bianca27.net Bianca27.net
Af Frank Varsnæs, Svendborg,
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,
Frank har i november 2009 sendt Bianca27.net denne beretning og fotos om hans sejlads fra København via Svendborg og Als via Kielerkanalen og over til Sydengland. Som det fremgår, er det Franks plan at sejle til Azorerne i foråret eller forsommeren 2010. Primo december lå Franks Bianca 27 på Isle of Wight, Den aktuelle plan var at gå over Biscayen og via Madeira til en af de små canariske øer.

I slutningen af august 2009 købte jeg Malu, en Bianca 27 i Sydhavnen i København. Jeg boede i båden nogle dage inden turen gik til Svendborg. Sydhavnen er et kapitel for sig og fortjener klart en beskrivelse et andet sted.
Før denne tur havde jeg sagt mit lille hus op i Svendborg. Med den beliggenhed det havde, med vand på tre sider, var det en stor beslutning. Siden jeg flyttede ind i båden har jeg ikke fortrudt, da der dels venter mig et liv med Lone og hendes piger, når jeg kommer hjem, og at der fra første dag har været udsigt til vand hele vejen rundt.

AFGANG FRA SVENDBORG FØRST I SEPTEMBER
Først i september lagde min gast Margit (tidligere kollega) og jeg ud fra Svendborg med kurs mod Als, kun med det formål at få monteret et Aries vindror. Det blev alligevel til nogle ufrivillige dage i Dyvig med kuling. Men vi fik set og mærket et stykke Danmark. En aften hvor vi kom sent tilbage med bussen fra Sønderborg til Nordborg var der ikke mere offentlig transport i retning af Dyvig. Den meget venlige buschauffør tilbød at køre os ud til havnen da der var 20 minutter til at han skulle køre retur til Sønderborg. Han var ikke kendt i området derude, så vi måtte garantere at han kunne vende bussen ude i havnen. Det kunne vi godt fordi der var en meget stor parkeringsplads derude. Der skete så det uheldige, uden at vi nåede at registrere det i regnen og mørket, at han kørte ned af den lille, stejle og snoede vej til den noget mindre havn på nordsiden af vigen. Så bussen holdt pludselig på en meget lille plads nede ved vandet. Det var synd for chaufføren, som tydeligvis blev stresset og det tog også noget tid ved fælles hjælp at få vendt bussen, så han kunne komme tilbage til Nordborg med forsinkelse. Så det er rigtigt at man oplever imødekommenhed og hjælpsomme mennesker når man begiver sig sydpå, i dette tilfælde Sønderjylland.

MED NYT VINDROR HURTIGT NED TIL KIEL
Vi ville lidt videre, det var stadig kuling men det mærker man ikke så meget til ned gennem Alssund når vinden er i vest. Det kom først rigtig til udtryk i Sønderborg bugt. Men med to reb, en lille fok og et velfungerende vindror gik det hurtigt ned over Østersøen til Kiel. Margit spurgte om vi ville komme ud i noget der var værre. Nej sagde jeg, fordi jeg aldrig ville lægge ud i kuling i Tyske bugt, Nordsøen m.v. hvor tidevandet udgør en ubehagelig faktor når det kommer mod vinden.
Alligevel var det det der skete da vi kom ud i Elben fra Kielerkanalen. Vinden skulle friske op hen under aftenen, så vi gik med tidevandet ud mod Cuxhaven hen ad eftermiddagen for at komme i havn inden da. Det nåede vi bare ikke. Den sidste time inden Cuxhaven blev meget ubehagelig og våd, med store asymmetriske søer fra alle sider. Margit spurgte igen, om vi kom ud i noget der var værre.

TIL DRINK OM BORD PÅ DANSK MOTORBÅD
Den opfriskende vind blev igen til kuling, så vi fik set et stykke Tyskland. Der ligger ingen beklagelse eller ironi heri. Går man ud langs de store diger ved Cuxhaven får man frisk luft og vadehav for alle pengene. Vi blev også inviteret ombord på en meget stor motorbåd til en drink. Ejeren var dansker men boede i Sydengland med sin engelske kone. De lå også og ventede på at elementerne skulle lægge sig.
Deres plan var nemlig at lukke godt op for turbinerne og sejle helt hjem på tre korte dagssejladser. Var bølgerne høje som nu, sagde han, var det ubehageligt at plane og endnu mere ubehageligt at lade være. Har man sejlet en hurtig motorbåd ved man, at det er sandt nok. Det smagte af rigtig mange penge. Margit gættede på at han måtte være noget ved musikken, f.eks. noget stort inden for EU, dog ikke i miljøspørgsmål. For ikke at tilsidesætte konen mente jeg, at det lige så godt kunne være hende, der havde kassen. Det viste sig så at være ham der havde skabt en formue på anden vis; respekt for det.

BIANCA 27'EREN VELPÅKLÆDT MED SMÅ SEJL
Dagen kom, vinden lagde sig, og vi planlagde kun at sejle de ca. 100 sømil til Borkum. Vi ville få frisk vind fra nord; lød meldingen. Jeg har før begået den fejl at sejle ud i Nordsøen i gammel sø med for lidt sejl, hvilket betyder at de ikke trækker nede i bølgedalene. Men selv om bølgerne var meget større end vinden berettigede dem til, viste det sig at være en udmærket påklædning til Malu med små sejl. De trak godt i søerne. Turen gik hurtigt fordi vi lagde ud i medstrøm og kun fik en periode med modstrøm, for så at få medstrøm igen ind til Borkum.
Borkum blev et af turens store highlight. Det var midt i september. Flot sensommervejr og udeliv. Øen har en storslået og vidtstrakt natur. Klitlandskaber som går over i krat og buske på højdedrag, hvorfra man kunne se meget langt i den tørre efterårsluft. Det meste af øen syntes at stå uberørt hen. Lidt ligesom Anholt med dens "ørken". Det var nok også vores held at det var uden for turistsæsonen. Vi lejede cykler ude i havnen, kørte rundt på øen og spiste fisk når vi kunne komme af sted med det.

GENNEM HOLLAND AD "DEN STÅENDE MASTERUTE"
Fra Borkum skulle vi lidt ind ad floden Ems som også danner grænsen til Holland. Sluser man sig ind i byen Delfzijl, kan man uden at tage masten af sejle hele vejen ned gennem Holland ad den såkaldte "Stående Masterute" som har bevægelige broer. Man skal dog have et flodskipper bevis/kursus. Endnu har ingen myndighed bedt om at se mit. Ligesom ingen ikke har bedt om at se Malus nationalitetsbevis, mit pas, duelighedsbevis eller noget andet.
Delfzijl-Gronningen-Dokkumer Nieuwe Zijlen-Leeuwarden-Grou-Lemmer-Enkhuizen-Amsterdam, var de otte byer vi lå i om natten inkl. Amsterdam. At sejle i Holland er en lise for sjælen, hvis ellers broerne gider gå op. Ni ud af ti broer går bare op, når man nærmer sig, nogle er bemandet, andre videoovervåget og nogle broer ude på landet er selvbetjente, hvor man sejler hen og trykker på en knap. I nogle byer skal man ligge i venteposition i den ene ende af byen på bestemte tidspunkter, for så i en glidende bevægelse at sejle igennem byen. Det er så den samme brovagt der åbner/lukker den første bro for hurtigt at cykle videre til den næste osv. Denne form for gennemsejling af en by kan som regel ikke lade sig gøre i myldretiden. Men tider for betjening af broer m.v. er alt sammen oplyst i ANWB Wateratlas.

SEJLEDE HEN OVER EN MOTORVEJ
Et sted gik der alvorlig ged i det. Jeg havde købt ANWB Wateratlas Staande Mastroute 2009! Hvad der ikke fremgik var, at de havde ændret ruten midt på sommeren i år. Jeg havde sejlet turen for år tilbage, så syd for Leeuwarden sejlede vi ad den sædvanlige rute ud til en motorvejsbro som havde mistænkelig mange røde lys, hvilket betyder at den ikke går op mere. Vi ventede og ventede, kaldte på vhf uden resultat.
Det der er ændret i forhold til tidligere er, at man kan ringe til en slags central som styrer hele det komplekse system af broer og sluser. Det forsøgte jeg så, men det var tastselvservice på hollandsk. Der gik lang tid inden jeg ramte rigtigt og fik personlig betjening på engelsk. Den første oplysning jeg fik var, at broen ikke ville gå op mere i år. En særdeles upædagogisk måde at begynde en samtale på. Jeg nåede at tænke, hvad nu, kan vi så ikke komme videre sydpå. Så fortalte hun, at vi skulle sejle tilbage til Leeuwarden og tage en ny rute over Akwaduct Langdeel. Så gik der tid med det, men vi fik den nye rute at se, sejlede hen over en motorvej og fik mulighed for at overnatte i den hyggelige by Grou.
Efter at have set på landskaber, hvad det angår er især det nordlige Friesland et besøg værd, nåede vi Lemmer som ligger ud til Ijsselmeer. Lemmer er en flot gammel by specielt ved kanalen og den gamle sluse. De fleste af de byer vi lagde til i var gamle seværdige byer. Vi gik som regel i havn tidligt for at slentre rundt og kigge på de flotte huse.

AMSTERDAM: AFSKED MED EN GOD OG VIDEBEGÆRLIG GAST
Så var vi pludselig i Amsterdam. Centralt fortøjret i Sixhaven lige over for Central Station, hvortil man kunne tage en lille fodgængerfærge. Sixhaven er en hyggelig fredelig og grøn oase midt i byen. 11 EU om dagen med frit internet, vand, strøm og bad. For ikke at gentage mig selv, skal jeg undlade at fortælle hvad vi lavede i Amsterdam, men det blev til mange mange kilometer om dagen langs de grønne kanaler og gamle huse. Jeg vil heller ikke skrive hvad der foregår i den by, det er ikke småting, men en hel industri. Byen har mange skygger/sider og er fuld af kontraster.
Det var også i Amsterdam jeg skulle tage afsked med Margit. En god sejler og med et videbegær, der kom os begge til gode. Normalt når en person forlader et skib må eller måske kan man finde noget positivt heri. F.eks. mere plads, ro, gøre-som-man-selv-vil-adfærd-igen. Men efter at have haft selskab og hjælp til den udfordring det også er at sejle, var det en stor omvæltning at blive alene.

ALLE BRÆNDSTOFFILTRE SKIFTET OG MOTOR GÅET EFTER
Så i Amsterdam blev jeg praktisk. Malus motor have vist nogle tegn på omdrejningstab når den var kørt varm. Så alle brændstoffiltre blev skiftet og gået efter. Jeg lod motoren køre en time med belastning. Alt syntes ok.
Da jeg sejlede alene fra Amsterdam, ville jeg kun til Scheveningen via et kort stykke i Nordsøen. Motivationen var nemlig at lægge ud fra Scheveningen og sejle forbi det trafikerede Hook van Holland i dagslys.
I Scheveningen skulle jeg sigte præcis mellem de store moler som går langt ud i Nordsøen. At de går langt ud betyder også, at den tidevandsstrøm som normalt følger kysten skal opføre sig utraditionelt lige der. Det kan man læse alt om i mine sejladshåndbøger. Jeg var forberedt, strømmen ville have Malu over i den sydlige stensætning. Jeg lagde an til landing, lagde 45 grader af siden til og sigtede således på den nordlige stensætning for at drive sidelæns ind i havnehullet. Så skete det, der ikke måtte ske, Malus motor tabte omdrejninger! Denne gang ikke bare 200, men over 1000. Nu var jeg på vej over i molehovedet.

- JEG FIK ET CHOK OG FRYGTEDE ET TOTALFORLIS
Jeg fik et chok og frygtede et totalforlis. Motoren hostede lidt for derefter at komme igen og jeg kom lige netop forbi, forhavnen åbnede sig venligt og vandet blev fladt. Så vidste jeg jo også, hvad jeg skulle bruge tid på i Scheveningen.
Det var lidt af et mysterium. Jeg havde gjort hvad man skal og bør. Jeg ringede hjem og rådførte mig med de gode kollegaer og motorfolk på Walsteds Baadeværft. Svaret var, at jeg skulle gå brændstofsystemet nøje efter igen. Jeg fandt ud af at luftindtaget til tanken var stoppet. På en Bianca 27 går det fra tanken ud til agterpulpitten, hvor det indvendigt i denne går ca. 30 cm op. Det fandt jeg ud af, da jeg tog bagbords agterpulpit af. Et ellers udmærket system, hvis det have været styrbords pulpit, hvor der i det mindste var boret et hul til agterlanternen som kunne udligne luft. Men her var scepterfoden med tiden fyldt op med skidt, selvom der nu ikke var meget slub i den.
Så jeg forstår ikke, hvordan det nogen sinde har fungeret, da den del af pulpitten er helt tæt uden huller. Ved at fjerne en skrue i scepterfoden var der fri passage igen.
Det måtte være løsningen, så jeg satte motoren til at køre en time med belastning. Alt syntes ok. Det var jeg helt overbevist om. Motoren have tabt omdrejninger også på kanalerne i Holland, så det kunne jo ikke være begrundet i høj sø.

MANGE KURSDÆNDRINGER MED KORTE MELLEMRUM
Nu ville jeg af sted ud gennem det grimme hul i Scheveningen, det kom jeg også med kurs mod Hook van Holland. Her er der meldepligt til Maas Entrance Control Center. Da Malu ikke har ais endnu (det kræver endnu et kursus og nyt udstyr) kaldte jeg op på vhf og identificerede mig på den gammeldags måde. De ville så følge mig på deres radar og jeg skulle lytte meget omhyggeligt på den pågældende kanal. Jeg skulle så krydse skibsruten ind til Rotterdam på et helt bestemt sted. Jeg sejlede stærkt for sejl og i medstrøm, så jeg var hurtigt ovre.
Nu havde jeg kurs mod Dover Strædet. For evt. landkrabber skal det lige nævnes, at den sydlige Nordsø ikke bare er et sted, hvor man kan sejle ligeud, overalt og på kryds og tværs. Her er skibsruter man skal holde sig udenfor, her er sandbanker med en-to meter vand over, arbejdsområder, havvindmølleparker, fiskeflåder som hænger sammen på alle mulige måder med garn, vod osv. Så der er mange kursændringer med korte mellemrum. Det skriver jeg også for at anskueliggøre, hvor travlt jeg havde den første nat til Belgien.

- SKIBENE KOMMER TONSENDE I DOVER STRÆDET
En god kollega havde lånt mig en stor mængde søkort, men de skal ikke være ret gamle før end de undlader at gøre en bekendt med at der lige ude i stævnen står en vindmølle eller at en sandbanke har flyttet lidt på sig. Så for den sydlige del af Nordsøen og Dover Strædet havde jeg et helt nyt kort.
Men det gik godt derudaf så jeg besluttede at fortsætte og komme over Dover Strædet inden næste nat. Det blev en meget flot eftermiddag mellem Frankrig og England. Det var nu midt i oktober og med en kolossal sigtbarhed. Meget smukt vejr. Vinden blev så svag, at motoren blev startet for at komme over skibsruterne i Dover Strædet. Autopiloten tog over i stedet for vindroret. Søvejsreglerne tilskriver at man skal lægge båden vinkelret på skibsruten. Så Malus stævn pegede nærmest mod nordvest, men drev meget passende mod vest fordi strømmen igen var med. Et lidt pudsigt fænomen for på den måde går man meget "skråt over vejen".
Skibene kommer tonsende i Dover Strædet, de kommer i en vifte fra nord og sydvest for at indordne sig i det smallere nordgående spor tættest på Frankrig eller det sydvestgående spor tættest på England. Midt i det hele er der en seperationszone, hvor man kan få sig et break (ikke en morfar). Selvom skibene indordner sig i sporene sejler de ikke på en lang række, men i parallelle baner. Det gør det ikke nemmere at komme igennem.

- SÅ SKETE DET IGEN, MOTOREN TABTE ÆVRED...
I det sydgånde spor lå jeg og var lidt træt af den dybe koncentration jeg havde haft i over et døgn. Fire skibe kom nordfra, stadig i en vifte. Jeg var halvvejs ovre og skulle tage bestik af kollisionsfaren, hvilken var til stede, da det ene skib ændrede kurs og kom imod mig.
Jeg slog autopiloten fra, satte noget mere gas på maskinen og ville falde meget af på kursen og gå bagom. Det var en af de enorme store klodser vist nok kaldet en ro-ro.
Så skete det igen, motoren tabte ævred. Der skete ikke andet end at det var en meget ubehagelig følelse endnu engang. Det var godt jeg ikke tog en beslutning om at gi' den gas og komme foran skibet.
Vel ovre kunne jeg sejle langs Sydenglands kyst, uden for storskibsruten, og tage hul på den anden nat i søen. Vinden kom igen, så alle sejl blev sat og det gik med god fart i den sidste medstrøm.

- SIDST PÅ NATTEN GJORDE JEG NOGET, SOM MAN IKKE MÅ
Sidst på natten gjorde jeg noget, som man ikke må og som jeg bestemt ikke er stolt af. Jeg tog en morfar. Først siddende med ryggen op ad nedgangsskottet. Det gik jo godt så hvorfor ikke udvide en sådan tilsnigelse yderligere. Nøjagtig som en begyndende kriminel løbebane fortsatte jeg. Det blev til en morfar deluxe nede i salonen med en alarm som ville vække mig efter 20 minutter. Det virkede, jeg gik op og kiggede hele horisonten rundt. Jeg kan kun sige til mit forsvar, at sigtbarheden var helt op at ringe med 30 km sigt. Så gik jeg ned igen og fortsatte sådan et par gange og så var det lyst, og jeg var tæt på mit foreløbige mål her. Skal jeg alene over Biscayen er det næsten bedre at gøre det der end i den Engelske Kanal, men så vil jeg sove i perioder hen over dagen og være vågen om natten. Efter at jeg er kommet hertil, har jeg sovet meget uroligt, med dårlig samvittighed og drømt, at båden havde flyttet sig til et helt andet sted når jeg vågnede. Det har været som at miste sin sømandsmæssige uskyld.

SHOREHAM BY SEA - ET VENLIGT OG SYMPATISK STED
Nu er jeg så her, Shoreham by Sea, en vestlig forstad til Brighton. Det er ikke tilfældigt at jeg gik ind her. For snart fem år siden var jeg gast på en 53 fods ketch som skulle sejles fra Southampton til Gilleleje midt i januar. Få timer efter vi var kommet ud af the Solent og i rum sø fik vi havari på roret, vi mistede styringen. I første omgang styrede vi med sejlene. Et nødror blev rigget til og vi planlagde at gå i nødhavn i Brighton. Vi kaldte Coast Guard og fortalte om vores plan. Vi havde allerede sat kurs mod land i medløbende søer. De var ikke tilfredse med vores plan, da Brighton Marina stort set ingen forhavn har. Det kunne blive en uelegant rutschetur ind i det hul. De sagde, at vi skulle gå ind her og at de ville komme os i møde. Kort tid efter så vi den orange redningsbåd med seks mand om bord komme mod os. Da de så, hvor svært det var for fire mand at holde den nu direkte styring, der foregik med spil og tilriggede blokke, forlangte de at få en line i os. Så kunne de når vi skulle ind i hullet her trække os ud af en evt. rutschetur til den forkerte side. Det gik godt, og vi blev sluset ind her i Shoreham og sejlede næste dag efter at have udført den nødvendige reparation. Stedet virkede på mig meget venligt og sympatisk, ligesom jeg fik stor respekt for Coast Guard.

- GODT TRÆT EFTER AT HAVE SEJLET TO DØGN FRA HOLLAND
Malus entré her foregik næsten uden dramatik. Jeg var godt nok træt efter at have sejlet de to døgn fra Holland. Jeg havde ringet til den lille marina her i forvejen for ikke at sejle forgæves. Havde desuden læst i almanakken, at dele af den var under ombygning. Men da jeg var kommet igennem slusen (heldigvis med flydeponton) sejlede jeg derovre hvor jeg troede jeg havde reserveret plads. En kvinde og en mand stod inde på broen og råbte at der skulle jeg ikke ligge, det var ikke for gæster. De pegede mod den fjerneste ende af havnen.
De løb hele vejen ind ad broen, ned i den anden ende af havnen og ud ad en lang bro og pegede på nogle rustne jernkonstruktioner. Okay tænkte jeg, hvis ikke den sidder der i første hug, vil Malu tage slemt skade. Ikke nok med det, der manglede noget til en agterfortøjning.
De pegede på en fortøjningsbøje langt ude i havnen. Jeg råbte, at min båd ikke var 120 fod. Jeg skulle bare gøre som de sagde. Engang var jeg ude for, at en fortøjning i en sluse ikke var lang nok da vandet faldt i en uendelighed. For ikke nogensinde at komme i samme situation igen, havde jeg nu en meget lang fortøjning som jeg sejlede ud og satte i ringen, sejlede ind igen, de tog imod stævnen, og det har nu vist sig at være en udmærket plads.

- EN BÅDBUMS´ BUDGET FÅR NORMALT MEGET HURTIGT BEN AT GÅ PÅ
Hende, som have omdirigeret mig, viste sig at være havnefoged i Sussex Yacht Club. Jeg spurgte, hvad jeg skulle betale for at ligge her. En bådbums budget får normalt meget hurtige ben at gå på i Sydengland. Hun spurgte, hvor længe jeg kunne tænke mig at blive. Jeg svarede en uge. Hun gav mig prisen, som jeg helt klart forventede var for en nat. Men hun mente en uge! Ikke nok med det så sagde hun "give it to the children" og pegede på en indsamlingsbøtte på bordet. På samme bord stod der altså også nogle gaver, flasker og chokolade. Så der har været andre end mig der har opfattet det som velgørenhed fra/til alle sider. Men flot tanke.
Og hvad laver jeg så her? Har sovet med dårlig samvittighed om natten og har så måtte tage formiddagene til hjælp for at blive udhvilet. Ellers har jeg gået ind ad det store dige, som går over i at blive den berømte seks km lange strandpromenade i Brighton by. En by som jeg ved første øjekast bare betragtede som både aparte og mondæn, måske fordi jeg kun bevægede mig langs kysten og direkte ind i in-kvarterene med butikkerne og de fancy cafeer.

SLUSEMESTER FORTALTE HVILKE PUBS MAN SKULLE HOLDE SIG FRA
Allerede da jeg lå i slusen fortalte slusemesteren om hvilke pubs jeg skulle holde mig fra. Det samme gjorde min genbo her, som bor i en Scampi. Han var i øvrigt ikke vant til, at der var nogle der kendte hans svenske bådtype, men som bådebygger har jeg også haft fornøjelsen af at arbejde med den.
Skal jeg ikke af sted de første par dage er der også nogle kuperede landskaber oppe bag byen her, hvor man sikkert kunne få sig nogle gode vandreture. Da jeg luftede den tanke på pubben her, var der en der tilbød at køre en tur i hans bil med mig en dag. Han tilbød også at sejle med mig mod Falmouth. Så jeg er stået tidligt om for at se, hvordan han forholder sig til det nu. Pubben er ikke bare et sted hvor man drikker pint i stride strømme, men et sted hvor folk oprigtigt er interesseret i hinandens gøren og laden.
De spørger meget ind til mig og tilbyder hjælp af enhver slags. Mange af dem har båd og kender farvandet godt.

- SÅ KUNNE JEG GODT BRUGE EN GAST
Ellers mangler jeg endnu at købe noget udstyr til Malu. Ja og motoren, der har jeg fundet en bolt på fødepumpen som faktisk kunne spændes noget mere. Jeg håber, at det har været lidt falsk luft i systemet der kunne komme ind der.
Nu er min plan at sejle vestpå til Falmouth, evt. via Isle of Wight og Weymouth. Jeg er sent på den og det kræver lidt tålmodighed. Her er forbavsende mildt, så det er ikke fordi jeg er specielt efterårsramt endnu. I Falmouth vil jeg afvente en god prognose til at krydse Biscayen. Så kunne jeg også godt bruge en gast. Måske korter jeg turen af så den kun går til Spanien/Portugal og derfra i det tidlige forår/først på sommeren til Azorerne hvor der kunne cruises lidt rundt indtil juli og så hjem.

LONE I VIGTIGE FUNKTIONER HJEMME I SVENDBORG
Sidst men ikke mindst vil jeg nævne kommunikationen (læs; Lone). Siden sidst jeg var afsted i en lille båd, er der kommet internet, mobiltelefon, mail og Skype. Lone er min kæreste, reder (skibs-), sekretær, it-konsulent, informationschef, kontaktperson og postmester. Hun sidder efterladt for en tid, med hendes piger, hus, dyr og arbejde og alle dagligdagsforpligtelserne.
Hvad får hun igen? Hun får mig! Nej.. spøg til side. Det er et svært spørgsmål. Aftalen er, at hun i perioder kommer ud og sejler med. På nogle områder går et år hurtigt og på andre ikke. Det er i hvert fald stort set det hun gør og med lidt god planlægning håber jeg/vi det hele kan gå op i en højere enhed og med en god del fælles oplevelser også.

Bedste sejlerhilsner fra Frank

----------

Frank har lovet Bianca27.net at sende flere beretninger fra sin tur Danmark-Azorerne t/r i DEN-414 Bianca 27 Malu af Svendborg.


















Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!
Af Frank Varsnæs, Svendborg, - text og fotos
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,
Frank har i februar 2010 sendt Bianca27.net denne beretning og fotos om hans sejlads fra Sydengland til Spanien. Det er Franks plan at sejle til Azorerne i foråret eller forsommeren via Madeira til en af de små canariske øer.
BEMÆRK: Første del af Frank Varnæs beretning står efter denne beretning, anden del.


Nu kom jeg endelig over Biscayen. Turen tog lidt over tre en halv dag. Det sidste døgn til halvandet overraskede mig med både hård vind og kuling. Nu ligger jeg i La Coruna, uden fornemmelse af en kun dårlig sejleroplevelse på Biscayen i januar. Men jeg ligger sammen med andre garvede sejlere for hvem turen har været en grim oplevelse, og som har flyttet deres grænser for hvad de nogen sinde gør igen. Det kommer jeg til senere.

Der er sket meget siden sidst. Jeg lå i Shoreham lidt vest for Brighton. Jeg skrev om en fyr, Dodley, som jeg havde mødt på havnens "sejlerpub". Han havde tilbudt mig en tur i hans bil rundt i oplandet. Dagen efter stod han der og gjorde alvor af det, flot og meget gæstfrit. Vi fik set diverse highlight omkring Brighton. Han havde også tilbudt at sejle med mig og Malu mod Falmouth. Her begrænsede han sig dog lidt. Det blev kun til Portmouth, en dagssejlads fra Shoreham. Han foreslog at tage hans ven Bill med på turen. Jeg havde endnu ikke mødt Bill på det tidspunkt. Aftenen før vi skulle sejle mod Portmouth så jeg Bill for første gang, på en anden pub, og tænkte åh nej! En enorm sprællebasse. Da vi gik fra pubben var vejen slet ikke bred nok til Bill, som var stærkt beruset. Jeg frygtede en fest om bord. Men Dodley stod inde for at Bill var en yderst kultiveret herre i ædru tilstand.


- DODLEY VAR EN GAMMEL TALLSHIP-SKIPPER OG EN GOD SØMAND

Dagen efter var de begge "på pletten" og fit for fight. Dodley var gammel tallshipsskipper og en god sømand. Det samme var Bill og min negative forventning blev gjort til skamme. Dodley medbragte selv kort, gps og navigationsrekvisitter. Så jeg forventede en tilbagelænet tur for mit eget vedkommende, hvor jeg kunne overlade navigationen til mine to kompetente lodser om bord. Men nej.. Dodley forlangte at jeg forskudt gik ned og satte vores position ud i mine kort også. For at spare sømil ville Dodley have os ind under land et sted hvor der var en lille kanal i et ellers lavvandet område. Det fik han lov til da søen og vejret var moderat. Man kan sammenligne stedet med "Soldaten" (så vidt jeg husker) på Sjællandsodde rev, som er en smal passage på selve revet. Men på grund af tidevandet i den Engelske Kanal vil bølgerne sådan et sted stå og hoppe op og ned på stedet med meget hurtige bevægelser. I hårdt vejr ville det have været både ubehageligt og farligt.

Da vi kom til Portmouth var det mørkt. Vi sejlede ind imod byens lyshav, hvor lys på søen var svære at skelne fra lys i byen. Her var jeg glad for Dodley og Bills lokalkendskab. Vi tog afsked på en pub og de tog toget tilbage til Brighton. Regnede med først at skulle se dem året efter når jeg skulle sejle hjem til Danmark. Men nej, to dage efter var de der igen i Dodleys bil og tilbød en sightseeing rundt i Hampshire.

MALU KRÆNGEDE 45 GRADER

Fra Portsmouth sejlede jeg den korte tur over til Isle of Wight, fordi vejret begyndte at blive råt og efterårsagtigt. Tænkte at Isle of Wight ikke var det værste sted at blæse inde. I november på Isle of Wight satte århundredes værste vejrtype ind med rekordagtige vinde og enorme nedbørsmængder. Floder rundt om i UK flød over deres breder, huse styrtede sammen, ligeledes broer og folk omkom. Jeg lå i flodmundingen af River Medina, godt fortøjret i Westcowes Marina, troede jeg. I en storm kom flydebroerne i voldsomme svingninger, samtidig med at Malu i et kraftigt vindstød krængede 45 grader, hvilket desværre betød at lønningen kom ind under flydebroen. Jeg var ligeså knust som lønningen. Heldigvis kun en kosmetisk skade og et luksusproblem i forhold til hvad der skete rundt om i UK. Måtte flygte op ad floden til Eastcowes, uvidende om at der kom jeg til at ligge i en måned.

PSYKISK UDFORDRING SOM ALENE-SEJLER
Som alenesejler blev Isle of Wight en psykisk udfordring. Dagsregn i rå mængder, indevejr. Alt i Malu blev gennemlæst, bøger, tabeller, manualer og brugsanvisninger. Jeg tog ind til hovedstaden, Newport, og købte et multimedie spanskkursus på engelsk, hvilket så blev en sund aktivitet.

Efter i over en måned dagligt at have haft kulingvarsel på strækning Isle of Wight til Falmouth kom der lige et "hul". Vi var nu henne ved fredag den 11. december. Malu strøg afsted med tidevandet ud af floden denne frostklare morgen inden solopgang. Da jeg stod op var der is på dækket og på bompresseningen. Det var noget jeg skulle skrue mig op til og det var med blandede følelser at skulle være i den Engelske Kanal det næste halvandet døgn. Det værste ville være kulden og en nat på næsten 16 timer.

STORSEJLET REBET OG STORMFOKKEN SAT

Allerede sidst på eftermiddag tog vinden til og det første strong wind warning indløb på vhf'en. Det undrede mig lidt. Godt nok havde jeg set at vinden ville blive frisk 15 mil offshore, men ikke hverken hård eller det der var værre. Det mest frustrerende var, at da jeg skiftede fra kanal 16 til den kanal hvor meldingen ville blive sendt i detaljer, gik to stationer ind over hinanden. Så jeg fik aldrig sat vindstyrke på varslet.

Men jeg havde allerede rebet storsejlet og sat en stormfok, farten var høj og vinden plat læns. Jeg måtte skære lidt op på begge halser for at undgå bagluft i de rullende søer. Allerede ved solopgang var jeg på vej over den sidste store bugt mod River Fal. I god vind, solskin og jeg følte det ikke koldt længere. Havde besøg af indtil flere flokke delfiner som syntes de skulle underholde mig i helt op til et kvarter af gangen. Meget opmuntrende og eksotisk midt i december i den Engelske Kanal.

- TRÆT SEJLEDE JEG OP AD FLODEN

Så sejlede jeg lørdag over middag ind i River Fal mod Falmouth by. Her kommer så en af de største risici ved ikke at have sovet i halvandet døgn. Jeg var godt nok autistisk velforberedt. Ville gå ind i en nyanlagt marina, som i.flg. min almanak skulle være taget i brug for længst. Men af forskellige grunde fandtes den slet ikke endnu. Jeg skulle tænke alternativt, holde roret manuelt fordi der nu var hundrede af både der lå for svaj, samt bøjer og strøm. Samtidig skulle jeg også læse om besejlingsforhold længere oppe ad floden og regne på vanddybden, idet vandet faldt.

Træt sejlede jeg op ad floden, ind i Marina Falmouth, hen over en rørledning som gav et bump og bakkede i en snæver vending med fuld kraft hen mod en fortøjret båd. Da jeg var få meter fra den, stadig med godt opskud, ville jeg sætte i fremad gear, men kom til at sætte fuld bak på igen. Nåede lige netop at rede situationen. Sådan havde jeg aldrig reageret, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde sovet i 36 timer.

RAMT AF MASSIV HAVNEKULLER

Falmouth er en seværdig by med smukke omgivelser, jeg vandrede ud på Lizard halvøen til Helford River, som vil være et oplagt sted at ligge for anker på tilbageturen til Danmark. Jeg har altid nydt at være alene, men i Falmouth blev jeg ramt af en massiv gang havnekuller og en ubehagelig ensomhedsfølelse. Jeg gik selvfølgelig i byen om aftenen, fik et glas vin og hørte noget live musik. Talte også med folk. Englændere finder jeg faktisk ret åbne. Men man finder på en tur som min ud af hvor meget social stimulering der ligger i at gå på arbejde, have kollegaer, familie og venner der lige banker på derhjemme. Jeg havde både Skype, mail, sms og Facebook, men hold kæft hvor det virkede tomt. Måske et sundhedstegn? Min havnekuller hang også sammen med pres om at skulle videre. Familien så gerne at jeg kom over Biscayen så det blev mere attraktivt at rejse ned og besøge mig. Det var heller ikke den nemmeste årstid og det bedste sted at få gaster på.

- MÅSKE BLIVER DET DIN SIDSTE TUR...

Lige over midten af december var jeg tæt på at lægge ud og gå over Biscayen. Det var omkring samme tidspunkt som Edmond drog ud. Har først mødt ham og hans skrækhistorie her i La Coruna. Men et lumsk lavtryk i slutningen af prognosen gjorde mig usikker. Jeg besluttede at tage hjem til Danmark i nogle uger.

Tilbage i Falmouth og tilbage på den lokale vinbar forelagde jeg mine "sidekammerater" planen om at sejle. På mange af dem kunne jeg ligefrem se angsten i deres øjne. Det var sømænd og sejlere som selv havde haft "fornøjelsen". Flere sagde at det ville de aldrig gøre i januar. En ønskede mig en rigtig, rigtig god tur, for som han sagde, måske bliver det din sidste. Et eksempel på engelsk humor. Men det gjorde indtryk.

- TO HELE BREDDEGRADER I DØGNET

Nå, men Biscayen sejler man ikke over, men bogstaveligt i en bue uden om. Læser man sejladshåndbøger herom kan Biscayen krydses i en hvilken som helst måned, bortset fra september, hvor koncentrationen af stormlavtryk er størst. Skal man over om vinteren er det desuden bedre at vente til efter orkansæsonen er sluttet i Mellemamerika, dvs. til efter november. Under alle omstændigheder er det altid forbundet med usikkerhed fordi en prognoses pålidelighed aftager efter tre-fire dage.

Jeg forlod Falmouth på en god prognose den 23. januar med solskin og høj blå himmel. Det værste var jo igen en meget lang nat og det betød kulde. Men kursen var sydlig og to hele breddegrader burde jeg kunne passere i døgnet. Det ville give lidt varme og længere dagslys. Desuden ville vandtemperaturen også stige med ca. to grader i døgnet.

Da jeg var alene skulle jeg jo begynde at sove i korte perioder. Et medlem af kajakklubben og psykolog, hjemme fra Svendborg havde fortalt mig at det kunne jeg blive sindssyg af. Jeg tænkte tak for komplimentet, da jeg så alligevel havde det til gode. Men for mig virkede det godt med at sove om dagen. Dog skal man være opmærksom på, at når man kigger op ind imellem, skal man holde blikket ret længe i hver sektor inden man ser et evt. skib på toppen af de store oceandønninger med igen store bølger oven på. Horisonter ser man ikke bare sådan lige.

- DER BLEV BYGGET EN RET STOR SØ OP OMKRING MALU

Allerede i løbet af den anden nat begyndte vinden at tiltage. Jeg skiftede til en stormfok og rebede storsejlet. Havde på vhf kaldt den eneste sejlbåd jeg så på turen og fået en melding om kuling. De var englændere og ville så hurtig som muligt søge til La Coruna. Det ville jeg også. Der var altså bare lige et par hundrede sømil.

Der blev bygget en ret stor sø op omkring Malu. Med fare for overdrivelse vil jeg ikke sætte meter på. Det virkede vildt. Bølgerne syntes at komme fra to sider, dels agten for tværs (nordøst) og dels fra vest fordi havet endnu ikke havde rettet ind efter den nordøstlige kuling. Det betød at bølgerne nogle gange lukkede sig sammen om Malu, som blev helt overskyllet. Det var første gang i mit liv som sejler at jeg måtte forlade cockpittet, lukke alt og blive nede om læ. Jeg var lykkelig for mit vindror. Skulle jeg ud, kunne jeg være sikker på ikke at have en tør plet på kroppen når jeg kom ned igen. F.eks. da jeg skulle på potten, slog jeg to fluer med et smæk, tog ALT tøjet af, satte mig op i cockpittet, godt kilet fast mellem et par fendere af skræk for at vælte med spand og indhold. Der sad jeg så på spanden og fik det man i gamle dage kaldte et styrtebad. Så lå der et håndklæde parat nede i kahytten og jeg kunne tage tørt tøj på igen. Havde Edmond gjort det samme var han måske sluppet lidt billigere.

BOM OG STORSEJL BLEV TRUKKET GENNEM VANDET
Moralen fejlede intet, fik kogt vand til kaffe, spist, hvilet og navigeret. Men det stod på i næsten et par døgn og da jeg nærmere mig kontinentalsokkelen hvor havdybden går fra 5000 meter op til 150 meter på en stejl undersøisk bjergvæg, blev jeg noget betænkelig. Efter hvad jeg har læst er det et kritisk sted med meget grimme og stejle bølger. Samtidig med at vinden nåede op på det højeste på turen. Det blæste måske kun 15-17 m/s, men det er alt rigeligt på de kanter og den kant (kontinentalsokkelen). Malu havde på det tidspunkt en meget hård krængning, så jeg måtte ud i mørket og på dæk. Her skal nævnes et meget vigtigt og anbefalelsesværdigt udstyr, nemlig en pandelygte. Så har man pludselig to hænder. Denne gang turde jeg ikke tage tøjet af. Ville beskytte kroppen, som dog alligevel fik mange blå mærker.

Malu lå meget på siden, bom og storsejl blev trukket gennem vandet. Jeg lå nærmest vandret hen over masten og fik kæmpet storsejlet helt ned. Så gik det ellers igen der ud af med en stormfok alene, en sagelig forandring. Derefter tog jeg det sidste tørre sæt sejlertøj på.

ENDELIG I LÆ AF ET KLIPPEFREMSPRING
Kom endelig i læ af et klippefremspring og gled ind her og fortøjrede kl. 3 om natten/morgenen onsdag den 27. januar. Der gik halvanden dag med at sove, tørre båd, klare op og få varme bade, inden jeg skulle være social, se på byen og de andre både her. Så møder jeg Edmond..

Han forlod Falmouth den 16. december, alene i sin 30 fods sejlbåd, uvidende om at han skulle opholde sig i Biscayen i 17 dage! Han holdt jul og nytår derude. Han blev mødt af adskillige lavtryk som satte ham langt, langt ud af kurs. Vejret ødelagde alt fra sejl, motor, elsystem og vindror. Alt var blevet vådt, kunne til sidst ikke få tørt tøj på mere. Udmattet, kold, sulten og dehydreret måtte han ud for Cap Finisterre sende en nødraket op mod et stort skib som stævnede ham. På opgivelsens rand lå Edmond udsplattet nede på dørken og tænkte på sine sidste muligheder: Jeg kan dø nu. Jeg kan aktivere min EPIRB. Jeg kan tage mine flænsede sejl ned og sætte et sidste og forsøge at komme ind til La Coruna. Godt gået Edmond. 72 år og ikke mere lyst til at fortsætte sin færd.


- JEG ER GLAD FOR AT VÆRE HER

Min anden nabo her sejlede fra Portmouth i Sydengland og landede her dagen efter mig. Han har også måtte revurdere sin opfattelse af hvad han har lyst til mere. Har i øvrigt erkendt at der skulle syes et fjerde reb i storsejlet. En tredje båd her har fået bøjet deres mastestøtte på vej over. En fjerde ankrede op ude i bugten, mistede anker og kæde og drev ind på klipperne. Den sidst nævnte ligger vel overlevet her i havnen. Vi var alle til middag ombord. De spurgte mig om jeg ikke også havde skader der skulle udbedres. Jo, men kun nogle gennemgående sejlpinde som er revet af slæderne til masten. Vi morede os lidt over alt det mess.

Jeg er glad for at være her, føler jeg fik indhentet min drøm efter at have være pacificeret i den Engelske Kanal. Her er vejret mildt og her findes sydens charme. Ville have fundet et mindre sted syd for Cap Finisterre, men endte i La Coruna på grund af vejret. Her føler jeg mig ikke ensom. I går havde jeg den store fornøjelse og ære at være gast på en danskbygget X-yacht med en temperamentsfuld spansk besætning. Det var en søndags kapsejlads ude i Biscayen og i den flotte bugt. Bagefter var der middag og hygge i sejlklubben.

LONE FRA DANMARK PÅ BESØG
På fredag kommer rederen fra Danmark på besøg (Lone). Det glæder jeg mig meget til. Hun bliver i ti dage. Hun har en one-way billet fordi hvis vejret er til det, vil vi bruge nogle af dagene til at sejle mod Lissabon. Ellers er min plan nu at sejle til Lissabon og derfra tidligt på sommeren ud til Azorerne, hvor der så vil være god tid til at komme rundt og se øerne.
Bedste sejlerhilsner Frank
Franks billedtekster: - Næsten 400 sømil mellem to waypoints. - River Fal - Måtte holde mig om læ. - Et af de mange steder som forbinder de mindre byer i River fal med Falmouth - Malu ligger trygt i La Coruna.
Første del af beretning om Bianca 27'eren Malus sejlads fra Svendborg til England
Af Frank Varsnæs, Svendborg, - text og fotos
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,
Frank har i juni 2010 sendt Bianca27.net denne beretning og fotos om hans sejlads fra Spanien til Azorerne. Det er Franks plan senere på året at sejle fra Azorerne til Sydengland .
BEMÆRK: Anden og første del af Frank Varsnæs beretning står efter denne nyeste, tredje beretning.

Nu er der stof til en tredje rejseberetning. Sidst jeg skrev lå Malu i La Coruña efter en heftig tur over Biscayen sidst i januar 2010.

Min tid i La Coruña blev lang (seks uger) på en positiv måde. Det var en god forandring at komme fra et usædvanligt koldt Cornwall i Sydengland, som normalt har milde vintre, til et "forår" i La Coruña. Marinaen i Coruña er ny, stor, moderne og med gode faciliteter som ligger i en high tech bygning. En kontrast til den ellers flotte gamle bydel, som den ligger ved foden af. Går man op ad et stort antal trapper, gennem en park med udsigt over fjorden, når man den gamle bydel med små gader, plazaer, barer og restauranter. I sådant et miljø fandt jeg min stamcafe.

På min stamcafe mødte jeg en besætning på en danskbygget X-yacht og - som jeg skrev sidst - blev jeg inviteret på kapsejlads ude i fjorden og til middag i sejlklubben. Nogle gange når jeg kom sent hjem fra byen og faldt ind på cafeen var de ved at lukke, men dem bag disken foreslog at jeg tog med ud i byen, for nu havde de fri. Det blev tit meget sent.

LONE ENDELIG OM BORD
I La Coruña kom Lone endelig om bord. Vi ville have sejlet videre sydpå, men vejret lå på grænsen til hvad der var fornuftig at ligge ud i. En aften gik havnens personale rundt og bad os om at forberede vores både til at modtage en fuld orkan. Orkanen forrettede store skader langs Portugals kyst, den kostede menneskeliv og gik især ud over Frankrigs kyst i bunden af Biscayen. Vi gik ram forbi med 8 ekstra fortøjninger.

I stedet for at sejle, lejede vi bil og så os omkring i Galicien. Vi kørte øst på langs den barske nordkyst og helt ind i Asturien og derfra op i bjergene. Et sted i Asturien lever der 100 af de omkring 150 sidst levende brune bjørne i Nordspanien. Vi forvildede os ud på nogle små bjergveje, som til sidst var en så langsommelig måde at komme frem på at vi måtte opgive at komme til den dal hvor bjørnene levede. Vi så storslået natur men ingen bjørne.

TI DAGE GIK ALT FOR HURTIGT
Vi endte vores "bilferie" i Galiciens hovedstad Santiago de Compostela; den dag i dag en berømt valfartsby for pilgrimme. Byens romanske domkirke opført i år 1077 til 1128 har en betagende stemning under messen, hvor et kæmpe røgelseskar bliver sat i pendulbevægelse til brusende orgelmusik. Karret kommer susende gennem den store midtergang med en hale af røg efter sig. I gamle dage var røgelsen beregnet til at tage den værste stank fra svedige pilgrimme.

Ti dage med rederen om bord gik alt for hurtigt og jeg måtte vinke farvel til Lone i Santiagos lufthavn og køre alene tilbage til La Coruña. Der havde vi/jeg jo også fået kontakt til andre langturssejlere i den ellers halvtomme marina. At den var halvtom skyldtes kun årstiden; februar. De fleste andre havde også haft en lidt rå tur over Biscayen og skulle, ud over udbedringer på deres både, skrue sig mentalt op til at sejle uden om det berygtede Cap Finisterre og videre syd over. En franskmand sagde at han ville tilstræbe at være 20 sømil til søs når han rundede Finisterre.

ENDELIG: FORTØJNINGER KASTET OG UD I BISCAYEN
For mig blev en fredag midt i marts dagen hvor jeg langt om længe kastede fortøjninger, drog alene ud i Biscayen og satte kursen vest på til det skarpe hjørne. Vinden var i nord øst, den var frisk og nærmede sig hård vind til natten. Jeg havde 110 sømil til mit næste mål og altså kun en nat til søs. Da jeg rundede Spaniens nordvestlige hjørne og skulle sejle ned langs Finisterre valgte jeg at gå tættere ind under land i et forsøg på at få læ af det der efterhånden ville blive til en fralandsvind. Søen var temmelig høj og en agten for tværs gav store rullende bevægelser. Jeg profiterede af min beslutning og sejlede relativt tæt på Finisterres smukke langstrakte klippehalvø, som i mørket stod som en mystisk silhouet.

ET DØGN PÅ SØEN FOR LIDT TIL FORNUFTIG SØVNRYTME
Ved solopgang var jeg ved Ria de Arousas munding og havde 15 sømil ind ad floden til byen Vilagarcia. I Ria de Arousa findes en af verdens største produktioner af muslinger, så der er spækket med muslingefarme. De ligger tæt, men en snor lige rende imellem dem gjorde det uproblematisk at sejle ind, bortset fra at min træthed var begyndt at melde sig. Heldigvis havde jeg på det tidspunkt en udsejling til gode i mere frisk tilstand. Et døgn på søen er for lidt til at komme ind i en fornuftig søvnrytme.

Vilagarcia skulle være gensynets glæde. For 12 år siden fik jeg min cykel med i lastrummet på et fly til Sydspanien, i stedet for en kuffert. Jeg cyklede hjem fra Gibraltar, bl.a. via Portugal, Galicien og Sydengland. Så de steder jeg har lagt til på denne tur har jeg faktisk før besøgt på cykel. Bortset fra Lissabon og Azorerne. Det har været fornøjeligt. Men Vilagarcia, måske var der også den gang noget med navnets melodi som klingende i mine ellers intuitive øre.

MØDE MED DYBT FRUSTRERET SPANIER
Vilagarcia, en mellemstor havneby, var noget anderledes. Jeg forsøgte at genfinde mit dengang lille hyggelige hostal. Jeg fandt det. Nu en smart kold cafe. På havnefronten var opført nogle bastante betonklodser og en McDonalds. En aften i byen var jeg vidne til et primitivt slagsmål på åben gade, hvilket jeg aldrig havde set i Spanien. På en bar faldt jeg i snak med en dybt frustreret spanier. Han brokkede sig over at have et arbejde, hvor han skulle være fra kl. 7 om morgenen til kl. 19 om aftenen (de har selvfølgelig en for nogle lang siesta), når andre bare hævede deres understøttelse. Han var virkelig sur. Jeg prøvede at opmuntre ham med at der blandt de 20% arbejdsløse spaniere måske var en der gerne ville bytte med ham. Han var så gal at havde jeg trukket på smilebåndet et forkert sted i samtalen skulle jeg have været hurtig til at dukke hovedet for at undgå en knytnæve i ansigtet. Spanien er for tiden meget hårdt ramt af den krise som jeg selv prøver at ride af på bølgen blå. Måske er et års fravær for lidt.

BRASILIANSK PIGE INVITERET MED PÅ SEJLADS
I Vilagarcia fandt jeg ikke en passende stambar. Jeg gik langt væk fra byen og ud til nogle mindre fiskerbyer og spiste frokost. Til gengæld fandt jeg i selve byen en god stamrestaurant. Her spiste jeg næsten hver anden aften. 3 valgfrie retter, vin, brød og kaffe for kun 7 EU. Stedet var både restaurant, bar, cafe og hostal. Jeg ved ikke om det var deres personalepolitik der gjorde det billigt. Den sidste aften i restauranten talte jeg med hende som havde serveret for mig mange gange. En køn brasiliansk pige som arbejdede altid, mandag til søndag. Jeg spurgte hende om ikke hun ville sejle med mig til Sanxenxo den næste morgen, kun en dagssejlads fra Vilagarcia. Jeg havde på ingen måde regnet med at det var muligt, realistisk eller opnåeligt for hende. Det var kun et forsøg på at vise omsorg og på at være høflig. Lidt efter stod the chief, en stor kvinde og overtjeneren, en stor mand, og så mig an. De syntes helt enstemmigt at det var en god ide og at Linda (kan ikke bruge hendes rigtige navn af grunde som jeg kommer ind på nedenfor) selvfølgelig skulle se noget andet for en gangs skyld.

Næste formiddag hentede jeg Linda ved hostallet. Jeg havde om aftenen fortalt at det ikke var nogen luksusyacht hun skulle ud på og også om Malus meget simple indretning. Men Linda var meget elegant klædt, som skulle hun til et fint selskab. Her gjorde det først og fremmest ondt som skipper at skulle lægge ud med at anfægte hendes stilethæle. Men her var jeg igen for hurtig. Hun hev straks et par fikse, men praktiske sandaler op af håndtasken. Så var der ikke mere at komme efter.

EN PRAGTFULD SEJLADS UD TIL ATLANTERHAVET
Det var en pragtfuld sejlads ud ad Ria de Arousa, min første dagssejlads i lange tider. Nu kunne jeg også nyde det uden søvnmangel. Det var lige fra starten en rigtig god følelse at se en pige som Linda opleve "sin egn" for første gang nogen sinde fra søsiden. Hun så strande, små fiskerbyer, halvøer og øer hun aldrig havde set før. Vi sejlede ud til Atlanterhavet hvor vi kun var nogle få timer inden vi kunne sejle ind i den næste fjord; Ria de Pontevedra. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Sanxenxo, det var søndag og det ordinære havnekontor havde heldigvis lukket. Vi blev vist ned i et mindre kælderkontor for at indklarere hos en havneassistent. Her fandt jeg ud af at jeg havde overset en detalje, som kunne have kostet en beslaglæggelse af Malu og en tilbageholdelse af mig og min besætning. Linda havde ikke noget pas! Mente bestemt at have sagt at hun skulle kunne legitimere sig med sit pas. Hun talte godt for sin sag og fortalte at hendes pas var blevet stjålet. Fakta var, hvad hun fortalte mig senere, at hendes turistvisum for længst var udløbet og at hun stod til udvisning af Spanien. Havneassistenten havde konduite. Jeg har før haft besøg af Guadia Civil og politiet. Det var heldigt at de ikke også stod på kajen i Sanxenxo den søndag og bad om at se papirer og besætningsliste.

EN GAVE AT BLIVE INVITERET HJEM PRIVAT
Som jeg havde lovet Lindas arbejdsgiver tog vi over land tilbage til Vilagarcia og jeg følte at jeg bragte en indsat tilbage fra udgang. Hun fik dog hurtigt fri igen. Allerede dagen efter fik jeg en invitation til at komme hjem til hendes lille by tæt på Santiago de Compostela. Her boede hendes brasilianske veninder, nogle med spanske mænd. Det var smukt at se deres sammenhold og deres tagen sig af hinanden. De er jo også i et fremmed land med et helt andet sprog, brasiliansk og spansk er som bekendt meget forskelligt fra hinanden. For mig var det som rejsende en gave at blive inviteret hjem privat, i dette tilfælde hos en veninde og hendes mand, til et rigtigt casa ude på landet.

Det sluttede med en uforglemmelig afskedsudflugt til Cap Finisterre, et sted med mystik, dramatik og symbolik. På Finisterre ender mange pilgrimme deres lange vandring efter de har været et smut omkring domkirken i Santiago de Compostela. Andre cykler der til, som jeg selv for 12 år siden. Mange sejler mere eller mindre tæt forbi. Nogle alt for tæt, med store olieforureninger til følge. Vi kørte bare i bil, næsten helt ud til fyrtårnet. Et usædvanligt stille Atlanterhav tog imod. En sommeraften med bjerge klædt i blomstrende gule buske så langt øjet kunne se. Det stod godt til det uendelige blå hav. I selve fiskerbyen Finisterre satte en simpel middag med muslinger og blæksprutte prikken over det til sidst lysende "i" ude på forbjerget.

HALVØEN O GROVE UDSET SOM UDFLUGTSMÅL
Alene tilbage i Sanxenxo. Her var der også noget der skulle udforskes. Selve byen er mondæn, her er dyre ferielejligheder og langstrakte sandstrande. Marinaen rummer store luksusyachter. Der er jo altid en grund til at et sted tiltrækker mere end et par naturelskere. I Sanxenxo holder spanierne selv ferie, væk fra faretruende hedebølger i Madrid og fra Andalusiens stegeovn. Sådan bruges resten af Galiciens badebyer også. Her er sommeren mere moderat. Her er også mere frodigt, med glinsende bjerglandskaber efter den ofte faldne regn. Her er dybe fjorde med klippeøer og klart vand. Alt i alt et overset område for os oppe i nord. Som sejladsområde rummer Galicien på ture ud ad den ene fjord og direkte ind i den næste, læ for Atlanterhavet og mange gode ankerpladser. Her er en stor rigdom af mad fra havet som for os er lige så betalelig som pasta og kødsovs hjemme. Da vi sejlede fra Vilagarcia forholdsvis tæt under land det meste af turen, havde jeg udset mig halvøen O Grove som et udflugtsmål. Her tog jeg bussen ud til, lejede en mountainbike og kørte øen rundt.

INSPEKTION AF SKIB OG BESØG I REDERENS YNDLINGSBY
Det var nu næsten midt i april og rederen anmeldte en inspektion af skibet i slutningen af april. Den skulle finde sted i en af hendes yndlingsbyer O Porto. Så dertil måtte jeg snarest sætte kursen. Jeg sejlede de blot ca. 25 sømil til mit allersidste stop i Spanien, nemlig Bayona. Det var skønt med endnu en dagssejlads. I Bayona blev jeg kun en nat og sejlede den næste dag til Portugal med et forventningsfuldt første stop i Viana do Castelo, også en dagssejlads, om end lidt længere.

I Viana do Castelo blev jeg i ni dage. Her var jeg også for 12 år siden på cykel. Her var gensynsglæden bare af bedste kaliber. Det er meget svært at forklare, også for mig selv, hvorfor jeg føler mig tilpas, velkommen og hjemme et sted. Fysisk er Viana do Castelo en by ved havet, den ligger i en flodmunding, der er en fiskeri- erhvervs- og lystbådehavn. En smuk paseo, med grønt græs og på det tidspunkt blomstrerne træer, strækker sig langs byen og floden. Desuden har byen en sandstrand ud mod Atlanterhavet. Sidst men ikke mindst findes en køn og seværdig gammel historisk bydel. Tager man en sporvognselevator kommer man højt op til byens vartegn, en stor kirke, hvorfra der er en vid udsigt over byen, floden, havet og bjergene.

UD AT SEJLE SAMMEN PÅ MALU
Igen tog jeg en kort sejlads til O Porto, Portugals anden største by. Få dage efter kom Lone endelig tilbage om bord. Denne gang skulle vi ud at sejle sammen på Malu. Aller først lagde vi ud med at se nærmere på Porto, som ligger seværdigt ved Douroflodens munding. Det er portvinens højborg, med gamle kvarterer som ligger stejlt ned til floden. Portvin fås heldigvis også i den hvide udgave, tør og kold. Det blev til et par glas ved flodbredden. Lone har for mange år siden sejlet langs Portugals 2 kyster i en sejlbåd fra Svendborg. Så for hende var det også en positiv gensynsglæde at komme til O Porto. For mig var det ren afslapning at få en erfaren kæreste og gast om bord.

Da vi havde set og smagt Porto satte vi sejl og begav os mod Lissabon, 170 sømil, en nat i søen og det meste af dagen derpå. Inden selve hovedstaden, som vi ville anduve i dagslys, lagde vi til i Cascais. Her var vi i to dage. Så gik turen ellers ind ad floden Tejo mod centrum. Skal man endelig sejle ind til en storby er Lissabon nok noget af det flotteste at komme sejlende til. Her vil jeg lade billederne tale. Lissabon er bygget på syv høje, en grøn kuperet og lys by. Da mange af gaderne går nedad mod Tejofloden kan man se ud over denne og på den måde orientere sig.

BARSK IGEN AT SKULLE VINKE FARVEL
Lone havde kun en lille uge tilbage her, så det var med at få udlevet alt, hvad udleves skulle. Det var nogle intense og indholdsrige dage i flot sommervejr. Menneskeligt er det et barsk liv igen og igen at skulle vinke farvel. Nogle vil nok sige at det er et selvvalgt (for mit eget vedkommende) luksusproblem. Men alt andet lige havde jeg ikke forventet at skulle være så meget alene på denne tur og heller ikke virkningen heraf. Det er dog blevet gradvist bedre siden den hårde vinter i Sydengland. Jeg keder mig ikke og er blevet god til at komme op og ud. Nu er vejret sjældent en forhindring for ture ud i det blå. Jeg forstår også at destinationen/årtiden; Sydengland/Biscayen ikke var den mest attraktive for gaster.

EN UGE PÅ HAVET SKULLE FORBEREDES - 780 SØMIL
Trods alt nød jeg nu det stille aleneliv i Lissabons gamle kvarterer og små smalle gader. Jeg skulle til at forberede min hidtil længste tur over åbent hav, både mentalt og praktisk. Jeg skulle proviantere og teste nogle langtidsholdbare retter. Det var nærmest en forbrydelse at åbne en dåse eller et Knorrbrev, når jeg kunne gå op i en af de små gader og spise det bedste og mest friske mad for ingen penge. Jeg skulle følge vejrprognoserne og lave de sidste tjek. Jeg skulle slå en streg på mit storcirkelkort og lægge denne ud som waypoints i mit (undskyld, kollegas) søkort. Det blev et buestykke og dermed den korteste vej. Der ville blive 780 sømil ud til Azorerne. En uge på havet, hvis vejret forblev moderat og hvis jeg ikke skulle krydse. Så for en sikkerheds skyld skulle der være ekstra vand, diesel og proviant.

DRØMMESEJLADS MED MERE END 120 SØMIL I DØGNET
I håb om intet glemt, gled jeg den 18. maj 2010 ud af Doca de Alcantara, ud i Tejo og dens udadgående strøm. Sejlede igen under den spektakulære bro, nu fra modsat retning. Jeg lagde kortvarigt til i bydelen Belém for at bunkre diesel. I svag vind satte den sidste ebbe Malu ud ad mod Atlanterhavet med god fart. Vinden opførte sig stærkt afvigende i forhold til prognoserne. Men da jeg kom fri af Capo Raso skal jeg lige love for at der var vind og bølger! Det var tilsyneladende Portugisernorden der var kommet for at blive. Den var frisk hvilket allerede betød sejlskift, reb af storsejlet og op med en fok. Sådan sejlede jeg i hele fire dage med fuld fart mod Azorerne, en drømmesejlads med et ok-mål; mere end 120 sømil i døgnet.

Dagene lignede hinanden, med delfinbesøg, solopgang, nedgang, en stjernehimmel som gav både fred og gysen langt ind i marv og ben. Desuden havde jeg tre gange på turen visuel kontakt med skibe. Bad på fordækket og almindelige dagligdags gøremål tog alt sammen sin tid. Min ferskvandtank som gradvist blev fyldt med saltvand gav mig alvorlige problemer. Opdagede lidt for sent at kaffen smagte grimt. Det kom jo ganske gradvist. Da jeg tjekkede vandet uden tilsætning af kaffe kastede jeg op. Tanken viste sig at være fyldt til bristepunktet af saltvand. Havde heldigvis dunke med frisk vand også. Jeg har nu fundet kernen til problemet. En Bianca 27-finurlighed, som I har til gode.

BRAG OG MAVELANDING - GODT BÅDEN ER SOLIDT LAVET
Stik mod forventning begyndte vinden at øge efter fire dage, samtidig drejede den gradvist mod nordvest. Da jeg forlod Lissabon lå der et stort nærmest stationært højtryk over Azorerne, lige efter bogen. Jeg kunne undervejs se på barometeret at det blev svækket, dog ikke dramatisk. Der var således ikke tale om at jeg skulle sige goddag til en lavtrykspassage. Alt andet lige havde jeg en hård vind til hvilken jeg skulle gå meget højt for at holde kursen til hovedstaden Ponte Delgarda. Søerne var tilsvarende høje. Jeg sov mest om dagen, men en nat, hvor jeg tog en kortere søvn, vågnede jeg med et sæt da jeg hørte et voldsomt brag! Troede først det var en påsejling af noget der lå i vandet. Men Malu var tilsyneladende sejlet helt ud af en høj stejl sø og landet nede i en bølgedal. Båden lå helt stille mange sekunder efter. Min aptering i mellemgangen afslørede en voldsom mavelanding. Hvis ikke det havde været så solidt lavet, ville masten have fundet vej ned gennem overbygningen og stået nede på dørken.

NOGET AF DEN STØRSTE BELØNNING FOR EN SEJLER
Vindroret havde gjort som det havde fået besked på, men sydgående strøm og den hårde vind gav problemer med at holde målet. Malu og jeg var kommet ud over vores comfortzone. Jeg besluttede at falde af, gå lidt mere med vind og sø og sætte kurs til den sydligst beliggende ø i Azorergruppen; Santa Maria. Det viste sig at være perfekt. Normalt vil man opleve at vinden bliver svagere når nærmer sig Azorerne om sommeren. Det gjorde den så endelig også det sidste døgns tid. Så svag at jeg den sidste dag måtte tøffe af sted for motor. Inden da var jeg begyndt dagen med noget af det største man som sejler bliver belønnet med efter sine anstrengelser, nemlig at stå op med solen og se en ø dukke op ude over stævnen.

For nøjagtig 20 år siden sejlede jeg også over Atlanten til Azorerne, bare den anden vej, fra vest mod øst. Da vi dengang nærmere os Azorerne havde vi beregnet at nu måtte vi kunne se land. Men ingen om bord så land. Heller ikke jeg. Jeg tog et billede, hvor besætningen stod og sad ude på fordækket og spejdede som en gal. På det foto kan man højt oppe i skyerne se en lille bitte vulkankegletop, endda sneklædt, stikke op, mange grader over horisonten. Det var dybt fascinerende at vi var så forblændet af horisonten og glemte at kigge op. Det var øen Pico med dens vulkan som gemte sig oppe i himlen.

Nu var det Santa Maria, en stille fredelig og grøn ø, hvor livet går sin stille gang. Der er ikke stablet noget som helst op til at fange turisters blikke eller pengepung. Facaderne er diskrete og naturen intakt og varieret. Jeg er faldet godt til, har allerede været her i 14 dage. Men jeg vil vente til næste gang med at skrive om denne og de andre øer jeg planlægger at sejle til.

INTET OM BORD ER STÅET AF ELLER GÅET I STYKKER
Jeg har også lovet Bianca27.net at skrive om Bianca 27 og dens egenskaber som langtursbåd. Det vil jeg gøre i et brev for sig. Jeg har nemlig endnu til gode at face et kraftigt lavtryk som rammer lige i snotten. Håber ikke jeg får det. Statistisk set vil jeg få et par lavtrykspassager når jeg skal sejle de 1250 sømil herfra til Sydengland. Men kommer jeg til at ligge på den ækvatoriale side af lavtrykket vil elementerne være kraftige men ikke imod, hvor imod de på den polare side vil være imod men knap så kraftige. Men jeg kan allerede nu anbefale et tredje reb i storsejlet. Desuden er den fok som kaldes en stormfok her om bord alt for stor til det navn. Jeg kan anbefale en endnu mindre. Der er intet ombord der er stået af eller gået i stykker, det er først og fremmest en rigtig god anbefaling, men de doradeventiler (udluftningsventiler) en Bianca 27 er forsynet med hører til på en campingvogn og ikke i en havbåd. De kan ikke lukkes! Når båden sejler på et ocean og bliver overskyllet ind imellem selv i frisk vind, trækker de alt for meget vand ind.

Slut for denne gang, god vind og god sommer til alle Jer hjemme i Danmark.

Hilsner fra Malu og Frank.
Skipper Franks beretning - tredje del: Svendborg-Bianca 27'eren Malus sejlads
fra Spanien
til Azorerne
Frank Varsnæs' tekster til dette udvalg af hans billeder: Endelig land i sigte efter en uge. Fiskerbyen Carril i Ria de Arousa. - Broen, "Ponte 25 de abril". - På Santa Maria kan der være langt mellem naboer. - Den imponerende domkirke i Santiago de Compostela. - Det store røgelseskar sættes i pendulbevægelse. - Galicien, havnebyen Ortigueira. - Floden Douro i Porto. - Der holdes udkik.
Skipper Franks beretning - fjerde del: Svendborg-
Bianca 27'eren Malus første sommer på Azorerne
Af Frank Varsnæs, Svendborg, - text og fotos
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,


Frank, bådebygger hos Walsted på Thurø, har ultimo december 2010 sendt Bianca27.net denne beretning og fotos om hans sejlads omkring og ophold på Azorerne. Bianca 27'eren er i disse måneder i vinterhi på Azorerne, og Frank er kommet hjem til Svendborg. Det er planen at genoptage sejladsen senere i år. BEMÆRK: Tredje, anden og første del af Frank Varsnæs beretning står efter denne nyeste, fjerde beretning.

Skal man forelske sig i noget ud over det sædvanlige kunne et forslag blive en eller flere af øerne midt ude i Nordatlanten. Sommeren er lang, klimaet i top og her er gode sejladsforhold. Naturen er grøn og varieret. Befolkningen udtalt gæstfri og pigernes hår uforståeligt mere sort end en "skinnende" stjernehimmel. Tænk at noget så sort kan lyse så meget op.

Lige nu vil jeg under ekstreme forhold skrive om Malus første sæson på Azorerne. Ekstreme, fordi jeg ikke sidder i køjen eller i cockpittet men i en sofa hjemme i Svendborg, hvor vinho verde og brandy er skiftet ud med kamillete, forkølelse og en vinter der har bidt sig fast. Jeg besluttede allerede i juli, at båden skulle være på Azorerne til næste år også. Det blev nemlig kun fire ud af ni vidunderlige øer der i år blev udforsket. Så ude på Azorerne står Malu godt og sikkert på land.

Selv fik jeg tilbudt en særdeles god måde at vende tilbage til Danmark på. Sammen med to englændere sejlede jeg en 40 fods sejlbåd fra São Miguel; Ponta Delgada, Azorernes hovedstad, til Walsteds Baadeværft i Danmark. En passende og relativ langsom måde at akklimatisere sig på efter 14 måneders fravær. Vi forlod São Miguel først i oktober og var på værftet på Thurø en af de første dage i november. Det var ikke den rigtige årstid at sejle nordpå, men bortset fra et par kraftige lavtryk, hvor vi sejlede med storm jib, var det en fin tur. Det tog os 13 dage at sejle fra Azorerne til Falmouth i Cornwall UK, fordi vi havde en hel uge med svage vinde lige i næsen.


MALU LANDEDE PÅ SANTA MARIA
Sidst i maj og efter en uges sejlads fra Lissabon landede Malu en stille tirsdag på øen Santa Maria og sneg sig ind til hovedstadens lille beskyttede havn, Vila do Porto. Selve byen skal man dog gøre sig nogle anstrengelser for at gå op til. Som mange andre hovedbyer på Azorerne har den en fæstning, bygget for at forsvare sig mod datidens pirater. Fæstningen ligger højt over havnen, ligesom byen der er stille og uden noget som helst ståhej minded på turister. I byen bor flertallet af øens ca. 5600 indbyggere. Min motivation for at blive på Santa Maria i næsten tre uger var en helt speciel natur. Øen havde utroligt nok to slags klima. Den østlige del af øen er høj, dog kun små 600 meter, alligevel nok til at skyerne samles og lukker op for vandet og gør denne del af øen frodig og sågar giver næring til en hel skov. Vest på er der mere tørt med bakkedrag som ved kysten bliver til stejle klipper. Her fandtes til gengæld mange kaktus som blomstrede i alverdens farver.

Som jeg skrev sidste gang var det vejret der bragte Malu til Santa Maria. Efter at have vandret rundt på øen, og ofte på en dag at have oplevet en så varieret natur, var jeg taknemmelig for mit første møde med Azorerne. Nu sejlede jeg de kun 60 sømil til hovedstads øen São Miguel. Jeg parkerede båden i den store nye marina i Ponta Delgada. Som på Santa Maria mødte jeg andre langturssejlere og fik stimuleret mit sociale gen. Flere sejlere var på vej hjem efter en jordomsejling. Nogle havde "bare" taget den sædvanlige tur til Karibien. Nogle var mætte på oplevelser, herunder også dårlige, og havde derfor båden til salg. Et dansk par bosiddende i Mexico var hverken mætte eller trætte, men ville sejle deres sejlbåd til Danmark, hvor den skulle bruges som sommerhus, når familien skulle besøges. Man glemmer aldrig god og anderledes mad. Hun havde været ejer af en berømt kro i Danmark så det mad hun serverede om bord var helt oppe at ringe med de lokale ingredienser.


JEG FIK BRUG FOR EN HVERDAG MED ALMINDELIGHEDER
Nogle sejlere spurgte mig om jeg nu havde oplevet og set dit eller dat, men for første gang på min tur tog jeg ikke alle highlightene fra en ende af og stæsede rundt som en travl turist fra solopgang til solnedgang. Jeg kedede mig absolut ikke, selv om jeg pludselig fik brug for en hverdag med almindeligheder; sove ud, høre dansk P1, småreparationer, indkøb, madlavning, rengøring, vask, gå en tur i byen og small talke, også med andre end mig selv. Selv i en tilstand af hverdags mode, vil jeg som mine artsfæller på havnen, være lige så formanende og påstå at de højt beliggende kratersøer på São Miguel bør man se, når man endelig har bevæget sig ud til netop denne ø. At sidde langt ude på et ocean midt inde på en ø og kikke ud over en spejlblank sø med lodrette irgrønne bjergvægge, det er en scene som er skabt af en gammel udslukt vulkan.

AKTIV, UNDERSØISK VULKAN OG 20 HVALARTER
Mit næste mål var øen Terceira, det betyder på portugisisk den tredje. Navnet kommer sig af at det var den tredje i rækken af øer som blev opdaget og bosat af Portugiserne i løbet af 1400 tallet. Der boede ingen urbefolkning den gang, så der skulle hverken kæmpes eller missioneres. Min sejlads fra São Miguel til Terceira kunne ikke gøres kun i dagtimerne men foregik hen over en nat. Jeg kan slet ikke berette om noget som helst vejrmæssig drama til søs. Hele sommeren har vejret været perfekt og ret stille. Kun en gang har det vist tænder, men der lå jeg i havn. Men der er andre ting man skal passe på. Lægger man en direkte kurs fra vestkysten af São Miguel til Terceira kommer man tæt på en aktiv undersøisk vulkan. På mine gamle kort ses det at vulkanen ligger 12 meter under vandoverfladen, men at dybden aftager år for år. Det betyder at man i sø/dønning vil kunne ramme den. Skulle den finde på at hoste eller kaste op, vil det betyde at man bogstavelig talt styrter ned eller bliver kogt. Dette fænomen ses kun få andre steder på Azorerne, hvor der ellers er meget dybt vand helt ind til øerne der for det meste kommer stejlt op fra havets dyb. Azorerne er jo også bare bjergtinder som tilfældigvis stikker op fra en gigantisk undersøisk bjergkæde som strækker sig tusind vis af kilometer ned gennem hele Nord- og Sydatlanten. De meget store vanddybder har også æren for at mere end 20 af verdens 86 hvalarter lever i og omkring øgruppen. Her er 12 delfinarter regnet med.

ET BEHOV FOR AT GRO FAST
Terceira blev stedet, hvor mit hverdags mode gik over til et behov for at gro fast. Jeg blev på Terceira i mere end tre måneder, nemlig indtil jeg tog tilbage til São Miguel for at påmønstre sejlbåden som bragte mig hjem. Terceira er også den tredje største ø. Kører man hele øen rundt langs kysten bliver det til mere end 80 km. Jeg var så heldig at møde en lokal familie. Min nærmeste nabo i havnen var Joao, han havde en ældre motorbåd i træ. Den blev brugt til at sejle lystfisketure med turister og ansatte på den nærliggende Natobase, hovedsagelig amerikanere. Joaos kone, Teresa var dagplejemor for ikke mindre end 16 børn, alle med forældre der arbejdede på basen i skiftehold. At komme i deres hus var aldrig kedeligt; gæster, familie fra oversøiske steder, venner, deres egne børn og børn fra basen i alverdens farver gav et liv i huset som jeg aldrig har set noget sted før. Jeg gik hende på klingen og spurgte til det høje støjniveau og den altid voldsomme trafik ind og ud af døren. Var det ikke stressende? Nej, hun kunne ikke leve uden. Desuden sagde hun, at deres hus også var mit hus og at hun var min reservemor på Azorerne og nok skulle passe på mig. Jeg var tilfreds med min unge mor og endnu engang benovet over den overvældende gæstfrihed. Blandt danskere har den gæstfrihed man møder i mange lande givet stof til eftertanke. Jeg kender selv til dansk reserverthed, men uden at være hellig vil jeg dog påstå, at ser jeg en almindelig lille båd her i vores lokale havn og båden ikke lige kommer fra Tyskland, men fra lande noget længere væk, vil jeg også ofte spørge ind til deres færd.

LIVE-KONCERT PÅ HAVNEN HVER AFTEN
Hel hverdag blev det dog aldrig på Terceira der som flere andre øer i gruppen var vært for en festival. Azorerne er verdensberømt for musikfestivals, ofte med rødder i den afrikanske og sydamerikanske musik. Arrangementerne tiltrækker alternative unge. Søfartsnationen Portugal bærer ligesom Spanien præg af at have været vidt omkring, på godt og ondt. Ondt hvad angår slaveri og udplyndringstogter, godt hvad angår den senere blanding af racer og kulturer. I Portugal og dermed også Azorerne ses beviser på at man ikke behøver at have hudfarve som en gris for at være sund og smuk. Nærmest tværtimod. Festivalen i byen Praia da Vitória var ikke en musik- men madfestival. Alligevel var der livekoncert på havnen hver aften. Det ville sige høj musik på stranden til kl. 4-5 om morgenen 100 meter fra båden.

Angra do Heroísmo hedder hovedstaden på Terceira. Her er der knald på farverne, selv om de fleste kulører er i pastel. Byen er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Det er både en charmerende og grøn by med et utal af bevaringsværdige bygninger og kirker. Et smukt view over byen finder man højt oppe i den botaniske have eller alternativt oppe på Monte Brasil, et forbjerg som danner en bugt og naturhavn midt i hovedstaden. Når man sejler bliver man nemt forvænt med fred, stilhed og afsides steder, men Angra er altså bare en smuk hovedstad at fortøje i, men her bor også kun godt 12.000 af øens 55.000 indbyggere.


MALU PÅ GRASIOSA MED SELVESTE REDEREN
I løbet af de måneder jeg lå på Terceira sejlede jeg to gange Malu til øen Grasiosa. Første togt var med selveste rederen. Hun havde afsat to uger sidst i august til inspektion, henstillinger, korrektion af rutiner/regler om bord samt almindelig efteruddannelse af skipperen. Efter at de nævnte forhold var på plads havde vi en kanon tur til Grasiosa, hvor vi lå i den lille fiskerby São Mateus, hvor fiskerne gerne bidrog med friske fisk til Malus besætning. Ren idyl.

Grasiosa er for mig indbegrebet af en fjern, lille, stille og grøn ø, der ligesom Santa Maria er næsten uberørt af turister. Her kan en bil stoppe og chaufføren spørge, hvad man dog laver midt ude på landet og om man ikke hellere vil køres til nærmeste by. Nogle gange var det belejligt, når solen og middagsheden havde et for godt tag i en. Andre gange nej, ellers tak, hvis man lige ledte efter næste lille vandresti der førte væk fra vejen og videre gennem øens grønne kavalergang ad hvilken man kunne gå fra den ene side af øen til den anden. På Grasiosa er der også vulkansk aktivitet. I bunden af det store krater er en hule hvor der stadig er "gang i den". Da vi kom sejlene så vi kraftig røg komme ud af en klippeskrænt ved kysten. På sejlturen kunne vi også se vulkanen Pico som danner øen af samme navn. Pico er Portugals højeste bjerg, 2351 meter. Her går turen forbi næste år.


BRANDSÅR FRA YELLOWFISH
Der siges ikke at være farlige dyr på Azorerne. Yellowfish; brandmænd er dog også gopler, men de er efter min egen berøring noget der gør mere ondt end av. De yellowfish, der under visse forhold var i ankerbugten på Terceira var ikke ret store, til forskel for den skade de forvoldte. En lille en på 10 cm føltes som om man blev brændemærket med slag fra en mukkert. Mødet med en gav sekunder efter at man kom op af vandet brandsår der så ud som om man ville få varige mén. Mine så slemme ud men er nu healet. En af grundene til, at man ser livreddere ved selv de mindste naturlige pools og strande er risikoen for at besvime af smerte og af den grund drukne ved mødet med disse yellowfish. En anden gopleart er de såkaldte portugisiske orlovsmænd. De ses ofte til havs og er lette at få øje på, da de har et støttesejl over vandoverfladen. De er endnu mere farlige.

KAKERLAK VENDTE OP OG NED PÅ ALTING I MALU
En anden skabning, som efter min mening er farlig, er den store brune kakerlak som kun lever i de lande hvor palmerne trives allerbedst. Jeg havde levet lykkeligt foruden indtil dagen jeg har døbt den sorte september søndag, nemlig iflg. min logbog den 19. september 2010, hvor der helt bogstaveligt blev vendt op og ned på alting i Malu.

En sen aften returnerede jeg fra byen, gik ned i båden, tændte lys og så en hurtig bevægelse under nedgangen i kahytten. Den kunne kun følges hen til motorrummet og så var den pist væk. Jeg havde hørt og læst tilstrækkeligt til at få en dårlig nattesøvn og til at vide hvad klokken var slået. Næste dag var der krisemøde på broen. På en tysk sejlbåd, hvor vi et par aftener for inden havde haft sammenkomst, havde de også observeret kakerlakker. Men på en forladt fransk båd imellem os havde tyskerne set en større bestand vrimle rundt inde under cockpitteltet efter mørkets frembrud ligesom de havde set nogle kravle på deres egne fortøjninger til og fra båden. De prøvede at løse problemet med dobbeltklæbende tape.

Mit naive håb var, at det var en enlig svale, en han eller en hun der endnu ikke havde sat æg. Så da jeg et par dage efter så en i samme størrelse og slog den ihjel, kunne problemet være løst. Men nej!


UNDTAGELSESTILSTAND I MALU
Den næste kakerlak som poppede op i Malu udløste straks undtagelsestilstand. Båden skulle på land alligevel og det kom den. Alt blev tømt ud og gjort rent. Jeg talte med mine venner på Natos luftbase. De foreslog en gasgranat som skulle placeres midt i salonen sammen med alt inventar. Den ville helt sikkert have gjort Saddam Hussein grøn af misundelse og kurderne hvide i hovederne af skræk. Men den var desværre i restordre, så det næstbedste gift blev bragt om bord. Jeg fortsatte med at tømme alle rum systematisk, vaske, tørre og spraye gift i alle sprækker, huller og hulrum. Nu kender jeg hver eneste lille afkrog om bord. Bare spørg hvis I vil vide hvordan en Bianca 27 er skruet sammen.

Sådan gik de sidste ti dage på land, hvor jeg kun en gang ca. midt i forløbet så noget, der kunne minde om en lille kakerlak, der hurtig blev gjort uidentificerbar. Der bliver nu holdt øje med Malu og såfremt en bestand af disse sejlivede kryb, som i øvrigt spiser både træ, tekstiler og hinanden, skulle dukke op, vil gasgranaten komme i brug. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg vandt krigen.


NÆRKONTAKT MED TYR
Til sidst er der et rigtigt dyr som fortjener at blive nævnt. Tyren. For at det ikke skal være løgn, kom jeg også i kontakt med et uvenligt eksemplar af slagsen. Terceira er kendt for tyreløb i gaderne eller på stranden. Alene i juli måned var der 47 tyreløb rundt om på øen. Jeg er generelt modstander af tyrefægtning og ser det gerne forbudt. Men til forskel fra Spanien mishandler man ikke tyren. Man afliver den heller ikke. De bliver genbrugt år efter år, hvilket gør dem mere farlige, beregnende, snu, erfarne og lokalkendte i de forskellige byer. Det fik jeg at føle.

Da jeg ikke opsøger farlige situationer, spurgte jeg en lokal betjent hvor jeg kunne stå sikkert som tilskuer ved mit første tyreløb. Jo jo, inden for en halvanden meter høj mur ud til vejen hvor tyrene tonsede forbi. Den første tyr stoppede lige ud for mig, jeg stak min mobil lige op i trynen på den og tog et billede. Der var jo en mur imellem. Det der nu skete gik meget stærkt. Den var løbet videre, men vendte pludselig 90 grader i luften og spænede ned ad seks stejle trappetrin, var så inde på marken hvor jeg stod, vendte igen 90 grader og satte efter mig. Der, hvor det går galt, er tit når man falder. Det gjorde jeg to meter fra tyren. Jeg var heldig fordi tyren blev halet hjem i det lange tov som fem mænd har fat i. Når tyrene forsvinder ud af deres synsfelt, bryder gennem en barrikade, hopper over et hegn eller ind i en bar, vælger de ofte at hale hjem for at det ikke skal blive for spændende. Ellers løber folk, stort set kun mænd, rundt i gaderne og udfordrer tyrene. Jeg så flere ulykker, hvor en tilskuer(amatørtyrefægter) blev hentet af en ambulance, ligesom jeg i bybilledet så invalider der havde været i nærkontakt med en tyr. Ved hver tyreløb er der altid en kameramand som filmer højdepunkterne, både de sjove og de alvorlige. De bliver hvert år udgivet på dvd’er. Jeg venter spændt på min egen "ren kage mand" video.


HVORDAN ER DET AT VÆRE TILBAGE I SVENDBORG...?
Tilbage i Svendborg sidder jeg og tænker på det spørgsmål flere har stillet; hvordan er det at være tilbage og føler du at være landet igen? Jeg har kun savnet venner og familie så på den måde er det godt at være hjemme. Med forventningen om at tage af sted igen er det en god fornemmelse. Nu sidder jeg ikke og drikker kaffe udenfor med de lokale og kikker på grønne bjerge, men derimod på et ellers smukt, hvidt snelandskab. Mine øre og sanser fyldes ikke af blide vinde, vandets klukken og gagarroens mystiske sang, men af emner som karakterer, tøj, film, computere, penge og hvad der lige nu er sejt og mindre sejt. Naturen er ikke mere sej, når man skal tro den yngre del af familien. Jo, iflg. rederen som er et ægte naturmenneske. I resten af mine relationer møder man alt fra oprigtig interesse og forståelse for det at se noget andet, end det fantastiske sydfynske øhav, til bestyrtelse og foragt over at have forladt etablissementet. Så tænker jeg på min daværende svigerfar, der for 15 år siden havde sin helt egen mening om min rejse rundt i Stillehavet; "Sådan en tur kan man ikke tage med sig i graven". Hvad kan man egentlig tage med sig i graven, tænkte jeg dengang? Friværdi, penge og designmøbler? Det vil jeg lade de frelste svare på.


BIANCA 27 - EN TRYG OG SOLID LANGTURSBÅD
Så har jeg lovet Bianca27.net at skrive om Bianca 27 som langtursbåd. Det kommer snart mere teknisk/detaljeret. Først om fremmest er det en tryg og solid båd som vinder ved nærmere bekendtskab. I forhold til størrelsen er den rummelig og lys om læ med dens "doghouse" (store vinduer og god højde i salonen). Jeg købte båden ti dage før jeg tog af sted på langfart. Malu var elementært udstyret og original. Jeg foretog blot sikkerhedstjek og købte ellers kun vindror, redningsflåde, signalmidler, wiresaks, bærbar vhf og gps. Mange sejlere bruger års forberedelser. Du kan aldrig forberede dig helt på, hvordan du eller din besætning reagerer på de tæsk I vil opleve på havet, på at være våd i dage/uger, på ensomhed, afsavn osv. Tag blot det sure med det søde og høst løs af frugterne, når du når dine mål.


GLÆDER MIG TIL NÆSTE SÆSON I MALU
Nu glæder jeg mig til næste sæson med alle dens muligheder. De sidste fem øer på Azorerne ligger så godt som fast. Dernæst tilbage til det europæiske fastland: Algarvekysten og Spanien (Sevilla)? Eller Galicien og Frankrig? Eller Madeira, de Kanariske Øer, Kap Verde og derfra de kun 1500 mil til Brasilien? Eller nordpå til England, op over det Irske Hav til Skotland og gennem den caledoniske kanal til Nordsøen? Muligheder gør livet spændende.

Tak til alle på og bag Bianca27.net og godt nytår. Bedste sejlerhilsner fra Malus besætning.

----

Se flere billeder her på Franks egen, nye hjemmeside klik.
Franks tekster til billederne herover: Praia da Vitória på Terceira. - Det er med at komme af vejen. - Fiskebyen São Mateus på Terceira. - Vandretur på Santa Maria. - Udsigt fra Monte Brasil i Angra. - Æsler bruges endnu som transport.