejlede rundt med i cokpittet i lang tid. Mine dæksdræn var stoppede og jeg fik lidt tid til at gå med at skille slangerne ad og rense dem, men Chalon er i øvrigt meget dejlig med sine parkanlæg og palæer og palæerne er meget velholdte. Tilsyneladende er det hele optaget af amtsadministration, som har råd til at vedligholde de gamle bygninger.
Tirsdag sejlede vi videre mod Vitry i følge med en engelsk motorbåd. Denne gang var der også kludder med automatikken, så vi måtte have assistance og da vi kom til Vitry, kunne vi ikke lægge til i marinaen, fordi vi stak for dybt. Jeg havde ellers ligget der på vej sydover. I Vitry besluttede vi, at fortsætte på kanal Marne-au-Rhin. Stadig opad og nu var det manuelle sluser igen. Det blev en lang dag og vi stoppede omsider i en lille landsby. Vi fik os en fin spadseretur og fandt det chateau, som kortet reklamerede for; men det var forladt og meget forfaldent. Vi kiggede ind på kirkegården med ca. 30 grave fra 1. verdenskrig – 15 var ukendte soldater. Næste stop var i Bar-le-Duc en ret stor by med en dejlig gammel bydel og som sædvanlig, var vi på lokalmuseet, der lå i resterne af det gamle slot. De franske lokale museer er dejlige. Selvfølgelig er det ofte de samme ting man ser; men der er altid gode ting og lokalhistorie omkring de store historiske begivenheder og altid meget fint sat op i gamle historiske bygninger. Jeg havde regnet med at kunne få vand i den næste by Ligny, da der skulle være et større anlæg for lystbåde; men det var åbenbart stadig ikke sæson midt i maj og vandet var der lukket for. Vi prøvede at spørge nogle steder og jeg endte med at henvende mig til brandvagten på den lokale brandstation. Jeg gik ind i vagtlokalet og råbte: ”Au secoure, au secoure” (fransk for ”Hjælp, hjælp”). De så spørgende på mig og grinede, da jeg fortalte, at jeg manglede vand. Vi fik en lille sludder på fransk og jeg dampede af med min dunk med vand.
Før Toul er der en 5 km lang tunnel, hvorefter det så begynder at gå nedad igen. De mange sluser – manuelle og opad var rimelig anstrengende. En dag havde vi 28. Ind i slusen, kravle 5 m op ad stigen, hen for at lukke porten i den ene side, mens slusevagten lukker den anden, tilbage og holde fast i båden, mens vandet fosser ind, hen for at åbne den anden port og så ud af slusen og de porte er altså bare tunge. Jeg fik overanstrengt højre arm – der gik vist en fiber og det varede mere end en måned. Ved den lange tunnel stoppede vi for natten. Man kan kun komme igennem to gange om dagen fra hver side. Kl. 0630 og 1330 fra vores side og det var blevet for sent for den sidste. I nærheden af fortøjningsstedet lå en lille by Demance-aux-Eaux, som vi gik op og kiggede lidt på. Vi fandt et spisested med en bar for de lokale. Vi gik ind for at få os en øl. Rundt langs baren stod en seks, syv mand. Den ene – temmelig beruset – kunne noget engelsk og ham kom Lizzie straks i snak med. Da han spurgte mig om noget, svarede jeg på fransk og derved kom jeg til at snakke fransk med ham, jeg stod ved siden af. Vældig hyggeligt. Kromandens døtre var der og vi fik at vide, at de havde gået på kokkeskole og den yngste havde netop bestået, så vi bastemte os for at spise aftensmad der. I mellemtiden blev der givet omgange af de forskellige og Lizzie og jeg blev inkluderet. Det var næsten som at stå i baren på flyvestationen bortset fra, at der ikke blev snakket flyvning. Senere fik vi så en god solid fransk menu. Joh det var en fin oplevelse i den lille by.
Vi gad ikke rigtig stå op til gennemsejling kl. 0630; men kl. 1330 var vi parate ved indsejlingen til tunnelen. Passagen foregår egentlig ved, at man bliver trukket igennem af en slæbebåd, som med en elektrisk motor haler sig frem ved en særdeles kraftig kæde. Alle der skal igennem trækkes af slæbebåden. Det er fordi, at der ikke er anden form for udluftning end åbningerne for enderne af den 5 km. lange tunnel. Det tager 1½ time og man skal styre omhyggeligt hele tiden, da der er ret smalt. Da vi kun var en lille båd, der ikke kunne producere så megen udstødning, fik vi lov til at gå selv i forvejen. Det kostede stadig 46 frc.; men vi kom igennem på ½ time. Der blev sandelig mørkt, hvilket Lizzie ikke brød sig om, så hun gik ned i kahytten og tændte lyset. Efter tunnelen gik det så nedad og især, når sluserne som var automatiserede (og virkede), var det dejlig let. Efter et stop i Void kom vi til Toul, hvor vi havde en aftale med SAN og Bente, som var på vej sydover på ferie. Vi fik en hyggelig snak i båden over et par øl, med nyt hjemmefra, en spadseretur i den gamle by og en uigenkaldelig sidste fødselsdagsmiddag for Lizzie dette år på en hyggelig restaurant. Ved morgenmaden ombord næste dag forklarede Bente mig, at jeg virkelig ikke kunne være bekendt at sejle ned ad Mosel, når Lizzie var så bange for at sejle på Rhinen, så da SAN og Bente var kørt, sagde jeg til Lizzie, at hvis hun insisterede, kunne vi tage via Meuse nord over til Belgien og Holland og mødes med ældste søn, hans kone og børnebørnene i Verdun, når de rejst hjem fra ferie ved Paris. Hun insisterede. Dagen efter vendte vi om og gik et stykke tilbage og ind på Canal de L’est, som følger Meuse nordpå.
Vi stoppede i Commercy, hvor vi om aftenen gik en tur i byen og beså Stanislaus smukke slot, som byens udvikling – især jernbanens – havde degraderet. Hvem var Stanislaus? Vi måtte tilbage til båden og slå op i historiebøgerne for at konstatere, at han var en polsk konge uden land, som Frankrig af politiske grunde havde taget sig af. Vi stoppede igen i St. Mihiel, hvor der kort efter os ankom en dansk båd - ”Solstråle” fra Svendborg med Steffen og Mathilde. Det var en LM 23 og de var på vej sydover for at tilbringe sommeren på de franske kanaler. Det blev til megen snak, mange glas rødvin, fælles spisning i ”Solstråle” og kaffe i Brunhilde.
Verdun var vores næste stop. Bag os lå en tysk båd på størrelse med vores og næste morgen kom mand og kone meget ulykkelige og spurgte, om vi vidste, hvor hospitalet lå. I løbet af natten var manden blevet lam i højre hånds tommel- pege- og langfinger og de mente, at det kunne være en lille hjerneblødning. Vi kunne desværre ikke hjælpe dem; men vi talte med dem igen om aftenen, hvor de var glade igen. Vi blev inviteret over i deres båd på en snak og fik at vide, at lægen havde sagt, at det var overanstrengelse formodentlig pga. arbejde i sluserne og at en nerve var kommet i klemme. De var netop på vej til Middelhavet for at sejle i nogle år og nu skulle de ligge i Verdun til fingrene atter duede; men det var selvfølgelig langt at foretrække for en hjerneblødning. Lizzie og jeg gik en tur i kassematterne under fæstningerne, beså katedralen og et dejligt lille lokalmuseum og dagen efter havde vi besøg af familien. Jeg havde været lidt bekymret for, om vi kunne få tiden til at gå; men alle syntes at hygge sig, så det blev en rigtig dejlig dag.
Når man sejler på denne del af Meuse ligger ”Første Verdenskrig”s historie lige omkring en hele tiden. På et vist tidspunkt stak Lizzie hovedet op af kahytten og så en stor mark med noget hun syntes lignede vinstokke og bemærkede, at det var da mærkeligt med vinmarker så højt nord på, hvortil jeg måtte bemærke, at det sandelig heller ikke var vinstokke; men begravelseskors hun så. Så langt øjet rakte op over bakken stod det ene lille hvide kors efter det andet med, hvad der lignede en meters mellemrum. Det har været en barsk periode for det område. I Sedan fik vi en fremragende rundvisning i den gamle fæstning ved hjælp af båndafspillere og lystableauer. Et mægtig flot show. Også Charlesville-Mezieres gjorde lykke; men byen er også fin. Vi havde været her på vejen sydpå; men denne gang havde vi lidt mere tid og fik besøgt museet, som pga. byens fortid med fabrikation af håndvåben havde en meget fin samling af disse. Efter Charlesville-Mezieres begyndte den smukkeste del af Meuse. Floden snor sig mellem de flotte skovklædte bjerge. De manuelle sluser ligger med en passende afstand og i forbindelse med disse er der ofte udgravet en kunstig kanal – ganske lang. Inden slusen og omkring disse kanaler er der en helt forbløffende vegetation. De få byer, der ligger langs floden, har set fra båden et charmerende gammeldags præg med lidt småindustri. Vi stoppede i Fumai, hvor de producerede skifer, som blev brugt på alle tage og i Givet, som var det sidste stop i Frankrig.
Vi var blevet meget glade for Frankrig og havde lidt svært ved at forlade landet, så vi blev der en ekstra dag. Lizzie gik på udstilling, mens jeg spadserede en lang tur ud til den gamle fæstning, som i øvrigt bruges af hæren til uddannelse. Der var adgang forbudt; men jeg fulgte hegnet langs en lille vej og kunne snige mig ind på en af de gamle bastioner højt oppe over byen og floden. Da jeg gik tilbage, fulgte jeg en slags løbesti i terrænet og befandt mig pludselig inde på fæstningens forterræn på forbudt område; men jeg fandt da vej ud uden at blive antastet. Den første aften kom der et ægtepar og de kiggede meget på båden, for at se hvor den var fra og Lizzie kom straks i snak. De var englændere og lå med en båd på den anden side af floden. De havde nogle meget gode bekendte i Kolding og var så glade for Danmark, som de havde besøgt mange gange. Manden havde fødselsdag den næste dag og og vi blev inviteret på drinks på båden og om aftenen gik vi ud og spiste sammen.
Efter Givet var det meningen, at vi ville være stoppet op i Dinant; men pludselig kom vi til at følges med en masse af disse gummibådsspeedbåde – jeg tror at det var en klub – gennem den sidste sluse før Dinant. Efter slusen for de afsted og frem og tilbage og producerede en masse bovbølger for derefter at optage al ledig plads ved kajen, så vi bestemte os til at gå videre mod Namur og prøve at finde et stilfærdigt og hyggeligere sted at lægge til. Det fandt vi i forbindelse med en sluse; men jeg snakkede med slusemesteren, som gjorde mig opmærksom på, at stykket op til Namur ville være lukket det meste af næste dag. Så hyggeligt var der nu heller ikke, så vi fandt ud af, at vi kunne nå Namur, inden sluserne lukkede. Det gjorde vi så og ankom i en afsindig tordenbyge.
Namur er en meget hygglig by. Vi havde tilbragt flere dage der på vej sydover og vi følte os straks hjemme. Namur har en marina og der fortøjede vi i to dage; men flyttede derefter over langs kajen ved den gamle bydel og lige nedenfor den store fæstning på Sambrefloden. Under opholdet fik jeg mig en lang spadseretur op til fæstningsterrænet og mødtes med Lizzie deroppe. Hun tog op og ned med svævebane; men jeg nød at spadsere igennem det enorme fæstningsanlæg, som jeg kendte fra sidste gang. Vi så også en dejlig udstilling med krystal og det var interessant at læse, hvordan fremstillingen i området havde været den vigtigste i Europa i en periode.
Vi havde hørt, at Meusefloden skulle være rigtig kedelig efter Namur pga. af en masse industri, så vi bestemte os til at følge Sambrefloden igen og via Mons komme over i Scheldefloden og senere Leie i stedet for at gå via Bruxelles. Vi forlod Namur og stoppede for at besøge klosteret i Floreffe og overnattede i Auvelais. Vi kom så igennem Charlesroi, som med sin industri ser ud, som jeg forestiller mig helvedes forgård; men det varede kun en halv dag. Derefter nåede vi via kanalen mod Bruxelles ind på Canal Centre og der mødte vi helt uventet det første af fire hæveværker.
I stedet for en normal sluse viste der sig den mest besynderlige jernkonstruktion med masser af gammeldags gesvejsninger. Jeg måtte rende lidt rundt efter operatørerne; men så kom der et par mand og gik i gang. Hæveværket består af to store ”badekar” ved siden af hinanden, hver af dem så store, at de kan rumme en mindre peniche. Man sejler ind i et forkammer og porten lukkes bag en. Så åbnes porten ind til ”badekarret” og man sejler ind og fortøjer, hvorefter ”badekarret” lukkes og langsomt begynder det at synke 20 m stående på en mægtig stålsøjle. mens det andet ”badekar” ved siden af – men 20 m nede – løftes. Forudsat at vandhøjden i de to ”badekar” er den samme vejer de det samme; men jeg lagde mærke ti, at før man bliver sluppet ud, når man er kommet ned, lukkes der noget vand ud, så jeg formoder, at man gør det kar, der skal ned, lidt lidt tungere, end det der skal op. Stålsøjlerne ca. 1,5 m i diameter glider dybt ned i cylindrer og via en ventil lukker man op for trykket mellem de to cylindrer og trykket af olie fra cylinderen med det kar, der skal ned løfter det andet op. Et ganske snedigt system, der er over 100 år gammelt; men det skulle så også være sidste år, det opererede. Der er fire hæveværker efter hinanden med lidt afstand og til sidst en almindelig sluse på 10 m; men nu bygger man et moderne hæveværk på 90 m på en ny kanal, som åbnes næste år parallelt med det gamle system. Det var fint med det gamle system med alle dets gesvejsninger; men det kan ikke tage tilstrækkeligt store penicher, så det var en nostalgisk tur. Vi overnattede efter det første hæveværk og dagen efter tog vi så de 3 andre. Lizzie havde nær fået et føl i det sidste. En stor motorbåd skulle ned sammen med os og vi måtte sejle helt frem i karret for at fortøje. Ovenpå porten som kun lige stak op over vandet i karret var der et spinkelt rækværk og da vi sejlede helt frem til porten, kiggede Lizzie, som stod i stævnen for at fortøje, pludselig 20 m lodret ned over stævnen. Masser af støj.
På vej til Mons var der et par meget store sluser, som jeg behandlede med en del nonchalance, da vi jo var på vej ned. Jeg holdt bare en enkelt ende omkring en af de flydende pullerter; men i den sidste lukkede de vandet så hurtigt ud, at der opstod en del strøm og agterenden svingede ud, uden at jeg kunne holde igen. For første gang havde jeg glæde af regelen om, at man ikke standser motoren i en sluse. Jeg smed min fortøjningsende og da der var plads nok i slusen vendte jeg helt rundt. Slusemesteren blev vist lidt forbløffet. Vi nåede frem til Mons, sejlede over til marinaen, der lå i en stor kunstig sø og blev dirigeret ind af en mand, der opførte sig, som om han kendte det hele og med ekkoloddet gående endte vi med at sidde uhjælpelig på grund på omkring 2 m vand !!! Besynderligt når båden kun stikker 1,60 m men ekkoloddet havde for resten vist 2 m, hver gang jeg havde brugt det i den sidste tid, så der var nok noget galt med det. Vi kom omsider fri af grunden i den lille havn, idet en stor kraftig motorbåd trak os fri og vi fortøjede på ydersiden af havnen. Det var ikke engang den 13. Marinaen i Mons er ikke særlig charmerende; men Lizzie havde besøgt byen flere gange, mens SAN og Bente boede der og det var hyggeligt at spadsere rundt i byen med dens gamle bygninger. Den sidste aften besøgte vi Per Gelten – en kollega fra Flyvevåbnet og ansat i SHAPE. Han havde besøg af en anden fyr fra Flyvevåbnet og vi fik en dejlig middag og aften sammen.
Her slutter vi så for denne gang. Vi ses snart hjemme i Danmark, hvor jeg skriver resten af beretningen.
Hilsen fra den gamle mand og hans kone på Brunhilde.
Brunhildes besynderlige rejse 18 - og slut.
Af Owe Winther Jensen,
Bianca 27 DEN-111 Brunhilde af Haderslev
BIANCA27.NET
Jeg beklager, at alle i trofaste læsere har måtte vente så længe på det sidste afsnit af beretningen; men jeg har så meget at lave med at genetablere mig på landjorden, at tiden er fløjet afsted.
Sidste afsnit sluttede i Mons i det sydlige Belgien. Efter et dejligt besøg bos en tidligere kollega fortsatte vi ad Canal Centre og kom ud på Scheldefloden, hvor trafikken med penicher virkelig tog til. I en af slusene var vi 3 meget store og 2 mellemstore penicher, samt Brunhilde. Nu var det ikke så meget ændringen af vandhøjden, der var problemet; men skruevandet fra penicherne. Disse ligger med en del skrue på for ved hjælp af roret at holde skibet langs slusesiden uden at være stramt fortøjet. Der går derfor en kraftig strøm i slusen. Tilmed er det sådan, at lystbåde skal vente til sidst for at gøre plads for kommerciel traffik; men derved ligger man altid lige bagved en peniche og har et hyr med at holde styr på båden. Hen på eftermiddagen nåede vi til Tournai. Her er floden meget smal gennem byen og da vi kom frem, var der et skilt om at lytte på VHF og i øvrigt var der rødt lys. Vi bavde jo ingen radio, så vi listede forbi det røde lys; men efter et par hundrede meter dukkede en megastor peniche op på modsat kurs og det kan nok være at Brunhilde gik bak. Vi var af vejen inden penichen nåede frem til lyset, hvor der var plads til passage og da han var forbi, kom der grønt lys. Han har nok meddelt på sin radio, at vi lå der. Efter det smalle stykke lagde vi til, gik en fin tur i byen og beså den gamle kathedral, der meget ejendommeligt består af et kirkeskib, hvis ene halvdel er romansk, mens den anden er gotisk.
Næste dag gik det videre ad Schelde op til forbindelseskanalen mellem Schelde og Leiefloden. Her skulle vi pludselig af med en hel masse penge. Hidtil havde vi sejlet i den wallonske del af Belgien. Ved den franske grænse havde vi fået udleveret et computerdokument med den rute, som vi ønskede at følge til der, hvor vi nu var og det kostede 35 belg. frc. (ca 7 kr.). Dokumentet fik vi stemplet i hver eneste sluse, vi passerede. Nu var vi på vej ind i Flanderen og skulle købe en mærkat til båden gældende for et tre måneder – fra 16 juli til 15 sept. – som kostede 1000 belg. frc. (ca. 200 kr.) Nå så måtte vi så glæde os over, at det havde været så billigt i Wallonien. Det er i øvrigt besynderligt så skarpt, grænsen mellem flanderen og Wallonien går. Så snart vi havde passeret denne sluse, talte man flandersk og forstod slet ikke fransk og det var efter slusen ikke ualmindeligt at træffe mennesker, der galte udmærket engelsk. Ved slutningen af forbindelseskanalen kom vi til Kortrijk. Den sidste slusemester var en hyggelig fætter, der var meget glad for at tale engelsk og Lizzie, som jo også elsker at snakke, blev så populær, at slusemesteren plukkede blomster til hende. Kortrijk havde mange seværdige gamle bygninger og vi opdagede at skolen for modedesign holdt stor udstilling næste dag, så vi blev der selvfølgelig en dag mere.
Fra Kortrijk fortsatte vi mod Ghent ad floden Leie med masser af flodtrafik indtil ca. 30 km før Ghent. Her ledes den kommercielle trafik fra via en kanal og vi fortsatte ad en gammel sluse ind i et idyllisk landskab. Der var andre end os, der fandt det idyllisk der, for der var bygget de mest fantastiske villaer - nærmest paladser med store parker ind imellem. Floden snoede sig gennem landskabet – nogen gange i så skarpe bøjninger, at det var indlysende, at kun små skibe kunne sejle der og jeg var lidt bekymret for dybden. Mod slutningen sejlede vi igennem egentlige villakvarterer for så at komme ud på ”ringvejen” – en kanal, der omgiver Ghent. Vi fandt kanalen, der førte ind i byen og sejlede indad uden ekkolod (I husker måske vort lille problem i Mons?). Jeg var temmelig bekymret og da vi så en bro med nogle motorbåde langs siden af kanalen med en enkelt fri plads, fortøjede vi der. Vi gik op for at finde et sted hvor vi kunne købe en øl at slappe lidt af på. Efter nogen flakken omkring var vi pludselig i den gamle bydel og ved kanalen var der en rigtig rar marina med både, der i hvert tilfælde stak lige så dybt som vores. Vi fulgte kanalen baglæns til Brunhilde, lagde fra og kort efter lå vi fortøjet midt i det gamle Ghent. Endnu en spændende gammel by så det blev atter til et par dages ophold, hvor jeg brugte nogen tid på at skifte olie på motoren – samt reparere ekkoloddet!!! Da vi forlod Ghent, måtte vi så tilbage til ”ringvejen” og vesten omkring byen for at komme nordpå til Terneuzen, hvorved vi så var i Holland. Herfra skulle vi ud i Westerschelde, der er Scheldeflodens udmunding i Nordsøen og nordøstpå til en sluse, der fører ind Osterschelde. Westerschelde er underlagt kraftigt tidevand, så vi skulle afsejle på det rigtige tidspunkt for ikke at få en kraftig strøm imod os. Vi havde i øvrigt et farligt mas med at få os nogle hollandske gylden på vores visakort. Først da vi var kommet et godt stykke op i Holland, fandt vi ud af, at vi overskred maksimumbeløbet, når vi brugte kortet i automaterne, fordi vi ikke kendte vekselkursen nøjagtigt. Næste dag gik vi så ud gennem slusen. Af den flinke havnemester, der passede den lille marina, havde vi fået en lille tidevandstabel og vi sørgede for at være i god tid omme ved slusen for at være undervejs, når strømmen i Westerschelde begyndte at løbe indad. Vi kom imidlertid til at vente længe på skibe, der var på vej ind i Belgien, så vi kom ud af slusen, da strømmen var på sit højeste. Det gjorde ikke så meget, da vi jo ikke skulle så langt; men havde vi haft en længere strækning på Westerschelde foran os, havde det været surt. Der var megen trafik på Wersterschelde og vi holdt tæt på kanten af renden for ikke at være i vejen; men da vi nærmede os slusen, skulle vi nødvendigvis krydse til den anden side. Det lykkedes os at finde et passende hul mellem de mange store og hurtigt sejlende skibe. Via to sluser kom vi ud i Osterschelde; men var nu forsinket og efter nogen tid satte modstrømmen ind, det småregnede og kortet jeg sejlede efter, havde jeg tegnet af, så med de mange bøjer og meget rigtig lavt vand omkring os blev det alligevel ret surt. Jeg var glad, da vi parkerede for natten ved en bro kort før slusen ind til Hollandse Diep. Da vi passerede slusen næste morgen, tog det en evig tid i slusen. Skipperen på en hollandsk båd forklarede os, at det ferske vand, som vi nu var på vej ind i, ikke ville blande sig med det salte og derfor tog det så lang tid.
Vi var kommet nord på – næsten hjemme – for det regnede nærmest hver eneste dag og så kan sejladsen på kanalerne i det flade hollandske landskab godt være lidt kedeligt, selvom der jo egentlig er meget pænt. Ankomsten til Breda var heller ikken nogen succes – der var temmelig snusket i området, hvor man kunne lægge til, Lizzie kunne ikke få et ”smart” telefonkort, hun havde investeret i til at fungere og så regnede det; men heldigvis fandt vi (Lizzie) et skægt sted at spise i – ”Teatercafeen”.
Næste dag var det da heldigvis tørvejr. Ad kanalerne nærmede vi os Moselfloden, som jeg på mit oversigtskort kunne se, at vi skulle krydse. På et tidspunkt gik vi gennem et mindre industriområde, hvor der var lidt tvivl om, hvilken forgrening vi skulle vælge, så vi spurgte om vej på en fortøjet peniche. Joh vi skulle bare lige ud og når vi kom til Mosel, skulle vi følge floden lidt til højre og gå ind i den første sluse, for at følge kanalen op til Rhinen. Det med at gå til højre hørte kun Lizzie. Jeg gjorde, som kortet viste og drejede bagbord. Der kom ikke nogen sluse. Et par gange forsøgte vi at dreje ind ad nogle åbninger på siden af floden; men det var hver gang et virvar af små øer, som man hurtigt kunne blive borte i mellem. Sidste gang vi prøvede, lå der en lille sejlbåd fortøjet ved en bro. Det var atter tid at spørge om vej. Der var et hyggeligt hollandsk ægtepar ombord og vi fik en god snak. De havde sejlet nogle somre i Danmark og havde nydt det meget. De forklarede os, at det område vi sejlede i, var floddelta dannet af Rhinen og Mosel, et område der var umuligt at finde rundt i uden detaljerede kort; men hvis vi gik gennem den sluse, som vi oprindeligt havde tænkt os, kunne det nok lade sig gøre. Vi var sejlet den forkerte vej, da vi kom ud på Mosel, fordi det udløb til Mosel, vi var kommet ud af, var blevet flyttet således, at vi skulle være drejet til højre og som Lizzie sagde: ”Det var også den besked du fik det sidste sted”.
Så fandt vi slusen, gik igennem og begyndte på at finde vej mod Rhinen. Det var aldrig gået, hvis ikke vi havde mødt en del andre både, som vi kunne spørge om vej. Hele området, der lå foran os, bestod af en mængde små øer og det var helt umuligt at orientere sig. Vi traf adskillige større skibe, øjensynligt turistbåde, som Lizzie syntes, jeg skulle følge efter; men jeg var heldigvis standhaftig ellers tror jeg vi havde været der endnu. Det var virkelig et sted, hvor et ordentligt kort havde været på sin plads.
Lizzie ringede hjem og fik besked om, at vores svigerdatter, som skulle føde i den nærmeste fremtid, som aftalt havde arrangeret hjemrejse for Lizzie. Det betød imidlertid, at vi skulle skynde os til Amsterdam, hvor Lizzies hjemrejse skulle begynde, så vi måtte tage den store kanal direkte til Amsterdam. Det skal man ikke gøre, medmindre det er nødvendigt, for den er utroligt traffikeret med meget store penicher, der sejler meget hurtigt. Vandet er så uroligt, at det er til at blive søsyg af; men vi nåede da frem i tide, så Lizzie kunne komme hjem til fødselen, mens jeg sejlede op til Monickendam for at sætte masten op det samme sted, som jeg tog den ned på turen ned til Middelhavet. Efter en uges tid kunne jeg gå tilbage til Amsterdam og vente på Lizzies tilbagekomst. I Monickendam fandt jeg i øvrigt ud af, at der var nogen, der havde haft mere brug for min krydsfok end jeg selv. Jeg havde haft den surret på dækket sammen med de øvrige sejl; men da jeg pakkede ud, var krydsfokken der ikke. Lizzie var heldigvis vaks og fik lavet en ny derhjemme, mens hun ventede på, at fødselen blev overstået. Jeg hyggede mig vældigt, mens jeg gik og gjorde masten klar og fik den sat op. Jeg skulle jo også af med de mange bildæk, jeg havde haft hængende på fribordet. Jeg spurgte først en af dem, der arbejdede på marinaen og fik blot at vide, at jeg på ingen måde måtte lægge dem på marinaens område, selv om jeg sagde, at jeg da ville betale, hvis det kostede ekstra. Så gik jeg ind på et værksted, der lå udenfor og spurgte om de vidste, hvad jeg kunne gøre. Der fik jeg at vide, at jeg bare kunne tage dem hen på den kommunale plads for special affald og at det ikke kostede noget. Jeg bar først den ene halvdel derhen, lagde dem i bunken med kasserede dæk og gik så tilbage for at hente de sidste. Da jeg ankom med dem var der en mand, der sagde noget på hollandsk til mig. På tonefaldet var det imidlertid ganske klart, at han ikke ønskede, at jeg efterlod mine gamle dæk på pladsen. En mand i nærheden kunne imidlertid engelsk og gennem ham fik jeg forklaret, at jeg ikke havde andre muligheder udover at dumpe dem i vandet, når jeg var kommet udenfor havnen. Så gav pladsmanden sig; men jeg fandt det unødvendigt at fortælle ham om de dæk, jeg allerede havde lagt fra mig.
Det var rart at være i Monickendam. Jeg havde mødt en del mennesker der, mens jeg gik og lavede mast og navnlig havde det været hyggeligt at møde op i klubbens bar om lørdagen og få en sejlersnak og jeg fandt igen et par fyre, som jeg kom særlig godt ud af det med. En af dem var Ted, som havde sin båd liggende i nærheden af min. Han var pensioneret og levede på sin båd det meste af sommeren. Han sejlede væk nogle dage af gangen for at ligge for anker i Markermeer. Når han var tilbage i marinaen, inviterede han over på en øl og en snak, en dejlig afbrydelse i al arbejdet. Han var vældig interessant at tale med. Han havde rejst som værktøjsmager og sælger, især i de arabiske lande. Efter 10 dage var jeg færdig. Havde endog fået lappet min gummibåd. Jeg sagde pænt farvel til vennerne, lod fortøjningerne gå og sejlede ned til Amsterdam, hvor Lizzie ankom dagen efter - med en fok og så kunne det gå hjemover for sejl.
Det er fint at sejle på søerne og kanalerne i Holland og vejret var fint. Vi mødte mange danske både, som vi hilste på og snakkede med; men det var jo ikke længere en sensation at møde en dansk båd. Vi skulle jo snart ud i Nordsøen og Lizzie kunne ikke rigtig beslutte sig for om hun ville med; men vi havde jo god tid og jeg garanterede hende godt vejr. Vi kom op til slusen i toppen af Lauwersmeer ved Lauwersoog, hvor vi skulle gå ud og vejret var temmelig ustabilt. Det blev til nogle spadsereture over diget til den store fiskerihavn for at ”beundre” tidevandet. En dag tog vi bussen til Groningen på bytur. På en fortovscafe mødte vi en ung hollænder. Han kunne en del dansk og ville gerne snakke. Vi fortalte om vores tur og Lizzie luftede sine bekymringer med hensyn til at tage ud over Nordsøen; men det ville han da gerne hjælpe med. Han var lige stoppet i det hollandske flyvevåben, fordi de var så dumme og nu havde han god tid, da han ikke rigtig vidste, hvad han skulle tage sig til. Han var flymekaniker og havde også arbejdet på Fokker; men de havde også været så dumme, så han var også holdt op der. Han skulle lige et ærinde; men ville være tilbage inden en halv time. Lizzie skulle også lige et ærinde og kom tilbage efter fyrre minutter, hvor han ikke havde vist sig, så vi listede af. Jeg ville under ingen omstændigheder have ham med. Han var bestemt ikke min type. Lizzie glemte sin jakke!!! Om aftenen, da vi sad i båden, bankede han pludselig på. Han havde fundet Lizzies jakke, havde taget sin bil og var kørt de mange kilometere til Lauwersoog. Han havde også en æske chokolade med til Lizzie; men hun havde forstået, at hun måtte erklære, at hun selv ville med. Han tog det pænt. Vi havde en hyggelig aften.
Imens ventede vi stadig på det rigtige vejr. Det var ikke nemt at få en ordentlig vejrmelding og egentlig burde det jo være nemmere her. Vi var næsten hjemme og kunne modtage en dansk vejrmelding, der dækkede området; men den var næsten hver gang bagud. Så skulle vi jo kunne tage den tyske; men om vi kunne finde en frekvens. Selv tyskerne, som der var mange af, kendte ikke frekvenser, der kunne bruges. De brugte allesammen VHF. Hollandsk forstod vi ikke, så vi endte op med at bruge den engelske og når vi spurgte hollændere om hvad den hollandske sagde, stemte det godt overens med den engelske.
En aften lød meldingen for næste dag godt, så næste morgen tidligt lod vi fortøjningerne gå. Det var nøje planlagt med afgangstidspunktet på grund af tidevandet. Med vores forventede gennemsnitsfart ville vi have tidevandet med os ud af renden vest om Schiermonnikoog og skulle også kunne få det med os ind gennem renden til Norderney. Vi var ikke de eneste, der ville afsted med det gode vejr, så slusen blev fyldt godt op. Der var ikke enormt med vind og da vi skulle holde farten, kunne vi kun bruge motoren. Det passede fint med at nå frem til Norderney til tiden. Igentlig ville jeg gerne have fortsat om natten, for det passede med at nå frem til indsejlingen til Elben, når tidevandet begyndte at løbe ind og BBC var begyndt at snakke om et nyt lavtryk; men ”first mate” protesterede. Vi løb så ind ad renden i en enorm hast på grund af den kraftige indadgående strøm og fortøjede uden på en anden båd i den overfyldte havn. Selv om vandspejlet ændrer sig op og ned omkring to meter, er det en udmærket havn. Man må bare ikke regne med den som nødhavn i pålandsvind med meget over 10 m/sek. på grund af den farlige indsejling over barren. Norderney er ikke så spændende, så da vi sammen med ”naboen” næste morgen hørte en god vejrmelding og afgangstidspunktet var passende for indsejling ad Elben og udsejling over barren i medstrøm, var vi hurtigt ude af røret.
Der gælder nogle ret specielle regler for sejlads langs kysten på grund af den kraftige trafik ind til Elben og det er bare om at følge dem. Området er omhyggeligt radarovervåget og kystvagtens skibe er der med det samme efter sigende med klækkelig bøder, hvis man prøver at snyde. Vi så adskillige af patruljebådene. Det er nogle lange stræk der i Nordsøen – 60 sømil – og det var ved at være halvmørkt, da vi nærmede os indsejlingen til Elben. Jeg havde kun et oversigtskort, der dækkede hele området fra den hollandske grænse til Elbenmundingen (vi var jo gået via Ejderen og Helgoland på vejen ud), så der var ikke mange detaljer med bøjer og fyr; men heldigvis havde jeg jo min gode GPS, som jeg havde ”fodret” med rendens forløb, så godt som jeg nu kunne skelne den på mit kort. Det hele var jo sådan set ret banalt og i det gode vejr intet problem selvom mørket var begyndt at falde på; men strømmen var uhyggelig. Vi for afsted med eksprestogsfart på grund af den stærke tidevandsstrøm. Engang kom jeg lige tæt nok på en af de kæmpestore bøjer og måtte erkende, at det nok så meget var strømmen, der bestemte hvilken vej jeg sejlede. Jeg kunne uden vanskeligheder forestille mig, hvilket helvede det ville være i en kraftig vind mellem vest og nord. Vi løb ind i lystbådehavnen i Cuxhaven lige inden det blev rigtig mørkt.
En dag i Cuxhaven, så op til Brunsbüttel ad Kielerkanalen til Rendsburg og derefter videre til Kiel. Næste stop Danmark. Vi skulle til Dragør til en sammenlagt 50 og 35 års fødselsdag; men endnu manglede vi søkort og jeg havde dem allesammen derhjemme. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at købe nye. Vi fik en position for sydspidsen af Langeland, så den fandt vi og derefter fandt vi ind til Spodsbjerg. På havnekontorets kort tog jeg positioner til Storstrømsbroen via Vejrø og ved hjælp af bagsiden af kataloget fra Masnedø Marinecenter fandt vi ind til Vordingborg, hvor jeg kastede håndklædet i ringen og købte et kort over Bøgestrømmen; men bortset fra dette kort klarede vi næsten hele turen ved kortene på havnekontorene og vores GPS. På havnekontoret i Assens fik jeg deres gamle kort, da jeg fortalte min historie. I mellemtiden havde jeg annonceret min ankomst til nære venner gennem min tidligere sekretær på flyvestationen Anne Marie. Vi ankrede op for natten i Haderslevfjorden ud for Bæk dagen før den annoncerede ankomst; men blev utroligt nok straks genkendt af adskillige på vej ud af fjorden, da vi var på vej ind og næste formiddag mødte to både med venner op med den fineste frokost. Efter frokost og en masse snak lettede vi alle anker og gik ind ad fjorden, for at være i havn på det planlagte tidspunkt.
Vi havde da set hinanden de fleste af os ind imellem, i de 4 år turen havde taget; men det var nu noget andet sådan rigtig at være hjemme – og med båden – så der var stor gensynsglæde og en del øl, da vi havde fået fortøjet.
Der er jo gået nogen tid siden den dag, hvor vi kom hjem og mange har spurgt, om vi har kunnet finde os i at være hjemme igen. Dertil er der kun at sige, at det bestemt har været en meget stor oplevelse med de 4 år undervejs; men lige såvel som det er dejligt at komme ud at opleve, er det bestemt også skønt at vende hjem igen og føle, at man hører til et sted og man kan jo stikke af igen, hvad jeg så gør om en uges tid. Så går det atter afsted for at hjælpe en god ven med at sejle hans båd til Preveza i Grækenland – der hvor jeg lå på land i to vintre.
Den tilstundende afrejse har hjulpet vældig med til, at jeg har fået mig snøvlet færdig med beretningen. Jeg håber at alle I, der trofast har fulgt med i ”Brunhildes besynderlige rejse”, tilgiver mig.
Tilslut er der kun at sige ”Tak for jeres interesse” fra besætningen på det gode skib Brunhilde.
---
Bianca27,net takker Owe for beretningen og ønsker fortsat go' vind for Owe og Bianca 27 Brunhilde.
Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!
